Af Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsen fra bogen Metode Bogen - Analysemetoder til litterære tekster, 1980. Genudgivet af metodebogen.dks redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, 2015.

Den strukturalistiske narratologi er et arbejde med fortæl­lende tekster, med selve det at fortælle (narratologi = læren om fortælling).

Dette arbejde har to oprindelser, en overvejende sproglig og en overvejende litterær, begge i årene umiddelbart op til 1. verdenskrig, hvor så meget andet begyndte.

Sproglig oprindelse

Sprogligt drejer det sig om lingvistikken, grundlagt af schweizeren Ferdinand Saussure (1857-1913) og videreført af bl.a. Louis Hjemslev (1899-1965).

Med lingvistikkens tænkning om tegn og tegnsystemer udvikledes et fælles beskrivelsesapparat for det verbale sprog og de mange andre former for sprog, tegngivning, meddelelse, som mennesker benytter. Sprog- og tekstbegre­bet blev kraftigt udvidet.

Desuden blev det muligt at se litterære tekster som sprog på flere niveauer. De benytter sig af det verbale sprog, men deres organisering som litterære tekster foregår også efter regler og principper, der kan beskrives, og denne beskrivelse har form af en grammatik, - en grammatik for det sprog eller tegnsystem, som det at udtrykke sig i en bestemt genre udgør - eller for det sprog eller tegnsystem, som selve det at fortælle er.

Ad disse veje bliver lingvistikken væsentlig for den senere strukturalistiske narratologi.

Litterær oprindelse

Den litterære oprindelse er den såkaldte russiske forma­lisme. Her er det især en indgående undersøgelse af russiske folkeeventyrs bygningsprincipper, der bliver inspirerende for det videre arbejde.

I det følgende vil disse to oprindelser blive omtalt som forudsætninger for den egentlige strukturalistiske narratologi, som udvikledes i Frankrig i 1960'erne.

Lingvistikkens tegn-tænkning

Med lingvistikken begyndte sprogvidenskaben forfra med at stille spørgsmål fra grunden: Hvad er et sprog? Svaret var: Et tegnsystem. Derefter måtte tegnbegrebet afklares og tegnsystemet beskrives.

Et tegn består af et udtryk og et indhold, som er forbundet:

Et ord er et tegn. Udtrykket er den lydforbindelse, som hø­res, når ordet udtales. Indholdet er ordets betydning.

Tegnet er arbitrært, hedder det. Det vil sige, at forbindel­sen er vilkårlig i den forstand, at der ikke er nogen naturlig eller logisk forklaring på, at netop det udtryk er forbundet med det indhold. Tegnet er kun forståeligt for mennesker, som kender det tegnsystem, som tegnet hører hjemme i.

Til et ord er der knyttet betydning på forskellige niveauer. Når man sidestiller synonymer, forskellige ord med samme grundbetydning, bliver det tydeligt:

Hund - vovse - køter

De tre ord har samme zoologiske fænomen, de betegner. Man kalder det ordets denotation, ordets denotative indhold. Men ordene har forskellig medbetydning, forskellig konnotation eller konnotativt indhold. 'Vovse' i retning af lege- og kæledyr, 'køter' i retning af det mindre populære.

Tegnmodellen ovenfor kan udbygges således:

Modellen kan læses sådan: På denotationens niveau er modellen som ovenfor. Men at netop dette udtryk (f.eks. vovse og ikke køter) er valgt for dette indhold (dette zoologi­ske væsen), fungerer tilsammen som nyt udtryk, der etable­rer en (med-)betydning på konnotationens niveau.

Vi kan anskueliggøre de tre synonymer sådan:

Et ord, en sætning, en fortælling er tegn

Et ord er et tegn. Sætter vi flere ord sammen til en sæt­ning, er hvert enkelt ord stadig et tegn, men vi kan også opfatte hele sætningen som et tegn med et udtryk og et indhold. Grammatikken har aldrig kunnet beskrive sproglige en­heder, større end en sætning. Med tegntænkningen kan vi overskride denne barriere.

Vi kan betragte en hel fortælling som et tegn:

• Udtrykket er stadig lydsiden, det lydforløb, som høres, når fortællin­gen fortælles. (Ikke det specielle ved en bestemt persons fremførelse af fortællingen, men det fælles ved enhver fremføring)
• Det denotative indhold er det fiktive begivenhedsforløb, den 'film', som løber i hovedet på os, mens vi hører fortællingen
• Det konnotative indhold er de lovmæssigheder, den livsopfattelse, som indirekte meddeles os gennem fortællingen, og som vi kan udlede ved analyse og fortolkning.

Tegn hører hjemme i tegnsystemer, som vi også kan kalde sprog. Tegnet blev kaldt 'arbitrært': Der er ikke i det enkelte tegn en naturlig eller logisk begrundelse for, at netop det udtryk og det indhold er kombineret. Tegnet er en 'aftale' mellem dem, der kender og bruger tegnet. På samme måde er hele tegnsystemet en sådan 'aftale' eller 'social vedtægt'. De enkelte tegn får kun mening ved at være defineret i for­hold til hinanden inden for et sammenhængende system.

Struktur: Som et spil med aftalte spilleregler

Det struktur-begreb, som strukturalismen har navn efter, er netop betegnelsen for et sådant afgrænset system af teg­nelementer, som er defineret i forhold til hinanden i indbyr­des afhængighed og sammenhæng. Det er, hvad der forstås ved en struktur.

Der sammenlignes ofte med spilleregler for f.eks. skakspil­let. Den enkelte brik har ikke sin funktion alene, isoleret fra spillet (men kunne måske bruges som pyntegenstand), og omvendt er brikkens udformning ikke naturbestemt, men 'aftalt'. Hvis en brik mangler i spillet, kan man klare sig med at lade f.eks. en mønt markere den, når spillerne blot er enige om, at den markerer netop den brik. Den spiller, som har en mønt som dronning f.eks. er ikke svagere stillet end den, som har en rigtig dronning.

Systemet er et sæt regler. De kommer til udtryk, hver gang vi siger noget på det pågældende sprog. Det, vi siger, er eksempler på eller manifestationer af systemet:

system | manifestation

Manifestationer

Systemet er sproget, men er for så vidt en abstraktion. Det, vi kan iagttage, er de enkelte manifestationer. Hvis systemet er det danske sprog, er manifestationerne de eksempler på brug af dansk sprog, som vi kan høre og læse omkring os.

Hvis vi vil undersøge systemet, udlede dets regler (forfatte en dansk grammatik), kan vi kun gøre det ved at undersøge et stort og repræsentativt udvalg af manifestationer og deraf udlede de generelle regler.

Ved studium af sproget slutter man altså fra manifestatio­nerne til systemet. Men brug af sproget og forståelse af sproget går naturligvis den modsatte vej. Fordi man beher­sker systemet, kan man producere manifestationer, udtalel­ser. Og fordi den, man taler til, behersker det samme sprog, kan vedkommende forstå udtalelserne.

De findes et utal af tegnsystemer, som vi ikke i daglig tale kalder sprog, og som vi i nogle tilfælde knap nok er os bevidste, men som er sprog i henhold til denne tegntænkning. Et eksempel på enkelt og klart sprog er gadekrydsenes system af rødt, gult og grønt lys.

Her kommer tegnsystemets karakter af 'social vedtægt' tydeligt frem. Der var naturligvis ikke noget i vejen for, at man kunne have aftalt, at grønt lys betød stop og rødt lys det modsatte, og aftalt en anden placering af farverne i for­hold til hinanden, en anden kombination med gult og med fodgængersignaler osv.

Alle handlinger er tegn

Strukturalister antager, at alt, hvad mennesker foretager sig, og alt, hvad mennesker frembringer, er betydningsbæ­rende, kan opfattes som tegn, der hører hjemme indenfor tegnsystemer. Der kan laves og er lavet spændende undersø­gelser af de forskelligste, ret upåagtede tegnsystemer. F.eks. kan påklædning betragtes som et tegnsystem, et sprog. Gen­nem den påklædning, man vælger - eller måske rettere den samlede fremtoning, man giver sig selv gennem påklædning, frisure mv. - meddeler man noget til andre, og disse andre er i stand til at forstå meddelelsen.

Eftersom påklædning er et sprog, kan det beskrives som sprog. Det vil altså være muligt at udlede en påklædningens grammatik.

- Denne grundlæggende lingvistiske tænkning om tegn og tegnsystemer er fremstillet her i korthed, fordi den får betyd­ning for den senere strukturalistiske narratologi.

Omtrent samtidig med Saussures grundlæggelse af lingvi­stikken opstod den russiske formalisme, en beskæftigelse med litteraturens formelle side. Størst betydning for narratologien fik et lidt senere arbejde, den russiske sprog- og folkloreforsker Vladimir Propps (1895-1970) arbejde med russiske folkeeventyr i slutningen af 1920'erne.

Vi ved fra vort eget land, at folkeeventyr er en genre med iøjnefaldende, fast tilbagevendende træk: Ved begyndelsen har vi ofte den yngste søn af tre, udstødt i askekrogen, mens de ældre brødre er højere på strå. I slutningen får han ofte prinsessen og det halve kongerige. Og undervejs har han ofte måttet bestå tre prøver.

Ved studiet af 100 russiske folkeeventyr fandt Propp, at det var et endeligt antal træk, eller funktioner, der kunne forekomme, nærmere bestemt 31. Og desuden, at de (med enkelte modifikationer) altid forekom i fast rækkefølge.

Det enkelte russiske eventyr har ikke alle 31 funktioner, men et udvalg af dem. Et andet eventyr har et andet udvalg osv.

Man kan anskueliggøre dette som gjort her nedenfor. Til venstre har vi det fuldstændige system, som Propp udledte, de 31 funkti­oner i deres faste rækkefølge. I de tre kolonner til højre tænkte eksempler på, hvilke funktioner der faktisk forekom i hvilken rækkefølge i forskellige eventyr:

At identificere funktionerne lader sig kun gøre, når man ar­bejder på et vist abstraktionsniveau. Tre af funktionerne er 'de 3 prøver'. De kan i forskellige eventyr have forskellig art. De kan bestå i at overvinde tre uhyrer, at modstå tre fristel­ser, at gætte tre gåder. På højere abstraktionsniveau sam­menfattes de til tre prøver.

Vi kunne altså få en udførligere redegørelse for det russi­ske folkeeventyrs system, hvis vi ovenfor for hver enkelt af de 31 funktioner redegjorde for dens mulige varianter.

De enkelte folkeeventyr er altså manifestationer af et bagvedliggende system for russiske folkeeventyr. Det vil sige, at folkeeventyrfortællingen er et sprog. Ikke kun i den for­stand, at det betjener sig af det almindelige verbale (russi­ske) sprog. Også på fortællingens niveau er eventyret et sprog. Den, som behersker folkeeventyrets system, kan principielt producere russiske folkeeventyr efter behov. Og tilhøreren må forstå sproget, beherske systemet, for at for­stå, hvad eventyret meddeler.

Propps arbejde var et arbejde med at udlede folkeeventy­rets 'grammatik'.

Propp arbejdede med eventyrgenren, eller nærmere bestemt med folkeeventyr-genren, som den kommer til udtryk på russisk grund. Efter dette arbejde måtte det være muligt at undersøge andre genrer tilsvarende.

Spøgelseshistorien, ugebladsnovellen, kriminalromanen, dannelsesromanen er eksempler på genrer med fast præg, sådan at det måtte være muligt at komme ret langt med at udlede en spøgelseshistoriens grammatik osv.

Fransk strukturalistisk narratologi

I 1960'ernc blev Frankrig hovedsædet for den strukturalisti­ske forskning, og den fik et overordentligt omfang med per­soner som Claude Lévi-Strauss (1908-2009), Roland Barthes (1915-1980) og i denne sammenhæng ikke mindst A.J. Greimas (1917-1992).

Den strukturalistiske forskning har en række underafde­linger. Der er:

• en strukturel semantik, som arbejder med betydningens problemer
• en semiologi eller semiotik, som arbejder med tegn-begrebet
• en narratologi, som arbejder med fortællestrukturer
• og adskillige andre discipliner.

Men som det allerede kan ses af fremstillingen ovenfor, er der i struk­turalismen en udpræget tendens til, at de enkelte discipliner breder sig over hele feltet, og at de dermed bliver mere eller mindre sammenfaldende.

Fra dette store felt skal her kort introduceres nogle af­grænsede områder af særlig interesse for det praktiske tekst­arbejde.

Greimas videreførte Propps resultater ud fra den hypo­tese, at ikke blot den enkelte fortælle-genre, som folkeeven­tyret, havde sit system, men at det på et højere abstraktions­niveau var muligt at betragte alle fortællinger - uanset om de var folkeeventyr eller ugebladsnoveller, dannelsesromaner eller anekdoter - som manifestationer af et fælles system for fortælling. Projektet var altså at udlede en fortællingens grammatik, en narrativ grammatik.

Arbejdet førte bl.a. til opstilling af nogle enkle tekstmo­deller, som er dele af et sådant grammatisk beskrivelsesap­parat. Disse modeller er forståeligt nok blevet meget popu­lære, men bruges undertiden i problematisk grad løsrevet fra den tankesammenhæng, som de hører hjemme i.

Modaliteterne

Villen → viden/kunnen → gøren

Fortællinger meddeler handlingsforløb. Personer udfører handlinger, som er vigtige for dem selv og andre. For at en person kan udføre en ønsket handling, må visse forudsæt­ninger være opfyldt. Disse forudsætninger kan udtrykkes ved nogle af de såkaldte modalverber: at ville, at vide, at kunne.

At vilje er en forudsætning, er indlysende. Uden vilje fore­tager en person sig næppe noget (på eget initiativ).

Men vilje alene gør det ikke. Hvad nytter det at ville befri en tilfange­tagen prinsesse, hvis man ikke ved, hvor i verden hun befin­der sig, og hvem der holder hende fangen? Det er nødven­digt at modtage informationer, viden.

Men heller ikke viden alene er nok. Hvad nytter det at få at vide, hvor prinsessen befinder sig, hvis hun befinder sig østen for sol og vesten for måne, og man ikke i et helt menneskeliv kan spadsere dertil? Det kan være nødvendigt at låne et par syvmilestøvler for at kunne udnytte sin viden.

Derfor ser vi også, at den hjælp, som folkeeventyrets helt modtager af en lille grå mand, og andre fortællingers hoved­person modtager fra anden side, ofte har karakter af oplys­ninger, som giver den fornødne viden, eller hjælpemidler, som sætter personen i stand til at kunne det fornødne.

Propp opstillede en rolleliste for folkeeventyret: helt, skurk osv. Greimas reducerede listen og sammenstillede de reste­rende i en model:

Modellen siger, at der i en fortælling altid vil være et subjekt.

Det er ofte helten, hovedpersonen, men i definitionen af et subjekt må indgå, at det er aktivt, har et forehavende for. Dette har form af efterstræbelse af et objekt, som subjektet ønsker at bemægtige sig for at overbringe det til en modta­ger. Dette er subjektets projekt, og modellens lodrette akse betegnes derfor som projekt-aksen.

I forehavendet kan der forekomme en hjælper, som bistår subjektet med råd og dåd, og en modstander, som søger at forhindre forehavendet. Den nederste vandrette akse kaldes derfor konfliktaksen.

Der forekommer endelig en giver, som er den, der ved forehavendets begyndelse har objektet i sin besiddelse og altså gerne skulle afstå det. Giveren har den overordnede beføjelse til at fastsætte vilkårene for, om forehavendet skal lykkes.

Den øverste vandrette akse kaldes transport-aksen eller kommunikations-aksen, svarende til at giveren så be­tegnes som afsender.

Greimas udtrykker, at det - når objek­tet ikke er konkret (en prinsesse og et halvt kongerige), men abstrakt (fred med sig selv og sin næste) - kan være vanske­ligt at identificere en giver i teksten.

Aktanter er ikke det samme som aktører. F.eks. kan den samme aktør tænkes gennem en del af forløbet at fungere som modstander for derefter at skifte politik og fungere som hjælper.

Man kan finde:

• den samme aktør på flere aktant-pladser. Der er f.eks. en udpræget tendens til, at modtageren er den samme som subjektet eller indbefatter subjektet
• flere aktører som samme aktant, f.eks. tre drager som modstandere
• dele af den samme aktørs personlighed, karakteregenskaber fordelt på flere aktanter, f.eks. kan stædighed vise sig at være en 'hjælper' i én situation, men en 'modstander' i en anden situation.

