To piger

To piger - af Tove Ditlevsen (1948)

Huset lå lavt, med en hvedemark bagved og stridt græs og ville hindbærbuske opad skråningen mod vejen, hvor et par skævt voksende fyrretræer skjulte nedgangen.

Da de to piger kom, var marken grøn endnu, og Aase gik i sin islandske sweater og lange bukser, og hun lånte Iben en trøje, der ikke var så køn som den islandske, men lige så varm. De var begge to blege i huden, da de kom, og Aase, der var af den farveløse type, blev ved med at være det sommeren igennem. Iben derimod forandrede sig, da solen havde skinnet bare to dage i træk. Det var, ligesom tænderne blev hvidere, og det hvide i øjnene lignede vådt porcelæn mod den brune, faste hud. Den gamle, falmede vandrebluse stod åben i halsen, og man så den blålige skygge mellem de tunge bryster. Det var så mærkeligt: Hovedet var en drengs, men kroppen en kvindes.

– Det er min sorg med de bryster, sagde hun og gav dem et fortrædeligt puf opad med begge hænder, man skulle tro, jeg havde fået otte børn mindst.

Og Aase så nedad sine egne små buler, der næppe var vokset, siden hun var fjorten år, og sagde misundeligt: – Jeg ville ønske, jeg havde lidt mere.

Men hun kunne ikke lide, da Iben med et sagligt vurderende udtryk om sin mutte mund følte på dem med sine korte, stærke fingre og lo: – Herregud, de er da meget søde.

Den aften gik Aase en tur alene. Hun lagde mærke til, at duften fra marken og granskoven var stærkere nu end den dag de kom. Lyset fra vinduerne på gården, hvor de købte mælk, stod som gule firkanter i tågen, og hun tænkte på, hvad de mennesker mon fik aftenen til at gå med? Manden sad nok og hørte radio, og konen stoppede strømper, som hun trak op af en høj, flettet kurv, der stod på gulvet. Om lidt ville de gabe og strække sig og se ud mod vejret og sige et par ord om arbejdet i morgen, og så ville de liste i seng for ikke at vække børnene, og de gule firkanter ville slukkes, og natten ville blive ensommere af det. Øjne lukkedes i hele verden, byerne sov, husene sov, markerne sov.

Et sted sov også Aases mand, med svedperler over den blege pande og en mat arm strakt ud mod hendes tomme plads. På væggen over dobbeltsengen hang en akvarel, han havde malet af hende, da hun var gravid. Hun sidder med bøjet hoved og hænderne i skødet under den voldsomme mave. Ansigtet er helt i ro, håret holdt sammen med et stort spænde i nakken, øjnene fjerne og rolige. Alle synes det billede er så smukt, også hun selv. Men hun kan bare ikke lide det. En underlig uvilje fylder hende, hvergang hun ser på det. Hun blir i dårligt humør af det. Måske fordi barnet døde. Hun siger ialtfald til sig selv, at det er derfor. Men han sagde engang i spøg til en af sine venner: – Aase kan aldrig lide mine bedste billeder. Og han mærkede vist selv, at det ikke var videre morsomt sagt. Det var længe siden, hun havde pillet sine egne små tegninger ned af væggene. De så så sølle ud ved siden af hans – hun fik lidt ondt af dem. Han havde ikke spurgt, hvorfor hun gjorde det, han vidste det vel godt. Der blev efterhånden lidt skyhed mellem dem på det punkt. Han blev så angst for at såre, at han slet ikke kunne undgå det, og hun fik en hudløs plet i sindet, der aldrig blev lægt, sålænge han var nær. Ikke at hun havde drømt om at blive en stor kunstner – det havde bare været rart at tegne engang, det havde været en stor glæde. Nu følte hun kun ubehag, når lysten af og til var der igen, når hun så et kønt og spinkelt landskab eller et legende barn, og det kriblede i fingrene efter at holde om en blyant.

Ubehag og modløshed. Glæden ved det var taget fra hende.

Men som hun gik her, mærkede hun pludselig lysten til at tegne komme susende i skumringens mørkeblå slæb. Og for første gang i flere år gjorde det ikke ondt. Alting syntes hende nyt og friskt og aldrig før set: den lyse mark med granskovens violette skygger i baggrunden – den bevægelige horisont, hvor jord og himmel mødtes i flydende tåger. En angst og alvorlig glæde blev til et sted i hende. Endnu turde hun ikke erkende den og endnu mindre dens årsag. Hun tænkte: han har ret i, at jeg trænger til ferie.

De snakkede længe sammen, inden de faldt i søvn. Eller måske var det mest Aase, der snakkede. De lå på to lave feltsenge i det lille kammer, så nær, at de kunne røre hinanden, når de strakte armen ud. Aases fortrolighed var let at vinde. Men Iben måtte man nærme sig forsigtigt. Det var, som om der lå en hemmelighed over den lave, glatte pande, og da hun var faldet i søvn, lå Aase længe vågen og betragtede det lille lukkede drengeansigt håret lå om som en sort, skinnende hjelm i månelyset. Hun følte sig flov og narret, fordi hun havde udleveret sig til hende uden at få det mindste til gengæld. Da hun talte om sin mand (for måske syntes Iben, det var underligt, at hun forlod ham en hel sommer, skønt han var syg), om den vamle lugt af insulin, om de evindelige bandager og de hundrede sprøjtestik (men ikke et ord om tegningerne, der hang på væggen, og dem, der ikke længere hang der), sagde hun bare: du må da vænne dig til det efterhånden – og de brune øjne havde et køligt udtryk, der drev blodet op i Aases kinder, og hun var ikke i tvivl om, at Iben ville have vænnet sig til det forlængst, og at hun aldrig i livet ville beklage sig til nogen over sin mand, hvis hun havde en.

Hun er så redelig, sagde Herbert, en mægtig god kammerat. Hun var redaktionssekretær eller sådan noget på bladet og var kommet hos dem sommetider sammen med nogle journalister og tegnere. Aase kunne ikke have valgt et bedre egnet menneske at bo i sommerhus med. Det var ganske utænkeligt, at man skulle kunne komme op at skændes med hende.

Hun havde svært ved at falde i søvn. Vinden tog i det åbne vindue, og der var en underlig spændthed i rummet, som om et stort, blødt væsen stod et sted derude og fyldte alting med lys og duft. Gav man sig hen i det, måtte der ske mægtige ting med en.

Hun rejste sig forsigtigt og gik hen og lukkede døren op. Hun mærkede bevægelsen i luften, som om noget levende strøg hendes kinder – som om noget hidtil ukendt ville meddele sig til hende. Hun lukkede øjnene og prøvede at tage imod det. Langsomt løftedes hendes hænder og tog forsigtigt om det nøgne bryst. Pludselig, som så hun ordene for sig i ildskrift på himlen, hviskede hun: jeg går aldrig tilbage til ham. Så lukkede hun forskrækket døren og gik hen og satte sig på sengen. Et øjeblik syntes hun, Iben åbnede øjnene og lukkede dem hurtigt igen. Men det kunne ikke være rigtigt, for hun trak vejret dybt og regelmæssigt, med små suk hentet fra søvnens indre. Vattæppet var gledet halvt af hende, hun lå med den ene brune arm under nakken, og i den stilling var brystet ikke for stort. Aase så igen ned på sit eget lille hvide bryst, og hun hørte Ibens dybe, ru stemme: herregud, de er da meget søde, og hun tænkte på, om hun mon mente det, eller det bare var for at trøste. Hun så hen på den rolige skikkelse, der syntes at hvile så helt i sig selv, at alt andet måtte svinde hen i ensomhed udenfor den usynlige cirkel, der lå om hendes væsen. Og hun følte det, som om noget i hende fortonede sig og blev borte for hende, så hun næsten ikke mærkede kulden og trangen til søvn eller noget legemligt krav overhovedet. Kun et sug om hjertet, en tomhed og en længsel.

Langsomt puttede hun sig ned under tæppet og lå og lyttede længe til nattens og husets lyde, før hun faldt i søvn.

I de varme dage vaskede de sig over det hele om morgenen ude ved vandposten i markskellet. Ibens krop var brun og stærk. Hun var lidt højere end Aase og havde brede skuldre. Anklerne var lidt for tykke. Aase hvinede, når hun hældte det kolde vand over hende, og hendes hud trak sig frysende sammen og blev nubret og blå. Men Iben tog roligt mod strålen, når det blev hendes tur, og hun lod solen tørre sine glatte, blanke lemmer, strakt ud i græsset som en korsfæstet.

– Du minder om en ko, sagde Aase, en stor, god, rolig ko, der står og gumler på en mark og vender det hvide ud af øjnene, når man går forbi.

Iben lo: – Jeg ville ikke ha spor imod at være en ko, sagde hun.

Hun var lidt doven, og de havde indrettet sig efter det, med en rimelig arbejdsdeling, der havde lidt overbalance mod Aases side. Hun led nu engang af den tvangstanke, at man nødvendigvis må bestille noget for at have ret til at eksistere. Det var noget, hun havde hjemmefra. Hun havde dårlig samvittighed for hvert minut på dagen hun drev bort. Men for Iben var ingen beskæftigelse nødvendig. Tavs og godmodig og ligevægtig gik hun omkring i huset eller lå timevis på et tæppe i græsset på skråningen, med lukkede øjne, som var hun selv et græsstrå eller en sovende bille i solen. Det var, som om hun ventede på noget i stor tålmodighed, som om disse tre måneder af hendes liv var noget, der alligevel skulle skæres ud af det, en ventetid, som når man er gravid eller rekonvalescent. Der stod en gåde om hende, som mørket der hang mellem granernes grene. Aase blev ensom af det. Vi søger mennesker, når vi har brug for dem, eller når de har brug for os. Men Iben syntes ikke at have brug for noget menneske, og ingen kunne råbe hende op.

Kornet blev gult og stod og svajede i blæsten, tungt af modne kerner. Ganske tidligt om morgenen vågnede pigerne ved gøgens kuk–kuk om huset, snart nær, snart fjern, som om den morede sig med at drille dem. Tilsidst tumlede en af dem ud af sengen, svimmel af søvn, og slog den øverste halvdel af døren op og lænede sig ud og klappede i hænderne for at kyse den bort. En timestid efter klippede selvbinderen langt ude på marken, og solen løftede sin gule pande op over granskoven og fik Aase til at vende sig i søvne og fortrække ansigtet i dunkel lede ved at vågne – mens Iben bare slog øjnene op og strakte sig velbehageligt. De brune, klare øjne søgte Aases: gir du kaffe på sengen i dag? Og når Aase sagde ja, gled hun ned under tæppet igen med et vellystigt suk: åh, du er en engel.

Engang imellem kom der brev fra Herbert: nyd det nu rigtigt, min pige, og hvil dig godt. Hils Iben.

De havde været der næsten tre måneder, og kornet stod i fine, gennemsigtige stakke med regelmæssige mellemrum. Aase var igen i islandsk sweater og lange bukser, som da de kom, og Iben lånte hendes ekstra trøje over sin grove nederdel. Det var længe siden, de havde hældt koldt vand over hinanden om morgenen, og Ibens solbrændte hud begyndte at blegne i små fregner om næsen. Hun så lidt melankolsk ud: "Nu er det bal snart forbi", sagde hun.

,Ja", sagde Aase og følte det, som om det var livet, der snart var forbi. De ord, hun havde hvisket den fjerne, underlige nat var borte ligesom kornet og gøgen og solen. Men deres skygge suste i hende som en efterårsstorm af sorg. Nu skulle hun tilbage til Herbert, alting ville blive som før.

Men alt er dog aldrig som før. Små skred i sindet gør det umuligt nu, som før var det eneste rigtige. Men man kan ikke tage et andet menneskes skæbne i sin hånd – man skal være en Gud eller en Djævel for at gribe ind og ændre bestående ting. Aase var ingen af delene. Hun vidste, at hun snart skulle vågne en morgen og se Herberts tunge, fugtige ansigt ved sin side, mens det grå dagskær piblede ind og rørte ved alt i værelset med klamme, skimlede hænder. Og inde i hende ville en sommer stå og falme med blege konturer om et lille ansigt i sort og hvidt.

Hun forkælede Iben lidt mere på det sidste, og Iben lod det roligt ske. Det var, som om hun var langt borte og næppe engang lagde mærke til det, når der var vasket op efter middag og støvet af og fejet gulv og lagt til rette i komfuret. Ikke at hun tog det som en selvfølge, det var hende bare ligegyldigt, om det blev gjort eller ej.

Aase vidste godt, at hun havde orlov uden løn, og at hun sikkert ikke havde så farlig mange penge igen, hvis hun overhovedet havde nogle. Det var ikke sikkert, Iben skænkede det en tanke, hun havde jo sådan set heller ikke brug for penge her, men Aase pinte det. Siden hun blev gift med Herbert og pludselig fik "sit på det tørre", havde hun altid haft en uklar fornemmelse af skyld overfor alle, der var dårligere stillet end hun. Og dog havde hun ikke giftet sig for at få økonomisk tryghed. Skulde hun bebrejde sig noget, var det snarere det, at hun havde snobbet lidt for Herbert. Han var den store og anerkendte kunstner. Og modsætningen mellem hans autoritet og hans legemlige svaghed havde gjort, at hun dog ikke – dengang – følte sig sat i skyggen af ham. Da troede hun endnu på sig selv, fordi han gjorde det (men havde han nogensinde gjort det?). Dagene gik; han var så træt og havde evigt for meget at bestille. Han spurgte aldrig, og hun ville ikke plage ham. Men i hendes uselvstændige sind hændte det af og til, en tvivl dukkede op. Havde hun ikke taget frygteligt fejl, og gled der ikke hver nat noget kosteligt forbi dér udenfor de mørklagte ruder, mens man– den sov tungt og uroligt, mumlende hen for sig, som gav end ikke søvnen ham ro for bestillinger og møder og tykke breve med noveller, der skulle illustreres.

Kun een gang – en eneste gang – tog han en lille skitse i hånden, hun havde lagt fra sig ved telefonen, noget med et par træer og et stakit, og holdt dem ud fra sig med et kritisk blik i de dybtliggende grå øjne: den er sgu ikke så dårlig, Aase, du kan jo godt, når du vil.

Men det var allerede for sent. Hendes tanker var vendt mod barnet, der rørte sig blidt i hende, som en fisk, der smutter i vandet.

Men heller ikke det blev der noget af. Da den tomme lille vugge blev fjernet fra enestuen på klinikken, var det som havde der bare levet en drøm i hende, der var gledet bort i stor smerte og aldrig skulle blive til for noget andet menneske. Der var ikke engang en rigtig sorg, bare en blid undren og en urolig følelse af ikke at være de ting voksen, en kvinde kan komme ud for i tilværelsen.

Og Herbert var sød og kærlig og træt og sad igen på sengekanten om aftenen og viklede meter på meter af snehvid gaze om sine stakkels hullede ben og talte om, at de måtte forsøge igen, og at det nok skulle gå bedre næste gang – og aldrig fik hun taget sig sammen til at spørge en læge, om sukkersyge var arvelig.

En aften sagde Iben: "Men du må da have elsket Herbert engang, ikke?"

Det spørgsmål satte en susende vindmølle af tanker igang i hende. Svandt alle problemer hen, når man elskede hinanden? Og var det derfor anderledes dengang? Hun havde så svært ved at sætte sig ind i en tilstand og en sindsstemning, der var overstået. Hun kendte det kun med sin hukommelse. Sanserne selv var uden erindring. Hun huskede, hun var blevet helt svimmel af betagelse, bare han så på hende, og at hun havde grædt første gang, hun så hans ben. Hun havde også været hemmeligt glad over hans svaghed, fordi hun tænkte, der så var større chancer for at hun fik lov til at beholde ham. I den første tid, de var gift, listede hun lydløst omkring ham og passede på ikke at forstyrre ham, når han sad ved sit arbejde, og hun så det store ansigt blive tungt og alvorligt som et øde landskab. Men til sidst arbejdede han både dag og nat og lavede plakater og annoncetegninger til knækbrød og tandpasta og tuberkulosens bekæmpelse, samtidig med at han illustrerede franske klassikere, så hele huset flød med skitser af damer med parasoller og tornyrer og hestedrosker i regnvejr og kys under kuplede kirketårne. Og det vidunderlige, inspirerede udtryk i hans ansigt blev til tung, bleg træthed alle dagens timer, og en søvn så dyb som døden i den brede dobbeltseng. Og jo svagere hans legeme blev, des mindre undte han sig hvile. Arbejde og selskaber, whisky og kunstnersold. Han lagde sig ud og kunne ikke holde sig fra forbudte ting og blev syg og tog for meget insulin og fik krampe, så hendes rystende fingre dårligt kunne ramme telefonskiven, når hun ringede efter lægen. Pressefolk kom og gik, og hun vidste aldrig, når han kom hjem med et par venner til middag, og turde sjældent disponere over sin dag. Men han var sød imod hende – måske lidt distræt, lidt træt, men aldrig et uvenligt ord eller en irriteret bevægelse. Der var bare noget, der smuldrede bort i hende sammen med den dunkle nimåneders drøm, eller måske lidt før eller lidt efter.

En tyngde lagde sig over hendes tilværelse. Hun begyndte at få kvalme ved insulinlugten, og undertiden lukkede hun sig inde i atelieret eller i barneværelset, der stod fuldt monteret endnu, og tog sine ungpigetegninger frem og så på dem med det vemod, hvormed man betragter fotografier af sig selv som barn. Hun vidste, at hun ikke kunne tegne mere, og jo mere de tre fingre på højre hånd længtes efter at gribe om blyanten, des heftigere blev hendes uvilje og angst. Hun blev nervøs og irritabel.

Herbert lagde endelig mærke til det og foreslog hende venligt at leje et hus for sommeren.

Men hun turde ikke bo alene.

Stakkene blev bjerget heldigt ind uden regn, og den ribbede mark så sørgelig ud som et forladt sommerhus i oktober.

"Du kan jo i grunden godt blive her lidt endnu," sagde Iben.

Men Aase rystede trist på hodet: "Her er så koldt nu, og desuden har jeg skrevet til Herbert, at jeg kommer."

En dag kom postbudet hoppende ned ad skrænten og havde brev til Iben. De var ved at spise frokost, og hun lagde det ved siden af tallerkenen og læste det, mens Aase nysgerrigt betragtede hende. Da hun var færdig, foldede hun det roligt sammen og stak det ned i lommen på sin snavsede blå overall, uden at det var til at se på hendes ansigt, hvad indtryk, brevet havde gjort på hende, eller om det overhovedet havde gjort noget indtryk. Hun fik ellers aldrig brev, højst et postkort fra en eller anden inde på bladet. Over det her brev var der noget usædvanligt, og det var ligesom selv postbudet vidste det, for han så langt og nysgerrigt efter det, da han rakte hende det, som om han nødig gav det fra sig. Når Aase fik brev fra Herbert, plejede hun at læse de morsomme ting højt, dels for at have én at le sammen med, og dels fordi hun altid havde fundet det rimeligt, at hendes omgivelser havde en vis kontrol med, hvad der hændte hende.

De spiste videre og snakkede om den tåbelige post, der altid pralede af sit nære kendskab til egnens honoratiores og aldrig forsømte nogen lejlighed til at komme med forblommede hentydninger til sin andel i frihedsbevægelsen. På gården sagde de, han var en stor løgnhals.

Så bar de tingene ud, og Aase rystede op i komfuret og rensede ud og tænkte hele tiden på brevet i Ibens lomme. Var det fra hendes ven? Kunne man elske et menneske og dog falde til ro tre måneder i et sommerhus? Det var mærkeligt, men man kunne dårligt forestille sig Iben se forelsket på en mand og læne sit hoved mod hans skulder eller kysse ham. De kønne, fornuftige øjne kunne bestemt ikke sløres af ømhed for nogen, og munden, der havde så svært ved at smile, måtte have ligeså svært ved at åbne sig i hengivelse.

Aase vaskede op, mens Iben tørrede. Brevet raslede lidt i lommen, når hun rakte sig for at sætte tallerkener på plads. Aase skulle lige til at sige: tænk, nu har vi været alene sammen her i tre måneder, men rettede det uden at vide hvorfor til: "Nu har vi ikke set andre mandfolk end posten i tre måneder."

Iben fik et lille venligt–humoristisk drag om de smalle læber: "Du glemmer bondemanden," sagde hun, "der er lige en til hver."

Aase mærkede, at hun var i godt humør over det brev, og følte et sug i brystet. Hun tænkte umotiveret: nu har vi givet hende gratis ophold hele sommeren.

Hun slog vandet ud af den åbne dør og tog kosten og begyndte at feje. Da Iben ville gå forbi hende, rettede hun sig og strøg med underarmen håret væk fra ansigtet: "Vi har hverken sukker eller mel mere," sagde hun.

