Af ph.d., lektor Stefan Kjerkegaard, Aarhus Universitet. Udgiver: metodebogen.dks redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, 2025.

Artiklen introducerer til postkritik som en alternativ analytisk tilgang til litteratur, der fokuserer på tekstens affektive, relationelle og brugsmæssige dimensioner frem for at afsløre ideologier eller skjulte strukturer. Med afsæt i teoretikere som Rita Felski, Eve Kosofsky Sedgwick og Bruno Latour beskrives postkritikken som et skift fra “mistankens hermeneutik” til en mere åben, deltagende læsemåde, hvor teksten ses som et anliggende snarere end et objekt.

Artiklen viser, hvordan postkritik praktiseres i Danmark – bl.a. i forskningsmiljøet omkring SDU og med konkrete bidrag fra Hans Lind og Camilla Schwartz – og hvordan metoden kan anvendes i undervisning og litterært feltarbejde. Et centralt eksempel er læsningen af Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme, som læses som en åben henvendelse snarere end et lukket kunstværk.

Der inddrages desuden begreber som Wolfgang Isers “implicitte læser”, James Phelans tredeling af læserrespons (mimetisk, tematisk, syntetisk) og Peter Rabinowitz’ idé om den “autoriserede læser”.

Artiklen slutter med en refleksion over postkritik som en mulighed for at styrke litteraturens potentiale som fælles, affektiv erkendelse snarere end som dekonstruktivt objekt.

Postkritik er en tilgang til litteratur og litteraturanalyse, der fokuserer på tekstens affektive og relationelle dimensioner frem for at lede efter skjulte betydninger eller ideologiske strukturer bag den. Den postkritiske metode skifter opmærksomheden fra det, der er blevet kaldt en ”mistankens hermeneutik”, hvor tekster anskues som noget, der skal afsløres og fortolkes, til en mere åben og beskrivende tilgang, hvor teksten forstås i dens oplevede og brugte form: Eller kortere sagt som et anliggende. I stedet for at se litteraturen som noget der har en kode, som skal knækkes, spørger postkritikken: Hvordan virker tekster? Hvad gør de ved os som læsere? Hvordan skaber de mening i vores liv og i den kontekst, de indgår i?

Postkritikken udspringer således af en erkendelse af, at litteraturens værdi ikke kun ligger i tekstens skjulte betydninger eller i dens ideologiske indlejring, men i de måder, den påvirker og engagerer sine læsere på. Litterære tekster, uanset genre og sværhedsgrad, har en særlig evne til at bevæge os, forme vores oplevelser og etablere relationer mellem mennesker. Ved at tage dette alvorligt som analytisk perspektiv flytter postkritikken fokus fra dekonstruktion til deltagelse, fra afsløring til affekt, fra kritik til beskrivelse.

Hvor traditionel litteraturkritik, ifølge postkritikken, ofte har været drevet af en mistro til tekstens overflade og en forestilling om, at sand mening ligger skjult bag den umiddelbare læseoplevelse, foreslår denne en anden tilgang. I stedet for at forsøge at gennemskue tekstens underliggende ideologi eller intention, undersøger postkritikken, hvad teksten gør, og hvordan den fungerer i praksis. Tre centrale principper for en postkritisk læsning er:

1. En tendens til at tænke beskrivelse frem for fortolkning – at fokusere på, hvordan teksten opleves, snarere end hvad den betyder.
2. En tendens til at tænke med teksten i stedet for at tænke mod den – at engagere sig i teksten som en medspiller frem for at afsløre dens skjulte dagsordener.
3. En tendens til at se teksten som en del af en større sammenhæng – at undersøge dens relationer til læseren, konteksten og de affektive netværk, den indgår i.

Det er imidlertid vigtigt at huske på, at postkritik ikke er et opgør med kritisk tænkning, men snarere ser en kritisk (nær)læsning som én måde blandt flere at bruge teksten på. Den handler ikke om at acceptere enhver tekst uden kritiske spørgsmål, men om at være åben overfor andre måder at engagere sig i litteraturen på, der kan favne litteraturens oplevelsesdimension og betydning i et socialt rum. I ordet postkritik betyder præfikset post- derfor ikke nødvendigvis et opgør med kritikken, men snarere et skridt efter den. Ligesom i postmodernisme betegner post- her det, der kommer i forlængelse af – ikke det, der nødvendigvis afviser. Ved at fokusere på, hvordan tekster bruges, læses og huskes, ønsker postkritikken derfor at åbne nye perspektiver på litterær analyse og forståelse.

Postkritikken opstår som en reaktion på en ofte dominerende kritisk tradition i litteraturvidenskaben, der har været præget af den føromtalte ”mistankens hermeneutik”. Inspireret af klassiske tænkere som Marx, Freud og Nietzsche udviklede denne tradition en forståelse af tekster som noget, der skulle afsløres – som symptomer på ideologiske magtstrukturer, psykologiske mekanismer eller sociale forhold. Paul Ricoeur beskrev denne tilgang som en hermeneutik drevet af mistanke, hvor den kritiske læsning altid antog, at sandheden lå skjult bag tekstens umiddelbare udtryk. Senere hen har vi i forlængelse af disse fået teoretiske retninger og diskursive kritikker som postkolonialisme, feminisme, queer- og minoritetsstudier. Men i de læsninger, der følger disse teorier, kan det igen ofte være afsløringen, der er vigtigere end forståelsen, og det, der afsløres, bekræfter i værste fald blot det teoretiske og ideologiske udgangspunkt, vi som læsere bevægede os ind i teksten med.

Den væsentligste stemme inden for postkritikken er Rita Felski, der f.eks. i Uses of Literature (2008) og The Limits of Critique (2015) argumenterer for, at litteraturvidenskaben bør tage læserens oplevelse og tekstens affektive potentiale mere alvorligt. Felski kritiserer, at litteraturkritikken ofte har været fanget i en afslørende læsemetode, hvor målet primært har været at blotlægge magtstrukturer eller afsløre undertrykkende ideologier i tekster. I stedet opfordrer hun til en mere åben og relationel tilgang, hvor analysen fokuserer på, hvordan litteratur faktisk påvirker sine læsere og den sociale verden, den indgår i.

Også den amerikanske litteraturteoretiker inden for bl.a. kønsstudier og queerteori Eve Kosofsky Sedgwick har bidraget væsentligt til postkritikken, især med sin skelnen mellem paranoid og reparativ læsning. I Touching Feeling (2003) beskriver hun, hvordan den paranoide læsning – karakteriseret ved en konstant mistro til teksten – dominerer litteraturvidenskaben. Den reparative læsning, derimod, foreslår en tilgang, hvor læseren tillader sig at engagere sig med teksten uden at være fanget i en afslørende mistro. Denne tilgang har haft stor betydning for postkritikken, der i høj grad trækker på affektteori og en forståelse af litteratur som en oplevelse snarere end blot et objekt for analyse.

En anden vigtig inspiration for postkritikken er videnskabsfilosoffen Bruno Latour, der i sin artikel ”Why Has Critique Run Out of Steam?” (2004, oversat til dansk i 2007) argumenterer for, at den kritiske tradition ofte bidrager til at underminere troen på sandhed og viden. Han påpeger, at kritikere ofte er mere optagede af at afsløre skjulte agendaer end af at forstå, hvordan viden og mening faktisk produceres og bruges i verden. Postkritikken trækker på denne kritik ved at insistere på, at tekster ikke blot er ideologiske konstruktioner, men også noget, der skaber affekt, relationer og nye måder at erfare verden på.

Litteraturprofessor Toril Moi har i Revolution of the Ordinary (2017) videreført denne tankegang med en sprogfilosofisk tilgang inspireret af filosoffen Wittgenstein. Hun argumenterer for, at litteratur ikke nødvendigvis skal forstås gennem mistanke og dekonstruktion, men derimod som en form for handling, der har betydning i kraft af sin brug. Dette perspektiv har bidraget til at nuancere postkritikkens forståelse af, hvordan litteratur fungerer i praksis, og hvordan den skaber mening for sine læsere.

Sammenfattende kan man sige, at postkritikken opstår som en respons på de dominerende kritiske metoder i litteraturvidenskaben, der ofte har været præget af en mistroisk tilgang til tekster. Ved at trække på affektteori, sprogfilosofi og sociologiske perspektiver søger postkritikken at formulere nye måder at forstå litteratur på, dvs. som et anliggende, der påvirker og engagerer læseren på forskellig vis.

Den centrale skikkelse i postkritikken forbliver dog Rita Felski. Selvom hun er britisk, er det væsentligt at understrege, at hendes virke og tænkning er tæt forbundet med amerikanske universitetsmiljøer. Hun er professor i engelsk litteratur ved University of Virginia og redaktør for det toneangivende tidsskrift New Literary History, der har spillet en afgørende rolle i postkritikkens indtog på den akademiske scene. Felski trækker i høj grad på europæiske teoritraditioner som dekonstruktion og poststrukturalisme, men gør det i en amerikansk kontekst, hvor modtagelsen af postkritikken også har været mest polariseret.

I Europa har modtagelsen været mere afdæmpet og nøgtern, om end Danmark skiller sig ud som en undtagelse. Det sidste skyldes blandt andet, at Felski i perioden 2016–2021 var gæsteprofessor ved forskningsprojektet Uses of Literature på Syddansk Universitet. Hendes tilstedeværelse her har været med til at forme en dansk postkritisk tradition med centrale bidrag fra forskere som Dan Ringgaard, Tobias Skiveren, Anne-Marie Mai, Peter Simonsen, Ayoe Quist Henkel og Camilla Schwartz.

Postkritikken har affødt væsentlig kritik. For det første er Felskis kritik af kritikken blevet beskyldt for at være et stråmandsargument – som om der fandtes én entydig og monolitisk ”kritik”. For det andet hævdes det, at Felski overser en særlig europæisk tradition, der i modsætning til mistænksomhedens hermeneutik kan kaldes for tillidens hermeneutik, fx hos Paul Ricoeur, og overser betydningen af tænkere som Adorno, Benjamin og Barthes (Ringgaard 2019). Roland Barthes’ distinktion mellem studium og punctum i Det lyse kammer er et eksempel på en læsestrategi, hvor følelsesmæssig affektion – det, der rører – også spiller en central rolle.

Andre kritikpunkter angår postkritikkens forherligelse af lægmandslæseren (Skiveren 2022) og dens påståede mangel på metode og konkrete læsninger (Bale 2018). Felski selv har forholdt sig afvisende til dette og er blevet citeret for bemærkningen: I don’t do readings – et citat litteraturforskeren Jon Helt Haarder refererer fra et internt møde på SDU. I den artikel, hvor Haarder (2019) citerer Felski, rejser han et centralt forsvar for postkritikken. Det handler ikke om at misbruge litteraturen gennem instrumentalisering (”use”), men om at erkende, at brugen af litteratur altid har fundet sted – også i det, vi kalder teori og metode. Nykritikkens idé om værkets autonomi er for eksempel ikke en given forudsætning, men et resultat af bestemte læsepraksisser, især nærlæsning. Med Haarders ord: Det, nærlæsningen frembringer, er netop forestillingen om autonomi (Haarder 2019, 53). Derfor kan enhver metode betragtes som en form for brugstyveri: At læse er at tage litteraturen i brug uden ejerens tilladelse – til eget formål.

Metode handler derfor ikke kun om analytisk distancering, men også om sanselig og affektiv nærhed. Det er en måde at tænke mere og mærke mere på – med begreber, der forener teori og erfaring. I sådanne læsepraksisser bliver det tydeligt, hvor lidt ”privat” der faktisk er i den subjektivitet, man oplever som sin egen.

En postkritisk læsning kan dermed også forstås som en praksis, hvor læseren i særlig grad tilnærmer sig teksten ved at træde ind i rollen som den implicitte læser – den læser, som teksten forestiller sig og appellerer til (*note 1). Ifølge Wolfgang Iser, som oprindeligt introducerede begrebet, er den implicitte læser ikke en konkret person, men snarere en funktion indlejret i tekstens struktur. Det er et tavst billede af en mulig læser, der dannes af tekstens signaler, tomme pladser og aktiveringsstrukturer (Iser 1974; se også Hühn et al. 2022). Det afgørende er, at teksten både kræver og forudsætter, at nogen indtager denne rolle for overhovedet at kunne opnå mening.

I en postkritisk optik bliver denne positionering ikke blot et metodisk vilkår, men et affektivt og etisk engagement. Når man læser postkritisk, forsøger man netop at acceptere den invitation, teksten rækker ud med – at læse med i stedet for imod. Det betyder også, at man ikke straks placerer sig som en læser, der afslører tekstens mekanismer, men snarere som en, der deltager i tekstens meningsskabelse. Man åbner sig for det, Iser kalder en dialektik mellem tekst og læser, hvor meningen ikke er givet på forhånd, men opstår i det, han beskriver som en dynamisk interaktion mellem tekstens struktur og læserens forsøg på at forstå denne.

Dette stemmer derfor fint overens med postkritikkens vægt på tilknytning og affekt. For at teksten kan virke – som affektiv oplevelse, som æstetisk relation, som betydningsskabende anliggende – må læseren træde ind i den rolle, teksten åbner op for. At læse postkritisk er således ikke et fravalg af analyse, men måske det man kunne kalde en forpligtelse på den implicitte læsers vilkår. Man læser, som om man vil forstå, som om man vil blive berørt, og som om man vil følge teksten i stedet for straks at løbe foran eller under denne.

Denne bevægelse bliver f.eks. særligt tydelig i læsningen af Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme (se nedenfor), hvor teksten insisterer på relation snarere end fortolkning og inviterer læseren til at tage del i en henvendelse, som allerede er i gang. Det er ikke kun jeget, der taler ud i rummet – det er også læseren, der placeres i det tomme sæde over for digtet.

Desuden kan man tænke bevægelsen – hvor man træder ind i tekstens verden og accepterer dens præmisser – som svarende til det, Samuel Taylor Coleridge i sin tid kaldte a willing suspension of disbelief. For at fiktion overhovedet kan virke, må læseren midlertidigt sætte sin skepsis på pause og indgå i en slags stiltiende pagt med teksten. Postkritikken aktualiserer netop denne oprindelige fordring i læsningen af skønlitteratur: ikke som naiv tiltro, men som et etisk og affektivt engagement. Når man læser postkritisk, suspenderer man ikke dømmekraften, men den refleks, der straks vil afdække og afvise – for i stedet at lade sig gribe, bevæge og måske forandre.

Dermed bliver postkritisk læsning en metode, der på én gang er empatisk og eksperimenterende. Den arbejder med tekstens egne strukturer og følelser, snarere end mod dem. Den insisterer på at indtage den plads, teksten holder fri til læseren – ikke som en passiv modtager, men som en medskaber, der midlertidigt accepterer tekstens præmisser. Det er netop i denne villighed til at læse som den læser teksten henvender sig til, at postkritikken finder sit etiske og æstetiske grundlag.

Postkritikkens interesse for læsepraksisser har i Danmark også ført til en interesse for at undersøge, hvordan forfattere selv læser – ikke for at påvise intertekstualitet eller metafiktion, men for at forstå, hvordan subjektivitet formes litterært. Camilla Schwartz kalder det selvudforskning (Schwartz 2019), og det, man undersøger, er netop den måde, subjektivitet bliver til i mødet med litteratur.

Når vi læser forfatternes læsninger, læser vi ikke blot litteraturen – vi læser det liv, den peger på. Karl Ove Knausgårds Min kamp er ikke vigtig, fordi den er selvbiografisk, men fordi hans længsel efter autenticitet vækker en lignende længsel hos læseren. Vi læser ikke for at forstå litteraturen bedre, men for at blive bedre til at leve. Det er det, postkritikken insisterer på: Læsningens transformative potentiale, hvor litteratur bliver et sted for fælles liv, erkendelse og opmærksomhed.

- - -

*Note 1: Og apropos implicit læser, der jo også er et vigtigt begreb i den retoriske narratologi, så bidrager James Phelans tredeling af læserrespons – i mimetisk, tematisk og syntetisk – med nyttige redskaber til at forstå, hvordan denne implicerede læsning faktisk udfolder sig (Phelan, 2007, s. 5–6). Postkritikken har ofte fokus på affekt og tekstlig virkning, og det stemmer overens med en mimetisk respons (der engagerer følelser og forventninger), men også med den syntetiske, hvor man bliver opmærksom på tekstens konstruktion og æstetiske valg. Postkritikken rummer med andre ord både en indlevelse i og en opmærksomhed på – og her mødes affekt, etik og æstetik i en fælles læsebevægelse. Samtidig peger Phelans kollega Peter J. Rabinowitz på en vigtig udvidelse af denne rolle: den autoriserede læser. Hvor den implicitte læser er tekstens egen konstruktion, er den autoriserede læser en læser, som har lært at manøvrere i fiktionens særlige retorik og som midlertidigt indvilliger i tekstens forestillinger og konventioner (Rabinowitz, 1997, s. 23). Det indebærer ikke en ukritisk overgivelse, men en etisk og æstetisk opmærksomhed på, hvordan man bedst muligt stiller sig til rådighed for tekstens virkning – og dermed får størst muligt udbytte. I en postkritisk ramme bliver denne tanke frugtbar: At læse handler ikke blot om at afkode en tekst, men om at kunne træde ind i den rigtige rolle – ikke nødvendigvis den, man er enig i, men den, der gør læsningen virksom. Det gælder, som Rabinowitz foreslår, også tekster vi er uenige i, eller som kræver en social, etisk eller æstetisk indlevelse, vi ellers ville afvise: fx at forstå begejstringen for en ekstremistisk tale uden at tilslutte sig den. Netop derfor kan man sige, at postkritik – i forlængelse af Phelan og Rabinowitz – gør læserrollen synlig og understreger, at læsning er en performativ akt. Den kræver vilje til at være i teksten, men også vilje til at forlade sig selv – ikke for at blive tekstens fortolker, men dens midlertidige medspiller. Det betyder, at den postkritiske læser ikke bare er passiv modtager af tekstens kald, men en læser, der med præcision og affektiv opmærksomhed forsøger at svare.

Der findes ingen formel for, hvordan man laver en postkritisk læsning, men på baggrund af ovenstående kan man vælge at følge disse trin, hvor det altafgørende som tidligere påpeget er, at man betragter teksten som et anliggende snarere end et kunstnerisk produkt, der skal fortolkes:

1. Beskrivelse frem for fortolkning – Start med at beskrive tekstens overflade, dens tone, stil og stemning, ja dens paratekst. Hvordan opleves teksten? Hvilke affektive reaktioner fremkalder den? En postkritisk læsning undgår at reducere teksten til et symbolsk system og ser i stedet på, hvordan den virker på læseren. Beskrivelsen kan omfatte alt fra syntaks og gentagelser til lydlige og visuelle elementer i teksten. Beskrivelse bliver således ikke blot et forstadium til fortolkning, men et analytisk redskab i sig selv.
   OBS: Det er en kæmpe fordel at have adgang til den fysiske bog, så dens paratekstuelle tilstedeværelse kan præge denne del af læsningen. Alternativt kan man bruge billeder af omslag mv.
2. At tænke med teksten frem for mod den – I stedet for at afsløre, hvad teksten ‘egentlig’ siger eller kritisere dens ideologiske struktur, forsøger man at følge tekstens egen logik, ja blive dens implicitte læser. Hvad inviterer teksten læseren til at gøre eller føle? Hvordan skaber den sin egen meningshorisont? Ved at læse med teksten i stedet for imod den bliver det muligt at forstå, hvordan den åbner nye måder at erfare verden på, snarere end blot at se den som en repræsentation af eksisterende magtforhold.
3. Affekt og stemning – Hvilke stemninger præger teksten? Hvordan formidles følelser gennem sprog, rytme og billedsprog? En postkritisk læsning er opmærksom på de affektive mønstre, der skaber litteraturens virkning. Tekster kan fremkalde glæde, melankoli, uro eller eufori – og disse følelser er ikke blot individuelle, men socialt og kulturelt formidlede. Postkritikken undersøger, hvordan en tekst genererer affekt i en bestemt kontekst, og hvordan denne affektive dimension bidrager til tekstens betydning og modtagelse.
4. Relationel forståelse – Hvordan knytter teksten sig til læseren, andre tekster eller sociale fænomener? Postkritikken undersøger, hvordan litteratur indgår i netværk af betydning og relationer frem for blot at være et lukket system. En tekst kan vække genklang hos læseren gennem kulturelle referencer, genkendelige situationer eller følelsesmæssige strukturer, der overskrider det rent individuelle. Postkritikken er således ikke en ren subjektiv metode, men en undersøgelse af, hvordan tekster fungerer i et netværk af aktører, der altid er underlagt sociale og historiske sammenhænge.
5. Litteraturens brugsværdi – Overvej, hvordan teksten kan anvendes, snarere end hvad den betyder i en klassisk analytisk forstand. Hvordan har teksten påvirket forskellige læsere? Hvordan cirkulerer den i en kulturel sammenhæng? En postkritisk læsning kan således se på, hvordan en tekst bliver læst og modtaget, hvilke diskussioner den afføder, og hvordan den får betydning i forskellige læsemiljøer. Denne tilgang giver mulighed for at forstå teksten ikke blot som statisk værk, men som noget, der er i bevægelse og skaber nye betydningsdannelser over tid.

En postkritisk læsning kan være særlig frugtbar i arbejdet med litteratur, der udfordrer faste betydningsrammer, eller som skaber stærke oplevelser. Den kan også være nyttig i undervisning, hvor den giver mulighed for at integrere læserens oplevelse og engagement i den analytiske proces. Ved at fokusere på tekstens relationelle og oplevede dimensioner kan man åbne for en mere dynamisk og engageret litteraturlæsning. Postkritikken giver på denne måde et redskab til at nærme sig litteraturen med en mere sensitiv, undersøgende og oplevelsesbaseret tilgang, der ikke vil reducere teksten, men anerkender dens evne til at skabe forandring, refleksion og forbindelse mellem mennesker.

I forhold til den sidste del, der handler om litteraturens brugsværdi, kan man med fordel fokusere på, hvordan litteraturforskeren Hans Lind foretager en bevægelse fra postkritikkens teoretiske indsigter til en måde at arbejde med litteratur på. Kan man overhovedet beskæftige sig med litteraturbrug fra skrivebordet?, spørger Lind (2022, 28). Lind tager konsekvensen af dette misforhold og bevæger sig ud i det, han kalder litterært feltarbejde, som også kan være værd at dvæle en smule ved, for den der gerne vil forsøge at læse postkritisk. Igen bygges der på en forståelse af litteratur som noget, der ikke blot eksisterer i et tekstligt rum, men litteraturen som en aktør, der bruges og skaber mening i sociale sammenhænge, eller igen et anliggende. Litterært feltarbejde i forlængelse af postkritikken indebærer derfor en bevægelse fra analyse af selve teksten til en beskrivelse af de måder, hvorpå litteraturen indgår i menneskers liv, enten gennem læsefællesskaber, sociale medier eller i uddannelsesmæssige sammenhænge.

For at forstå litteraturens brugsdimension foreslår Lind en kombination af litteraturvidenskabelige og etnografiske metoder, hvor deltagerobservation, interviews og analyse af tekstsamtaler bliver centrale redskaber. I stedet for at anskue litteraturen som en statisk størrelse undersøges den som et dynamisk fænomen, der cirkulerer og får betydning i bestemte kontekster. Postkritikken har længe argumenteret for et generelt brugsbegreb, men Lind peger på nødvendigheden af at konkretisere dette gennem en analyse af specifikke brugsmønstre. Det handler om at spørge, hvordan litteratur praktiseres, hvilke sociale funktioner den opfylder, og hvordan den påvirker sine læsere på et affektivt niveau. Feltarbejdet kræver derfor en eksplorativ, situeret analyse, hvor forskeren tilpasser sin metode til det specifikke felt og de mennesker, der indgår i undersøgelsen.

Samtidig understreger Lind, at litteraturens betydning er relationel. Den eksisterer ikke isoleret, men skabes i mødet mellem tekst, læser og kontekst. Dette betyder, at læseren må forholde sig til, hvordan litteraturen aktiveres i forskellige sammenhænge, og hvordan den bliver en del af sociale og kulturelle netværk. Gennem interviews og observationer kan man kortlægge, hvordan litteratur indgår i læsefællesskaber, hvordan den påvirker læseres oplevelser, og hvordan den bruges i undervisning eller andre institutionelle sammenhænge. Ved at fokusere på det som Lind kalder litteraturens ”selskabelighed” åbner feltarbejdet for en forståelse af, hvordan tekster ikke blot læses individuelt, men også fungerer som en platform for fælles refleksion, identitetsdannelse og følelsesmæssige forbindelser.

Denne tilgang kan med fordel overføres til en undervisningssammenhæng, hvor elever og studerende introduceres til litterært feltarbejde gennem en praksisnær metode. Det vil formentlig blive for omfattende for den almindelige gymnasieelev, men man kan måske lade sig inspirere af ideen om feltarbejde ved at tage sine elever med til litterære arrangementer, oplæsninger, forfattersamtaler, besøge skriveskoler, invitere forfattere ind m.m. Hvis det derimod drejer sig om universitetsstuderende, kan man godt forestille sig, at man indledte et forløb med en introduktion til postkritik og litteraturens brugsværdi, hvor de studerende først præsenteres for postkritikkens centrale begreber og diskuterer, hvordan litteratur anvendes i hverdagen og i samfundet. I forlængelse af dette kan de formulere forskellige undersøgelsesspørgsmål og vælge en metode, fx interviews, deltagerobservation eller analyse af litteratur i sociale medier. Andre gange kan det litterære feltarbejde dog bare helt simpelt foregå på klassen, hvis man forestiller sig, at de studerende undersøger anmeldelser, interviews eller reaktioner, forfatterens profil på sociale medier, brugerkommentarer på platforme som Mofibo eller Saxo.

Ved at inddrage feltarbejde på den ene eller anden måde i undervisningen bliver litteraturundervisningen mere praksisnær og engagerende. Studerende og elever får mulighed for at arbejde med litteratur på en måde, der rækker ud over den traditionelle tekstnære analyse og i stedet ser litteraturen som et dynamisk fænomen, der skaber betydning i sociale fællesskaber.

For en god ordens skyld vil jeg dog vanen tro her på metodebogen.dk lave en eksemplarisk (mini)analyse af Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme. En længere læsning findes i Kjerkegaard (2017). Læg mærke til, at jeg regner hele værket / bogen for at være genstand for min læsning. En pointe for postkritikken er således, at den betydning, der skabes i fællesskaber eller den selskabelighed værket påkalder, ofte også beror på bogens udseende, udstyr m.v. Med andre ord bogens paratekst, hvor paratekst forstås som de tekster, der omgiver og støtter op omkring en hovedtekst (Kjerkegaard 2017, 22). Hovedteksten kan både være af litterær og ikke-litterær art, fra fagbøger til digte. Paratekster deles ofte op i peritekster og epitekster. Peritekster er de nært (materielt) tilknyttede paratekster som omslags-layout, forfatternavn, titel og undertitel, forlagsoplysninger og evt. forord, dedikationer, mottoer eller noter, tekst på bagsiden og flapperne osv., imens de mere løst tilknyttede, mere uhåndterbare og uafgrænsede paratekster kaldes for epitekster. Det kunne være forfatterinterviews, annoncer og journalistiske forskræp eller blurbs, dvs. tekster, som er medstyrende i forhold til tekstens vej ud i en offentlighed.

En postkritisk læsning af Nordenhofs det nemme og det ensomme kræver således, at vi udvider vores forståelse af, hvad der konstituerer værkets betydning. Ved at inddrage paratekstbegrebet, som rummer både de materielle og medieorienterede elementer omkring værket – ja værket situeret i en litterær kultur – kan vi begynde at forstå, hvordan det fremstår i et netværk af tekster, der skaber mening på flere niveauer. Denne tilgang åbner op for en læsning, hvor ikke blot indholdet, men også de ydre rammer og diskurser, værket opererer i, kan belyse dets betydning. I denne sammenhæng bliver det vigtigt at se på, hvordan Nordenhofs tekst bliver formidlet og opfattet i de kontekster, som dens paratekster skaber – fra forlagsinformationer til opslag på sociale medier – og hvordan disse aspekter spiller ind i en postkritisk læsning, der ser på relationer mellem tekst, læser og det omgivende samfund.

Læs hele artiklen i denne pdf.