Af Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsen fra bogen Metode Bogen - Analysemetoder til litterære tekster, 1980. Genudgivet af metodebogen.dks redaktør, Jørn Ingemann Knudsen, 2015.

Den impressionistiske kritik befinder sig lidt uden for syste­met af metoder, idet den er helt umetodisk og usystematisk. Men den er måske den mest virkelighedsnære, da den i praksis vel er både den første og den sidste vurderingsform.

Spontan vurdering

Det er den børn benytter, allerede før de kan læse, når de efter at have hørt en historie spontant siger: Den var vel nok god - eller: Den var der ikke meget ved.

Og vi kan overveje med os selv, om vi ikke stadig benyt­ter den, så at de vurderingsbegrundelser, vi måske kommer til på grundlag af indgående tekstanalyser, har karakter af efterrationaliseringer eller måske mindre korrektioner.

Kritikeren beskriver sin læseroplevelse

Impressionistisk kritik praktiseres ofte i dagbladskritik mv. og fungerer udmærket som forbrugervejledning til læ­sere, især når læserne er fortrolige med anmelderens smag og interesser.

Kritikeren kan naturligvis ikke nøjes med at oplyse, at teksten er god eller dårlig. Vurderingen må begrundes, og det må ske ved, at kritikeren beskriver sin læseroplevelse. Hvad var det for en oplevelse, teksten bød på? Var det en spændingsoplevelse, en humoristisk oplevelse? Var det em­net eller holdningen til det, der engagerede? Eller var det en sproglig originalitet, der fængede?

Parafrase

Redegørelsen for læseroplevelsen har ofte form af en pa­rafrase, dvs. en fortolkende genfortælling af teksten, måske isprængt ordrette citater på centrale steder i teksten. En så­dan genfortælling vil ofte være søgt farvet med originalteks­tens sprogtone.

Det hører metoden til, at den ofte giver klare udsving. Enten er teksten god, og kritikeren solidariserer sig, identifi­cerer sig med den. Eller teksten er dårlig, og kritikeren påvi­ser dens skavanker.

Med den nære forankring i den umiddelbare læserople­velse siger den impressionistiske kritik noget væsentligt om faktisk læsermotivation. Det ser ud til, at litteratur kan give oplevelser, der (ligesom oplevelser af musik, billedkunst og måske natur) ikke eller kun mangelfuldt kan indfanges i rati­onelle kategorier, men som ikke desto mindre er stærke op­levelser med appel til det sanselige, det irrationelle.

Jørn Fabricius har skrevet en spændende novelle fra en mo­derne industriarbejdsplads. Spændende, fordi den i kraft af et raffineret sprog kan læses på flere planer.

- En brun, en blå, en gul, en rød.
- Er du med?
- En brun, en blå, en gul, en rød.
- Sådan, er du med? De skal ligge lige over hinanden. Hjørnerne skal flugte, det er vigtigt. Lige over hinanden, hele vejen ned.

Sådan begynder novellen. En ung fyr sættes ind i arbejds­gangen på fabrikken ved sin ansættelse. Så enkel er arbejds­processen. Mere behøver han ikke at vide.

Men han er tilfreds med det. Glad for arbejdspladsen, fordi de overordnede taler pænt til ham og siger du, og fordi lokalerne er lyse og behagelige.

Nogen tid efter kan han selv med stolthed instruere en kammerat, Leo, som bliver ansat.

Arbejdsgangen er enkel. Tilværelsen på fabrikken er en­kel. Men hovedpersonen, hvis navn vi ikke kender, er også enkel i hele sin tankegang, så det hele passer udmærket sam­men.

I en længere passage fortæller han os om arbejdspladsen og om, hvilke tanker han i øvrigt gør sig:

Driftsingeniøren og værkføreren var fantastisk flinke.
Det var virkelig demokrati på arbejdspladsen, som man siger.

Så enkel er hans tankegang, så små hans krav. Han be­gejstres over et kunstværk med titlen 'Plansymbolske sving­ningstal', som hænger i hallen. Han forstår ikke noget af det, men er imponeret af, at det er lavet udelukkende af søm, 42.000 søm!

Af og til er der nogle unge mennesker, der musicerer og fordriver tiden på græsset uden for fabrikken. De asociale, kalder han dem:

Ofte havde de taget frokost med og rødvin, og skønt det ganske vist nok kunne lyde som om de lo morede sig var det kun ynkeligt skalkeskjul. Os narrede de ikke. Lediggang er roden til alt ondt. De skulle hellere tage sig et ordentligt arbejde.

Han rokkes ikke i sin opfattelse af, hvad der er fornuftigt. Han går ind for arbejdet og venter sig meget af fremtiden, når han blot søger at leve op til arbejdspladsens forventnin­ger til ham. Han bruger sin fritid i virksomhedens klubber og skal deltage i et aftenskolekursus, hvor han venter med tiden at kunne lære så meget, at han kan være med til at konstruere pulte til fabrikken.

På den måde er alting harmoni, eller ser ud til at være det. En dag viser det sig, at harmonien er sårbar. Det er kamme­raten Leo, der giver anledningen:

- Jeg så for resten Lilly igår, sagde Leo henkastet. Sam­men med Edvard.
Jeg ved ikke hvordan det gik til. Lilly er en pige jeg længe har gået og været lun på i det stille.

Og han fortæller videre, hvordan han laver fejl i arbejdet, så alting går forkert både på hans egen og på de nærmeste arbejdspulte.

Den gode stemning er ødelagt. Driftsingeniøren skælder ud og siger nu De til ham.

Da hovedpersonen kommer hjem, hjælper forældrene ham med at få mod på det igen, og næste dag bliver han i en lidt køligere tone end før sat ind i en ny og enklere arbejds­proces. Og så er novellen færdig, og han er vel også færdig.

Det ser ud til, at der foresvæver ham noget om, hvad det er han må afskære sig fra for at kunne passe gnidningsløst ind i arbejdspladsens tilværelse. Lilly, hans lunhed og ja­lousi, var forstyrrende.

Novellen er meget fascinerende, især i kraft af dens sprog.

Det er hovedpersonen, der fortæller hele historien. Det sker i et glat og flydende sprog, som han mestrer, selv om han ikke forstår meget af det, han taler om.

Og fra forfatterens side er dette udnyttet med en raffineret teknik, så der ustandselig er underfundige dobbeltbetydnin­ger i personens lette og løse sprog - dobbeltbetydninger, som personen naturligvis ikke er sig bevidst.

Da uheldet med apparaturet er sket, kommer driftsassi­stenten farende og siger: Men er De da blevet sindssyg mand?

Replikken er meget sandsynlig i en sådan situation, men samtidig rummer den på et andet niveau associationer, som peger på hele antipsykiatriens tænkning. For det rigtige svar ville vel nærmest være: 'Nej, tværtimod.'

Anti-psykiatrien spørger, om ikke de mennesker, som vi registrerer som sindssyge, egentlig viser sundhedstegn ved at reagere sygt på samfundskrav, som er umenneskelige. Mens de mennesker, der kan tilpasse sig ethvert umenneskeligt krav og fungere normalt alligevel, ret beset er amputerede og dermed syge mennesker.

Og hovedpersonens uheld sker netop det ene sted i novel­len, hvor han viser, at følelser som kærlighed og jalousi ikke er totalt fortrængt fra hans person, at der altså endnu er lidt liv i ham.

Eksemplet her var en replik fra en anden person, men der er den samme underfundige dobbelthed i hovedpersonens eget sprog, sådan som det bl.a. ses i eksemplet med omtalen af de 'asociale'.

Hvad handler novellen om? Om industriarbejderes vilkår? Om sproget som en færdighed, der kan læres, uden at man behøver at vide, hvad man taler om? Om et samfund, hvor mennesker trives bedst, hvis de er afstumpede som robotter?

Der er meget på færde i Fabricius' novelle, skønt den ved første øjekast kan virke enkel og let henkastet.

Som litterær metode er den impressionistiske kritik uanven­delig. Den er ganske usystematisk. Dens behandling af for­skellige tekster er helt usammenlignelige. Vurderingerne er aldeles subjektive, og tekstbehandlingen præget af opduk­kende associationer.

Ofte siger tekstbehandlingen lige så meget om kritikeren som om teksten.

Parafrasen som form for tekstbehandling er forkortet, kommenteret genfortælling. Den foretager udvalg og over­springninger i teksten og genfortæller med kritikerens eget ordvalg. I dette ligger en fortolkning, hvis præmisser ikke fremlægges. Genfortællingen kan give et tilforladeligt skær af tekstnærhed, og det samme kan den iblanding af ordrette citater, som ofte vil forekomme, men citaterne er taget ud af tekstens sammenhæng og indsat i kritikerens, og det er umuligt i forbifarten at se, om det er gjort loyalt eller ten­dentiøst.

Overfor en sådan tekstbehandling er det umuligt at tage en diskussion op om den ene og den anden forståelse og vurdering, fordi ingen argumentation er fremlagt. Man har kun den mulighed fra grunden af at lave sin egen anderledes behandling.

Det er i høj grad impressionistiske anmeldelser i parafra­sens form, der fra tid til anden har ført til angreb på anmel­dere for at være snyltere på litteraturen.

Ikke desto mindre har vi haft impressionistiske kritikere af overordentligt format. Tom Kristensen (1893-1974) er vel det fornemste eksempel. Som dagbladskritiker i mellemkrigsårene an­meldte han den store forfattergeneration, som bl.a. omfat­tede amerikanerne Ernest Hemingway (1899-1961) og William Faulkner (1897-1962), og som han selv tilhørte og derfor kunne formidle med dyb og personlig forståelse.

Det hører også med, at metoden har rod tilbage i en tid, da den borgerlige kulturelle offentlighed endnu i stort om­fang var en debat mellem oplyste 'almindelige' borgere, som ytrede sig til hinanden, uprofessionelt og engageret. Mange litteraturforedrag på højskoler og i forsamlingshuse har haft karakter af impressionistisk kritik i parafrasens form.

Endelig er metoden helt uomgængelig. Litteraturlæsning kan give store personlige oplevelser, som optager og engage­rer en, så man får lyst til at fortælle om dem til andre, vide­rebringe sin oplevelse, som den var.

Det bliver oftest en subjektiv og ukritisk forståelse, man viderebringer, uden større plads for kølige overvejelser af, hvad det var for en proces, man var deltager i. Og det er forståeligt, at både forskere og undervisere har set et behov for at udfinde mere systematiske og analyserende arbejds­former overfor litteraturen.

Men læseroplevelsen er fundamental. Den er begyndel­sen, og uden den bliver der ingen fortsættelse. Den er også et korrektiv til det mere systematiserede litteraturarbejdes resultat. Og det er nyttigt under alt systematisk arbejde med litteratur at huske denne læseroplevelses karakter og tage den med i betragtning.