Nedenstående artikel er en gengivelse af kapitlet "Sammenligning af metoder" fra den oprindelige udgave af Metode Bogen (1980). Her sammenlignes nykritisk, strukturalistisk, marxistisk og impressionistisk litteraturkritik.

Litterære metoder har hver deres litteraturdefinition

Enhver videnskabelig metode definerer selv sit emne - nem­lig som det, den er i stand til at sige noget om.

Det gælder også enhver litterær metode, at den indehol­der en definition af litteraturen, uanset om den gør opmærk­som på det eller ikke.

En enkel kommunikationsmodel kan anskueliggøre det:

Modellen viser, at en meddelelse, her den litterære tekst, går fra en afsender til en modtager, her fra forfatteren til læse­ren, og omhandler et sagforhold.

Den biografiske metode i dens forskellige afarter arbejder med sammenhængen mellem forfatterens liv og hans litte­rære værker.

Metoden definerer dermed det litterære værk som produkt af og vidnesbyrd om forfatterens liv og tilsva­rende forfatterens liv som nøgle til forståelse af teksterne.

Metoden retter sig mod det indrammede felt, som markeres i denne illustration:

Tilsvarende udpeger den nykritiske metode med dens opfat­telse af teksten som autonomt værk et andet felt:

For de to metoder er den litterære tekst altså henholdsvis et anliggende mellem forfatter og tekst og et anliggende mel­lem tekst og læser.

Definitionen er måske her en prioritering. Nykritikeren vil ikke benægte, at teksten er skrevet af en forfatter, og at den antagelig er inspireret af hans egne livsoplevelser og derfor kan indeholde træk, som kan belyse hans liv. Nykritikeren finder det blot uinteressant eller af klart sekundær interesse, idet teksten primært er et sprogkunstværk, som læseren mø­der og forholder sig til. - Ligesom den, der køber et par sko, interesserer sig for, hvordan skoene er at gå med, og ikke for humøret hos skotøjsarbejderen eller inspirationen hos form­giveren, men naturligvis ikke afviser, at en og anden kunne være nysgerrig på disse områder.

Tekst-læser-forbindelsen

De metoder, som er behandlet i denne bog, er til dels valgt, fordi de er kommet til eller stærkt udbygget i de seneste tiår. Men de har desuden det fælles, at de retter søgelyset mod tekst-læser forbindelsen.

Det gælder tydeligt for nykritikken og for den impressio­nistiske kritik.

For ideologikritikken er arbejdsfeltet hele kommunikationssituationen i videste forstand. Men i undervisningssammenhæng betones stærkt tekstens indvirk­ning på læserens bevidsthed.

Strukturalismen interesserer sig som udgangspunkt ikke synder­ligt for tekst-læser forholdet, men for bevidsthedsstrukture­ring i tekster og mennesker, heri indbefattet både afsender og modtager.

Analysemetoder - Forskellige måder at læse på

Tekstanalyserne afslører metodernes for­skellige måder at læse novellen på.

Nykritikken:

Novellen handler om en person i en valgsituation, et valg mellem at insistere på personlig eksistens eller give op og glide ind i en konform rutine. Afgørelsen falder i tekstens sidste linjer, hvor personen kapitulerer.

Novellen vurderes på, hvor stærkt denne problemstilling når frem til læseren som en vedkommende udfordring, og det sker, i det omfang de litterære virkemidler er taget i brug med sikkerhed og konsekvens.

Den ideologiske kritik:

Novellen handler om en person, som ikke vil sit eget bed­ste, og om, hvad det er for kræfter, der former hans bevidst­hed, så han ikke forstår sin situation rigtigt.

Om dette kan novellen give sand eller falsk oplysning, og den vurderes på, hvor langt den giver sand oplysning og dermed giver læseren en forståelse, som bedrer hans forud­sætninger for at handle konstruktivt i verden.

Den strukturalistiske analyse:

Novellens handling er meddelt af en fortæller, hvis forstå­else kan kortlægges som en semantisk struktur, et enkelt struktureret betydningsmønster.

Novellen vurderes ikke.

Den impressionistiske kritik:

Det er uforudsigeligt, hvad teksten handler om og vurde­res på. Det afhænger af kritikerens personlige interessefelt og temperament. Men teksten læses med engagement.

Metoderne overfor hinanden

Man kan spille metoderne ud mod hinanden.

Hvis vi vælger ståsted i ideologikritikken, må vi karakterisere de andre metoders læsning som alvorlig fejllæsning, fordi de på forskellig måde opfatter både mennesker og tekster som tidløse størrelser i et socialt tomrum. Og det er ikke kun en mangel, men de medvirker direkte til forkert forståelse, falsk bevidsthed.

Hvis vi vælger ståsted i nykritikken, må vi karakterisere de andre metoders læsning som fejllæsning, fordi de ikke forstår mennesket som et altid ansvarligt væsen i en eksi­stentiel situation. Måske kan en og anden impressionist gå ram forbi her, men de vil alle kunne kritiseres for ikke at have fattet tekstens karakter af litterær kunst.

Hvis vi vælger ståsted i strukturalismen, må vi negligere litterære analysemetoder og samle os om udforskningen af fortælleregler og betydningsstruktur.

Hvis vi vælger ståsted i impressionismen, må vi afvise alle (andre) metoder for deres intellektualisering og systematise­ring, hvorved de overser, at mennesker læser litteratur, fordi de gerne vil, og fordi det giver dem umiddelbare oplevelser.

Forsåvidt er metoderne altså uforenelige.

Men måske kan der findes et ståsted uden for metoderne, som gør det nødvendigt at kombinere to eller måske flere metoder for at få teksterne tilstrækkeligt belyst.

Og endelig gælder det vel for enhver underviser, at selv om han måske selv har truffet sit metodevalg, kan han ikke blot formidle sin opfattelse til sine studerende eller elever, men må bringe dem ud i den samme valgsituation.

I dette afsnit har vi ladet stiliserede og let forenklede 'model-lærere' udtale sig på hver sit metodiske grundlag og beskrevet deres pædagogik. Derved kan meto­dernes forskellighed måske yderligere træde i relief.

Tekstvalg:
Skønlitteraturen har en stor plads. Tekster udvælges efter litterær-æstetisk kvalitet og almengyldighed i emne.

Læsemåde:
Også tekster med mere specielle emner og med aktuelt engagement læses som eksemplifikationer af almengyldige, tidløse problemstillinger.

Læreren søger at lade eleverne opøve en nærlæsningsteknik, en lydhørhed for sproglige nuancer og for forskelligartet sprogligt udtryk og en strengt disciplineret argumentation på tekstgrundlaget.

Og han søger at give dem en kvalitetssans, en glæde ved litterær kvalitet.

Undervisningssituation:
Når eleverne har lært analyseredskaberne at kende og opøvet deres anvendelse, er de principielt ligestillede deltagere i drøftelsen af teksternes forståelse og af vurderingen af dem.

Socialiseringsaspekt:
Mennesker er principielt lige.

Tilværelsens væsentlige problemstillinger er af eksistentiel karakter.

Menneskers forskellighed med hensyn til erfaringsbaggrund og sociale vilkår falder bort over for de grundlæggende livsspørgsmål.

Kunsten er en nødvendighed for menneskene, og litteraturlæsning er ikke adspredelse, men kræver aktiv, forpligtende medleven.

Gennem møde med fiktionens mennesker og livsløb befordres læserens bestræbelse på at afklare sit forhold til tilværelsen og finde sit ståsted, sin identitet.

Og dette er forudsætningen for handlen, for aktiv medleven og ansvarlighed.

"Model-nykritikeren" siger:

Der er god og dårlig kunst.
Det gode kunstværk hænger sammen, det har en enhed og en intensitet, som giver en oplevelse af almenmenneskelig art.
God kunst forældes aldrig. Den vil altid kunne give et møde mellem mennesker på tværs af forskelle i tid og miljø.
Det er det sprogligt-æstetiske, der giver kvaliteten, og det er her, kunstnerens talent viser sig. Kunstneren som person er der ingen grund til at interessere sig specielt for. Han er et menneske på vej mod erkendelse - som alle andre.
Kunsten forener det væsentlige og det skønne. Mennesket er et enestående individ, og det har æstetiske behov.
- Samfundet?
- Det består af sådanne mennesker.

Tekstvalg:
Enhver tekst - sagtekst som fiktionstekst - er egnet til at afdække de strukturer, som den menneskelige bevidsthed kommer til udtryk i.

Indholdet er underordnet, eftersom struktureringen er det, som har interessen.

Læsemåde:
Der indlæres enkle, logisk opbyggede analysemodeller som aktantmodellen og S-modellen, og eleverne opøves til at se bort fra detaljer og få øje på teksternes grundlæggende bygningstræk.

Undervisningssituation:
Arbejdet ligner opgaveløsning som i matematik. Modellerne bekræftes, lovmæssighederne bekræftes.

Socialiseringsaspekt:
Menneskene er i bund og grund ens til alle tider.

Vi kan gennem stringent intellektuel aktivitet komme så meget på distance af os selv, at vi kan se de enkle lovmæssigheder, som vi er underlagt.

Vi kan genfinde disse samme strukturer i al menneskelig adfærd, herunder fortælling og livsforståelse.

Denne viden fremlægges af læreren for eleverne, som kan konstatere, at den er rigtig.

Det er en art intellektuel leg (find præmienissen!). Eller videnskabelige forøvelser.

