Når rullegardinerne blev trukket ned, blev der lagt låg på den æske, som stuen i forvejen var.

Min morfar sagde: "Vi skal vel heller ikke sidde for åben begravelse", og kom tungt på benene.

Der var fire vinduer i stuen. Som den, der anbringer metalhætten omkring flammens levende ansigt og kvæler det, trak han det ene voksfarvede rullegardin efter det andet ned over verden udenfor. Vindueskar­mene var fulde af blomster, som han stødte til.

"Pas nu på, Christian", råbte min mormor.

Den sidste strimmel mørke forsvandt med en sma­skende lyd, så var der kun os, i den oplyste æske. Han lå ned og talte om skibe, de udførligt beskrevne ruter gjorde hende ondt: "Jeg kan ikke tage al den snak i mit hoved".

Hun talte kun rigtig til mig. Så ville hun skrælle et æble i en strimmel, der voksede og dinglede i spira­ler fra hendes roterende hånd, for at gøre alting godt. Men stuen truede fra alle sider. Det eneste, jeg kunne håbe på, var torden, så ville gardinerne blive rullet op i skarpe smæld, så vi rigtig kunne se lynene og tælle sekunderne mellem lyn og brag. Vi ville vågne i kvist­værelset, tunge og forvirrede efter kun at have sovet lidt, ved at han åbnede døren ind til os, eller bragene ville allerede have vækket os, og hun ville sige: "Nu kommer han og henter os", for loftstrappen gav sig.

"Ja, ja, vi er vågne", sagde hun, når han trådte ind, fuldt påklædt, med frakke på, som om det var dag, og han kom udefra.

"Hvorfor beholder vi også det stråtag".

Lynet kunne slå ned i taget, og så ville vi brænde inde på loftet. Derfor gik vi nu på række ned ad den knirkende trappe, jeg i midten, så de kunne skærme mig. At træde ind i stuen om natten var som at møde en i uvant - dystert, men meget levende - tøj; møblerne syntes fortegnede, urigtige. Så trak han rullegardi­nerne op: verden var ikke til at se, men den var der, den buldrede. I askebægret lå æbleskrællen og hendes øreklips, margueritter kantet med guld, ting, der ikke ville have ligget der, hvis det var morgen. Jeg sad i en lænestol med dynen om mig, kun hvis det blev rigtigt slemt, ville hun række mig mit tøj, og jeg ville klæde mig på med ryggen til dem. Vi sad i mørke, det var farligt at tænde lys, elektriciteten i huset ville lokke elektriciteten udenfor ind, og så på lynene, flydende metal, der dryppede i siksak ned ad himlen og kastede chokerende glimt af lys i stuen, og lyn, der trak røde skær over himlen, som om de havde fået has på Gud, og Gud nu brændte. Hver gang et brag kom rullende langt væk fra og eksploderede inde i huset, kiggede vi på hinanden. Han lukkede øjnene og begyndte at tælle sekunderne, fra lynet flammede op, til braget fulgte.

"Er det helt galt, Kisse?", spurgte hun.

"Sscch", svarede han, og der fulgte et brag, som split­tede alt ad.

Hun viklede sig ud af sit tæppe og stillede sig midt på gulvet med ryggen til ham og trak natkjolen over hovedet, den var af kunststof og fik hendes hår til at knitre og rejse sig. Så kom benklæderne med de lidt for vide ben og chemisen til syne, et tyndt hvidt stof med et mønster af tusindvis af huller, der ikke var meget større end nålestik, den trak hun ned over busten, som de buttede overarme flere gange trykkede, berørte, skubbede til, idet hun foran på maven hægtede buste­holderen, drejede den en halv omgang og trak den på plads over busten; så stak hun armene gennem chemisens stropper. Når han havde sagt et tal, sagde jeg det efter ham. Hun satte sig på en stol og trak strømper på, der var mere kødfarvede end hendes ben, at bøje sig fik hende til at ånde tungt; til sidst var der kjolen.

"Det er lige oppe over", sagde han.

"Tager du dem, Kisse?"

Han nikkede og forsvandt ud af stuen. Hun rakte mig mit tøj og hentede vores frakker i gangen. Vi hørte ham rumstere inde i soveværelset, og jeg vidste, at han nu stod på en stol og ledte øverst i skabet. Han kom tilbage med skrinene og gav hende et. Vi sad alle tre rundt om bordet med frakker på, og på skødet havde de de små kister af træ med låse og nøgler, der sad i låsene. De rummede dokumenter, skødet på huset, dåbsattester, vielsesattest, forsikringspapirer og penge.

"En, to, tre, fire", talte vi, og lidt efter kun: "En, to, tre".

Så lød der et fugtigt drøn højt oppe, regnen - nej, det var hagl, jeg stod allerede ved vinduet, "ikke for tæt på", og et øjeblik efter ramte ruden karmen i store klir­rende stykker, og en urtepotte faldt på gulvet; huset og græsplænen blev beskudt med hvide kugler, små æg ramte ruderne. Haglenes pisken og tordenbragene var trukket oven på hinanden som lag af tøj, haglene underst og bragene yderst. Bragene gav lyd som tøj, der flænses. Vi rykkede tilbage i rummet, væk fra ruderne, med skrinene.

En novelle af Christina Hesselholdt (f. 1962) fra tekstsamlingen Hovedstolen, 3. udg. 2009 (1998).