Trylleeventyr og psykologi er to måder at beskrive menneskets (indre) eksistens på.
Når det drejer sig om analyse af eventyr (ja, om enhver fortolkning overhovedet), gives der aldrig entydige og udtømmende svar. Det er for så vidt dette forhold, som gør det spændende og stadig udfordrende at arbejde med litteratur.
På lignende måde forholder det sig med psykologien. Enhver, ikke mindst Jung, véd, at psykens struktur er så kompleks, at den ikke endegyldigt lader sig afdække og forstå. - Det er som en rejse ned i en uendelig dyb brønd: bedst som man tror at kunne se bunden, åbner et nyt dyb sig!
Man kan heller ikke blot læse sig til en forståelse, hverken af tekster eller psykiske forhold - selv om man kan nå langt derved. Man må forsøge også at opleve - og dette er uendeligt svært, når man som i vore dage er på så stor afstand af fantasiverdenen. - Jung skriver i "Jeg'et og det Ubevidste" s. 120: "Ingen, der ikke selv har erfaret disse ting, kan virkeligt fatte dem ...".
At læse/høre eventyr har haft - og kan vel stadig have - det formål at få mennesket til at opleve fantasiverdenen, ikke bare som (naiv) underholdning, men som (dybsindig) udvikling eller endog terapi. - På denne måde mener jeg, at det er vigtigt at beskæftige sig med eventyr - og som en nøgle hertil tjener min analyse. Den er kun et forsøg på at forstå psykens kompleksitet - men det er nok et forsøg værd!