Kommentar til metoden

Autonomibegrebet

Autonomi-opfattelsen er ikke uden problemer. Nykritikken insisterer på den, men hvor langt er det muligt at opretholde den?

En læser går ikke forudsætningsløs i gang med en tekst. Læser man et digt med rim og metrisk rytme, ved man, at disse virkemidler ikke er opfundet til lejligheden, men hører hjemme i en lang tradition.

Der er forfattere, hvis livshistorie er så velkendt, og i hvis forfatterskab der indgår så meget selvoplevet stof, at det for mange vil være vanskeligt at fortrænge den viden.

Der er tekster, som er så direkte engagerede i en aktuel politisk-social problematik, at det kan forekomme søgt at læse dem som kun en eksemplifikation af en almen og tidløs problematik. (Noget andet er, at en senere generation må gøre det).

Og den forklaring, at man læser og forstår en tekst ud fra sin almen-erfaring, er uklar. Hvis personerne i en novelle hedder Adam og Eva eller Rip, Rap og Rup, eller hvis en omtales som en grim ælling, der kan blive til en svane, skal så de dertil knyttede associationer forklares som litterære henvisninger, allusioner, eller hører de til det almene bevidst­hedsindhold hos (mange) danske?

Disse indvendinger forhindrer dog ikke, at man kan be­stræbe sig på længst muligt at læse teksten som autonom.

Kvalitetsbegrebet

Et andet problem er en iøjnefaldende tvedeling i denne me­tode, som ellers insisterer på enhed. Metoden vurderer dels på menneskelig væsentlighed, dels på æstetiske kriterier.

Hvad det sidste angår, er det vigtigt at holde fast, at op­fattelsen af det æstetiske ikke er sammenfaldende med tidli­gere opfattelser, hvorefter visse ord og stilfigurer i sig selv var smukke og poetiske, men snarere nærmer sig til hånd­værksmæssig hensigtsmæssighed og konsekvens. Hvis en forfatter vil skildre mennesker i et miljø, hvor der tales et sprog, som for mennesker i andre miljøer forekommer uskønt og frastødende, vil det efter en nykritisk opfattelse være et æstetisk rigtigt valg at lade tekstens sprog farve af dette miljøs sprog.

Men selv med dette ændrede æstetik-begreb er det dog usikkert, om det, som opfylder de æstetiske krav, derfor nødvendigvis bliver menneskeligt vedkommende og om­vendt.

Der er udfoldet mange kræfter på at anskueliggøre, at det skønne og det sande er ét, men det er stadig ikke overbevi­sende klargjort. Man ser da også forskellige nykritikere vægte det eksistentielt væsentlige og det æstetisk tilfredsstil­lende forskelligt, så det ene eller det andet prioriteres højest.

Til toppen

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt