Eksemplarisk analyse

Nykritisk analyse af Jørn Fabricius' novelle

Novellen er en fortælling om et menneskes forhold til liv og arbejde, - personlig eksistens eller konform rutine.

Kompositionen falder, som det fremgår af den skemati­ske oversigt, i 4 dele med underafdelinger.

Denne inddeling kan begrundes i flere tekstlag: Handlin­gen er naturligt opdelt i de 4 dele:

  1. En introduktion til personen og virksomheden (til afsnit 36).
  2. En orientering om personens oplevelse af arbejdsplad­sen og af omverdenen, i det sparsomme omfang den forekommer i (afs. 47).
  3. Katastrofen og den umiddelbare reaktion på den (afs. 54).
  4. Tilbagevenden og genoprettelse af den oprindelige si­tuation.

Fremstillingsformen veksler sådan, at den i 1. del er overvej­ende scenisk med dialog, i 2. del overvejende panoramisk med beskrivelse og refleksion, i 3. og 4. del igen overvejende scenisk med dialog.

Der er også varierende stilpræg: I 1. og 4. del er sproget overvejende dagligt og talesprogsnært, ikke kun i dialogens replikker. I 2. del er sproget mere kunstfærdigt og højtide­ligt. Det gælder valget af ord og formuleringer: menneskeligt muligt, Plansymbolske svingningstal, ynkeligt skalkeskjul, dyb visdom. Og det gælder sætningsbygningen: I afs. 37 fremrykningen af ordet 'understreget', og i afs. 38 en meget usædvanlig anvendelse af den lidt ældede betingelsesledsætning med form som en spørgende helsætning, her anvendt som styrelse i et sammenligningsled.

3. del er til dels dagligsprogsnært som første og fjerde, men specielt i selve katastrofebeskrivelsen i afs. 49 er der store afvigelser. I dette afsnit forekommer den samme sjældne grammatiske kon­struktion som den omtalte i afs. 38, og i øvrigt beskrives begivenheden i så stærke udtryk, at man er usikker på, om det skal læses bogstaveligt eller forstås som ekspressive overdrivelser for at formidle situationens chokoplevelse.

Vi ser altså et forløb gennem fortællingen, gennem dens 4 dele: 1. og 4. del er i alle omtalte henseender ens karakterise­ret, svarende til rolig begyndelse og afslutning. 2. og 3. del har efter karakteristikken dels fælles træk, dels forskellige. De er begge stærke i udtrykket, men 2. del som led i begejst­ret beskrivelse, 3. del som udtryk for katastrofens panik.

Historien fortælles af hovedpersonen som jeg-fortæller, hvorved synsvinklen bindes hos ham. Hans bevidsthedsni­veau er lavt. Hans sprog er poleret og letløbende. Han kan, som det fremgår af redegørelsen ovenfor, skifte mellem stærkt forskellige stilpræg. Alligevel er sproget præget af klichébrug. Det gælder i høj grad 2. dels højstemte begejst­ring, som tydeligvis, både i forståelsen og i udtrykket, er imitation af andres forståelse og udtryk. Selv forstår han meget lidt.

Som læsere får vi dog, uden fortællerens vidende, nogle signaler undervejs, som giver os en forståelse, der rækker længere end fortællerens.

Det sker ved et samspil mellem to tekstlag, fortællerlaget og betydningsenhedernes lag. En passage i teksten - i denne tekst er det hovedsagelig replikker og fortællerudtalelser - indgår i fortællerens fortløbende beretning, men har samti­dig en lokal betydning, som træder ud af forløbet og korre­sponderer henover måske længere tekstafstande med andre lignende passager. Korrespondancen bliver man opmærk­som på, måske ved læsningen, ellers ved analysen, ofte fordi stederne er markeret ved sproglig lighed eller direkte genta­gelse.

Det drejer sig her først og fremmest om 4 steder i teksten, som er centrale for fortolkningen. De 4 steder hører sam­men parvis.

Et af disse tekststeder er afs. 41, hvor fade­ren citeres for dyb visdom om det største problem nutil­dags, at slå fritiden ihjel.

Fortælleren går straks videre i historien med at omtale sin løsning på det problem. Han er deltager i fabrikkens fritids­arrangementer, diskussionsklub og sportsklub, og han er af faderen indmeldt på et aftenkursus, hvor han venter at kunne lære så meget, at han kan være med til at konstruere materiel til fabrikken. Hans løsning er kort sagt at lade fa­brikken brede sig og fylde hans fritid også.

Et andet af tekststederne er i afs. 35, hvor fortælleren uden helt at være opmærksom på det, har brudt med det princip at lade fabrikken fylde hans liv helt. Han har udbygget sin huskeremse med nogle ord, som giver rytme og rim, men som ikke modsvarer nogen operation i arbejdsprocessen, og som derfor tillader at "lade tankerne arbejde med hvad der ellers optog en".

Dette bliver katastrofalt senere - i afs. 48, som er det tredje af tekststederne. Det er netop på disse tre ord, hvor tankerne ikke er beslaglagt af arbejdet og fabrik­ken, at tanker om kærlighed og jalousi i forbindelse med Lilly trænger ind. Disse tanker og følelser er fremmede for fabrikken og arbejdet der. De repræsenterer en anden side af tilværelsen, og de bliver forstyrrende her og forårsager fejlbetjening og ravage i maskineriet.

Det fjerde tekststed er de afsluttende linjer. Her sker der i korthed det, at fortælleren får tilbudt og accepterer en ny arbejdsgang, som ikke lader sig udbygge, så den giver plads for egne tanker.

Forinden udtrykker fortælleren misundelse over for kam­meraten Leo, som synes at have fundet sig en løsning. Det fremgår ikke entydigt, hvad den går ud på, men den synes at bestå i, at han har fundet ud af at leve sit eget liv i fritiden og også medbringe det på arbejdspladsen, hvor han kan have det i sin tankeverden, uden at det forstyrrer arbejdsrutinen. Vi ser, at aftenkurset ikke interesserer ham. Vi hører, at han har mødt Lilly og åbenbart færdes mellem mennesker i friti­den. Og han nynner ved arbejdet.

En sådan dobbelttilværelse magter fortælleren åbenbart ikke, hvilket katastrofen viser.

Vi kan udbygge faderens 'visdom' til at dreje sig om at slå, ikke blot sin fritid, men hele sin mulighed for personlig menneskelig eksistens ihjel, med kærlighed og jalousi, rim og rytme og nynnen ved arbejdet, og hvad der ellers hører et menneskeliv til, - og i stedet forsvinde i konformitet, over­give sig til fabrikken og lade dens bevidstløse rutine udfylde bevidsthedens plads.

Fortælleren

Fortælleren er ved historiens begyndelse næsten konform i sin tilpassethed, sin store beredvillighed til tilpasning, og sin lydhørhed - helt ud i det sproglige - for autoriteterne.

Men indførelsen af de ord, som gav plads for tanker og for nynnen, og senere førte til katastrofen, var dog et oprør, selv om det næsten var uforvarende. Vi ser ham derefter hurtigt vende tilbage til rutinen, hjulpet af forældrene og af arbejdslederen. Men vi ser ham tøve et øjeblik. Han er mis­modig. Han ved, at der ikke bliver mere at nynne med på. Han ved, hvad det er, han skal give afkald på "definitivt og for al fremtid". Og han slår tankerne bort, accepterer, opgi­ver.

Historien fortæller om et oprør, som opgives. Et yderst svagt, næsten uforvarende oprør, som dog kunne have været en mulighed for ham. Lilly rørte dog ved noget le­vende i ham. Hans tøven viser, at han ved det. I den tøven lå hans chance, hans mulighed. Men han opgiver. Slutningen er en total kapitulation.

Æstetisk vurdering

Æstetisk er teksten i det væsentligste velbygget.

Vi har set, hvordan kompositionens afsnitsinddeling kan iagttages i flere tekstlag, og hvordan iagttagelserne her af fremstillingsform, syntaks og ordvalg afspejler de enkelte deles funktion i tekstforløbet.

Vi kan dog bemærke, at der fra forfatterens hånd er mar­keret en anden afsnitsinddeling - ved ekstra linjeafstand to steder. Første sted er mellem første kompositionsdels 1. og 2. underpunkt, andet sted er mellem 3. og 4. del. Altså en grafisk afsnitsmarkering, som ikke er konsekvent i forhold til tekstens samlede kompositionsmønster, men snarere synes begrundet i en traditionel tænkning om indledning og afslut­ning omkring et hovedafsnit.

De fire centrale tekststeder er værd at se nærmere på. Afs. 35-36 og 48-49 svarer til hinanden som det, der lægger op til katastrofen, og selve katastrofens ind­træffen. Afsnit 41 og slutlinjerne svarer til hin­anden som det, der lægger op til den totale kapitulation, og selve kapitulationen. Altså i begge tilfælde først et forvarsel (til læseren) om, og derefter indtræffen af et element i hand­lingsforløbet.

Og de to handlingselementer, der er tale om i de to til­fælde, er ikke tilfældige, men de to vigtigste i fortællingen, modstillet i kontrast: Det første sæt er oprøret, indsatsen for at bevare en beskeden plads for menneskeværdigt liv, og hvad oprøret medfører af katastrofe. Det andet sæt er oprø­rets opgivelse, kapitulationen.

Vi kan endelig bemærke, at de fire tekststeder er fordelt med ét i hver af kompositionens fire dele, og at de i deres parvise samhørighed forbinder henholdsvis 1. og 3. del og 2. og 4. del, og at de to sæt i deres kontrastopstilling - oprør/ kapitulation - endelig forbinder alle fire dele.

Der er andre parvis korresponderende tekststeder med funk­tion som signal til læseren, men ikke så centralt og overord­net tekststrukturerende som de nævnte fire steder. F.eks. med kun 6 linjers afstand mellem underdirektø­rens replik: Nå, De ser ud til at være faldet godt til, (afs. 17) og fortællerens svar til faderen: Jeg er faldet godt til. (afs. 21).

Her peges i enkel form på et væsentligt træk i teksten: fortællerens sprogfærdighed som imitation, lånte fjer, og den kritikløse accept af autoriteterne, ikke mindst i virksom­hedsledelsen, hvis normer og sprog han helt iklæder sig.

Dette helt specielle ved fortællerens sprog og bevidsthed er et træk, som præger teksten fra først til sidst, og det har mange funktioner.

Det polerede, letløbende sprog og den løse omgang med ord og begreber afspejler virksomhedens atmosfære af glat omgangsform og friktionsfri tilpasning, som fortællerens bevidsthedsniveau og indstilling er som skabt til.

Vi kan også bemærke, at vi ikke får at vide, hvad fortæl­leren hedder. Det er mere usikkert, om vi skal lægge en betydning i kammeratens navn Leo, løve, med de associatio­ner, der er knyttet dertil, og i, at omtrent alle andre personer betegnes ved deres roller som forældre og som arbejdsle­dere, dvs. autoriteter i fortællerens bevidsthed. Med den nære forbindelse, der er mellem navn og identitet, er det i det mindste rimeligt at se fortællerens navnløshed som udtryk for hans svage personlighed, hans manglende identitet.

Den diffuse omtale af arbejdsprocessen, som ikke gør det klart, hvad der egentlig fremstilles, tjener hensigtsmæssigt til at lede læseren bort fra en specifik virksomhedsproblematik til en generel problematik i et højt industrialiseret samfund.

De signaler, som når frem til læseren uden fortællerens vidende, beror oftest på en ironi i udtrykket. Ironien kan bestå i, at fortællerens mangel på forståelse af de ord, han bruger, får grotesk omfang, som det sker omkring udtrykket "demokrati på arbejdspladsen". Undertiden fører dette til en planbrudseffekt, så man ledes til at læse to betydninger. I omtalen af kunstværket gælder begejstringen mængden af søm og ikke værkets eventuelle kunstneriske styrke. Men udtrykket åbnede det verdener af lys forude kan af en an­den (en autoritet) være brugt om den kunstneriske oplevelse, mens det af fortælleren knyttes direkte til solens skinnen i sømhovederne.

Det specielle valg af fortællersprog og -bevidsthed funge­rer altså i adskillige henseender godt og hensigtsmæssigt. Den groteske overdrivelse har dog en begrænsende virkning, idet den hindrer en psykologisk og miljømæssig realisme. Teksten kommer i den henseende til at bevæge sig lidt usik­kert i nærheden af en mulig humoristisk virkning, som dog ikke føres igennem.

Personerne og specielt hovedpersonen bliver ikke helt til levende og vedkommende mennesker for os.

Vi har set, hvordan denne tekst, som først kan tage sig enkel og spinkel ud, ikke er så enkel endda. Der er meget på færde i den. Den er gennemorganiseret i mange tekstlag.

Vi har set fortælletekniske træk, fremstillingsformer, stil­præg, fungere sammen med kompositoriske træk og set betydningsenheder fungere med tekststrukturerende virk­ning og som signaler for fortolkningen.

Alt dette bliver til et kompliceret samspil om at bære teks­tens udsagn frem.

Vi har bemærket en inkonsekvent brug af ekstra linjeaf­stand to steder. Det er en mindre væsentlig svaghed.

Og vi har bemærket, at det særlige fortællersprog, som i mange henseender virkede hensigtsmæssigt med i dette sam­spil, havde en begrænsende virkning ved at forhindre en psykologisk og miljømæssig realisme. Det er en alvorligere svaghed.

Psykologisk og miljømæssig realisme er ikke i sig selv nødvendig. Det beror på den enkelte teksts forhold. Men her, hvor det centrale i teksten er knyttet så nøje til det forløb, som en enkelt person gennemlever, er det alvorligt, at denne person ikke bliver helt levende og vedkommende for os. Der lægger sig en fjernhed, en sløring, over den i øvrigt stærke udfordring, som teksten rummer og søger at give læseren.

Til toppen

Analysen i pdf-format

Til toppen

Glossary

Imitation

Imitation betyder efterligning. At imitere betyder altså 'at efterligne', 'at gøre det samme'.

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt