Vi sætter drengen som subjekt, men afbilder ikke det pro­jekt, han faktisk har for i historien, men det, han burde have for i henhold til sine objektive interesser. Som objekt må vi så anbringe målet for hans stræben, det langsigtede mål 'det klasseløse samfund', 'befrielse fra fremmedgørelsen', eller 'lighed'. Et mere kortsigtet mål kunne også formuleres. Dette mål ønsker han for sig selv og andre:

Som situationen er i fortællingen, er dette mål ikke nær ved at blive nået. Modstanderne af projektet er for stærke. For at udfylde modstanderaktantens plads må vi undersøge, hvad der efter forfatterens forståelse er modstanderne.

Vi kan iagttage flere modstandere:

1. Virksomheden gennem dens strategi.

Virksomhedens ledelse som repræsentant for erhvervslivet, kapitalen, viser strategisk dygtighed. Strategien har to ud­slag: Udformningen af en venlig facade som illusion og slø­ring, og de mange fritidstilbud, som udover at indgå i den venlige facade har til hensigt at inddrage arbejderne mest muligt under fabrikken, beslaglægge mest muligt af deres bevidsthed.

2. Drengens forventning og bevidsthed.

Kapitalens strategi var næppe lykkedes så let, hvis ikke drengens forventning og bevidsthed passede til den som fod i hose.

Men drengens bevidsthed er ikke et sted at blive stående i en årsagsforklaring. Den har selv sine årsager.

Her er tekstens signaler svage. Den peger dog på hjem­met, forældrene, hvor vi især ser faderen bistå med syns­punkter, råd og konkret handling, som stemmer overens med virksomhedens strategi. Kendte teorier uden for teksten kan støtte dette, idet de udpeger hjemmet, som dominerende i den første fase af et menneskes bevidsthedsdannelse. Ifølge teorierne er den næste væsentlige faktor, som kommer til, skolen. Også dette kan vi, når vi først er på sporet, finde signaler for i teksten, især i drengens forhold til sproget.

Drengen er i formel henseende en ganske kvalificeret sprogbruger. Hans danskundervisning og øvrige sprogtræ­ning har ikke været forgæves. Han fortæller sin historie klart og veldisponeret. Han er endog i stand til at skifte stilpræg efter situationen. I gengivelsen af de daglige samta­lesituationer falder sproget let og mundret. I den begejstrede beskrivelse af arbejdspladsen (1.72 - 1.99) bliver sproget an­derledes kunstfærdigt og patetisk, stærkest i afsnittet om kunstværket. I linje 86 står der ikke 'Og det blev understre­get -', men 'Og understreget blev det af den dejlige kunst ' og i linje 96 er både sætningsform og ordvalg langt fra dag­ligsproget:'- som åbnede det verdener aflys forude'.

Men indholdsmæssigt er sproget præget af, at drengen ikke aner, hvad han siger, ikke aner, hvad ordene betyder. Et centralt eksempel er allerede nævnt: Demokrati på ar­bejdspladsen betyder for ham, at 'Driftsingeniøren og værk­føreren var fantastisk flinke'.

Sproget er fuldt af klichéer. Hans færdigheder består i efterligning, især af autoriteter. Der er et anskueligt eksem­pel i linje 30, hvor hans svar til faderen er lånt fra underdi­rektørens replik i linje 24.

Også det højstemte sprog omkring kunstværket er tydelig imitation af andres måde at tale på om kunstværket. Det fremgår da også, at han nok har fanget tonen, men ikke meningen. Begejstringen er ikke hans egen, men overtaget fra autoriteter. At han overtager den, er udtryk for hans tilpasningsvilje. Han forventer, at ledelsen vil påskønne den, og at han vil modtage ros og fremgang.

Som modstander kan vi altså udpege: 1) kapitalen gennem virksomhedernes strategi og 2) familien for dens bidrag til drengens bevidsthedsdannelse og 3) skolen, som har lært ham et sprog, som i formel henseende er kvalificeret, men reelt er ude af stand til at bearbejde virkeligheden og lade ham formulere sig som et selvstændigt menneske - som har lært ham gamle borgerdyder som flid, høflighed og lydig­hed, men åbenbart ikke fortalt ham om samfundets sam­menhænge:

Vi kan i denne sammensatte modstanderaktant se tendenser mod en korporativ ideologi - modsætninger tilsløres, alle parter opfattes som samarbejdende om at gøre samfundet gnidningsfrit.

Hjælperaktanten er vanskeligere at få øje på i teksten, men indirekte kan vi slutte noget. Kapitalen lader sig næppe omvende. Men en overdragelse af ejendomsretten til pro­duktionsmidlerne, så den overgik til folket, kunne naturligvis hjælpe.

