Kommentar til metoden

Det er en besværlighed, at det marxistiske tekstarbejde ikke kan udmøntes i færdige analysemodeller og fremgangsmå­der. Der ligger en fare i at glemme, at de tilløb til sådanne redskaber, som fra tid til anden forsøgsvis udarbejdes un­dervejs, altid må være sekundære i forhold til nogle overord­nede bestemmelser af arbejdet, som hentes i den generelle marxistiske teori.

Det er også en besværlighed, at arbejdsområdet er så om­fattende, egentlig altomfattende. Deri ligger bl.a. at arbejdet må indoptage, hvad andre metoder har udarbejdet til belys­ning af tekster, sprog og menneskers bevidsthed, og placere det som del-beskrivelser. Arbejdsområdets vældige omfang medfører uundgåeligt, at litteraturarbejderen også må be­væge sig ind på områder, hvor hans faglige kvalifikationer er svage, med den risiko, som det indebærer.

Metodens principielle uafsluttethed og det omfattende ar­bejdsområde medfører en stadig indbyrdes debat, hvor alle litteraturarbejdets aspekter kommer til behandling.

Det er velkendt, at denne debat undertiden føres i en sproglig form, som gør den vanskeligt tilgængelig for bl.a. de mange, som debatten også skulle angå. Det har nok sine forklaringer. Bl.a. i, at marxismens klassikere, Marx, Lukács osv. i hele deres arbejds- og skrivemåde er stærkt præget af en tysk filosofisk tradition. Måske også i en hjem­lig tradition for, hvad der i den akademiske verden er kvalifi­cerende til højere stillinger. I det omfang det sidste gør sig gældende, er det ikke kun en beklagelighed, men en selv­modsigelse inden for et metodeområde, hvor teori-praksis sammenhængen er væsentlig.

Det må dog også med, at det nødvendigvis er vanskeligt at beskrive meget komplicerede sammenhænge enkelt. Og formuleringsproblemerne har ikke hindret, at den væsentligste og mest omfattende debat om litteraturens anliggender i en årrække har fundet sted på marxistisk grund eller deromkring.

Det er bemærkelsesværdigt, at dele af den marxistiske litte­raturanskuelse er bredt accepteret, langt uden for egentligt marxistiske kredse (selv om det ikke altid bliver ekspliciteret, at anskuelsen er marxistisk).

Det kan skyldes en anerkendelse af, at marxismen, som den videnskabelige teori den er, har givet kvalificerede for­klaringsforslag på områder, hvor andre teorier har svagere eller slet ingen forklaringsforslag. Det gælder især ideologi-begrebet.

Det er nærmest utænkeligt, at nogen i dag skulle beskæf­tige sig med vurdering af litteratur uden at inddrage en form for ideologikritiske betragtninger. Vil nogen i dag vurdere f.eks. en børnebog uden at kaste et kritisk blik på dens for­hold til kønsroller, til forholdet børn-voksne, fattige-rige, lovovertrædere-lovlydige osv.?

Dermed rejses et stort og principielt spørgsmål. Giver det mening at udøve ideologikritik uden at gøre det ud fra et erklæret ståsted? Og må dette ståsted ikke nødvendigvis være en teori, som indbefatter et defineret ideologibegreb? Det gør marxismen, og det gør eksistentialismen og vel knap nok andre. Giver det mening at udøve ideologikritik med ståsted i en almindelig gennemsnitsdemokratisk tilslutning til bestemmelserne i grundloven eller en FN-resolution?

Spørgsmålet kan blive stående åbent.

Til toppen

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt