En semiologisk læsning af Kong Lindorm (AT433 B). Af Uwe Dall (f. 1939), læreruddannet og cand.phil. i dansk og Sven Erik Henningsen (f. 1948), cand.phil. i dansk, begge tidligere ansat på Ribe Statsseminarium.

Narratologisk analyse af 'Kong Lindorm'

Udviklingen i eventyret om Kong Lindorm sker via et trefaset forløb, hvor fortællingens prins er påfaldende inaktiv især i 1. og 3. fase, men heller ikke i den 2. fase udviser han nogen egentlig helteagtig ad­færd. Hans indsats består i, at han uden større energi forsøger at leve op til, hvad man normalt forventer af en prins: at han gifter sig, får en arving, fører riget videre.

I fortællingens rum bevæger sig en række aktører bestående af 4 kvinder, der kan grupperes: dronning/gammel kælling, hyrdedatter/ gammel kone og 4 mænd med følgende relationer: prins/lindorm, konge/fårehyrde.

Disse personer udgør hovedaktørerne i hver sin del af eventyrets tre faser, der kan benævnes:

1. Dronningen føder ved kællingens mellemkomst en lindorm og en prins.
2. Prinsen drager på brudefærd, men standses af lindormen.
3. Hyrdedatteren forvandler ved den gamle kones hjælp lindormen til prins.

Alle tre dele udgør klart afgrænsede områder, som nu hver for sig skal beskrives nærmere.

1. fase indledes med kongeparrets bryllup, hvor det efter bryllupsnat­ten står klart, "at de ingen børn skulle have sammen". Denne mangel­situation reagerer dronningen på. Hun får hjælp af en "gammel kæl­ling", der via magi, to trylleblomster, en rød og en hvid, kan hjælpe hende til frugtbarhed, men således at dronningen må vælge mellem de to blomster, der vil resultere i henholdsvis et drengebarn og et pige­barn. Ved at spise begge blomster overtræder dronningen forbudet, og hun nedkommer nu med såvel en lindorm som en prins.

Sat på formel ser dronningens projekt således ud:

Eller anderledes formuleret:

Dronningens handling, der skulle ophæve mangelsituationen og skabe harmoni, har resulteret i en tvefødsel, som dog først bliver offentlig kendt, da prinsen træder ind i giftealderen. Om årsagen til dronnin­gens kontraktbrud forklarer teksten: den (den hvide blomst) smagte hende så fortræffelig godt, at hun også tog den røde og spiste. Her­med forbindelsen: lystprincip - blomst - lindorm antydet i fortæl­lingen.

Dronningeforløbet skematisk:

Eventyrets 2. fase handler om de konsekvenser, dronningens kon­traktbrud får. Prinsen mærker følgerne: da han vil ud i verden for at finde sig en kone, er alle veje spærrede af en lindorm, altså tvillinge­broderen, som nu kræver sin førstefødselsret. Giv mig en brud, førend du får en, siger den til broderen. Prinsen kan altså ikke over­skride den grænse bag hvilken de mulige prinsesser bor. Det er ved denne overgang mellem barndom og manddom, han må standse op og give op, idet han nu træder tilbage og bøjer sig for tvillingebroderens ønske.

Prinsens projekt:

Eller:

Tre gange forsøger prinsen udrejsen uden at tage kampen op med den spærrende lindorm, men bøjer sig for dens vilje ved at give den de ønskede brude, som kongen indskriver fra andre lande. I dette tekst­forløb er der fuld overensstemmelse mellem prinsen og kongen, der i alle måder både taler og handler på sønnens vegne.

Efter prinsens 3. rejse bliver han usynlig i eventyret, hvis scene nu indtages af lind­ormen og en hyrdedatter.

Dronningeforløbet har altså denne fortsættelse:

3. fase. Efter at de to fremmede prinsesser er blevet splittet ad, må kongen hente hjælp uden for det område, hvorfra prinsesser normalt hentes, og han finder frem til en hyrdedatter, der bor alene sammen med sin far. Hun indvilliger omend modstræbende i at gifte sig med lindormen. I sin fortvivlelse herover søger hun ud i skoven, hvor "en gammel kone" giver hende råd om, hvordan hun skal overleve mødet med lindormen. Ved på brudenatten at anvende de anviste hjælpemid­ler lykkes det hende at forvandle lindormen til prins og dermed selv at redde livet. Tvillingen, prins lindorm er blevet Kong Lindorm. Even­tyret får altså en lykkelig udgang, der ender i nyt bryllup, og det slut­ter dermed i en tilstand af harmoni. Hovedrollen i denne tilstands etablering spilles af hyrdedatteren:

Eller

Med hyrdepigens tilsynekomst i tredje fase er forløbet tilendebragt og lagt til ro - således:

Tematisk analyse

Hovedtrækkene i den beskrevne forløbsproces bevæger sig altså fra en tilstand af harmoni til et splittelsesvilkår, der medfører destruk­tion. Ved hyrdedatterens mellemkomst sker en forvandling af det destruktive element, hvilket fører frem til en ny form for harmoni.

Opgaven må nu bestå i at afdække de kræfter, som har været be­stemmende i dette forløb. Eventyrets begivenheder er styret af nogle grundlæggende modsætningsforhold af social og psykologisk art. De træder imidlertid ikke frem direkte, men er konkretiseret i person­typer, dyreskikkelser, geografiske og sociale rum. Relationerne mel­lem personerne og deres placering i forhold til de eksisterende rum er klarlagt i den narratologiske analyse. I den følgende læsning vil vi be­tragte eventyret som en konkret synliggørelse af en bevidsthed. En bevidsthed som i sidste instans må ses i sammenhæng med den sociale virkelighed, den er blevet til i, ikke som en afspejling af den sociale vir­kelighed og dens modsætninger, men som en særlig symbolsk tolk­ning heraf.

Til de tre faser i eventyret er knyttet tre lokaliteter med hver sine centrale personer:

slot - dronning
korsvej - lindorm
hytte - hyrdedatter

Modsætningsforholdet mellem slot og hytte kan på én led aflæses som et modsætningsforhold mellem kultur og natur, mens korsvejen be­tegner grænsen mellem de to rum. Kongeparret repræsenterer det herskende kulturrum og må for at bevare det kunne videreføre slæg­ten. Da dronningen er undergivet normen om slægtens videreførelse, oplever hun det som en social konflikt, at hun er ufrugtbar.

I denne konfliktsituation træder "en gammel kælling" ind i univer­set og tilbyder hende mulighed for slægtsfortsættelsen via blomster­spisningen, idet hun dog knytter den betingelse til, at dronningen kun må spise den ene af de to forekommende planter. Denne betingelse overholdes ikke af dronningen, og hendes kontraktbrud medfører splittelsen i universet, da hun føder tvillinger: en lindorm og en prins:

men da fødte hun en lindorm til verden. Så snart han var født, for­svandt han ned under sengen, og ingen så, hvor han blev af. Men senere på dagen fødte dronningen et drengebarn; og så blev der ikke talt mere om lindormen.

I analyseafsnittet iagttoges en relation mellem 'lystprincip, blomst og lindorm', dvs. et syndefaldsmotiv med dets karakteristiske mønster: Eva i paradis der fristes til at spise af den forbudne frugt/blomst og derved overtræder loven. Overtrædelsen af loven begrundes i hendes mangel på selvbeherskelse, idet fortærelsen af roserne beskrives som en lystfyldt hengivelse:

og den smagte hende så fortræffelig godt, at hun også tog den røde og spiste.

Straffen bliver ikke en udvisning af paradiset, men en tvefødsel, en splittelse af det eksisterende univers. Karakteristisk nok har under hele dette forløb den normbærende garanti, kongen været fravæ­rende.

