Læs novellen her.

Af Simon Østermark Andreasen, lektor på Munkensdam Gymnasium. Udgiver: metodebogen.dks redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, 2016.

Fabricius’ novelle En brun, en blå, en gul, en rød handler om en ung fabriksarbejders kamp for at tilpasse sig jobbet på en fabrik, udføre det uden fejl og avancere. ”Nu kan du jo starte med det,” (afsnit 9) siger Elsøe, der sætter ham ind i jobbet. Arbejdet virker helt enkelt og ligetil, det består nemlig i at lægge nogle emner i farverne brun, blå, gul og rød i den rigtige rækkefølge og lige over hinanden. Alligevel volder det jeg-fortælleren bemærkelsesværdige problemer, og helt galt går det, da vennen Leo, som også bliver ansat på fabrikken, midt i arbejdet pludselig bemærker, at han har set Lilly, den pige jeget længe har gået og været forelsket i, sammen med en anden.

Fabrikkens orden

På fabrikken er det orden, struktur og fornuft, der hersker. Fabrikslokalet er nyt og moderne, nøje udregnet af driftsingeniøren. Også kunsten på væggen med den matematisk klingende titel passer ind i billedet:

Her på endevæggen i hallen var der et helt fantastisk billede: Plansymbolske svingningstal, hed det. Og det var ikke noget gammeldags sofastykke, vi var spist af med, men fremstillet på en helt ny og utraditionel måde, udelukkende af søm. De sagde, at der var gået 42.000 til det. (afsnit 37).

Jeget er tydeligt betaget af det ideal, fabrikken udtrykker og beskriver derfor fabrikkens rammer meget positivt. Som det umiddelbare mål står at blive teknisk assistent som fætteren og dermed opnå viden og indsigt, så han bliver i stand til at konstruere en arbejdspult som den, de står og arbejder ved på fabrikken: Der er en mægtig fremtid i det (afsnit 45), som han siger.

Alt på fabrikken er tilsyneladende lagt i de rette og ideelle rammer, sådan at succeskriteriet er at ‘lure systemet’ og frem for alt undgå at lave fejl. Da han en af de første dage møder underdirektøren, bekræfter han netop dette gennem sin begrundelse for, at det går fint med arbejdet: Ja, det går fint, svarede jeg. Det var ikke mange fejl jeg havde gjort i dagens løb. (afsnit 13).

At jeget kæmper så hårdt for at undgå fejl er ud fra en psykoanalytisk vinkel selvfølgelig interessant, dels fordi det peger på, at jeget virker styret af overjeget, materialiseret i fabrikkens normer, og dels fordi fejlhandlinger netop er en af de måder, som det ubevidste kan give sig til kende på. Lad os derfor undersøge om disse fejl spiller nogen særlig rolle i handlingen.

Fejlene

Fejlenes rolle må siges at være iøjnefaldende. Jeget kæmper mod dem fra start og laver en lille melodi, han kan nynne farverne på, hvilket kan hjælpe ham til at udføre opgaven korrekt. Men mere iøjnefaldende er ironien i arbejdets tilsyneladende enkelhed og jegets konfuse modtagelse af selv en lille ændring, som en ændring i farverækkefølgen, der vel ikke burde volde de store problemer. Rutinen ændres efter to dage, og det presser og forvirrer jeget: Det nye forvirrede, fordi man så dårligt kunne nynne med. Derfor gjorde jeg flere dumme og meningsløse småfejl den første dag med det nye. Men man kan jo vænne sig til alt. (afsnit 27). Sidste sætning her er interessant, fordi den kan opfattes som en rationaliserende forsvarsmekanisme, som skal udglatte de problemer, det giver ham, når han ikke kan nynne med.

I det hele taget synes det at have stor betydning for jeget at kunne have kroppen og tankerne med, som fx ved at nynne. Senere udbygger han sin remse for at gøre arbejdet ‘skudsikkert’:

- En brun, en blå, en gul, en rød - og tre små stød! (afsnit 34). Men som han selv bemærker, virker den remse kun, når rød kommer til sidst. Den forklaring tiltrækker sig også opmærksomhed. Hvorfor kan han kun finde på et rim, der rimer på rød? Der er jo masser af muligheder for rim på både blå, gul og brun. Vi får heller ingen forklaring på, hvad han så gør under de andre rækkefølger. Jeget forklarer hertil selv, at de ‘tre små stød’ ikke direkte har noget med arbejdet at gøre, men giver jeget den nødvendige plads til at lade tankerne arbejde med, hvad der ellers optog én. (afsnit 35). Når rød kommer til sidst, og jeget kan nynne sin rytme og lade tankerne arbejde i en slags dagdrømmeri, er der en tilkæmpet, tilsyneladende balance, måske fordi det ubevidste her gives en form for ventil til at tage det værste tryk.

At fejlene volder besvær understreges også af den tilnærmelsesvise misundelse, jeget udviser over, at Leo helt fra starten kan udføre jobbet uden at lave fejl. Men det undskyldes med, at Leo er så meget heldigere, fordi hans job og remse er meget nemmere:

- Når jeg siger heldigere, mener jeg, at der var en helt indlysende rytme i hans, som selv en idiot kunne høre. Leo gjorde, lige fra det allerførste øjeblik han var her, faktisk ikke én eneste fejl:
- En lang, en kort, en lang - og trække i en stang.
Den var nem nok. (afsnit 31-33).

Det er ikke helt indlysende, at den rytme skulle være nemmere, hvorfor undskyldningen mest har karakter af en projektion eller en rationalisering, der skal dække over det ubehag, jeget har ved fejlene.

Farven rød

Jegets tilkæmpede balance holder, lige indtil Leo nævner episoden med Lilly. I samme øjeblik laver jeget åbenbart så alvorlige fejl, at alle pulte i nærheden begynder at bimle og bamle.

Bemærkningen falder netop, da hans hjælpesang er nået til ‘og tre små stød’. Det må betyde, at den har været sammenfaldende med farven ‘rød’. Det er anden gang, at den farve påkalder sig særlig opmærksomhed. Farvernes betydning er som regel interessant at undersøge ud fra en psykoanalytisk vinkel, fordi farver er nært tilknyttet til det følelsesmæssige område. Men det kan være en god ide at være lidt varsom, fordi samme farve ofte kan have flere betydninger, når man slår den op. Dog er der, når man slår den røde farve op, ret udbredt enighed om, at den står for lidenskaber og kærlighed, som ud fra en psykoanalytisk vinkel hører hjemme i det ubevidste. Det passer særdeles godt på jegets situation netop her. Leos ord om Lilly virker som en nål i en ballon, og reaktionen fra det ubevidste virker næsten som en eksplosion af stof, der har været holdt tilbage for længe.

Der begynder nu at danne sig et mønster, således at fejlene og følelserne for Lilly, som jeget ellers gennem forskellige forsvarsmekanismer har forsøgt at genne væk, kan ses som udtryk for driftsimpulser fra det ubevidste, der kun dårligt passer ind i firmaets idealer: Men er De da blevet sindssyg? (afsnit 51, min understregning), spørger driftsassistenten efter episoden. I forlængelse heraf passer det kun alt for godt, at fabrikken efterfølgende forenkler eller rationaliserer farverne, således at farverne rød og gul erstattes af håbets farve, grøn. Men dette fungerer ikke, fordi kroppen og tankerne ikke kan være med, når den røde mangler:

Jeg nikkede mismodigt. Hvad hjalp det, når det var umuligt at nynne med på. Jeg måtte se i øjnene, at den lille pause i rytmen, jeg før havde skaffet mig, hvor jeg kunne tænke over alle mulige ting, den måtte jeg nu definitivt og for al fremtid give afkald på. (afsnit 66).

Overjegets sejr

Psykologisk betragtet handler novellen derfor om jegets indre konflikt i mødet med omgivelsernes krav i arbejdslivet. Driftsimpulserne fra det ubevidste kan i mødet med omgivelserne og overjegets idealer og samvittighed (realitetsprocessen) ikke føres ud i livet, og jeget må til sidst prøve at fortrænge dem endegyldigt: Så slog jeg tankerne bort, og gik i gang med arbejdet. (afsnit 69).

Driftsimpulserne synes ikke kun at gælde kærligheden til Lilly. Jeget har et ønske om at blive teknisk assistent, hvilket støttes af faderen og sikkert også af fabrikken, da det virker som en indbygget logik, at man blot starter ved samlebåndet. Det kan forstås som en reel livsdrift rettet mod fremgang. Men ønsket møder ingen anerkendelse i den nære omgivelse i form af vennen Leo, der hellere vil koncentrere sig om det monotone arbejde ved samlebåndet – efterfølgende hører vi ikke mere til dette ønske, hvilket må pege på, at det derfor er forkastet.

Med til driftsimpulserne kan også høre den interesse for kunst og musik, jeget udviser. Det kommer fx til udtryk i beundringen af kunstværket med de 42000 søm: Når sollyset skinnede i sømhovederne, glimtede det ordentlig i metallet, som åbnede det verdener af lys forude. (afsnit 38). Særligt sidste sætning om ’verdener af lys’ synes langt fra fabrikkens monotoni. Den bryder på en måde den verden, der afgrænses af rækkefølger og orden, og kommer til at stå som en sprække, der peger på store fantasier og visioner i jegets ubevidste lag.

Jeget er også tydeligt optaget af musik og lyd. Men på trods af jegets egen glæde ved at nynne, så har han kun hån til overs for de unge i parken, der spiller musik og drikker rødvin - aktiviteter som nok må betragtes som hørende til de mere lystbetonede. Disse ‘asociale’, som han kalder dem, rammes hårdt af moralske domme, som ligger i direkte forlængelse af faderens og fabrikkens normer:

Der var faktisk en dyb visdom i min fars ord, når han fremhævede, at det største problem nutildags var, at folk ikke vidste, hvad de skulle få slået deres fritid ihjel med. Men de havde jo heller ikke, som Leo og jeg, klubben med de udbytterige mødeaftener. (afsnit 41).

Ironisk nok, så skildrer den efterfølgende passage ret tydeligt, at klubben og fabrikken nok ikke er meget hyggeligere. Leo gider ikke høre om klubben og vil helst passe sig selv - og i øvrigt er man også kun dus på fabrikken, hvis man ikke laver fejl, hvilket jeget får at mærke efter sin store fadæse. Derfor kan man også få mistanken om, at denne hårde fordømmelse af de unge i virkeligheden er en forsvarsmekanisme, hvor jeget rationaliserer ud fra moralske normer og foretager en reaktionsdannelse mod de unges lystbetonede liv.

Faderen og den moderne fabrik, der med god ret også kan ses som et billede på det moderne effektive og rationelle samfund kan derfor ses som udtryk for jegets omverden og overjeg. Jeget tvinges i novellen til at fortrænge sine ubevidste driftsimpulser og fortsætte det uendelige arbejde ved samlebåndet. Man kan så bare frygte, at han på længere sigt får brug for en psykolog.

Kommentarer til en jungiansk læsning af novellen

Fra en jungiansk vinkel er det mest i øjnefaldende, at mødet med fabriksarbejdet tilsyneladende volder hovedpersonen problemer i forhold hans persona.

Arbejdsidentiteten bindes stærkt op på ikke at lave fejl ved transportbåndet, måske for hårdt, fordi vi jo får at vide, at hans ’fejlprocent trods alt er en af de laveste i hallen.’ Denne arbejdsidentitet er på den ene side personificeret ved vennen Leo, der helst bare vil stå og passe sit arbejde, uden at lave fejl.

Hovedpersonen har imidlertid drømme, der går i en lidt anden og mere kreativ retning, nemlig at kunne konstruere en pult ligesom fætteren, som derfor også står som en persona-figur for jeget. Som allerede nævnt ovenfor er han også stærkt optaget af den matematisk smukke kunst på fabrikkens vægge. Derfor går han nu på aftenkursus, som faderen i øvrigt har meldt ham til, for at lære at konstruere en pult. Denne del af hans persona er altså nært knyttet til fader- og familiefigurer. Men det er netop denne del, som han har vanskeligt ved at integrere i sin personlighed her i overgangen til det voksne arbejdsliv. Det ser ud til, at det anlagte fokus på fejl undertrykker hans kreative og erotiske kræfter i en grad, at de er ved at blive til hans skygge. Dette passer også med de fordømmende og fortrængende ord, han møder musikerne i parken med: Os narrede de ikke. (afsnit 40).

Det ubønhørlige jerngreb, som fabrikkens normer holder ham fast i fratager ham derfor mulighed for at gennemgå en individuation. De kreative kræfter og drømmen om opstigning lider et knæk og kan ikke integreres i livet på fabrikken. I forlængelse heraf kan den formelle tiltale med ’de’ fra ledelsens side efter den store fejl også forstås. Den sætter en streg under, at det ikke er lykkedes at føle sig som en del af fabrikkens større fællesskab, som individuationen ellers normalt fører til.

© Forfatteren og Forlaget Dansksiden.dk, 2015.

Læs hele kapitlet (inklusive eksemplarisk analyse) i denne pdf.