"Model-strukturalisten" siger:

Litterære tekster ligner andre udsagn.
Indholdet i en tekst er klart underordnet i forhold til strukturen. Det må reduceres til forløbs-skelettet, så strukturen kan træde frem.
Alle tekster er lige gode til at vise de regler, som fortællinger følger.
Det begyndte som en nybeskrivelse af sproget som et tegnsystem - og så førte det langt omkring.
Alt er tegnsystemer - tekster, genrer, selve det at fortælle. Det er et sprog. Vi kan beskrive fortællingens grammatik.
Det mest spændende er, at de enkle strukturer i tekster også er strukturer i den menneskelige bevidsthed. Vi er bundet til at tænke i de enkle mønstre.
- Samfundets indflydelse på bevidstheden?
- Ingen, når det gælder struktur. - Det er det samme i russiske folkeeventyr og i moderne danske tekster.

Tekstvalg:
Tekster vælges primært efter deres evne til - direkte eller ved kritisk analyse - at bevidstgøre læseren. Tekster må derfor helst rumme eller bygge på analyse af samfundssammenhænge. Og de må helst have en mobiliserende virkning, et handlingsengagement.

Læsemåde:
Fiktionstekster er ikke afgørende forskellige fra andre tekster. De læses alle med opmærksomheden rettet mod, hvad de oplyser om samfundets modsætninger og om, hvad det er for kræfter, der bestemmer menneskers bevidsthed, så de ikke handler efter deres objektive interesser.

Undervisningssituation:
Læreren ved, hvad eleverne skal have ud af at arbejde med teksterne. Men det er vigtigt, at eleverne selv finder frem til det.

Socialiseringsaspekt:
Det er vigtigt, at mennesker forstår sig selv som subjekter, der alene og især sammen med andre kan øve indflydelse på deres egen og samfundets situation.

Ganske vist er mennesker i hele deres bevidsthedsdannelse betinget af samfundsomstændighederne og har kun en relativ frihed der indenfor, men at forstå disse betingelser og deres mekanismer er at udvide sin handlefrihed over for dem.

"Model-marxisten" siger:

En god tekst gør læseren bevidst om den grundlæggende modsætning mellem arbejde og kapital i det kapitalistiske samfund.
Den afslører de ideologier, som skjuler modsætningerne. Men den bog er knap nok skrevet endnu.
Den borgerlige litteratur er selv fyldt af ideologier. Men hvis man arbejder kritisk med den, kan den netop vise, hvordan ideologierne forhindrer mennesker i at handle efter deres objektive interesser.
En god bog viser undertrykkelsen og udbytningen i samfundet. Den giver forestillinger om et andet samfund, - et klasseløst. Den gør forhindringerne så tydelige og anskuelige, at de kan bekæmpes.
- Det kunstneriske?
- Ja, dér kom den! Prøv ikke at fange mig i dit borgerligt ideologiske kunstbegreb! - Den litterære

Tekstvalg:
Læreren vælger tekster, som han tror vil engagere eleverne. I praksis vil det i stort omfang være tekster, som engagerer ham selv.

Læsemåde:
Principielt kan alt i teksterne have interesse, - indholdsmæssigt, sprogligt osv. Man samler sig ikke om noget på forhånd fastlagt, men tager dét op til drøftelse, som nogen bringer på tale.

Undervisningssituation:
Lærer og elever udveksler synspunkter med og uden argumentation. Der er ingen stærk styring af undervisningen. Ofte vil dog læreren præge undervisningen stærkt, så hans engagement og måske smittende begejstring for teksten bliver central.

Socialiseringsaspekt:
Eleverne erfarer, at litteratur kan give engagerende oplevelser (til nogle). Det er i høj grad lærerens oplevelse, der formidles til dem. Formelle øvelser indgår ikke, og der lægges kun indirekte vægt på, at eleverne engang gerne skulle kunne læse litteratur uden lærerens medvirken.

Menige menneskers adgang til kulturværdierne sker gennem store personligheders formidling.

"Model-impressionisten" siger:

Nu ska' I høre. Jeg har fundet en spændende tekst!
En teksts kvalitet er afhængig af, om den siger en noget.
Igennem en tekst kan mennesket pludselig se sin situation fra en ny vinkel, og det altafgørende for et arbejde med litterære tekster er, at de engagerer læseren.
Mennesker er meget forskellige, og det er tekster også. Men læseren må kunne finde sig selv i teksten og opleve, at han suges ind i en spændende verden, og at den giver ham en overvældende oplevelse.
Teksten er god, hvis den kan fastholde og fascinere sin læser.
- Analyse?
- Selvfølgelig må man da kunne finde argumenter for det, man mener. - Er det ikke nærmest sådan et pædagogproblem?

Læs om de fire »model-læreres« pædagogik i denne pdf.