Af ph.d., lektor Jens Kramshøj Flinker, juni 2026. Udgiver: metodebogen.dks redaktør Jørn Ingemann Knudsen.

Økokritik udgør ikke en enkelt samlet teori eller metodologi, men er et tværdisciplinært studie inden for litteratur- og kulturvidenskab. Økokritik tager afsæt i overbevisningen om, at litteratur og andre kreative genrer former menneskets miljømæssige forestillinger – i kraft af ord, narrativer og billeder – og at undersøgelser heraf bidrager væsentligt til forståelsen af de miljø- og klimaproblemer, der udfordrer den moderne verden. Økokritikken antager desuden, at analyser af forskellige former for fiktion kan aktivere en mere bæredygtig opmærksomhed og omsorg for Jordens økologiske fremtid. Præmissen for denne tanke hviler på, at miljø- og klimakrisen ikke alene er et naturvidenskabeligt problem, men også et kulturelt problem (Buell, Heise & Thornber, 2011).

Økokritik kan således forstås som en bestemt måde at organisere sin læsning på: en række begreber og tankefigurer, der gør det muligt at kaste lys over de elementer i en tekst, som har forbindelse til miljø og klima, mens andre dele får mindre opmærksomhed. Derfor kan økokritikken også bruges på litteratur, der ikke umiddelbart handler om natur, miljø eller klimakrise, men hvor miljømæssige spor alligevel ligger indlejret i tekstens univers.

For at forstå økokritikkens udvikling siden dens begyndelse i 1990’erne beskriver man ofte dens historie gennem en bølge-metafor. Essensen i bølgemetaforen er, at økokritikken har udviklet sig i flere faser, som hver især har deres egne metoder og opfattelser af, hvad god økologisk litteratur er (Buell, 2005). Det er imidlertid vigtigt ikke at opfatte disse som klart adskilte faser, som bølgemetaforen ellers kan antyde. Snarere bør de forstås som forskellige positioner, der eksisterer og udvikler sig parallelt.

Den første bølge dyrker især litteratur, der er fuld af intense personlige oplevelser, observationer og æstetiske påskønnelser af naturen – primært i poesi og amerikansk nature writing. Tanken er, at disse genrer sætter naturen i centrum og dermed fremmer læserens kontakt til og etiske sensibilitet for naturen uden for teksten. Et andet hovedanliggende i denne tidlige form for økokritik er dens markante afvisning af poststrukturalistisk litteraturteori, som anses for at være for optaget af sproglige konstruktioner og for lidt optaget af den virkelige verdens miljøproblemer.

Omkring år 2000 udvikler økokritikken sig til det, man kalder den anden bølge. Den tidlige modstand mod poststrukturalistisk teori afløses af en bredtfavnende integration af teori i det økokritiske arbejde såsom kulturstudier, dekonstruktion, feminisme, postkoloniale studier og kritisk diskursanalyse. Fælles for disse forskellige interdisciplinære udviklinger er ambitionen om forandring gennem kritik af sprog, ideologier og forskellige hovednarrativer om natur, vildmarken, dyr m.m. Der er tale om det, man bredt kan kalde en konstruktivistisk økokritik, der er optaget af, hvordan litteratur (og andre narrativer) kan skabe destruktive naturforestillinger, og hvordan litteratur samtidig er et mulighedsrum for at opløse selvsamme naturforestillinger.

Økokritikeren Timothy Morton argumenterer f.eks. for, at romantikkens natursyn har bidraget til at adskille mennesket fra naturen ved at idealisere og æstetisere den – hvilket paradoksalt nok har distanceret os fra et reelt og ansvarligt engagement i klimakrisens udvikling (Morton, 2007). Økofeminister peger på, hvordan visse former for litteratur er gennemsyret af patriarkalske normer om ejerskab, dominans og kontrol – forestillinger, hvor herredømme over kvinder går hånd i hånd med fantasier om at beherske naturen. Korpusset af tekster bliver nu udvidet fra klassisk nature writing til at omfatte mange forskellige genrer inden for litteratur og medier (Garrard, 2012).

En tredje bølge tager form i det første årti af det 21. århundrede. Der bliver lagt vægt på materialitet og postantropocentrisk tænkning, som det ses i den nymaterialistiske økokritik. Nymaterialismen gør op med forestillingen om ’det materielle’ – f.eks. tekstiler, madvarer, plastikprodukter, rødder, vækstprocesser, bakterier, svampe, vira, vejr, sand, mineraler, klima – som passivt og livløst og insisterer på, at alt det materielle er aktivt, har agens og dermed bidrager til verdens udvikling. Dette udfordrer nogle af de grundlæggende antagelser bag den moderne verden, fordi ikke blot mennesker, men også materialitet, tilskrives handlekraft. I nymaterialismen beskrives verden som netværk af forbindelser, relationer og hybrider, hvor ellers klare dikotomier – menneske/dyr, natur/kultur, subjekt/objekt – ikke længere lader sig opretholde (Iovino & Oppermann, 2014; Gregersen & Skiveren, 2016).

I litteraturanalysen er fokus derfor rettet mod, hvordan det mereendmenneskelige former og gennemkrydser karakterer, landskaber og samfund. Mange nymaterialistiske analyser retter sig mod litteratur, der formmæssigt opløser den klassiske realistiske fortælling, fordi denne mere eksperimenterende litteratur er bedre til at vise sammenfiltrede relationer mellem materialitet og mennesker.

Økonarratologi kan betragtes som den fjerde bølge inden for økokritikken. Økonarratologi bygger på overbevisningen om, at litteratur og andre fiktionsnarrativer kan bidrage til økologisk tænkning, men gør det med en følsomhed over for narrative strukturer og form (James, 2015). Den økonarratologiske metode, der præsenteres her, bygger teoretisk på økokritik, kognitiv narratologi og narrativ etik og samles omkring begrebet økonarrativ forestillingsevne (Flinker, 2025a).

Metoden tager især afsæt i begrebet ”storyworld” og i forståelsen af det fiktive narrativ som en ”multi-layered event” – to centrale ideer fra henholdsvis kognitiv narratologi og narrativ etik. Kognitiv narratologi og narrativ etik deler den opfattelse, at litteratur er rodfæstet i et ’hvordan-det-er-at-opleve-perspektiv’, dvs. at en fortæller beretter om en bestemt oplevelse med et bestemt formål med henblik på at påvirke læseren i en bestemt retning. Kort sagt: Når vi læser litteratur, oplever vi verden igennem en andens måde at opleve verden på. Det betyder, at litteratur ikke blot er tekst, hvor læseren passivt afkoder tekstens mening. Der er i stedet tale om, at læseren i læseprocessen aktivt indlever sig i, vurderer og tager etisk stilling til de hændelser og begivenheder, som fortælleren beretter om. Med andre ord opstår en kommunikation eller dynamik i mødet mellem litteratur og læser, idet læseren opbygger en indre mental verden af forestillingsmæssige og følelsesmæssige reaktioner med henblik på at rekonstruere narrativet til en meningsfuld helhed. Med afsæt i læserens indre rekonstruktioner åbner litteraturen mulighed for, at læseren kan udvikle nye måder at erfare og orientere sig på i den verden, der ligger uden for den fiktive fortælling (Phelan, 2007a; Herman, 2009). Hvorfor er det interessant som litterær metode – og hvordan kan en sådan metode hjælpe læsere med at gå fra ego-bevidsthed til øko-bevidsthed?

Hvor megen økokritik fokuserer på, hvad litteratur siger om natur, klima og miljø, undersøger økonarratologien, hvordan litteratur får læsere til at forestille sig, føle og forstå den fysiske natur uden for narrativet.

Mange økokritiske positioner – som vist ovenfor – undersøger, afslører eller kritiserer forskellige litterære værkers natursyn. Den konstruktivistiske økokritik er optaget af at afsløre, hvordan sproget ofte skaber et ubevidst, destruktivt natursyn i mennesket – det være sig fx et antropocentrisk natursyn, et paternalistisk natursyn eller et instrumentelt natursyn. Den nymaterialistiske økokritik advokerer for et post-antropocentrisk og relationelt natursyn, hvor natur ikke forstås som en passiv baggrund for menneskelig handling, men som aktiv, virkningsfuld og sammenvævet med kultur og teknologi.

Trods den poststrukturalistiske og den nymaterialistiske økokritiks forskellige udgangspunkter er de fælles om følgende i den litterære analyse: De fokuserer på natursyn og på de ontologiske antagelser om naturen, der kommer til udtryk i litterære tekster. Man kan også formulere det således: Disse økokritiske positioner fokuserer på natursyn frem for den litterære oplevelse. Der kan være tale om en filosofisk og ofte begrebstung økokritik.

Økonarratologien undersøger i stedet, hvordan litteratur bearbejder læserens økologiske oplevelser, erkendelser og etiske stillingtagen. Præmissen er, at fortællere og karakterer i litteratur har forskellige oplevelser, erfaringer og følelser med natur, miljø, klima, dyr m.m. Disse oplevelser rekonstruerer læseren, hvilket samtidig træner dennes oplevelser, erfaringer og følelser om selvsamme.

Med andre ord betragter økonarratologi litteratur som et økologisk erfaringsrum, som læseren rejser ind i og forandres af. Konkret betyder det, at den økonarratologiske metode, som præsenteres nedenfor, først analyserer, hvad der sker i mødet mellem litteratur og læser – og dernæst undersøger, hvordan dette møde kan ’stilladsere’ læserens forståelse af verden i en mere økologisk retning. Det er denne dobbeltdynamik, der kaldes ’økonarrativ forestillingsevne’ (Flinker, 2025a).

Læs hele artiklen i denne pdf.