Kommentar til metoden

En teksts centrale betydningsindhold afdækkes

Metoden er, som det fremgår, overordentlig stringent og præcist målrettet. Dens beskrivelsesredskaber er så enty­dige, at man ikke forledes til almindelig småfilosoferen over teksten, men styres den lige vej frem mod afdækning af tek­stens centrale betydningsindhold og dets strukturering. Dette falder ubesværet på plads i modelstrukturerne, og metoden bekræfter derved sig selv.

Blandt det mest karakteristiske for metoden er den over­ordentlige reduktion af teksten, som indgår, og som netop er midlet til den direkte søgen mod det centrale.

Reduktionen hører sammen med en høj grad af abstrak­tion. Så forskelligartede som alverdens fortællinger er i deres umiddelbare fremtræden, er det først ved behandling på dette høje abstraktionsniveau, at man når en sammenligne­lighed, som gør det muligt at afdække fælles strukturer.

Det kan se ud som en begrænsning, at metoden kun ar­bejder med fortællende tekster, men det er kun tilsynela­dende, idet der indgår den opfattelse, at alle tekster ret beset er fortællende, at endog sproget selv som et fundamentalt træk har en tendens mod det fortællende, så stærkt at selv den isolerede stillestående glose vil vise tendens til narrativisering, til fremkaldelse af forestillinger om før og efter.

I øvrigt er det ikke netop begrænsning, der præger struk­turalismen. Den er et arbejde på at fremlægge den totale betydningslære.

I en tid, hvor der generelt arbejdes med det udvidede tekst­begreb, er det værd at bemærke, at strukturalismen har udvidet tekstbegrebet til at omfatte alle menneskelige frem­bringelser og al menneskelig adfærd og har udarbejdet be­greber og redskaber til beskrivelse og analyse af dette.

Det problematiske ved reduktion

Nogle iøjnefaldende problemer knytter sig til den kraftige reduktion, som metoden forudsætter.

Reduktionen indbefatter, at man tager det fortalte for på­lydende, at man forstår historien på fortællerens præmisser. Forhold omkring fortællemåden betragtes som uinteres­sante omstændigheder.

Dette er ret uproblematisk over for mange tekster. Men i andre tilfælde kan det blive problematisk kun at behandle det fortalte og ikke tage fortællemåden, også kaldet udsigel­sen, i betragtning.

Eksempelteksten af Jørn Fabricius anskueliggør proble­met. Her meddeler fortælleren os korrekt et begivenhedsfor­løb, men opfattelsen og vurderingen af, hvad der ligger i dette forløb, sådan som det fremgår for læseren gennem tekstens helhed, er tydeligt forskellig fra fortællerens opfat­telse og vurdering. Dette dobbeltspil bliver hovedsagelig til gennem en ironi, som er lagt i fortællerens sprog, men som ikke er ironisk ment fra den fiktive jeg-fortæller.

I dette tilfælde fører metoden nok til en afdækning af fortællerens bevidsthedsindhold, men ikke til en afdækning af tekstens betydningsindhold. Ønsker man det sidste, kunne man korrigere ved at tilføje en udsigelses-analyse.

Én betydningstruktur, én modeludfyldning

Det er forudsat, at en tekst fra først til sidst er styret af en sammenhængende opfattelse. Derfor skulle det give mening at slutte fra de mange enkeltfaser undervejs gennem tekstens forløb tilbage til én betydningsstruktur, som modellerne kan vise ved én modeludfyldning.

Dette slår også oftest til. Men man kan, ikke mindst i moderne tekster, komme ud for, at forskellige faser af forlø­bet lægger op til forskellig modeludfyldning, især med for­skellig værditillægning af begreber, forskellig opfattelse af, hvilke størrelser der skal betragtes som positive og negative, som ønskværdige, prisværdige osv. og som det modsatte. Dette kan afspejle forfatteres uafklarethed i deres tilværel­sesforståelse. I teksten brydes indbyrdes modstridende op­fattelser uden afklaring.

Betydning er ikke statisk, men dynamisk

Den kritik, som kan fremføres og er blevet fremført imod metoden, samler sig i det synspunkt, at metoden forudsætter en opfattelse af betydning som noget statisk, noget som fo­religger - i tekster, i menneskers bevidsthed. - Dermed fortier metoden, at betydning, bevidsthed, er noget dynamisk, no­get som bliver til og undergår ændringer. Det kunne have interesse at undersøge disse ændringer og de lovmæssighe­der, hvorunder de foregår, undersøge betydningsdannelsen, betydningens produktion, - enten den nu kan påvises i tek­sterne eller må søges udenfor.

Kritikken kan fremføres på mange af metodens delområ­der, og det er blevet hævdet, at tendensen har været med som indbygget misvisning helt fra den lingvistiske begyn­delse.

Synkron og diakron beskrivelse

Modellen: system | manifestation med dens ræsonnement om det fælles system som forudsæt­ning for kommunikation mellem afsender og modtager, er egnet for synkron beskrivelse, dvs. beskrivelse af kommunikatio­nen inden for et fælles sprogmiljø på et givet tidspunkt.

Der­imod egner den sig ikke for diakron beskrivelse. Den kan nemlig ikke forklare, at sprogsystemet ændrer sig i tidens løb. Tværtimod kunne man ud fra modellen tro, at forandringer i systemet var umuliggjort. Kommunikationen måtte vel bryde sammen, hvis en person pludselig ville forny sproget og fremsætte udtalelser, som stred mod sprogreglerne.

Saussure var opmærksom på problemet, men tillagde det ikke den betydning, som kritikere senere har gjort.

Modellen og ræsonnementet ovenfor svarer til en kom­munikationsmodel:

Det første k (kode) angiver, at afsenderen indkoder med­delelsen i en sproglig formulering. Det andet k angiver, at modtageren afkoder meddelelsen og forstår den efter hensig­ten - fordi det er det samme k, det samme sprogsystem, han behersker.

Er det måske sådan, at denne model kun har gyldighed for en samtale, hvor parterne bekræfter hinanden i en ind­byrdes enighed? Og at enhver samtale, som har karakter af debat ud fra forskellige holdninger og opfattelser, kræver en ændret kommunikationsmodel:

Hermed udtrykkes, at koderne afviger. Det er ikke totalt det samme sprogsystem, de behersker og anvender. Derfor ligger der i enhver henvendelse ikke blot en meddelelse, men også et forslag om en kodeændring. Det er ikke nogen ukendt situation, at man i en samtale ikke ønsker at svare på et stillet spørgsmål, fordi man finder det nødvendigt at antaste spørgsmålets formulering, anvendelsen af ord og be­greber.

I så fald er modellen for system/manifestation ikke kun hindrende for forståelsen af sprogets historiske udvikling, men også misvisende ved at fortie, at forskelle i holdning, livsanskuelse, samfundsforståelse hører sammen med for­skelle i sprog. Det vil sige, at strid om sprog og strid om meninger er det samme.

Strukturalismen må suppleres

Disse indvendinger angriber i et begrænset omfang den saglige holdbarhed i den strukturalistiske narratologis teori og begrebsapparatur, men først og fremmest er de udtryk for en anderledes prioritering.

Hvis man finder det væsentligere at undersøge, hvordan bevidsthed bliver til, end hvordan den er og er struktureret, kan man fortsat benytte strukturalismens arbejdsmåder, men må supplere med andet.

Psykologien og samfundsanalysen kan inddrages

Dermed udvides arbejdsfeltet stærkt. Det, som kan for­modes at være bestemmende for bevidsthedens dannelse, er de nære personforhold og de samfundsmæssige omstændig­heder. Det er da også i praksis disse to felter, psykologien og samfundsanalysen, som inddrages til supplement.

De hidtil mest kvalificerede bidrag til belysning af bevidsthe­dens dannelse er givet af Freud og Marx, og der er dermed tre forskningsfelter at sammenarbejde.

Denne sammenarbejdning kan ikke ske som simpel addi­tion, idet de tre forskningsretninger arbejder på væsentligt forskelligt værdigrundlag. I praksis er der overvejende sket det, at en marxistisk funderet ideologikritik har indoptaget de to andre forskninger, men på sine egne præmisser. Det er ikke uforståeligt. Den strukturalistiske analyse er netop eg­net til at spidde det ideologiske indhold i en tekst.

Til toppen

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt