En undersøgelse af Prins Hvidbjørn (AT 571) ud fra Bruno Bettelheims analytiske psykologi. Af cand.mag. i dansk og pædagogik og cand. psyk Bo Møhl (f. 1953), professor ved Institut for Kommunikation ved Aalborg Universitet og cand. mag. i dansk og pædagogik May Schack (f. 1953).
Bo Møhl har udgivet en lang række fagbøger om psykologi, bl.a. Psykologihåndbogen (1990), der senere er blevet til Psykologibogen - om børn, unge og voksne, 2000 (1993, udg. i mere end 10 oplag). May Schack har også skrevet fagbøger, som fx 5-bindsværket Dansk Litteraturs Historie (2006-2009) i redaktion med Klaus P. Mortensen.

Bo Møhl og May Schack overvejer eventyrenes symbolsprog, som de opfatter som fortættede billeder af indre oplevelser. I denne sammenhæng advarer de imod at oversætte eventyrenes symboler efter dogmatiske principper.

Eventyrets symboler tilbyder imidlertid en ubevidst bearbejdningsmulighed. Dette aspekt belyses ved hjælp af den amerikanske psykoanalytiker Bruno Bettelheim.

Analysen af Prins Hvidbjørn koncentrerer sig om udviklingsrækken løsrivelse, forførelse og forløs­ning, og symbolfortolkningen sammenholdes med unge menneskers læsning og ople­velse, hvorved Bo Møhl og May Schack demonstrerer eventyrets aktualitet, idet de fastholder, at eventyrets værdi består i, at det tager barnets oplevelser alvorligt.

Et andet sprog

Eventyret betjener sig af en anden meddelelsesform end vi er vant til at bruge i dag, nemlig en symbolsk form. Denne meddelelsesform er relativt fremmed for mennesker i dag, der er vokset op i et moderne teknokratisk samfund, hvor det kategoriserende, rationelle og logiske sprog har første og næsten eneste prioritet.

Fordi symbolsproget også repræsenterer noget andet end det umid­delbart giver sig ud for, kalder det på fortolkning. Vore dages frem­medhed over for symbolsproget øger yderligere behovet for fortolk­ning, men af samme grund forfladiges fortolkningen ofte og bliver til et behov for 'oversættelse'. Hvis de enkelte eventyrsymboler over­sættes til den rationelle kode, sættes én af symbolets fornemmeste egenskaber til: dets mangetydighed. I modsætning til den logiske tænknings sprog, der tillader entydighed, er symbolsproget mangety­digt og betydningsmættet - symbolet er ikke bare noget, der træder i stedet for noget andet, der entydigt kan fastsættes. En stok er ikke nødvendigvis et penissymbol, for at sige det med et eksempel - og det er det ikke hver gang eller udelukkende. Derfor må man advare mod den form for symboltolkning, der tilstræber en entydig oversættelse efter dogmatiske principper.

De forskellige dybdepsykologiske retninger er blevet misbrugt på denne måde, og det er ud fra den betragtning, at vi afviser at have med et alt for fast system at gøre - faste fortolkningssystemer har det med at presse sig reducerende ned over det, der skal fortolkes, i stedet for at udvide forståelsen af det.

Det er derfor et problem, når man i fortolkning af en symbolsk tekst skal omsætte den til et andet sprog. Hvis kunsten for at blive for­stået måtte oversættes til den logisk/abstrakte tænknings kategorier, var der ingen grund til at have den kunstneriske form overhovedet - så kunne kunsten lige så godt 'med rene ord' sige, hvad den mente. Men sagen er, at billeder og symboler opstår der, hvor man 'mangler ord', efter den gældende sprogkodes principper. Det er f.eks. karak­teristisk, at erotiske og ekstatiske oplevelser meget ofte udtrykkes ved hjælp af symbolsprog, fordi det almindelige sprog ikke rækker til. Symbolerne og billederne kan i så fald få en åbenbaringskarakter.

Det andet aspekt af dette er, at kulturen sætter visse forbud og på­bud for, hvad og hvordan der skal beskrives. Symbolet har her en indirekte afsløringskarakter, idet det tillader det kulturelt og indivi­duelt forbudte og fortrængte at komme til udtryk, men i en anden form end den direkte. Dette sidste aspekt har den freudianske psyko­analyse især hæftet sig ved. Freud opfatter således drømmesymbo­lerne som en hemmelig kode, som en forklædning af de forbudte drømmetanker. Symbolet fungerer da som det, der forklæder og for­vrænger.

Men når ikke alt kan siges i den logiske og stringente tænknings kode, behøver det ikke kun at være fordi det er forbudt, som freudia­nismen tenderer mod at mene. Det kan også tænkes at være, fordi der findes et mere adækvat sprog.

Erich Fromm mener, at symbolsproget er beskrivelser af følelser, forbudte såvel som tilladte, irrationelle såvel som rationelle. Symbol­sproget er en måde at udtrykke indre oplevelser på, som om de var ydre - et forsøg på at omsætte de indre oplevelser og stemninger til de fysiske oplevelsers sprog. Han drager en parallel til kropssproget, hvor følelser giver konkrete og iagttagelige legemsudtryk: latter, rødmen, tårer, rysten på hænderne osv. På samme måde anvender sproget billeder fra den fysiske omverden til at beskrive sindstil­stande: man brænder for en sag, man opflammes af lidenskab, for at tage ilden som eksempel på det, der i dette tilfælde indgår i sprogets symbolværdi. I tråd hermed mener han, at sansningen, den fysiske omverden og de menneskelige livsbetingelser afstikker rammerne for symbolerne. Symbolerne er ikke medfødte, men har rod i menneskets oplevelsesmasse. Og der findes fællesmenneskelige oplevelser og grundbetingelser nok til, at vi har fælles symboler. Disse symboler kalder Fromm universelle symboler. Samtidig findes der så symbo­ler, der kan opstå og bære en bestemt betydning i visse kulturer, og endelig personlige eller individuelle symboler, der kun opleves af det enkelte individ.

Symbolet har stor fascinationskraft. Symbolet har en pågåenhed som den rationelle og abstrakte tanke ofte mangler. I kraft af sin bil­ledlige fremtrædelsesform kan symbolet forblive og fremkaldes i bevidstheden livet igennem. Eventyrsymbolerne er af en sådan karak­ter - de er fortættede billeder af indre oplevelser. Appellen i dem be­står i at de på den ene side kan beskrive tilstande, der ellers kan være meget vanskelige at sætte på ord, på den anden side kan de gribe det, der er smerteligt, forbudt eller fortrængt, og derfor svært at er­kende. Dermed tilbyder symbolerne også en ubevidst bearbejdnings­mulighed.

Problembearbejdning i det ubevidste

Dette sidste aspekt er i de senere år meget fremhævet af den ameri­kanske psykoanalytiker Bruno Bettelheim, der bl.a. har anvendt klas­siske folkeeventyr i sit arbejde med autistiske børn. Han mener, at de klassiske folkeeventyr tematiserer nogle problemer og konflikter, som børn normalt kommer ud for i deres opvækst, men i en symbolsk form, der virker animerende for barnets fantaseren. Ved at fantasere omkring den symbolske fremstilling får barnet mulighed for på en indirekte - underbevidst - måde at få hold på dem, således at det bliver bedre rustet til at tage sig af dem i virkeligheden. I modsætning til den klassiske katharsisopfattelse, hvor individet antages at få afløb for farlige eller forbudte impulser via fantasien, mener Bettelheim, at der sker en faktisk bearbejdning, som betyder en tilnærmelse til proble­merne.

Folkeeventyrenes terapeutiske og udviklingsfremmende effekt be­står i følge Bettelheim i, at de på symbolsk vis fremstiller nogle udvik­lingspsykologiske konflikter, som er af så presserende karakter, at barnet ikke formår at behandle dem direkte på et bevidst plan - og samtidig er det vigtigt at disse problemer og konflikter bliver frem­stillet på en for barnet optimistisk måde. Alle folkeeventyr ender godt - selvom det bestemt ikke altid ser sådan ud undervejs! Den gode slut­ning betyder ikke, at de er problemfornægtende. Tværtimod består folkeeventyrets værdi for barnet i, at det tager barnets oplevelser al­vorligt. Eventyrene går med deres konfliktfremstilling ind på, at til­værelsen er problematisk, og bibringer barnet en forståelse for, at det handler om at komme overens med livets vanskeligheder, hvilket er det modsatte af at benægte problemernes eksistens. Målet er ikke at fjerne problemerne fra livet, men at bearbejde dem på bedst mulig måde.

Når barnet hører disse fortællinger, som strukturelt, men ikke konkret og bogstaveligt, ligner dets egen situation, vil barnet kunne identificere sig med hovedpersonen og projicere sine egne konflikter ind i fiktionen, hvorved det på en omkostningsfri måde får gennem­levet, og gennembearbejdet, nogle problematiske forhold, som det siden kan fantasere om. F.eks. vil et barn, som lider af jalousi over for sine ældre søskende, som kan og må alt, kunne identificere sig med Klodshans og i dette eventyr se sine egne problemer behandlet. Kun i sjældne tilfælde er barnet i stand til bevidst at give udtryk for, at dets situation har lighed med udgangspunktet i Klodshans-eventyret, men underbevidst er det klar over det. Bruno Bettelheim formulerer det: Barnet lægger det ubevidste indhold ind i sine bevidste fantasier, der på deres side muliggør en kontakt med det ubevidste indhold. (Bruno Bettelheim The Uses of Enchantment 1975).

Ved at høre om, at Klodshans trods sine mangler klarer sig, vil bar­net selv få mod til at arbejde videre med sine reelt oplevede følelser af at være mindreværdig og forfordelt.

Folkeeventyrenes styrke som børnelitteratur ligger i, at de beskri­ver nogle forhold, som barnet oplever dem, så at sige med barnets synsvinkel, og deres fremstillingsform passer til barnets opleve- og tænkemåde. Animisme (f.eks. det, at dyr tænker og taler som menne­sker), magi, de polariserede verdensbilleder og karaktertegninger samt det klare og enkle sprog appellerer til børn, fordi børn selv i høj grad oplever sådan (jfr. Charlotte Bühler Das Marchen und die Phantasie des Kinders 1918).

Selvom folkeeventyrene beskriver udviklingsproblemer, som kan relateres til barndommen - orale og ødipale konflikter, søskende­jalousi, mindreværdsfølelse, frigørelse fra forældrene m.v. - betyder dette ikke, at de kun fascinerer børn. Folkeeventyr er ikke kun børnelitteratur, de har også betydning for ældre børn og voksne der ikke aktuelt er domineret af de konflikter, der tematiseres.

Ethvert menneskes karakter er dannet under indflydelse af tidlige barndomskonflikter, og de allerfleste mennesker huser i under­bevidstheden rester af disse, selvom de i voksentilstanden opleves på en anden måde. Jalousi, problemer omkring adskillelse, tryghed, selv­tillid m.v. er konfliktområder, som i vid udstrækning kan relateres til individets barndom, og selvom voksne er i besiddelse af en mere ud­viklet bevidsthed og evne til problembearbejdning, mister den under­bevidste bearbejdning, som folkeeventyrene - og megen anden kunst - kan give, aldrig sin betydning.

Det er da også karakteristisk, at den tyske psykiater Hans Dieckman (Marchen und Traume als Helfen des Menschen 1966) har iagtta­get, at børns yndlingseventyr ofte afspejler senere nøglekonflikter i deres liv, ligesom man i transaktionsanalyse tit anvender patientens foretrukne eventyr fra barndommen, som udgangspunkt for det tera­peutiske arbejde.

Såvel barndommens som voksenlivets mest fremherskende projekt er dybest set at finde mening i og få orden på tilværelsen, og her kan folkeeventyret, som et kondensat af tidligere generationers erfarin­ger, levere en hjælp - hvis man bevarer sin barnlige evne til at lytte, opleve og føle!