- En brun, en blå, en gul, en rød.

- Er du med?

- En brun, en blå, en gul, en rød.

- Sådan, er du med? De skal ligge lige over hinanden. Hjørnerne skal flugte, det er vigtigt. Lige over hinanden, hele vejen ned.

Jeg gentog for en sikkerheds skyld i tankerne for mig selv:

- En brun, en blå, en gul, en rød.

- Er du med?

- Ja, det er i orden, svarede jeg.

- Nu kan du jo starte med det, sagde han, ligesom for at komme ind i det og lære firmaets gang at kende.

- Helt i orden, svarede jeg.

En times tid efter kom driftsingeniøren.

- Nå, hvordan går det, spurgte han. Elsøe har vel hjulpet Dem til rette?

- Det går fint, svarede jeg.

Og det var sandt. Jeg var ved at lure systemet.

- Ja, nu kan De jo starte med det, sagde han.

Jeg fik at vide senere, at det var noget af et tilfælde, at underdirektøren netop havde stoppet op ved mig, som ny mand, allerede den første dag:

- Nå, De ser ud til at være faldet godt til, sagde han venligt.

Ja, det går fint, svarede jeg. Det var ikke mange fejl jeg havde gjort i dagens løb.

Pfft, sagde fløjten, og vi fik ordentlig fart på hjem.

- Nå, hvordan gik det, spurgte min far.

- Jeg er faldet godt til, svarede jeg.

Allerede to dage efter blev rækkefølgen ændret:

En gul, en rød, en blå, en brun.

- Du skal bare tage den med ro i begyndelsen, sagde min sidemand. De skifter om på det en gang imellem, men du skal ikke blive konfus eller lade dig slå ud af det. Bare sætte tempoet lidt ned i starten.

Jeg kan ikke sige andet, end at det forvirrede mig lige straks. Jeg havde ligesom fundet frem til en rytme i det gamle:

- En brun, en blå, en gul, en rød. - Jeg havde lavet mig en melodi at synge det på, medens jeg gjorde det.

Det nye forvirrede, fordi man så dårligt kunne nynne med. Derfor gjorde jeg flere dumme og meningsløse småfejl den første dag med det nye. Men man kan jo vænne sig til alt.

Leo, min kammerat fra lige overfor hjemme, blev ansat et par måneder senere. Og da var det min tur til at sætte ham ind i arbejdet!

Det viste sig nu slet ikke at være det samme som det, jeg lavede. Han skulle stå et par meter længere nede. På en måde var han heldigere end jeg. Der var ikke noget at sige til, at han straks var med på at bruge den samme fidus, som jeg selv betjente mig af. Jeg havde givet ham et praj, men den var oplagt her:

- En lang, en kort, en lang - og trække i en stang.

- Når jeg siger heldigere, mener jeg, at der var en helt indlysende rytme i hans, som selv en idiot kunne høre. Leo gjorde, lige fra det allerførste øjeblik han var her, faktisk ikke én eneste fejl:

- En lang, en kort, en lang - og trække i en stang.

Den var nem nok.

Men jeg fandt hurtigt selv på en idé til at gøre mit eget skudsikkert, ihvertfald hver gang det var den røde, der var den sidste: - En brun, en blå, en gul, en rød - og tre små stød!

Man skulle blot udtale de sidste ord, netop som tre små stød, inde i hovedet. Ganske vist var der jo ikke ved pulten noget, der skulle have de tre små stød, men medens man sagde: tre små stød, kunne man få tid til at lade tankerne arbejde med, hvad der ellers optog én, og så var man alligevel sikker på, at hele rækkefølgen ikke kiksede. Så længe man bare holdt fast på det inde i hovedet altså.

Det var en dejlig arbejdsplads. Et fint velbelyst lokale. Hele den ene langvæg var ét gennemgående vinduesbånd, hvor sol og lys trængte ind til os, lige så meget vi ønskede. Det var ingen sur baggård det her med usunde og uhygiejni­ske forhold. Arbejdstilsynet kom hver anden måned, og det skal siges ærligt, at der faktisk aldrig var det mindste at sætte fingeren på. Var der en enkelt ting, blev den under alle omstændigheder rettet på øjeblikket, eller så hurtigt det overhovedet var menneskeligt muligt.

Det var nemlig en ok ledelse, ingen slinger. Driftsingeniø­ren og værkføreren var fantastisk flinke. Det var virkelig demokrati på arbejdspladsen, som man siger. Men vi havde jo også rummene, hvor det kunne lade sig praktisere. Det var et nyt flot fabrikslokale, som ingeniøren havde udregnet til os. Og understreget blev det af den dejlige kunst, der var hængt op. Her på endevæggen i hallen var et helt fantastisk billede: Plansymbolske svingningstal, hed det. Og det var ikke noget gammeldags sofastykke, vi var spist af med, men fremstillet på en helt ny og utraditionel måde, udelukkende af søm. De sagde, at der var gået 42.000 til det. Kunstneren havde slidt med det i over trekvart år! Så længe havde han været om det. Det var helt fantastisk - 42.000! Det er noget, der sætter fantasien i sving.

Når sollyset skinnede i sømhovederne, glimtede det or­dentlig i metallet, som åbnede det verdener af lys forude.

For her var ingen genboer, men lige overfor en dejlig park, hvor man lige så tydeligt kunne høre fuglesangen, når blot man lindede en ubetydelighed for trækruderne.

Somme tider var det også andre toner, som regel guitar­ eller banjospil, der lød herind. Det var de asociale, der sad og musicerede nede på plænen. Det var helt unge mennesker, ja i deres bedste alder, der på den måde spildte tiden. De sad som regel i grupper eller kredse på femten-tyve stykker. Ofte havde de taget frokost med og rødvin, og skønt det ganske vist kunne lyde, som om de lo og morede sig, var det kun ynkeligt skalkeskjul. Os narrede de ikke. Lediggang er ro­den til alt ondt. De skulle hellere tage sig et ordentligt arbejde.

Der var faktisk en dyb visdom i min fars ord, når han fremhævede, at det største problem nutildags var, at folk ikke vidste, hvad de skulle få slået deres fritid ihjel med. Men de havde jo heller ikke, som Leo og jeg, klubben med de udbytterige mødeaftener.

Dog aftenskolerne er tilgængelige for os alle. Jeg talte om det med Leo en dag:

- Er du forresten klar over, sagde jeg, at den pult du står ved, har min fætter været med til at konstruere? Han havde lige fortalt mig det aftenen i forvejen. Han er teknisk assi­stent, og han havde vist mig nogle af tavlerne og diagram­merne fra pulten, som jeg ganske vist ikke forstod helt. Men netop nu til vinter har min far tilmeldt mig et aftenkursus, og så vil der ikke gå mere end et par år, før jeg kan konstruere en lignende pult som Leos. Der er en mægtig fremtid i det, og jeg fortalte Leo om mine planer. Men jeg forstod, at det ikke interesserede ham særligt, hvad jeg sagde; han var op­slugt af egne tanker. Man kunne se, at han stod og nynnede på sin melodi, medens han glad passede sit arbejde.

Så begyndte jeg også at nynne med i det stille, og det var ligesom, vi fik en hel duet ud af det.

- En lang, en kort, en lang - og trække i en stang, sang Leo.

- En brun, en blå, en gul, en rød - og tre små stød, var det, som om jeg svarede. Vi hyggede os, og på den måde gik arbejdet let fra hånden, som var det hele en leg.

- Jeg så forresten Lilly i går, sagde Leo henkastet. Sam­men med Edvard.

Jeg ved ikke, hvordan det gik til. Lilly er en pige, jeg længe har gået og været lun på i det stille. Og da han sagde det, gav det ligesom et chok. Jeg var nået til: - og tre små stød - netop dér, hvor jeg jo normalt slapper af. Nu gjorde jeg i stedet tre små stød, som om hjernen ikke var med i arbejdet længere.

I et nu gav en masse lamper sig til at blinke længere nede i rummet, og de to nærmeste pulte begyndte at vibrere, me­dens de brummede, som kunne de eksplodere, hvad øjeblik det skulle være. Men det var ingenting imod min egen pult, der sprang op og ned, medens alle lamper tændtes og slukkedes i helt hysteriske sæt. Det er et følsomt apparatur det her, og jeg anede ikke, hvad jeg skulle gøre.

Øjeblikkelig kom driftsassistenten farende.

- Men er De da blevet sindssyg mand? råbte han og rev mig væk fra pulten.

Selvfølgelig var det hans spøg, og det lignede overhovedet ikke hans venlige måde at tale på.

Jeg kunne ikke lade være med at føle mig en smule stødt. Trods alt var min fejlprocent en af de laveste i hallen.

- Du ser mig noget nedbøjet ud, sagde min far, da vi sad ved middagsmaden. Problemer på arbejdet?

Jeg måtte jo indrømme det.

- Nå, sagde far forstående, det er da menneskeligt at fejle.

- Det var de tre små stød, sagde jeg.

- Spis din gode mad og tænk på noget andet, sagde mor.

Og det gjorde jeg. Faktisk blev jeg tvunget til det, for næste morgen viste det sig, at de havde lavet en hel del om på systemet.

- En brun, en blå, en grøn - hed det ved min pult. Ganske vist havde de fjernet en, men til gengæld var der kommet en helt ny grøn en.

Assistenten viste mig til rette. Det var kun alt for tydeligt, at hans tone over for mig var blevet køligere, siden min fa­dæse den foregående dag. Jeg kunne se på hans bedrøvede øjne, at jeg havde skuffet ham. På en måde var jeg ked af det, for jeg holdt af ham, og desuden dannede vi jo double­par i firmaets bordtennisklub. Det undrede mig, at han, som da jeg gjorde fejlen, var begyndt at tiltale mig med De.

- Altså, sagde han:

- En brun, en blå, en grøn -

Jeg gentog det inden i mig selv, til jeg var dødsikker.

- Nu må De virkelig tage Dem sammen, sagde han. Vi har simplificeret det for Dem, det er et led i rationaliserin­gen, der er kun tre nu. Den grønne erstatter den gule og den røde tilsammen.

Jeg nikkede mismodigt. Hvad hjalp det, når det var umu­ligt at nynne med på. Jeg måtte se i øjnene, at den lille pause i rytmen, jeg før havde skaffet mig, hvor jeg kunne tænke over alle mulige ting, den måtte jeg nu definitivt og for al fremtid give afkald på.

Jeg så over på Leo. Det sås tydeligt nok på halsen, at han stod og nynnede:

- En lang, en kort, en lang - og trække i en stang.

Jeg tror faktisk, jeg i det øjeblik misundte ham ikke så lidt. Han blev dog ved det sikre. Så slog jeg tankerne bort, og gik i gang med arbejdet:

­- En brun, en blå, en grøn -