Familien er ikke primær modstander. Hvis vi efterforsker årsagerne til dens modstanderfunktion, vil vi finde, at den selv er offer for den samme bevidsthedsfordrejning, som går videre til drengen.

Men en anderledes skole, som gav børnene en sprogoplæ­ring, der ikke kun formelt, men også reelt var kvalificerende, og som lærte børnene om samfundets sammenhænge, kunne være en hjælper.

Herefter kan modellen udfyldes således:

I modeludfyldningen er tilføjet nogle ikke forklarede størrel­ser:

1. Erfaringen. Den pinlige episode i fortællingen bliver overvundet, og måske vil drengen derefter fungere gnid­ningsfrit tilpasset til virksomheden. Der var dog en enkel erfaring at gøre, som drengen også bemærker, nemlig at den venlige tone ovenfra bliver køligere. Det kunne være en spinkel begyndelse til en gennemskuen af kapitalens venlige facade og en bevidsthed om, hvad der er bag facaden. Og kommende situationer kunne give nye erfaringer, som førte videre.
2. I denne sammenhæng er det også, at historien (ikke denne novelle, men samfundshistorien) er anbragt som giver. Ifølge marxistisk opfattelse kan situationen ikke fastholdes. Før eller senere vil kapitalen fremkalde bevidstgørelsen og samfundsændringerne ske. Vi kan ved vore handlinger frem­skynde eller forhale processen.
3. Når endelig litteraturen er indføjet som hjælper, bygger det på, at novellen, alene ved at være skrevet, antyder, at en bevidstgørende litteratur måske kan have en hjælperfunk­tion.

Hermed skulle den forståelse og forklaring, som teksten rummer, være afdækket i hovedtræk. Det er en forståelse på marxistisk grundlag. Den er langtfra udtømmende. Den kan følges op af mange spørgsmål, som teksten ikke rummer forklaring på: Hvorfor er skolen sådan? Hvorfor er foræl­drene sådan? Er forklaringen nuanceret nok? Men i betragt­ning af tekstens korthed er det dog en ganske væsentlig for­klaring. Hvis drengen havde haft den forståelse, havde han været væsentligt bedre rustet, end han er.

Et andet spørgsmål er, om den forståelse, som analysen kan gøre rede for, også formidles til den læser, som ikke foreta­ger en indgående analyse, men læser teksten.

Til belysning af den korte novelle kan det være klargø­rende at overveje, hvordan den måtte udbygges for at nærme sig opfyldelse af realismekravet hos Lukács.

Man måtte vel følge drengen i hans forhistorie, opleve skolegangen og de erfaringer, han gjorde der, og opleve ham udførligere i familiesituationen. Måske skulle vi også følge nogle af skolens lærere - i beslutningssituationer, sammen med kolleger, overfor elevforældre og myndigheder, og i pri­vatlivet. Og vi skulle følge drengens forældre på arbejde og i fritiden, måske tilbage til deres uddannelsesbaggrund.

Vi skulle vel også følge Leo og måske drengens fætter i forskellige sammenhænge. Følge, hvordan drengen blev lun på Lilly, og hvordan Leo løb på hende sammen med Ed­vard. Vi skulle også følge nogle personer fra virksomhedens ledelse, under udøvelse af ledelsesfunktioner, i beslutnings­processer og i privatlivssammenhæng.

Det er let at fastslå, at novellen ikke er en realistisk ro­man i Lukácsk forstand. Men det, som kan være relevant ved en sådan iagttagelse, er, at heller ikke alle de forståelser, som findes i teksten, er meddelt gennem fortalt handling, sådan som Lukács anbefaler. Tværtimod måtte meget udle­des indirekte.

Drengen er - måske ikke i sin totale mangel på forståelse, men i sin sprogbrug - en overdrivelse. Man kan overveje, om det er en svaghed (overfor realismekravet), eller det netop er en styrke som litterært udtryk.

Disse overvejelser kommer i nærheden af overvejelserne i 1960'ernes Kafka-debat. (Se i afsnitttet 'Metodens redskaber og deres anvendelse under mellemrubrikken 'Ideologikritik og strategi-overvejelse').

Når vi kan finde en forståelse i teksten, skønt den er for­talt af drengen, som ingenting forstår, skyldes det brug af ironi. En ironi, som forfatteren lægger i drengens sprog, men som drengen ikke tilsigter.

Drengens indlæring af processen med de fire kulørte dele, som skal samles, kaldes 'at lære firmaets gang at kende'. Det udtryk kunne i en anden sammenhæng være et udmærket første punkt i en opstilling af krav om udvikling af arbejds­pladsen i demokratisk retning: kendskab til alle virksomhe­dens arbejdsområder, adgang til alle informationer. Det er stærkt ironisk, at udtrykket her bruges om den helt enkle og afgrænsede arbejdsproces.

Da drengen har lært processen, siger han: Jeg var ved at lure systemet. Også det udtryk ville i en andens mund be­tyde en høj grad af indsigt, bevidstgørelse, men betegner her det stik modsatte.

Drengens helt løse begrebsfornemmelse og hans, formelt sikre men indholdsmæssigt helt usikre, imitation af andres udtalelser kommer han til at røbe, da han efter udtrykket demokrati på arbejdspladsen tilføjer talemåden: som man siger.

Ironi er et problematisk virkemiddel, fordi man i alminde­lighed kun kan gennemskue det ironiske, hvis man forud har det forståelsesoverskud, som forhindrer, at man tager det bogstaveligt.

Hvis det gælder her, betyder det, at teksten er åben for den forståelse og indsigt, som læseren medbringer. Den læ­ser, som har en svag og diffus kritisk holdning til arbejds­pladsvilkår i dagens samfund, kan være enig med teksten. Den læser, som medbringer en dybtgående marxistisk ana­lyse af samfundet og menneskene i det, kan finde tekstens fremstilling i orden. Men den læser, som er uden kritisk samfundsforståelse, vil ikke få noget nyt at vide, ikke forstå mere efter læsningen.

Men det kunne overvejes, om man alligevel kan hævde, at teksten, fordi dens portræt af fremmedgørelsen er så gro­tesk, dens ironi så overdådig, alligevel kan vække en slum­rende genkendelse til live hos også mindre bevidste læsere og dermed virke aktiviserende, mobiliserende?

Dette kan måske gælde en mellemgruppe af læsere med en vag fornemmelse og forståelse, som kan vækkes.

Men den dreng eller pige, som nylig har forladt folkesko­len, og som har et bevidsthedsniveau som drengen i novel­len, vil intet gennemskue og intet forstå. Og den dreng og pige findes og mange voksne med dem.

Goldmann foreslog arbejdet med litterære tekster opdelt i en forståelsesfase og en forklaringsfase. Forslaget er ikke fulgt her. Et større arbejde med forklaringsfasen hører mere hjemme i forskning end i kritik.

Gennemgangen af teksten her er overvejende ideologikri­tisk. Nogle afsluttende betragtninger, som også strejfer for­klaringsfasen, er dog naturlige:

Teksten er udgivet 1968. 1960'erne var 'de glade'. Den øko­nomiske vækst var stor. Velstanden voksede, og alle fik i et eller andet omfang del i den. Optimismen var, i hvert fald på det økonomiske område, stor. Under de omstændigheder så erhvervslivet sin interesse i som sin strategi at vælge char­meoffensiven, det venlige image: Vi er alle i samme båd. Når erhvervslivet trives, trives vi alle. Det er naturligt, at en 'modproduceret' tekst ser det som opgaven at afsløre denne charmeoffensiv, lade den venlige facade krakelere, så men­nesker kan se igennem den og se, hvad der er bag. Det er vel, hvad denne novelle forsøger og i et vist omfang når.

Siden er klimaet blevet hårdere. En række problemer er vokset, så undertrykkelse og udbytning er blevet mere syn­lig: omkring arbejdsrisiko, industriforurening, nedslidning af arbejderne, nedlæggelse eller flytning af produktioner med større hensyntagen til aktionærernes udbytte end til arbejdernes beskæftigelse. Der er udsendt cirkulære om skær­pede regler for politiets fremfærd i blokadesituationer.

Vilkårene er blevet hårdere for arbejderne. Samtidig har konflikter, såkaldte 'vilde strejker' givet mange arbejdere lej­lighed til bevidstgørende erfaringer. En tilsvarende tekst i dag, en parallel novelle fra 70'ernes slutning, ville uvægerlig have været anderledes og bl.a. omfattet konfliktsituationer.

Disse overvejelser har interesse for forståelsen af teksten som et bevidsthedsfænomen i 60'ernes slutning, men måske også for en vurdering af tekstens bevidstgørende virkning for en læser i dag.

Teksten udkom i en 'normal' novellesamling, udgivet på et 'normalt' forlag, og man kan være skeptisk over for, hvor mange læsere den har nået af dem, som mange af de foregå­ende overvejelser gælder.

Siden er den optaget i en tekstsamling, beregnet for folke­skolens ældste klasser. Gennem folkeskolen passerer alle, uanset hvilke erhverv og samfundsområder de siden skal befinde sig i. Og her bortfalder nogle af de udtrykte bekym­ringer med hensyn til, om teksten formidler den forståelse, som den rummer. Her er mulighed for en nærmere bearbej­delse af teksten med en lærers bistand. Her afhænger alt af, hvordan den mulighed udnyttes, og dermed af lærerens be­vidsthedsniveau.

Læs hele kapitlet (inklusive eksemplarisk analyse) i denne pdf.