Man kan med andre ord sige, at slottet som udtryk for kulturrum­met producerer sin egen modsætning, lindormen, hvis sted er kors­vejen, som således er udtryk for det dæmoniserede naturrum. Lind­ormen er altså den dæmoniserede natur, som kulturen søger at for­trænge:

Lindormen er latent til stede fra fødslen, indtil prinsen kommer i overgangsalderen eller forlovelsessituationen. Da fremstår den som det ukendte, mystiske uden for kulturens grænser (korsvejen), hvor den af kulturrummet (kongen og prinsen) konstitueres som univer­sets negative pol.

Tolker man lindormens fremkomst som en projek­tion, en konkret synliggørelse af prinsens fortrængte driftsside, da bliver mødet ved korsvejen mellem prinsen og lindormen et møde med prinsens andet jeg, hans fortrængte og derfor ufortolkede drifts­side. At dronningen føder en lindorm og ikke et pigebarn, er jo netop et udtryk for, at eventyret sætter lighedstegn mellem det ubevidste i mennesket og det kvindelige, som i denne kultur er identisk med det, som vedrører følelsessiden.

Når prinsen ikke kan overskride kultur­rummets grænser, betyder det, at han ikke kan tolke det ufortolkede i sig selv. Han forstår så at sige ikke det ubevidstes sprog, da lindormen siger: Giv mig en brud, førend du får en. Prinsen reagerer ved at vende om og prøve en anden vej, men også den er spærret af lind­ormen, hvorfor han må vende tilbage til kulturrummet.

Selv da dronningen herefter bekender sit normbrud, åbnes der ikke for en forståelse af lindormens væsen hos prinsen og kongen. Deres mandhaftige og rationelle fremfærd lukker for en forståelse. Målsæt­ningen for dem er at få prinsen gift, således at slægten kan fortsætte og dermed videreføre kulturrummet, altså må de fremskaffe prinses­ser til lindormen. Men prinsens og kongens svaghed er netop deres kulturlighed. De er fremmede over for lindormens væsen og er på grund heraf ude af stand til at tolke lindormens destruktivitet.

Kongen skrev da til et fremmed land om en brud til sin søn, men hun fik slet ikke sin brudgom at se, før hun stod ved siden af ham i den sal, hvor de skulle vies; og om aftenen blev de begge ført til brudekamme­ret. Men da man så ind i kammeret næste morgen, da var det helt blo­digt, og lindormen lå der alene.

Uforstående over for driftens destruktion søger prinsen igen at over­skride kulturrummets grænser, men tilbagevises som tidligere af lindormen. Han kan på grund af sin stærke tilknytning til kultursiden ikke fortolke sin egen seksualitet, hvorfor den som udspaltet drift slår over i aggressivitet og destruktion. I denne konflikt mellem en udspal­tet drift og kulturrummets vilje til at videreføre sig selv i form af arvinger, synes det herskende kulturrum at nærme sig sin under­gang.

Sat op i modsætningspar ser mønstret således ud:

På dette punkt i fortællingen skifter synsvinklen, og hyrdedatteren fremtræder som formidler. Hun tilhører kulturrummet, men med en lavere social status.

... Nede ved skoven lå et bitte hus; der boede kongens fårehyrde. Han var en gammel mand og havde en datter. Ham går kongen ned til og siger: "Hør, gode mand, vil du ikke lade mig få din datter til min søn" ? - "Åh nej", siger han "det kan jeg da ikke gøre; for ét er, at jeg kun har det ene barn til at forsørge mig i min alderdom, et andet er, at da han ikke ville spare sådanne dejlige prinsesser, så sparer han heller ikke min datter, og det synes jeg er synd". Men kongen ville have hende, og den gamle måtte give sit minde.

Hyrden og hans datter er underlagt kulturrummets tvang, men i kraft af deres lavere sociale placering befinder de sig nærmere natu­ren, de bor ved skoven, og datteren er faderens eneste hjælper i arbej­det der. De lever på grænsen mellem opdyrket og uopdyrket land eller på grænsen mellem det menneskeskabte og det menneskefrem­mede, ukontrollerede område. Selv om hyrdedatteren tilhører kul­turrummet, kan hun i kraft af sin placering udfolde sig på naturrum­mets vilkår. Også hendes rekvisitter i forløsningsprocessen er udtryk for denne naturplacering. I modsætning til dronningen, der skal an­vende roser fra haven, skal pigen bruge særke, lud, sødmælk og ris, hvilke er en blanding af naturens egne produkter og de af naturen ud­vundne kulturprodukter. Udover en nær naturtilknyttethed udtryk­ker rekvisitterne også hendes sociale placering. De er allesammen dagligdags fornødenheder i det laveste sociale lag:

I hyrdedatteren træder modsætningen mellem kulturrum og naturrum klarest frem. Hun er på én gang den, der tilhører kulturen, og den, der igennem udvekslingsforholdet med naturen har kendskab til dens kræfter, hvilket giver hende en indsigt, og med baggrund i denne kan hun ophæve eventyrets grundkonflikt. Dette tematiseres klart i selve forløsningsprocessens tre faser:

1. hamskiftet
2. bearbejdelsen/genfødslen
3. "samlejet".

Hyrdedatteren instrueres om hver af disse faser af hjælperen, som hun møder i skoven.

... Når du har stået for præsten med ham, og du ved, at du skal ind i kammeret, så skal du være i ni særke; og du skal forlange en balje fuld af lud og en balje fuld af sødmælk, og så mange ris som en karl kan bære i sin favn; og alt det skal sættes ind i kammeret. Hver gang han byder dig skyde din særk af, skal du byde ham skyde hammen af; og siden skal du piske ham med ris og lud og bade ham i sødmælk og lægge ham i din arm, men så skal du falde i søvn, om det så er aldrig så lidt.

'Genfødslen' af den forvandlede prins sker i første omgang gennem to sideløbende processer. Parallelt med lindormens hamskifte sker en gradvis afklædning af hyrdepigen. Samtidig med, at den forvandlede prins kaster sin dyriske ham, kaster hun sine af naturen udvundne kulturlag, de ni særke. Den af kulturen fortrængte og dermed dæmo­niserede natur forvandles og synliggøres som 'ren' natur ved, at pigen fastholder kulturens forudsætninger i naturen.

... og sådan gjorde hun hver gang, indtil der lå ni stygge ormeham­me i brudekammeret og en snehvid særk over hver af dem, og lindor­men var ikke andet end en stor klump blodigt kød.

Lindormens reduktion til 'ren' natur er den nødvendige betingelse for at kunne forvandles til menneske. Den egentlige genfødsel kan nu ske.

... Da greb hun risene og dyppede dem i lud og piskede hans krop, så meget hun kunne; og da hun havde pisket ham, badede hun ham i sød­mælk, og til sidst slæbte hun ham hen i sengen og lagde ham i sin arm.

Mens omskabelsen af menneske til dyr svarer til kulturens fortræng­ning af natur, så modsvares forvandlingen fra dyr til menneske af na­turens forvandling til kultur gennem bearbejdningsprocessen. For­muleret i psykoanalytiske begreber kan man sige, at id'et kultiveres under realitetsprincippets pres. I modsætning til dronningen i even­tyrets 1. fase giver hyrdedatteren ikke efter for umiddelbare lyster. Det forbud, som sættes af den gamle kone, overholdes af hyrdepigen, hvorved hun gennem en ulystbetonet handling sikrer lystopnåelsen på længere sigt (giftermål).

Man kan således fortolke lindormen som udtryk for den dæmonise­rede natur, det, som er kulturens forudsætning, men som den for­nægter og fortrænger, og som derfor truer den med undergang, idet prinsen bliver ude af stand til at gifte sig/blive voksen/føre slægten videre. Først i mødet med den naturtilknyttede, men kulturafhængige hyrdedatter kan lindormen forvandles til menneske, hvorved konflik­ten kan løses, og prinsen kan gifte sig.

Den fortrængte og ubevidste side af sig selv, som prinsen før stod fremmed overfor, har han nu integreret i sin personlighed, og hans navn bliver Kong Lindorm, et eget navn, hvor begge aspekter prins og lindorm indgår, men således at den tidligere negativt erfarede kraft er indoptaget og nu kan rettes positivt fremad i en fortsættelse af slæg­ten.

Fra eventyrets begyndelse til dets slutning har universet gennem­gået en transformation, der gør det til et kvalitativt nyt univers:

Kulturrummets norm er videreførelse af slægten. Denne norm kan kun opretholdes på betingelser (selvbeherskelse), og da dronningen overtræder normen, negeres muligheden for slægtsfortsættelsen, hvorved kulturrummet trues med undergang. Dette forhold manife­steres konkret i eventyret ved lindormens fødsel og dens latente til­stedeværelse og senere blokering af prinsens giftermål. Set ud fra kulturrummets synsvinkel betegner lindormen en trussel, og kongen søger da også at løse konflikten på dette rums præmisser nemlig ved at give lindormen prinsesser. Denne løsningsmulighed afviser eventy­ret, der fremstiller lindormen som jomfrusplitter.

Her skifter eventyret synsvinkel til hyrdedatteren, som løser kon­flikten ved forløsning af lindormen og dermed muliggør slægtsfort­sættelse og videreførelse af kulturrummet, men i en kvalitativ ny ud­formning.

Forudsætningen for denne konfliktløsning er medieringen, for­skydningen fra et modsætningspar til et andet - fra primær myte til sekundær myte:

Motiveringen for netop denne forskydningsproces må forklares ud fra en nærmere bestemmelse af censurinstansen og dennes forhold til det, som samfundet accepterer/forbyder.

Lindormesymbolet blev tolket som udtryk for den dæmoniserede natur. Det som kulturen ikke vil kendes ved, som den fortrænger, men som ikke desto mindre er dens egen forudsætning. Mens forme­ringen sædvanligvis hænger sammen med seksualiteten som nødven­dighed for slægtsfortsættelsen, sker der i eventyret en adskillelse af den formeringsbestemte seksualitet og den kun lystbetonede seksua­litet.

Denne spaltning af seksualiteten resulterer i en tabuering af den lystbetonede seksualitet. Når driften søger sin lystbetonede tilfreds­stillelse træder fortrængningsmekanismerne og censurinstanserne ind og forvrænger den, hvorefter driften fremtræder i forskudt symbolform: som lindorm. Eventyrfortællerens tekst, sådan som den fremtræder i sin symbolske tildækkede form, må da læses som et symptom, der er produceret af den latente underliggende tekst. I eventyret, Kong Lindorm forskydes altså driftsenergien fra det kropsligt-seksuelle til den symbolske dyreskikkelse, hvorved symbol­ladningen i "lindormen" kan nydes uden kendskab til den seksuelle oprindelse.

Eventyret viser på den ene side, at det er uheldigt at hengive sig hæmningsløst til den lystbetonede seksualitet (dronningen), men viser også, at det er uheldigt at undertrykke driften fuldstændigt. Idealet er integration af seksualiteten i personligheden. Hvad eventyrets tilhører skal bringes til at forstå er, at den hæmningsløse hengivelse til lystopfyldelse/tilfredsstillelse kan føre til ødelæggelse og undergang. Hvorimod tilhøreren gennem hyrdedatteren ser demonstreret, at den ulystbetonede udskydelse af behovsopfyldelsen på længere sigt sikrer lystopnåelsen.

Når hyrdepigen i modsætning til dronningen er i stand til at over­holde eventyrets forbud, altså at udskyde behovsopfyldelsen, skyldes det hendes realerfaringer fra samfundets nederste lag. Hvad hun har erfaret og fået indbygget som norm er, at udvekslingsforholdet mel- lem natur og kultur, dvs. arbejdet, er en nødvendig forudsætning for behovsopfyldelse Af natur skabes via arbejdet mælk, ris, særke og lud, ligesom hun senere omskaber et 'udefinerligt naturfænomen' (lindormen) til kultur (menneske). Denne kultiveringsproces har også sin forudsætning i arbejdet, som her mere præcist kunne bestemmes som et bevidsthedsarbejde. Den gamle kones krav om lydighed og selvbeherskelse kan derfor ses som en ydre symbolsk fremstilling af hyrdedatterens indre kontrolinstanser, hvis karakter netop er en funktion af hendes samfundsmæssige placering.

Som modsætning hertil kan dronningens manglende selvbeher­skelse forklares i, at hun på grund af sin høje sociale placering ikke har indsigt i udvekslingsforholdet mellem natur og kultur. Arbejdet er for hende ikke den nødvendige forudsætning for konsum/behovsop­fyldelse. For hende er dette forhold fortrængt, hvorfor hendes indre psykiske kontrolinstanser er svagere og tilskyndelsen til at give efter for lysten stærkere.

Eventyr og fortællerum

Træder vi ud af fortællingens rum og ind i det rum, hvor fortælleren og hans tilhørere/medskabere via den mundtlige fortælleproces har iværksat fortællingens konstruktion og indhold i en søgen efter for­ståelse, gælder det, at teksten for disse tilstedeværende netop ikke er et symptom, men en måde at forstå sig selv på i den givne situation.

Folkeeventyret er naturligvis ikke blot genspejlinger af en bestemt klasses eksistensvilkår i feudalsamfundet,! men rummer tolknings­modeller, der udtrykker noget om bondestandens placering i og funktion af det middelalderlige samfundssystem. Gennem sine eventyr, der udvikles og formidles i et mundtligt fortællerum, videregiver slægterne deres kollektive historiske og samfundsmæssige erfarin­ger.

Fortællerummet er underlagt den herskende klasses censurerende indvirkning, dels på det bevidsthedsmæssige, dels på det konkrete kon­trollerende plan. Begge sætter grænser for karakteren af og indhol­det i underklassens bevidsthedsproduktion og bevirker, at der sker fortrængninger af eller forskydninger i de bevidsthedsudtryk, der skal manifestere klassens realerfaringer.

På den anden side har teksten været den mistelten, magthaverne ikke har kunnet tage i ed, idet netop teksten har kunnet omgå censurinstanserne ved at omtale de forbudne områder bl.a. gennem symboldannelsen. Skabelsen af tekstens rum og indhold har således virket til­bage i fortællerummet og ændret de medvirkendes erkendelse, som igen har påvirket tekstens erkendelsesretning.

Bondeklassens erfa­ringer kommer klart til udtryk i det foreliggende folkeeventyrs soci­ale hierarki: den mægtige konge/den livegne hyrde, slottet/hytten, roser/arbejdsredskaber. Hvad der ikke er en realitet i deres egen vir­kelighed, gøres i eventyrets forløb til virkelighed: hyrdedatteren ind­sættes som hovedperson og ender som dronning på slottet. At det bli­ver den hjemlige hyrdedatter og ikke prinsesserne, der indsættes som forløser af lindormen, kan tages som udtryk for bondens drøm om social opstigning, men også som et udtryk for denne klasses tillid til egne evner og iboende kræfter.

Det latente ønske om social opstigning forskydes over i en eventyr­opfyldelse og giver tilhørerne mulighed for identifikation med den person, der tilhører deres egen klasse. Herved virker eventyrfor­løbet tilbage til tilhørernes egen situation og afleder deres opmærk­somhed fra den. Således lades den egentlig antydede sociale proble­matik ude af billedet: kongens totale undertrykkelse af den livegne hyrde, der fratages sit barn og dermed sin eneste forsørgelsesmulig­hed i alderdommen. Fortællerummets kollektive fortællerhandling retter sig mod en enkelt person, der på det symbolske plan forløser lindormen, hvorved hun selv forløses socialt.

Lindormen, den genstridige natur omfortolkes ved pigens arbejde, men dette arbejdes forudsætning for kulturrummets eksistens og dermed tilhørerrummets undertrykkelse medfortolkes ikke i en forståelse, der tilsiger tilhørerne en mulighed for frigørelse og social forløsning i et arbejds- og handlingsperspektiv - dog rummer som før nævnt selve eventyrets produktion, der fastholder tilhørernes historiske erfaringer og kollektive bevidsthed om egne muligheder, et kritisk potentiale, som på længere sigt kan virke grænseoverskridende og emancipatorisk.