Aktanterne må forstås som pladser i slagopstillingen, po­sitioner at indtage i forhold til et igangværende projekt.

Aktantmodellen viser et statisk billede

Aktantmodellen viser et statisk billede, en kortlægning af projektet og dets vilkår. Den meddeler intet om, hvordan forehavendet forløber. Hvis subjektet er eventyr-helten og objektet prinsessen, som han efterstræber for at beholde hende for sig selv, er han modtager, uanset om projektet lykkes eller ikke, om han nogensinde modtager prinsessen eller ikke. Ligesom antagelig kongen er giver, uanset om han giver hende fra sig eller ikke.

I mere komplekse tekster kan det være relevant at udfylde aktantmodellen for hovedpersonen på flere stadier af forlø­bet, idet projektet kan være undergået ændringer.

Og det kan være oplysende at udfylde aktantmodellen med andre personer end hovedpersonen som subjekt, forudsat at det er personer med subjekt-karakter, initiativtagere.

Fra folkeeventyret stammer også kontraktmodellen. Den har måske ikke samme generelle gyldighed som de andre modeller, men den vil oftest kunne tjene til belysning af en fortællings forløb.

Modellen viser, at hovedpersonen ved forløbets begyndelse befinder sig i et kontraktforhold, som han bryder. Kontrakt kunne stå i anførselstegn, idet kontrakten kan være af gan­ske uformel art, f.eks. bestå i en indforstået accept af de normer, som gælder i det omgivende miljø, familien, lands­byen, nationen.

Ved kontraktbruddet sker der skade, og personen udstø­des af fællesskabet og befinder sig i 'ude rummet'. Derefter begynder en lang og besværlig proces, hvor personen må søge at udbedre den skade og grundigt vise sin beredvillig­hed til at genindtræde i kontraktforholdet og også grundigt vise, at han fortjener dette. Når kontrakten er genetableret, og han er genoptaget i fællesskabet, er fortællingen færdig.

Under processen melder 'prøverne' sig, og ofte forløber processen sådan, at personer gennem prøvebeståelsen ikke blot viser sig nødtørftigt fortjent til genoptagelse i fællesskabet, men kan genoptages med triumf og stor belønning som helt.

Uderummet er et sted, hvor der gælder andre regler end sædvanligt. Det er her, man i folkeeventyret kan møde over­naturlige væsener som drager og trolde, men heldigvis også små grå mænd eller koner, som kan give kloge råd, opfylde ønsker, udlevere fjederhamme og syvmilestøvler.

Når personen er genoptaget i fællesskabet, er det overna­turlige borte. Det sker aldrig, at helten, når han har fået prinsessen og det halve kongerige, har et par ønsker i be­hold. De kunne måske ellers have været nyttige under even­tuelle politiske kriser i hans senere regeringstid.

Kontraktmodellen er udledt af folkeeventyret. Men mange andre genrer - som for eksempel dannelsesromanen med dens kompositionsprincip: hjemme -- hjemløs - hjem (igen) - følger nøje dens forløb. Det gælder også her, at 'hjemløs'-fasen foregår på steder, hvor ganske andre forhold gælder end hjemme.

Redegørelsen for det oprindelige kontraktforhold og kon­traktbruddet vil oftest være ganske kort berettet i indlednin­gen, og tilsvarende vil genetableringen af kontrakten, genop­tagelsen i fællesskabet, oftest være ganske kort meddelt i slutningen. Hovedparten af fortællingen vil altså være beret­ningen om den lange bodsvandring mod genoptagelsen i fæl­lesskabet. Det er i øvrigt ikke sjældent, at fortællingen be­gynder efter kontraktbruddet, så det oprindelige kontrakt­forhold og kontraktbruddet først oplyses senere som tilba­geblik.

Greimas arbejdede ikke kun med narratologi, men også med semantik, betydningslære. Hans hovedværk er bogen Strukturel semantik fra 1966, og s-modellen (= krydsmodellen, firkant- modellen, sløjfemodellen, butterflymodellen m.m.) er først udviklet som en semantisk model, en model for betydningens grundstruktur - dog ikke i det nævnte værk, men i en senere artikel.

Vi tænker i forskelle, siger lingvistikken. Greimas har ar­bejdet med at beskrive disse forskelle, bl.a. ved opstilling af begrebspar som:

Mand ⇄ Kvinde

De to ord udtrykker en forskel, idet der i deres betydnings­indhold indgår forskelligt køn. De udelukker hinanden. Samtidig er de indbyrdes forbundne, idet det er i forhold til det samme betydningsområde, nemlig køn, de udtrykker forskel.

Det modsætningsforhold, som består mellem begreberne, kaldes kontrært. Dermed menes, at ordene udelukker hinan­den, ikke kan være opfyldt samtidig, men at de ikke nødven­digvis tilsammen udgør alle muligheder, idet f.eks. tvekøn­nethed eller ukønnethed også kunne være en mulighed.

At vi tænker i forskelle, betyder, at den menneskelige be­vidsthed ikke er i stand til at rumme forestillingen om en betydning, f.eks.:

Stor

uden at måtte tænke denne betydning i dens forskellighed fra en kontrær mulighed:

Stor ⇄ Lille

Greimas siger videre, at endnu en modsætning må være medtænkt, nemlig at den pågældende betydning kan være fraværende, være ikke-realiseret, være negeret. Negeringen udtrykkes ved en streg over ordet.

Modsætningsforholdet mellem 'stor' og 'stor' med streg over (negeringen af stor) kaldes kontradiktorisk, hvorved forstås, at betydnin­gerne udelukker hinanden og tilsammen udtømmer mulighe­derne.

For nogle kan det måske være anskueliggørende for be­greberne kontrær og kontradiktorisk at henvise til mængde­læren:

Både om A og B og om C og D gælder det, at de er disjunkte delmængder af U, men kun om C og D, at de er komplementære delmængder af U.

Forholdet mellem A og B svarer til det kontrære modsæt­ningsforhold, f.eks. mellem 'stor' og 'lille'. Forholdet mellem C og D svarer til det kontradiktoriske modsætningsforhold, f.eks. mellem 'stor' og negeringen af 'stor' ('stor' med streg over).

Ræsonnementet var, at den menneskelige bevidsthed ikke kan rumme f.eks. betydningen 'stor' uden at måtte tænke den i dens forskellighed fra betydningen 'lille' og uden at måtte tænke den i dens forskellighed fra den mulighed, at den var fraværende, var ikke-realiseret, var negeret:

Tilsvarende må den tilkomne betydning 'lille' også forudsætte forestillingen om to modsatte muligheder:

Den dobbelte pil (⇄) mellem 'stor' og 'lille' angiver det kontrære modsætningsforhold. De skråtstillede pile med oriente­ring begge veje (↔) mellem 'stor' og negeringen af 'stor' og mellem 'lille' og negeringen af 'lille' angiver det kontradiktoriske modsætningsforhold.

De to modeller kan sammenføjes til én:

eller i generel form (idet s er forkortelse af sem, som i Grei­mas' begrebsapparat betegner betydningens mindsteelementer. Heraf betegnelsen s-model):

Med hensyn til forholdet mellem de to størrelser, der i mo­dellen er placeret over hinanden, 'lille' og negeret 'stor', s2 og negeret s1 har Greimas gjort sig sine overvejelser. De er ikke identiske, og Greimas endte overvejelserne med at se den nederste som forudsætning for den øverste. Hvis begreberne, som her, er betegnelsen for to egenskaber, som ikke kan besiddes samti­dig, fordi de er gensidigt udelukkende, er fjernelse af den ene egenskab forudsætning for, at den anden egenskab kan rea­liseres.

Forudsætningsforholdet kan markeres med lodrette pile, og modellen ser derefter sådan ud:

S-modellen viser altså den mindste betydningsdannelse, bevidstheden kan rumme, og er således en model for betyd­ningens grundstruktur.

Vi fortæller i forskelle

Denne model fra semantikken føres nu over i narratologien, idet påstanden er, at fortællinger formulerer sig om menne­skelige muligheder, der er forbundet indbyrdes i samme grundstruktur.

Greimas når dertil gennem fortsat reduktion af Propps funktionsrække på 31. Ved reduktionen når han til sidst til at se forløbet gennem et folkeeventyr som en bevægelse fra en udgangssituation via prøver m.v. til en slutsituation, og mellem disse ydersituationer, forstået som menneskelige til­stande, er der et kontrært modsætningsforhold.

Dette må modificeres. Man kan komme ud for fortællin­ger, hvor ikke blot bevægelsen fra en tilstand til en kontrært modsat tilstand, men også bevægelsen tilbage til den oprin­delige tilstand er meddelt (som vi kender det fra Konen i muddergrøften). Man kan komme ud for fortællinger, hvor bevægelsen fra den ene tilstand til den anden ikke fuldføres. Og man kan komme ud for fortællinger, hvor flere personer hver foretager dele af frem- og tilbagebevægelserne mellem tilstandene.

Når s-modellen nu tages i brug til forløbsanalyse, narrativ analyse, må skråpilenes orientering ændres fra dobbelt til enkelt:

idet skråpilene (↘ - ↙) nu ikke betegner det indbyrdes kontradiktori­ske forhold, men bevægelsen, ændringen, fra en tilstand til dens negering, ligesom de lodrette pile (↑ - ↑) nu angiver bevægel­sen fra negeringen af en tilstand til etableringen af dens modtilstand.

Der ligger altså i modellen den påstand, at bevægelsen mellem de to tilstande (f.eks. fra tilstanden i askekrogen som den yngste og oversete søn til tilstanden på slottet som gift med prinsessen og konge over det halve rige) altid sker i to faser. Først en bevægelse, som fjerner, negerer, den første tilstand, derefter en bevægelse, som realiserer eller etablerer den anden tilstand.

Denne påstand er hentet fra den formelle logik, som mo­dellen i høj grad er inspireret af, men hvor der ikke er tale om tidsmæssigt forskudte faser, men om logiske forudsæt­ningsforhold m.v.

I den praktiske tekstanalyse kan det undertiden være van­skeligt at se bevægelsen som delt i to faser. Man kan dog oftest klare problemet ved at fastholde, at den første fase, negeringen, er den ændring, som åbner muligheden, forud­sætningen, for at den anden tilstand kan nås - selv om den oprindelige tilstand ikke derved er forladt.

For Klods-Hans er den første ændring således, at prinses­sen lader kundgøre, at hun agter at gifte sig, og at enhver er velkommen til at forsøge sin lykke. Derved åbnes mulighe­den.

Begreber som 'kunst' og 'kvalitet' er uinteressante

En narrativ analyse af en tekst indbefatter, at man må fore­tage en kraftig reduktion af fortællingen, afpille den til dens forløbs-skelet, reducere den til dens konstituerende elemen­ter. I første omgang drejer det sig om at udpege det konsti­tuerende modsætningspar, der skal indsættes i modellen som s1 og s2.

Det har været med i strukturalismens projekt helt fra ling­vistikkens grundlæggelse, at man stilede mod at give, i første omgang sprogvidenskaben, siden alle de humanistiske vi­denskaber, en eksakthed som kunne måle sig med naturvidenskabernes. Man kan spørge, om tekstreduktionen, og specielt identificeringen af det konstituerende modsætnings­par, kan foretages som en eksakt operation. Strukturalis­mens svar er, at det principielt burde være, og med tiden vil blive, muligt.

(En nærmere redegørelse for hvordan, må udelades her. Den ville forudsætte en grundig orientering om den struk­turelle semantik. I korthed drejer det sig om først at om­skrive fortællingens forløb til en kæde af enkelte 'narrative udsagn' og sidst at udfinde samtlige i teksten fore­kommende modsætningspar, analysere dem for deres ind­hold af betydningselementer, semer, og finde en 'fælles­nævner' for de repræsenterede modsætninger).

Hvordan det fortalte fortælles, bortreduceres

I praksis må vi indtil videre ræsonnere os frem til, hvilket begrebspar vi finder det rimeligst at placere som s1 og s2. I øvrigt er det undertiden ret ligetil, og ofte lettes det af, at tilstandene er knyttet til forskellige lokaliteter. Det vil sige, at en persons bevægelse mellem to modstillede tilstande samtidig er en bogstavelig bevægelse mellem to lokaliteter. F.eks. askekrog/kongeslot, andegård/højfjeld, hjemme/ude. Derved forenkles opgaven til at finde de begreber, som mest præcist betegner modsætningen mellem tilstandene på de to lokaliteter.

Når begrebsparret er placeret, bliver det næste at regi­strere, hvad der forårsager de 4 bevægelser i modellen - fra s1 til osv. Man kan indføje dette på de fire pile eller, for ikke at gøre tegningen for uoverskuelig, notere ændringsår­sagerne nedenfor.

I denne forløbsanalyse kan man i det væsentlige holde sig indenfor fiktionens ord og begreber.

I reduktionen indgår også, at teksten reduceres til det for­talte forløb. Fortælleren og fortællemåden ligger udenfor in­teressefeltet. Man forholder sig loyalt til det fortalte, tager det for pålydende. Søger altså ikke bagom fortælleren.

Dette hænger sammen med et forhold, som ikke er berørt her. Greimas arbejder med forskellige beskrivelsesniveauer, taler om en dybdegrammatik, en overfladegrammatik og et narrativt niveau. Endnu på det narrative niveau er vi ikke nået til iklædningen i ord, men opererer principielt med et begivenhedsforløb, som det foreligger, inden det er afgjort, om det skal blive til en film, en tegneserie, en pantomime eller måske en fortælling.

Tematisk analyse viser generelle lovmæssigheder

Derefter tager man s-modellen i brug endnu en gang som led i en tematisk analyse. Det drejer sig nu om at udlede de generelle lovmæssigheder, som ligger bag det specifikke for­løb i fortællingen.

Firkantet udtrykt: Hvor forløbsanalysen siger: Klods-Hans gør/er sådan og sådan, og det går ham sådan og så­dan, siger den tematiske analyse: (Ifølge teksten gælder det, at hvis man gør/er sådan og sådan, går det en sådan og sådan).

Ved den tematiske analyse bliver det nødvendigt at om­sætte fiktionens størrelser til generelle begreber på højere abstraktionsniveau med gyldighed uden for fiktionen.

Og uanset om forløbsanalysen viser et forløb fra s1 og modellen rundt tilbage til s15 eller flere gennemløb eller kun et delvist gennemløb, må modellen ved den tematiske ana­lyse vise netop ét gennemløb, eller rettere sagt oplyse lov­mæssighederne for hver af de 4 mulige ændringer.

Fortællingens struktur er den menneskelige bevidstheds struktur

Som det allerede er fremgået, er den strukturalistiske narratologi ikke primært en analysemetode for tekster, men et arbejde på at udlede en fortællingens grammatik.

Indholdet af de enkelte tekster har klart sekundær inter­esse, ligesom den kendte verbalsproglige grammatik ikke interesserer sig synderligt for, hvad der står i de enkelte sæt­ninger, men studerer dem for at få indsigt i de generelle regler for sætningsbygning.

Påvisningen af den enkelte teksts indhold og dets organi­sering er altså kun et middel til - og derfor underordnet - påvisningen af de fælles fortælleregler.

Det er tankevækkende, at den narrative grammatiks be­skrivelsesredskaber har form af modeller af forbløffende en­kelhed og prægnans. Med disse enkle modeller kan man indfange strukturerne i samtlige verdenshistoriens fortællinger, - indianske myter, nordiske heltesagn, moderne frem­tidsromaner, triviallitterære tekster. Det er tankevækkende, og tankerne går let i retning af: Der er intet nyt under solen.

Det er videre tankevækkende, at disse modeller samtidig er semantiske modeller, som viser den helt elementære be­tydningsdannelses struktur, og dermed vel viser den menne­skelige bevidstheds struktur, viser de mønstre og figurationer, som mennesket gennem alle tider har været og er bun­det til at tænke og opfatte i.

Dette arbejde med de fortællende tekster tenderer mod at være en afdækning af vor bevidstheds muligheder i al deres enkelhed og uforandrede bundethed.

Læs hele kapitlet (inklusive eksemplarisk analyse) i denne pdf.