Iben hev en tændstikæske op af lommen: "Vi klunser," sagde hun og begyndte at pille tændstikker ud.

En pludselig vrede greb Aase – en lyst til at forstyrre roen i det brune blik, som når man kaster sten i en skovsø.

"Nu har jeg kørt til købmanden hver eneste gang, siden vi kom," råbte hun ophidset, "og såsnart det trækker op til at blive din tur, så skal vi klunse. Du er så doven, at du ikke gider klø dig."

Hun fik tårer i øjnene, og Iben stod helt målløs og stirrede på hende. Så trak hun på skulderen og smed tændstikæsken i vejret og greb den igen og stak den i lommen.

"Tag det roligt," sagde hun og begyndte at knappe sin overall op, "hvor bor den købmand?"

Gråden steg og steg i Aase og gjorde hendes stemme tyk, men den uforståelige vrede var der endnu.

"Forbi gården og til højre opad vejen," sagde hun kort og gav sig til at feje Iben om fødderne, "og så må du hellere spørge dig for igen."

"Javel," sagde Iben og begyndte at fløjte vejen til Mandalay, mens hun gik ind i stuen og hev i sin sorte regnfrakke. Så kom hun tilbage, stadig fløjtende, og stod i køkkendøren med begge hænder i lommerne: "Hvad skal jeg købe?" spurgte hun.

"Nu skal jeg skrive en seddel."

Aase kiggede ind i spisekammeret og skrev op, hvad der manglede. Så rakte hun Iben sedlen uden at se på hende. Hånden rystede lidt.

Iben vendte sig halvt om som for at gå, men standsede og pillede lidt maling af dørkarmen: "Hvis jeg var dig, ville jeg alligevel blive her lidt længere," sagde hun tøvende, "du kunne jo få et par mennesker herud og holde sold eller sådan noget, så ville her ikke være så kedeligt."

Aase svarede ikke.

Hun så efter Iben, da hun trak cyklen op ad skrænten med enden bagud og de sorte frakkeskøder klaprende i blæsten.

Aase vendte sig om og tog hænderne op til de brændende kinder. Alting var hende så fjernt, som hørte det allerede erindringen til. Hun vidste ikke, hvad der skete med hende, eller hvorfor hun måtte handle, som hun gjorde. Med tunge skridt bevægede hun sig hen til Ibens overall, der hang på et søm bag døren, og tog ned i lommen efter det knitrende brev. Hun trak vejret hurtigt. Det gav et sæt i hende, da hun troede at høre en lyd udefra, og hun stod et øjeblik stiv og skrækslagen og knugede brevet i hånden uden at sanse at lægge det tilbage i lommen. Så gik hun ind i kammeret, hvor de sov, og satte sig på sin opslåede feltseng og læste de maskinskrevne ord, med tunge, uklare øjne og en bankende åre i hver tinding: Elskede lille Iben –

Hun tænkte: nogle dage endnu er alt som før. Endnu nogle aftener skal jeg se hende falde i søvn, endnu nogle morgener skal jeg gi hende kaffe på sengen og se hende sidde tynd og brun i den stribede mandepyjamas og med det sorte glatte hår ned i panden, gumlende roligt som en ko, med det klare, uudgrundelige blik vendt mod en ny dag.

Men angsten, der stod bag den sidste dag og brændte, fik hendes tanker til at bevæge sig langsomt og i ring, og undertiden glemte hun brevets indhold og huskede bare den Iben, det havde fremmanet for hende: en elskende, lattermild pige, der gemte sig, guderne måtte vide hvor, i det væsen, der lå i dvale her. En eller anden elskede hende. En gik omkring et sted derinde i byen og havde krav på hende og tænkte på hende og ventede utålmodigt på, at hun skulle komme tilbage.

Også hende var der én, der ventede på. Tungt huggede det knirkende ur fliser af tiden og gjorde muren, der skilte hende fra Herbert, tyndere og tyndere.

Tanken om ham var pludselig uvirkelig og fjern, og hendes ægteskab bare en tilstand, som det rullende tog engang skulle køre hende ind i igen, som det havde kørt hende ud af det, da markerne endnu var grønne og aftenerne kølige, men ikke så klare som nu.

De gik tidligt i seng og undgik hinandens øjne, mens de klædte sig af. Aase gabede højt og ventede spændt og urolig på et ord fra Iben. Den dybe stemme traf hende som en kulde i hjertet: "Skulle vi ikke ta og rejse hjem i morgen?"

"Det kan vi godt," hørte hun sig selv svare med tør stemme.

Iben rømmede sig og sagde alvorligt, med lidt usikker røst: "Det er ikke, fordi det kommer mig ved, men har du aldrig tænkt på at lade dig skille fra Herbert?"

Hendes tanker stivnede, og hun lå lidt og lyttede til sit eget hjerteslag, der syntes at være den eneste lyd i værelset.

Så sagde hun: "Der er jo ikke noget sådan i vejen mellem os – han er så sød imod mig."

Men det var ligesom ordene ingenting betød, og som om de begge to talte om noget helt andet.

Iben svarede ikke, og et helt utroligt indfald blussede pludselig op i Aase – en anelse, en tvivl.

Hun løftede sig op på albuen og så over på Iben, der lå ubevægelig på ryggen med de foldede hænder under nakken og stirrede op i bjælkeloftet med et underlig strengt træk om munden.

Og så sikkert, som kom sandheden ikke udefra, men blev til i hende selv, vidste hun det altsammen og samlede det som et puslespil, hvis stumper flagrede rundt i det stumme, lyse mørke: Ibens uvilje ved at tale om Herbert – Herberts fraværende venlighed – hans iver for, at hun skulle rejse bort – brevet uden underskrift, måden at skrive på.

Hun lukkede øjnene og følte langsomt et lys blive tændt et sted i verden, alene for hende.

Hun så igen over på den stille, alvorlige skikkelse og sagde sagte og blødt: "Godnat, Iben."

Det gav et lille spjæt i Iben, som når man er lige ved at falde i søvn.

"Godnat du," sagde hun og så over på Aase. De så lidt på hinanden uden at sige noget. Så smilede Aase, og Iben smilede usikkert igen, og hendes ansigt fik et ungt og barnligt udtryk i det svindende lys. Aase havde lyst til at forklare hende noget, men så vendte Iben sig om på den anden side og skød ryggen lidt bagud, som hun altid gjorde, når hun skulle til at sove, og Aase glemte, hvad hun ville have sagt og lå bare og så ud i stuen med klare, forbavsede øjne.

Hun så Herbert for sig, med det tunge, trætte, altid svedperlende ansigt, og en umådelig glæde tog hende med sig på sin vej gennem verden. Hun så billedet af sig selv som gravid, og hun opfattede alt i det store soveværelse derinde i byen på en ny, klar, overraskende måde. Hun vidste, at hun kunne tegne det altsammen nu, og hun følte med ét en heftig trang til at springe op og tegne en skitse af Iben, som hun lå dér, borte i søvnen og uimodtagelig for det vældige, der fyldte verden nu. Men det var dejligt ikke at gøre det, nu hun vidste, hun kunne. Bare det at ligge og vide det var noget usigelig godt. Hendes hoved løb myldrende fuldt af planer. Hvor var det godt altsammen, hvor hun holdt af alle mennesker, af deres ansigter. Og i morgen ville toget føre hende ud i friheden, ud i det blå, og ikke et menneske lod hun bag sig. Bølgerne ville slå sammen igen efter hende, som havde hendes lille skib aldrig bragt forstyrrelse i deres rolige vuggen. Hendes øjne blev blanke, mens hun betragtede Iben, der havde vendt sig igen og muligvis slet ikke sov. Hendes ansigt var ikke længere uudgrundeligt. Det var ikke svært at skilles fra hende. Livet var mangfoldigt, og ingen nat skulle mere glide forbi hendes ruder med hundrede aldrig tilbagevendende muligheder.

Hun gled ud af sengen og slog døren op ud mod den blæsende, nøgne mark. En bølge af god ensomhed gled ind om hende. Hun fandt sig selv i det høje, kolde rum. Manden var borte og fjern, og Iben var bare en ung pige, der sov, og i morgen skulle de alle være lykkelige.

En novelle af Tove Ditlevsen (1917-1976) fra novellesamlingen Dommeren, 1948.

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt