Da det ringede på døren midt på formiddagen - en onsdag, det småregnede udenfor, han hørte radio og var lige gået i gang med at læse - følte han sig i den grad afbrudt i noget vigtigt. Det ringede igen. Han rejste sig irriteret, rev døren op, og en kvinde trængte sig ind i hans lejlighed. Hun skubbede ham til side med stor kraft og før han nåede at fatte hvad der fore­gik, var hun inde i stuen, hvor hun forpustet satte sig på kanten af sofaen og begyndte at græde højt og oprørt. Han havde aldrig set hende før. Hun så ud til at være fra Thailand eller måske Filippinerne. Først talte han pænt til hende, spurgte hvad hun dog ville her, hvad der var i vejen. Da hun ikke reagerede, tog han forsigtigt fat i hendes skuldre og forsøgte at trække hende op. Hun stak ham en på hovedet, råbte noget uforståeligt og hylede som i stor smerte.

Han trådte chokeret tilbage. Og tog så igen fat, nu i hendes arm; hårdere, mere vred end chokeret nu; hun gispede, da han trak til. Hun bed ham i tom­melfingeren. Han fik fat i hendes hår og trak hende ned på gulvet. Hun slog og sparkede vildt om sig, han lagde sig over hende, hun forsøgte at stikke fing­rene ind i hans øjne. Hun ramte ham i skridtet med knæet. Han krummede uvilkårligt sammen og slap hendes hår, og hun benyttede chancen til at sætte sig tilbage i sofaen, hvor hun igen brød ud i gråd, nu mere klagende og pibende. Han gik ud i køkkenet. Nede i gården var viceværten i gang med at feje.

Hans kønne, rødhårede underbo kom op fra vaskekælde­ren og smed en bulet pose i skraldespanden. Han lukkede vinduet. Det snurrede i hans fingerspidser. Der var blevet stille inde i stuen. Han stillede sig i døren og betragtede hende. Han kunne mærke sin puls i tindingen, og det føltes som om alt svulmede op inden i ham. Hun havde hverken strømper eller sko på. Hun var sunket sammen og havde lukket øjnene. Han troede at hun sov og nærmede sig forsig­tigt for at få hende ud. Men i det samme for hun op og pegede ud ad vinduet. Han fulgte hendes blik. En tyk lys kvinde stod og gloede op og ned ad gaden, før hun tog trappen ned i kælderen og smækkede døren i. Kvinden så forvildet på ham. Bad woman! råbte hun og trommede på vinduet med pegefingeren. Han sukkede dybt for at tøjle sin pludselige trang til at tage fat om hendes hals og trykke til. Så kastede hun sig om halsen på ham. Hun lugtede af billig parfume og sved. Han lukkede næsen og forsøgte at støde hende fra sig. Men hun holdt godt fast. Please help, hviskede hun, please help, big problem. Han blev slap, nærmest sløv. Hun lod et øjeblik sit hoved hvi­le på hans bryst. Hun satte sig. Hendes underkæbe faldt ned. Tænderne så ud til at være blevet kylet ind i munden på hende. Hendes fødder var ualmindeligt små. Hun krummede tæerne sammen, som om hun ville løfte en blyant op fra gulvet. I go home, sagde hun så og stirrede ham ind i øjnene. Ja, sva­rede han og faldt tungt ned i den anden ende af so­faen, skrid med dig. Men hun blev siddende. Go home, sagde han og nikkede mod døren. Hun lagde sig ned. Han kunne høre hendes åndedrag. Hendes skinneben strejfede hans. En tung lastbil kørte forbi nede på gaden og fik vinduerne til at klirre en lille smule. Han kom i tvivl; måske var det en bus.

Han gik tilbage til sine bøger. Han slukkede for ra­dioen. Han så på sine noter. Han rejste sig igen og drak et glas vand. Hovedpine. Hans øjne ville lukke sig, han følte sig dødeligt træt. Han så over mod so­faen, men dér lå hun ubevægelig på siden og sov. Han gik ind på soveværelset, som var stille og køligt. Han lagde sig i sengen. Men han kunne ikke finde ro. En tid efter lagde han sig ned på det hårde trægulv. Da han vågnede, kunne han høre skramlen fra køkkenet. Han var stiv i ryggen. Kvinden var gået i gang med at vaske op. Noget vand kogte i en gryde. Hun smilede stort til ham. Han så, at hun både havde vasket gulvet og hængt rene viskestykker op. Very nice, sagde hun og nikkede og smilede igen. Han rystede opgivende på hovedet. Så samlede han sig, tog resolut fat i hende og forsøgte at skubbe hende ud i gangen. Hun sagde ikke noget, men det var næsten umuligt at rokke hende.

Han kunne ikke begribe det, hun var så lille, han lagde alle kræfter i og alligevel var der denne ufattelige modstand i hende; han prustede og stønnede. Da han omsider fik åbnet hoveddøren, klamrede hun sig til dørkarmen, og da han kæmpede for at vriste hendes hænder løs, kom hans overbo, en ordentlig kleppert, ned ad trappen, og så begyndte hun at hyle op. Han så ingen anden udvej end at hive hende ind igen og lukke døren. Hun gik lige tilbage til køkkenet og fort­satte med at vaske op. Han stillede sig ved vinduet. Hans mave føltes som et stort, sitrende hul. En bred, skaldet mand kom op fra kælderen i huset overfor. Han ragede sig i skridtet og låste sin cykel op.

Hullet i maven føltes nu som sult. Han tog sin jakke og gik ned for at købe ind. Da han kom tilbage, slog hun hænderne sammen, hvinede og klappede begej­stret; hun tog alle varerne ud af posen og gik i gang med at lave mad.

Senere på aftenen gik han ned og hentede en ordent­lig klump. Han satte sig på en bænk og røg. Han overvejede, hvad han skulle sige, hvis han ringede til politiet. Han tænkte på, om han kunne få nogen til at hjælpe sig med at smide hende ud. Tankerne sivede ligesom væk, bedst som de opstod. En and svømme­de rundt midt ude på søen. Det var holdt op med at regne, og den stjerneklare himmel var blågrøn og lys.

Da han kom hjem, lå hun på sofaen og så fjernsyn. Hun så ikke engang op, da han kom ind i stuen og han sagde ikke et ord. Han lukkede døren bag sig i soveværelset, smed sig på sengen og faldt omgående i en dyb søvn.

Næste morgen havde han glemt alt om hende. Gardinet blafrede en lille smule. Han havde drømt om den rødhårede, at han pillede ved hendes ører, og han følte sig veltilpas og afslappet. Han gik ind i stuen for at finde sine cigaretter. Der stod hun, med det ene ben slængt op på en stol. Hun var ved at smøre sin krop ind i hans fugtighedscreme og et af hans håndklæder, der tydeligvis var vådt, lå på en stol. Good morning, sir, sagde hun med et kæmpe smil. Hun var tyk om maven og havde korte ben. Et langt ar snoede sig fra hendes venusbjerg og op forbi navlen. Han gik ud på badeværelset for at bør­ste tænder. Tandbørsten var våd. Han nøjedes med at skylle munden. Da han ville lave kaffe, brændte han sig på kanden. Den var fuld. Hun kom rendende med en våd klud til hans ømme hånd og skænkede op for ham. Hun havde også kogt ris og bakset noget æggeagtigt sammen, lugten gav ham kvalme. Hendes appetit fejlede til gengæld ikke noget. You buy good curry I make good food, sagde hun og puffede til ham. Så grinede hun højt. Han gik helt hen til hende. Listen, sagde han indtrængende, today you will go home. I don't want you here, do you understand? You have to go home. No, no, var det eneste hun sagde. Et glimt af et smil oplyste hendes øjne og for­svandt igen. No, no, no.

Det føltes, som om der kravlede myrer rundt i hans vener. Han havde svært ved at få vejret. Nede på ga­den var viceværten i gang med at feje.

Han krydsede gaden og forsøgte at kigge ind ad de tonede ruder i kælderen overfor. Der hang et skilt på døren. 'Lukket', stod der.

Han mødtes med nogle af de andre, for at sam­menligne noter, og som sædvanlig var han stille, kæ­derygende; en stor uro der paradoksalt nok fik ham til at sidde ubevægelig, låst i den samme stilling. Han skulle tisse, men rejste sig ikke. Claes passede ham op på vej hjem, da de var færdige. Han kunne høre ham sige noget, men det var først, da Claes tog fat i ham og så ham direkte ind i ansigtet, at han forstod hvad han sagde. Hvad sker der for dig, er du syg? sagde han. Er du syg? Men han kunne ikke få det sagt. Han kunne ikke stå og sige, at en fremmed kvinde var flyttet ind i hans lejlighed mod hans vilje. Det lød simpelthen for åndssvagt. Så han mumlede i stedet, at han havde siddet oppe og læst det meste af natten. Claes blev ved med at glo. Du er syg, sagde han og smilede.

Da han kom hjem, var hun i gang med at vaske hans tøj i køkkenvasken. Hun asede og masede. Og det tøj, hun allerede havde vredet op, hang rundt om­kring på møblerne og dryppede. Han så, at hun hav­de pudset alle vinduerne. Og hun havde taget et par af hans sokker på, som var alt for store. Han var så tæt på at løfte en stol op og smadre den for øjnene af hende.

Han købte karry. Hun lavede rimelig god mad. Han fik lært hende at bruge vaskemaskinen i kælderen. Han fik hende til at være stille, når han læste. Men han kunne alligevel ikke koncentrere sig. Han hen­tede et vattæppe på loftet, så hun havde noget at tage over sig om natten. Hun klippede sit hår med køk­kensaksen. En morgen så han, at hun barberede sin kusse med hans skraber. Og det var først, da Claes og Jakob til hans store overraskelse, for det havde de aldrig gjort før, kom uanmeldt og temmelig berusede forbi en fredag aften, for at høre om han ville med i byen, at det blev rigtig besværligt. Nu skal du kraftederne med ud og ha en bajer, din nørd! Hallo, kvidrede hun og vinkede med karkluden. Han greb sin jakke og gennede dem ud. Hun fulgte efter dem ud på opgangen og stod og kiggede med blanke, triste øjne. Så vendte hun pludselig om på hælen og trak døren til sig. De stirrede mystificeret på ham. Hvad sker der? Er du blevet forlovet?

Nede på den lokale, da de havde bestilt øl og havde fået sat sig ved et bord, sagde Jacob: Jeg vidste ikke at du var til fremmedfisse, og så spruttede Claes øl ud i hovedet på ham, og de lagde sig begge to ind over bordet og skreg af grin. Han grinede med. De bestilte flere øl. Et par piger satte sig hos dem. Han tænkte på sin rødhårede underbo. Den ene pige stemte sit lår mod hans under bordet. Da Claes og Jakob var blevet virkelig fulde, kom der alligevel et par sjofle anfald over dem. Men så blev han selv fuld. Hun kunne være min mor, hylede han, men jeg gider fandeme ikke patte på slappe fremmedpatter! De to piger stirrede rædselsslagne på ham. Han så sin hånd knytte sig og hamre ned i bordet, så glas og flasker væltede.

Hun lå og sov på sofaen, da han kom hjem. Han kunne se hendes ryg og det øverste af ballerne.

En sen eftermiddag var han ved at støde ind i den tykke lyse overfor, da hun kom trampende op fra kæl­deren. Hun hvæsede ad ham: Se dig for, knægt. Så tog hun fat i et par fulde indkøbsposer, som stod ved trappen, og forsvandt ned i dybet igen. Han bankede på. Han fortrød med det samme og var allerede på vej væk, da døren blev åbnet. En ung thaikvinde med en masse spænder i håret stod i døren. Come, come, sagde hun og viftede med den ene hånd. Han flyttede sig ikke. En anden kvinde kom til syne bag hende. De sagde noget til hinanden og begyndte at fnise. No afraid, come, come, sagde hende med spænderne.

Nu kunne han skimte den tykke lyse inde i mørket. Hun var ved at tage varer op af poserne. Da hun fik øje på ham, kom hun med det samme hen til døren. Hun skubbede de andre til side. Ska du ha noget, eller ska du ikke ha noget? Han rystede på hovedet og skyndte sig væk. Du må lære at bestemme dig, råbte hun efter ham. Da var han allerede kommet et godt stykke ud på kørebanen. Vi kan ikke rende her og åbne døren i tide og utide! Han tog en tur rundt om blokken, før han gik hjem.

Han mødte vicevær­ten på trappen. Han grinede lummert. Nåh, sagde han, de er nok søde, pigerne, hva? Han lænede sig frem. Og dygtige. Nu var han helt tæt på hans øre med sin smasken: Og så får man dem for en slik. Han skubbede viceværten til side og væltede op ad trapperne. Viceværten råbte efter ham: Det er da ikke noget at skamme sig over!

Selv om han røg den ene joint efter den anden, kunne han ikke få ro på sig. Kvinden sad i køkke­net og lagde kabale. Hun havde taget hans badekåbe på.

Han besøgte sine forældre. Moren havde lavet ærte­suppe. De sad i spisestuen. Moren fortalte noget om hans kusine, der vistnok havde fået et barn. Faren rømmede sig flere gange. Gennem den åbne havedør fik han øje på sin gamle gynge, der næsten umær­keligt bevægede sig frem og tilbage i blommetræet.

Han sagde ikke noget om kvinden derhjemme. Så kom katten ind i stuen og gned sig op ad hans ben. Forældrene så tavse på ham, som om de forventede et eller andet af ham, men han kunne ikke regne ud hvad det kunne være. Katten spandt velbehageligt, og på en eller anden måde virkede det pinligt; dyrets åbenlyse nydelse, det gyldne sollys, der ramte dens pels. Derhjemme sad kvinden i vindueskarmen og stirrede ned på gaden. Hendes ene ben svingede i luften. Køkkenet sejlede. Han beordrede hende hid­sigt ud for at gøre rent. Hun adlød med et suk. Han så pigen med spænderne stille et stykke kage på en paptallerken og et glas med en orange væske ud på fortovet. Hun lukkede øjnene og løftede ansigtet mod aftensolen. Det så ud, som om hun smilede, men han var ikke sikker. Han trak gardinet for og tog en joint fra skuffen i skrivebordet. Han lagde sig på sofaen og tændte for fjernsynet. Da hun var færdig i køkkenet, satte hun sig ved siden af ham og løftede hans hoved op i sit skød. Hun kærteg­nede hans hår med monotone bevægelser, og han lod hende gøre det.

Han mødte den rødhårede i bussen. Han forsøgte at gemme sig, men da de begge skulle af, fik hun allige­vel øje på ham og hilste, og da han lidt efter ventede for rødt lys, kom hun op på siden af ham, hilste igen, og da han følte sig presset til at se op, spurgte hun, om han havde fået en lejer; hun havde mødt kvinden i vaskekælderen. Han rystede på hovedet. Men hun blev ved: Det er måske din kæreste?

Nej.

Hvad så?

Det er min kusine.

Din kusine?

Min grandkusine.

Men hun taler da ikke dansk? Han tog en dyb indånding.

Min onkel og tante bor i Malaysia.

I Malaysia?

Ja.

Lyset skiftede, de begyndte at gå, han satte farten op, men hun halede ind på ham. Hun virker sød. Hvor længe bliver hun? Han strejfede hendes blik og opdagede, at hendes øjne var grå; han havde ellers altid forestillet sig, at de var brune. Ikke så længe, mumlede han. Så holdt hun op med at spørge, de gik i tavshed, hun sakkede efterhånden bagud. Han drejede om hjørnet, og da han passerede kældertrap­pen overfor, stod der fire paptallerkener med kager og slik på fortovet. Hun lagde åbenbart mærke til, at han sagtnede farten, for hun standsede op og sagde: Det er offergaver. De er vist buddhister, dem der.

Hvem? spurgte han, med et sært, stærkt ønske om, at hun skulle sige højt, hvad der foregik i kælde­ren. Pigerne, svarede hun, har du ikke lagt mærke til dem? Han rystede på hovedet, skråede over ga­den og låste døren op. Hun smuttede med ind. Høj musik rungede i opgangen, og som de bevægede sig op ad trapperne, blev det klart for ham, at det var fra hans lejlighed larmen kom. Hun fandt sine nøgler frem fra tasken. Så vendte hun sig pludselig mod ham og så ham ind i øjnene, mens hun et øjeblik lyttede intenst, og så kom det fortroligt, dæmpet, nyfigent: Er det din kusine, der hører musik? Han skyndte sig op til sig selv. Hun havde viklet hans uldne hals­tørklæde rundt om sine bryster og et håndklæde om livet. Hun dansede barfodet og vildt rundt i lejlighe­den. Musikken var øredøvende. Der lugtede kraftigt af sved. På bordet stod en tom romflaske. Hun hvi­nede, hujede, hoppede op og ned, trampede, skrå­lede, svingede armene rundt og rundt. Hendes øjne var røde. Han slukkede for musikken. Hun kastede sig op på hans ryg og slog på ham med små, slappe knytnæver, mens hun drukkent braldrede op. Music, music! Idiot! Stemmen sejlede op på højere ok­taver, nu på hendes eget sprog, som han ikke kunne identificere. Han greb fat om hende og bar hende ud på badeværelset. Hun gryntede og blev tung. Han satte hende fra sig i brusekabinen og tændte for det kolde vand. Hun forsøgte at komme på benene, men gled, hun forbandede ham og truede. Og det lød, som om hun slugte sine egne hyl, da vandet fossede ned over hende. Han gik og lukkede døren. En time efter var hun stadig ikke kommet ud; det viste sig, at hun lå og sov på flisegulvet. På ryggen og med let spredte ben. Hun snorkede. Han kunne se lige op i hendes røde, lysende køn.

Han sad og spiste pizza ved bordet i køkkenet, mens han ligesom i tanker betragtede, hvordan en stor mængde spildt kaffe havde gjort den sidste uges no­ter ulæselige. Men der var ingen tanker. Han løftede papirerne op og lod dem svæve ned på gulvet. Så kom hun luskende. Hun krøb ind under bordet, trak hans strømper af og gav sig til at massere hans fodså­ler. Hun tog hver enkelt tå ind i munden og suttede på dem. Han løftede blikket og stirrede frem for sig. Hun slap tæerne med sugende lyde og gav sig igen til at trykke og klemme. Da hun var færdig og kom ud og op at stå, smilede hun bredt til ham, stak en finger ind i sin kind, lagde hovedet på skrå og gik hen og satte vand over. Hun grinede pludselig for sig selv, som om hun var kommet i tanke om noget meget morsomt. Der var en vældig varme i hans fød­der og ben, han havde aldrig oplevet en så bræn­dende fornemmelse i sin krop før. Han trak skuf­fen ud og tændte en joint. Langsomt skubbede han skuffen ind igen med håndfladen, mens han sagde: If you're still here tomorrow morning I'll call the police. Hun kiggede udfordrende på ham med løftet hage. Hun sagde ikke en lyd. Hun blev ved med at betragte ham, mens han røg, hun stod helt stille med tekanden i den ene hånd, og en hvid sky af damp steg op fra kanden; pulsede ligesom i luften. Han gik ud på badeværelset og granskede sit ansigt i spejlet. Han så op i sin næse. Han lod hånden glide over sin hage. Så tog han en kop i køkkenet og gik. Hun sad på køkkenbordet og drak te. Hun havde stadig det våde håndklæde om livet.

Han bankede forsigtigt på døren hos underboen. To perler skinnede mat i hendes ører. Nu så hendes øjne blå ud. Han spurgte, om han kunne låne lidt sukker. Da hun forsvandt med koppen, trådte han et skridt ind i entreen, og derfra kunne han se at hun havde en masse grønne planter både i vindueskarmene og på gulvet. Han syntes, han hørte en fugl kvidre der­indefra; måske var det bare indbildning. Hils din kusine! Hun smilede. På vej ned ad trappen hældte han sukkeret ned i sin venstre jakkelomme.

Hun rejste ikke. Hun lå på sofaen og så fjernsyn hele dagen. Ingen af dem sagde noget. Han følte sig op­løftet. Om aftenen ringede han til Claes, der vist blev ubehageligt overrasket og ikke rigtig vidste hvad han skulle sige. Han inviterede Claes på en øl og sagde, at der var noget han ville tale med ham om. Claes nølede. Men han var ligeglad, han overtalte og insisterede, det var vigtigt, sagde han, og til sidst slog Claes så alligevel modvilligt til. Det var lunt ude; det her fine, grønne sommerlys blev ved med at hænge i luften til langt ud på aftenen. Han følte på sukkeret i lommen, lod det glide mellem fingrene, samlede det i sin knyttede hånd, åbnede den igen og suttede på sin finger, sukkeret smeltede på tungen. Claes virkede sky, utilpas ved det hele. De havde aldrig været alene før på den måde. Han fortalte Claes, at han havde store problemer med et par kvinder. De ville begge to have ham og opsøgte ham på alle tider af døgnet. De var tilsyneladende besatte af ham. Han vidste ikke sine levende råd. Han talte højt og sikkert. Claes gloede først vantro på ham. Så snappede han efter vejret og lænede sig forbløffet frem. Jamen. Jamen, vil du have dem? spurgte han, imponeret, næsten andægtigt.

Nej. Egentlig ikke.

Jamen, for helvede, er de lækre?

Det er de vel.

Claes smilede stort. Hans ansigt blødte op. Kun­ne jeg så ikke bare overtage dem? En varme, som mindede om den han havde følt, da hun masserede hans fødder, bredte sig i ham. Claes havde tydelig­vis ændret syn på ham, nu da han viste sig at være så ombejlet. Han mærkede den nye respekt, og det faldt ham let at være genstand for den: selv måden han tændte sin cigaret på, var anderledes nu, langt mere elegant og dreven - han lænede sig langt tilbage i stolen og løftede langsomt lighteren op, mens Claes fulgte bevægelsen med næsten forslugne øjne.

Han smed nøglerne på køkkenbordet og kiggede ind i stuen. Hun lå ikke på sofaen. Han tændte lyset og kiggede efter hende i soveværelset. Ikke i sengen, heller ikke under den og ikke under bordet i stuen. Han kiggede endda i det store skab i gangen. Men hun var væk. Han lagde sig nøgen på gulvet og faldt i søvn. Næste dag opdagede han, at der manglede nogle få hundrede kroner i skrivebordsskuffen, hvor han plejede at lægge sine hashpenge. Hans pas var også forsvundet. Tandbørsten, en stak cd'er. Han åb­nede køleskabet og fik øje på karrypastaen og et lille stykke indtørret ingefær. De næste dage følte han sig snydt og jaget, han måtte hele tiden hen til vinduet i stuen for at kigge, men hun dukkede ikke op. Paptallerkenerne så sørgelige ud på det snavsede fortov, disse offergaver som det åbenbart var meningen en guddom skulle finde mellem hundeekskrementer og væltede cykler.

Da hun havde været væk i en uge, røg han sig en morgen mere end almindeligt skæv og bankede på kælderdøren. Det var den tykke lyse der åbnede. Ja? sagde hun bare. Han strakte hals for at kigge hende over skulderen. Men han kunne ikke se noget bevæge sig derinde. Så blev hun åbenbart træt af at vente.

Hun knaldede døren i uden et ord.

En novelle af Naja Marie Aidt (f. 1963) fra novellesamlingen Bavian, 2006.