Sara kom og besøgte mig.

Jeg var ikke farlig længere. Alle kunne komme på besøg. Vi sad ved et lille bord over for hinanden ude på gangen. Jeg var glad for at se Sara.

“Så bliver du rask?” sagde Sara.

“Det gør jeg,” sagde jeg og tænkte, at det havde jeg jo været hele tiden, stort set rask og sund siden min mor fødte mig.

“Rask,” gentog jeg, “rask og sund.”

Og lidt efter: “Så du Anne?”

Jeg ved da godt, at hun ikke så Anne, at Sara ikke har set Anne henne i skolen. Det er der ingen, der har. Hun ligger i kisten nede i jorden. Der var penge nok til en kiste, masser af penge. Annes stol er tom.

Sara fortsætter med at åbne tasken. Hun drejer hovedet for bedre at kunne se ned i tasken, så løfter hun et stort hjerte op, lyserødt. Jeg kender det godt. Det er det fra vindueskarmen, men ikke helt det samme: Nu har det, ud over hjulene, fået et par hvide vinger. Ikke rosa, hvide, parate til at flyve!

Det blinker, det lyser!

“Fordi,” siger Sara, “jeg har sat en pære og et batteri indeni.”

Jeg løfter anerkendende det ene og bagefter det andet øjenbryn. Det er dygtig lavet og fint fundet på.

“Det er til dig,” siger Sara. Hun rækker mig hjertet. Jeg tager det. Jeg græder. Det drypper på hjertet, men det fortsætter med at lyse. Og gør de? Ja, det gør de: Vingerne bevæger sig. De vil flyve mig op.

Sara rejser sig og går over og sætter sig ved siden af mig. Hun tager min hånd og klemmer den lige så stille. Hun slipper, klemmer igen, og sådan bliver vi siddende.

Sidste kapitel af Louis Jensens bog 2 kroner og 25 øre, Gyldendal, 2010.