Læs novellen her.

Af lektor René Rasmussen, Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet. Udgiver: metodebogen.dks redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, 2015.

En kvinde, måske fra Thailand eller Filippinerne, trænger sig pludselig ind i en ubenævnt mands lejlighed. Han formår ikke at smide hende ud, selvom han forestiller sig voldelige angreb på hende og forsøger sig med magtanvendelse, men vænner sig langsomt til hende og hendes gøremål i lejligheden, der synes at udgøre et asyl for hende. Han synes ikke, at hun er attraktiv, og lader sig ikke forføre af hendes særlige kropslige aktiviteter, der bl.a. indbefatter, at hun klipper sin kønsbehåring af foran ham. Han fortæller sine venner, at hun er alt for gammel til at være attraktiv. Hun er muligvis på flugt fra et bordel, der ligger i det ejendomskompleks, hvor hans lejlighed ligger og som han opsøger, mens hun bor hos ham. Han opsøger ikke bordellet for at have sex med nogle af kvinderne, men tilsyneladende fordi han vil finde ud af noget om kvinden i lejligheden.

Hun roder i hans lejlighed, drikker sig fuld og spiller højt musik. Da den rødhårede kvinde, der bor nedenunder ham og som han er betaget af, spørger, hvem denne kvinde er, lyver han og siger, at det er en slægtning fra Malaysia. Selvom han synes, hun er utrolig besværlig, formår han ikke er slippe af med hende. Hun flytter dog pludselig en dag fra hans lejlighed, men har stjålet hans pas, tandbørste, en stak CD'ere og nogle penge. Derefter opsøger han igen bordellet, men bliver atter stående udenfor, hvorfra han formentlig forsøger at se, om kvinden skulle være der.

Som det fremgår af denne opremsende brug af 'måske' eller 'formentligt', fortæller novellen ikke særlig meget om manden. Læseren får således heller ikke at vide, hvad manden laver, ud over han ryger hash, læser en del og skriver nogle noter, som han nogle gange diskuterer med andre, der også laver noter. Måske er han forfatter, måske studerende, men det siges ikke direkte. Læseren kender ikke hans navn, kvinden nedenunder hedder blot 'den rødhårede'. De eneste, der benævnes, at mandens to venner Claes og Jakob, men de spiller ikke nogen væsentlig rolle i selve forløbet og bidrager ikke på væsentlig vis med informationer om den mandlige hovedperson.

Hvor mange danske mænd f.eks. opsøger thailandske ludere eller tager til Thailand for at finde en brud, som de kan føre med sig hjem, er den mandlige hovedperson mere eller mindre indifferent over for sådanne kvinder, i hvert fald hende der er trængt ind i lejligheden. Det er i denne sammenhæng sigende, at han ikke har et begær, som han formår at sætte sig igennem med, hverken over for kvinden i lejligheden eller den rødhårede underbo, som han tilsyneladende er lun på. Derimod er han en meget opmærksom på, hvad andre kan tænke om ham: hans overbo, den rødhårede kvinde, Claus, politiet osv.

Personerne, der optræder i teksten, er fremmedgjorte. De er fremmedgjorte i forhold til hinanden, kan ikke betro sig rigtigt til hinanden, og de er fremmedgjorte i forhold til sig selv: Manden ved, ikke hvad han skal stille op med kvinden eller for den sags skyld med sit eget liv. Han har tilsyneladende intet begær. Vi får i tråd hermed intet at vide om hans eller kvindens fortid, bortset fra hendes frygt for nogle uden for lejligheden og hans spartanske sociale liv. Deres liv fremstår derfor også som fragmenterede, usammenhængende og uvedkommende.

For kvinden er der dog en Anden derude, uden for lejligheden, der tilsyneladende vil hende det ondt. Om det reelt skyldes hendes tilknytning til de prostituerede i lejlighedskomplekset, en form for paranoid forestilling eller noget helt tredje, fortælles dog ikke. For manden er den Anden knyttet til forestillingen om, hvad de andre kan tænke om ham. For kvinden udgør mandens lejlighed et asyl for den Anden, i hvert fald for en tid; for manden er der intet asyl for den Anden, da kvindens tilstedeværelse, musik osv. for længst har påkaldt sig den Andens opmærksomhed, f.eks. i form af den rødhårede underbo. For manden udgør den Anden dog en mindre frygtindgydende figur, end tilfældet er for kvinden, hvilket måske er en af grundene til, at han accepterer hendes tilstedeværelse i lejligheden.

Manden er, som omtalt, uden mål og med. Han er for så vidt en lige så skæv eksistens som kvinden, selvom han er forfatter eller studerende. Hans ensomhed er udtalt, hans flakkende liv tydeligt. Han er et moderne menneske uden egenskaber, for at parafrasere titlen på en berømt bog af Robert Musil (Manden uden egenskaber). Han er henvist til en form for paralyseret liv, der minder om en form for depression, hvor man har opgivet sit begær.

Hvor mange andre subjekter i vores samtid er præget af en uophørt, næsten infernalsk jagt på nydelsesobjekter, består hans nydelse (som nydelse er defineret i metodeintroduktionen) eller mærkværdige 'frihed' i at være isoleret og hæmmet i forhold til sine omgivelser. Depression som nydelsesform. Kvindens nydelse er derimod præget af hendes arbejde som formentligt prostitueret og flugt fra en Anden samt den 'frihed', som hun finder i mandens lejlighed. Men igen: frihed som isolation.

Dette udgør en indirekte omvæltning af forestillingen om, at vi hver især kan realisere vores frihed i individuelle, isolerede projekter. Betoningen af denne ensomhed, frygt og paralyse, som manden og kvinden begge er ramt af, om end på hver deres måde, understreger dog ikke kun illusionen knyttet til frihed og nydelse i vores samtid. Den blotlægger desuden, at den Anden (samfundet, sproget osv.) er ufuldstændig; nogle falder nødvendigvis udenfor, selvom de to personer på hver deres måde frygter en Anden legemliggjort i en eller flere andre personer. Deres særlige angst er på en gang bestemt af deres frihed (til at nyde) og umuligheden af denne frihed.

Læseren er lukket inde i et narrativt rum eller forløb, hvor alt har et negativt præg. Den uhørte begivenhed, som man ofte taler om i forbindelse med noveller og som skal være omdrejningspunktet i dem, er kvindens indtrængen i mandens lejlighed. Men bortset fra et ekstra ubehag og de gentagne forestillinger om, hvad den Anden tænker, forekommer denne begivenhed ikke at være direkte ubehagelig. Som der står, har manden efter første nat glemt hende:

Næste morgen havde han glemt alt om hende. Gardinet blafrede en smule. Han havde drømt om den rødhårede, at han pillede ved hendes ører, og han følte sig veltilpas og afslappet. Han gik ind i stuen for at finde sine cigaretter. Der stod hun, med den ene ben slængt op på en stol. Hun var ved at smøre sin krop ind i hans fugtighedscreme og et af hans håndklæder, der tydeligvis var vådt, lå på en stol. (Afbrydelse, afsnit 9).

Hans realitet er sikkert blevet rystet en smule, men der er næppe tale om en kæp (en uhørt narrativ begivenhed) i en myretue (i et ellers velorganiseret univers), som Aage Henriksen taler om i sin indkredsning af novellens begivenhed (jf. Thomas Bredsdorffs omtale heraf i Struktur og retorik i den klassiske novelle). Snarere er det blot endnu en pind blandt en række andre pinde i en nedbrudt eller aldrig opbygget myretue, hvis vi skal bibeholde dette billede. Realiteten består af grimasser: et forvirret, fragmenteret liv, et liv uden begær og uden egentlige egenskaber. Der rykkes aldrig rigtigt ved disse grimasser.

Det er imidlertid et præcist billede på det postmoderne menneske, vores tids menneske, hvor det ikke er menneskelige kvaliteter som forfatter, prostitueret, vicevært, kærlighed, begær osv., der står centralt. Det er derimod kvantitative egenskaber, som de giver sig ved tests, eksaminer, evalueringer, skemaer osv. Der er altid en Anden, der er ansvarlig for sådanne kvantitative målinger: evalueringseksperten, pædagogen, terapeuten, læreren osv. Vi lever i den forstand i et kontrolsamfund, der på det subjektive plan forekommer at have lidt samme karakter, som den måde, hvorpå den mandlige hovedperson oplever sine omgivelser. Myretuen består af mennesker uden egenskaber, ligegyldige skæbner, og pinden, kvindens 'besøg', ændrer intet ved mandens liv.

Det, der imidlertid forrykker billedet en smule i novellen i forhold til ideen om den narrative begivenhed, er små detaljer, der peger på noget andet. Det er små, overraskende, sproglige detaljer. Vi har ovenfor set gardinet, der blafrer en smule i beskrivelse af mandens møde med kvinden. Hvorfor denne detalje, der ikke forekommer relevant i forhold til, hvad der ellers sker? Lad os se på lidt flere af den slags overrumplende sproglige billeder eller indskud:

• Hun satte sig. Hendes underkæbe faldt ned. Tænderne så ud til at være kylet ind i munden på hende. (Afbrydelse, afsnit 3). Tænder, der er kylet ind, er en pudsig metafor i sammenhængen.
• Et andet sted står der: Tankerne sivede ligesom væk, bedst som de opstod. En and svømmede rundt midt ude på søen. (Afbrydelse, afsnit 7). Hvorfor denne pludselige fremmaning af anden?
• Eller disse myrer: Det føltes som om der kravlede myrer rundt i hans vener. (Afbrydelse, afsnit 10). Igen en pudsig og brat metafor.
• En sidste pludselig metafor: Og det lød, som om hun slugte sine egne hyl, da vandet fossede ned over hende. ((Afbrydelse, afsnit 34).

Det er overvejende den implicitte fortæller, der markerer sig her med en sproglig virkelighed, der bryder med tilværelsen uden egenskaber. Her dukker en virkelighed op, der kunne bryde med den lige-gyldige tilværelse eller umulige jagt på frihed. Det sker ikke for hovedpersonen, men læseren bringes måske til at reflektere over sin egen tilværelse. For så vidt udgør disse mærkværdige detaljer brud på en indifferent tilværelse. De åbner for sprogets væsentlighed og et begær, der lader sig orientere i sproget. På den måde bryder teksten med hovedperson og dennes mere eller mindre nulstillede begær og den form for fremmedgørelse, som hersker mellem personer i den. Det gør det muligt for læseren at stille spørgsmål til en ideologisk accept og tendentiel cementering af vores frihedsforestilling og ideer om nydelse.

Samtidig fremskriver teksten spørgsmålet om, hvordan vi skal forholde os til de fremmede. Men hvor dens hovedperson ikke ved, hvordan han skal forholde sig til kvinden, som han dog pludselig savner, da hun er forsvundet, er vores samtid mere optaget af at holde de fremmede væk, med mindre der er en økonomisk gevinst forbundet med deres arbejdsindsats her, dvs. hvis de er veluddannede og uden store problemer kan indpasses i det danske erhvervsliv. Hvor vores samfund forsøger at oprette eller cementere en kløft mellem 'os' og 'dem' (de fremmede, flygtninge, asylansøgere osv.), peger teksten på, at minoriteter kan lære at leve side om side (manden og kvinden) uden at blive integreret i et forskelsløst hele (en multikulturel suppedas).

Ingen af de to centrale personer er præget af den form for grådighed, der præger vores samtid. Men den angst, som de er præget af, hænger måske sammen med, at de udgør potentielle sociale klienter, som den Anden ser ned på. Dermed peger teksten på et særligt fællesskab, der næppe erkendes særligt ofte: Enhver læser befinder sig potentielt i en sådan situation, eftersom ingen er uundværlig i dag, men kan skiftes ud med mange andre. Vi er blot chifre eller kvantiteter i arbejdsmæssigt regi, der måske ikke har brug for os i morgen, hvorefter vi risikerer at blive sociale klienter.

Afbrydelse fremstiller bagsiden af en sådan kvantificering: At den sociale homogenitet er en falsk forestilling, der kun kan sikres, hvis vi ignorerer de sociale klienter og risikoen for, at vi selv bliver det. Teksten udgør en kortvarig afbrydelse af dette forsøg på at ignorere, at samfundet ikke er muligt som en homogenitet. Den pointerer på den måde nødvendigheden af at tænke et alternativ.

© Forfatteren og Forlaget Dansksiden.dk 2015.

Læs hele kapitlet (metodeintroduktion + ekesempelanalyse) i denne pdf.