Tekst: Prins Hvidbjørn

Prins Hvidbjørn

Der var engang en konge, som havde tre døtre. Engang stod han med den ældste ved vinduet og så ud i gården. Da kom der en stor bjørn løbende ind i slotsgården og brummede og gjorde megen støj. "Gå ud og jag den bort", sagde kongen. Hun gik da derud og tog en stor kæp og jagede efter bjørnen.

Da sagde bjørnen: "Kom og sid op på min ryg"! "Nej, jeg vil ikke" ! sagde kongedatteren. "Ja, ja"! brummede bjørnen og løb sin vej.

En anden gang stod kongen igen ved vinduet med den næstældste datter og så ud i gården. Da kom bjørnen igen, brummede og gjorde megen støj. Da sagde kongen til hende: "Gå ud og jag den bort"! Da løb hun derud og jog efter bjørnen med en stor kæp. Men bjørnen sagde til hende: "Kom, sæt dig op på min ryg"! Da svarede hun: "Nej, jeg vil ikke"! Så løb bjørnen bort og brummede: "Ja, ja"!

Men da kongen engang stod med den yngste prinsesse og så ud i slotsgården, kom bjørnen løbende. Da kom kongen hen til vinduet, og da han så den, sagde han: "Gå ud og jag den bort" ! Da tog den yngste en stok, gik derud og jog efter bjørnen. "Kom og sæt dig på min ryg" ! sagde bjørnen. Hun satte sig op på dens ryg, men den løb bort i skoven med hende.

Da bjørnen var kommet langt ud i skoven, standsede den ved en stor hule og sagde: "Her skal vi bo i syv år. Om dagen er jeg en bjørn, men om natten en prins. Kan du i disse syv år lade være at tænde lys for at se mig, så er jeg frelst, og du skal være min dronning." Det lovede hun ham, og de boede der sammen.

Men da der var gået to år, kom bjørnen engang hjem og sagde: "Nu skal jeg fortælle dig noget! I morgen skal din søster have bryllup"! "Ak! der ville jeg gerne være med"! sagde prinsessen. "Ja, du skal også komme derhen, men så må du først love mig, at du ikke vil lade dig forføre til nogensinde at tænde lys for at se mig"! Det lovede hun og kom til brylluppet. Da ville hendes søster rigtignok forføre hende, men hun var prins Hvidbjørn tro og kom tilbage, da han hentede hende.

Nu hengik atter to år. Da kom bjørnen engang hjem og sagde: "Nu skal jeg fortælle dig noget nyt! I morgen skal din næstældste søster have bryllup"! - "Ak! der ville jeg så gerne hen"! sagde prinsessen. Da måtte hun ligesom første gang love ham ikke at lade sig forføre, og han tog hende derpå på sin ryg og løb til kongegården med hende. Der ville søsteren atter forføre hende, men hun var prins Hvidbjørn tro, og hun rejste hjem med ham næste dag.

Men da to år atter var forløbne, kom bjørnen en dag hjem og fortalte, at det i morgen var hendes faders fødselsdag. Og eftersom hun nu ønskede at komme hjem den dag, tog han løftet af hende og løb derpå med hende på sin ryg til slottet. Men da hun skulle bort, forførte søsteren hende, gav hende en lille sølvlygte og fyrtøj med sig. Da stod hun op en nat, tændte lys og ville til at se bjørnen. Hun så da, at han var en dejlig prins og blev ganske indtaget af hans skønhed. Og som hun så stod og ikke kunne holde op med at betragte ham, dryppede der voks ned på ham fra lyset, så han vågnede. Han sagde, at de måtte skilles. Da græd hun og ville ikke tage fra ham. Men han sagde til hende, at hun skulle gå til hans tre søstre og hilse dem fra ham.

Da gik hun gennem skoven og over mange bjerge, og hun kom omsider til hans tre søstre. Den ene af hans søstre gav hende en guldten, og den anden en guldhaspe og den tredie en guldrok. Derfra gik hun til smeden og sagde, at han skulle slå jernsko under hendes hænder og fødder. Smeden ynkedes vel over hende, men således skulle det være. Derfra løb hun over de høje glasbjerge, indtil hun kom til et stort slot, og da var skoene under hendes hænder og fødder snart slidt op.

Hun satte sig på en høj klint uden for slottet og spandt på sin guldten. Og efter at hun havde siddet der noget, kom der en heks ud af slottet og sagde: "Hvad vil du have for den ten"? - "Jeg vil sidde på trappen i nat, der hvor prins Hvidbjørn sover", svarede hun. Det lovede heksen, men hun gav prins Hvidbjørn en sovedrik, for at han ikke skulle høre hende. Da sang prinsessen:

"Kom ud, prins min,
til kæresten din".

Men han hørte hende ikke, thi han sov. Da græd hun og gik næste morgen ud af slottet igen.

Hun satte sig nu igen på klippen og haspede på sin guldhaspe. Da kom den samme heks ud og spurgte, hvad hun vel ville have for den. Da sagde hun, at hun ville sælge den, såfremt hun også denne nat måtte sidde på trappen uden for prins Hvidbjørns kammer. Dette lovede heksen og hun fulgte med.

Da det nu var aften, satte prinses­sen sig på trappen og sang: "Vågn op, prins Hvidbjørn! Jeg som red på din ryg, boede seks år med dig i skoven, fik sko på hænder og fødder og krøb over de klare glasbjerge, jeg er herude"! Men han hørte hende ikke, thi han sov. Da gik hun bort og græd langt mere end igår. Men da det var blevet dag, fortalte tjeneren, hvad pigen havde sunget. Han tænkte da på prinsessen og mente, at det vel var hende.

Men som han så tænkte på hende, sad hun atter ude på bjerget og spandt på sin guldrok. Da kom heksen atter ud til hende, og for guldrokken fik hun igen tilladelse til at sidde på dørtrinnet til prins Hvidbjørns kammer.

Da natten kom, talte de med hinanden, thi prin­sen havde kastet sovedrikken bag over skulderen. Og da det nu var morgen og heksen, som ikke kunne tåle at se solen, kom ind til hende for at lukke hende ud, så sagde prinsessen: "Se dog, hvor dejligt solen stiger derovre"! Da så heksen derud, men faldt død om på stedet. Men i det samme blev Hvidbjørn til en dejlig prins.

Han giftede sig med prinsessen og tog troldheksens slot i besiddelse, hvor de endnu skal bo den dag i dag.

Til toppen

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt