Af ph.d., lektor Stefan Kjerkegaard, Aarhus Universitet. Udgivet af metodebogen.dks redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, 2025.

En postkritisk læsepraksis handler i sidste ende om at muliggøre det, som jeg andetsteds (Kjerkegaard 2024) kalder den personlige fremkaldelse – en læsning, der både udspiller sig i læseren og i verden. Det er en læsning, hvor den litterære tekst ikke bare tolkes, men bruges, mærkes, deles og skrives frem – i et rum, hvor læserens affektive og sociale tilstedeværelse ikke er en fejl, men en forudsætning for at noget overhovedet sker. Som den amerikanske litteraturdidaktiker Louise Rosenblatt skriver, er det netop dette møde mellem tekst og læser, der udgør læsningens begivenhed: en begivenhed, hvor både værk og læser transformeres (Rosenblatt 1995). At undervise i litteratur er at skabe rammer for denne begivenhed – og det kan meget vel begynde med spørgsmålet: Hvordan føles det her?

Litteraturen er denne (evigt fortabte) længsel efter hinanden og til livet. Den er ikke et redskab til at undergrave vores tro på sproget eller hinanden, men snarere menneskets – muligvis naive – bud på, at det bør kunne betale sig at blive ved med at sige og skrive noget til hinanden, også selvom vi ved, vi ikke altid kan læse hinanden. Postkritikken tager denne længsel alvorligt. Den insisterer på, at læsning er mere end dekonstruktion og distance; den er også tilknytning, sårbarhed og deltagelse.

I denne forstand peger postkritikken også på de usynlige grænser, som kritik ofte har opretholdt. Som Rita Felski har fremhævet, er kritik ikke blot en metode, men en særlig form for kulturel kapital – en måde at markere tilhørsforhold, akademisk smag og intellektuel autoritet på (Felski, 2022). Det kritiske blik er ikke nødvendigvis mere sandt, men det har ofte været mere legitimt. Postkritikken minder os om, at det også er muligt at læse som menneske – ikke i modsætning til at læse som akademiker, men som en måde at berige den akademiske læsning. Det handler ikke om at vælge mellem teori og følelse, men om at krydsgøde dem, som Felski skriver: at "cross-fertilize" det videnskabelige og det levede, det begrebslige og det oplevede (Felski 2022, 339). Det er her, læsningen bliver levende – og muligvis også mere retfærdig.

At læse postkritisk er ikke at læse mod teksten, men at læse med den – med sine sanser, sit sprog og sin usikkerhed. Det er ikke et fravalg af teori, men et valg af opmærksomhed. Det er ikke en flugt fra analyse, men et andet sprog for, hvordan man kan tage litteraturen alvorligt – som noget, der ikke blot skal tolkes, men mærkes, bæres og måske besvares. Ikke for at finde sandheden om teksten, men for at finde et sted i den, hvor man kan begynde at høre sig selv og verden lidt tydeligere.