Af ph.d., lektor Stefan Kjerkegaard, Aarhus Universitet. Udgivet på metodebogen.dk 2025.

Læsningen af Asta Olivia Nordenhofs det nemme og det ensomme kan passende starte med forsiden af bogen, der allerede sætter en bestemt tone: et snapshot af forfatteren, en computeranimeret cigaret, kejtede bogstaver, et hotelværelse i en umoderne grøn farve. Det hele fremstår både iscenesat og tilfældigt, privat og offentligt på samme tid. Denne dobbelthed spejler sig i digtene, hvor jeget både blottes og træder tilbage, hvor erindringen er både intim og distanceret.

Digtene etablerer en særlig læseoplevelse – ikke gennem en klassisk narrativ struktur, men via en affektiv strøm af scener, fragmenter og materielle detaljer. Når jeget skriver du sku se mig når du ikke er her (Nordenhof 2013, 36) eller jeg vil ikke skrive mere i dag, jeg kommer ind til dig nu (Nordenhof 2013, 45), fornemmer læseren en bevægelse mellem nærhed og fravær, en kropslig og følelsesmæssig dynamik, der måske ikke helt kan indfanges af en traditionel fortolkning, men må mærkes.

Nordenhofs sprog gør brug af det private og intime, ikke som en selvbiografisk bekendelse, men som noget læseren inviteres til at tage del i. I den forstand føles digtsamlingen som et fotoalbum, man som læser inviteres med ind i, hvor man ikke kender alle mennesker på billederne, men hvor de omtales alligevel. Digtene insisterer ikke på sandhed i klassisk forstand – de fungerer snarere som en række situationer, hvor betydning opstår i mødet mellem tekst og læser.

Det hotelværelse, der optræder på både forsiden, kan forstås som en affektiv scene: et midlertidigt, grænseløst rum, hvor identitet ikke er fastlåst, men flydende. Jeget befinder sig i en form for eksistentiel transit – hverken helt hjemme eller helt fremmed. En postkritisk læsning vil ikke nødvendigvis identificere dette som et “symbol” på modernitetens rodløshed, men snarere undersøge, hvordan hotelværelset opleves gennem teksten: som et rum af sårbarhed, refleksion og potentiale.

Læseren træder ind i digtenes verden ikke for at dechifrere skjulte budskaber, men for at være til stede i deres rytmer, deres gentagelser, deres materielle sensibilitet. På samme måde som digtene beskriver hænder, der rører ved verden – sjippetorvets håndtag, en fedtet pik, hente salt og peber (Nordenhof 2013, 35) – indbyder de også læserens opmærksomhed til at blive taktil, sansende, deltagende.

I denne forstand handler Nordenhofs digte ikke om et klassisk litterært subjekt, men om en tilstand af berøring – mellem jeget og verden, mellem læseren og teksten. En postkritisk læsning fastholder denne åbne, inviterende kvalitet og undgår at reducere digtene til en allerede kendt fortolkning. I stedet lader den digtene virke, som de er: sanselige, nøgterne, affektivt overrumplende.

I forlængelse af denne foreløbige læsning af det nemme og det ensomme giver det mening at se nærmere på, hvordan Nordenhof selv rammesætter sit forfatterskab – ikke som kunstværker i klassisk forstand, men som anliggender. Allerede i et centralt Facebookopslag fra 2014 understreger Nordenhof, at hun ikke [er] i tvivl om, at det at skrive det nemme og det ensomme blandt andet reddede mit liv. Jeg havde for første gang i mit liv tror jeg en følelse af at kunne tale sandt og kærligt. Hun tilføjer, at hun tror mange andre mennesker end mig er ved at dø af fiktion, og formulerer her en modvilje mod fiktionspraksisser, som ikke føles forankrede i virkelighed og relation. Det er i denne vending – væk fra fiktionen, sådan som hun forstår den, og hen mod en mere virkelighedsnær, måske ligefrem terapeutisk skrivning – at man for alvor kan se, hvordan Nordenhof tænker sine værker ikke som afsluttede kunstobjekter, men som virkelighedsnære udsagn, rettet mod en anden. Ikke bare læseren, men det fælles liv.

Med sine tekster vil Nordenhof ikke blot afbilde virkeligheden, men intervenere i den. Nordenhofs intention om oprigtighed betyder, at teksterne ikke først og fremmest skal forstås som æstetiske kompositioner, men som udtryk for en livsform, en livsindstilling. Som jeg skriver i læsningen af det nemme og det ensomme fra Den menneskelige plet, handler digtsamlingen ikke blot om blottelse, men udtrykker blottelsen som livsindstilling, hvor sårbarhed er selve betingelsen for at blive set – for at blive relateret til. Dette er også en pointe i postkritisk teori, hvor litteraturen netop ikke læses for at blive afkodet, men for at blive delt.

Når Nordenhof skriver om kroppen, om vold, om sexarbejde, gør hun det ikke for at chokere eller ophøje det private til det politiske – men snarere for at nedbryde grænsen mellem det private og det politiske, mellem det litterære og det levede. Det gælder ikke mindst i de passager, hvor det lyriske jeg henvender sig til en navngiven anden: må skrive til morten!/ må skrive til bjørn! (Nordenhof 2013, 9). Her får vi fornemmelsen af at læse over skulderen, at være vidne til noget egentlig privat – men samtidig forstår vi, at vi også er inviteret. Nordenhof skriver med det, Adam Kelly i sin teori om The new sincerity (2016) kalder en conversational mode – hvor litteraturen bliver samtale snarere end konstruktion, og hvor læseren inviteres med ind i en fælles erkendelsesproces, ikke som ekspert, men som medfølende deltager.

Det handler dermed ikke om at lave kunst, men om at skabe forbindelser. I Djævlebogen fra 2023 skriver hun henvendt til læseren: jeg kan jo virkelig/ ikke/ gøre hele arbejdet/ alene (Nordenhof 2023, 18). Her bliver læsningen selv en del af værkets performative struktur – teksten bliver igen et anliggende. Man skal ikke læse Nordenhof for at forstå hende, men for at være med.

Denne form for litteratur kalder på en ny forståelse af, hvad et litterært værk overhovedet er. Det betyder også, at de paratekstuelle rammer – fx Nordenhofs blog, hendes Facebookopslag, interviews – ikke er sekundære. De er en integreret del af værkets anliggende. De demonstrerer forfatterskabet som et åbent og uafklaret sted, og de understreger, at Nordenhof ikke ønsker at være en ophøjet forfatter, et ikon, men et menneske i kontakt med sin omverden.

I en postkritisk læsning handler det derfor ikke om at adskille værk og kontekst, men om at registrere, hvordan værket forbinder og virker ind i denne forbindelse – hvordan det insisterer på virkelighed, relation og deltagelse. Nordenhofs tekster opleves som netop dét: ikke som lukkede kunstværker, men som åbne anliggender, der kræver noget af os og giver noget igen. De minder os om, at litteratur ikke kun skal tolkes, men også mærkes, og måske endda bruges – som et redskab til at tale sandt og kærligt, i det mindste for en stund.

Læs hele artiklen (metodeintroduktion, eksempelanalyse, forslag til fremgangsmåde og kommentar til metoden) i denne pdf.