Tekst: Gåden

Gåden

Der var en mand, der havde to sønner. Da de voksede op og kom til skæls år og alder, skulle den ældste have gården, og den yngste skulle have en arvepart. Men han holdt ikke at af være derhjemme længere, og så forlanger han at komme ud i verden og forsøge hans lykke. Det får han lov til, og så giver faderen ham ti daler i rejsepenge og en af de bedste heste, der var i gården, med ridetøj og hvad dertil hører. Da han nu tager afsked, formaner hans forældre ham til, at han måtte ingen kroer tage i og ingen kirker forbi, og hvis han så nogen i nød og kunne hjælpe dem, så måtte han ikke spare det, om end hans eneste skilling skulle springe. Det lovede han, og så rejste han ud i verden.

Som han nu en søndag kommer forbi en kirke, så står der en hel flok mennesker på kirkegården, og de kunne ikke komme til rette, den ene skældte og skændte mere stærkt end den anden. Så bandt han hesten og gik derind. Da han havde stået og set lidt på dem, spørger han dem, hvorfor de holder sådan et spektakel. De stod ved en åben grav, og der lå en død mand i graven.

"Åh," råber de så i munden på hinanden, "der ligger den kæltring, han skylder mig så mange penge", siger en. "Og han skylder mig så mange," siger en anden. Og enden på det var da, at ingen ville kaste muld på ham, fordi han ikke havde betalt dem hans gæld.

"Det er da forfærdeligt", siger karlen, "at han ikke kan blive jordet for det. Skylder han så meget væk, at det ikke lader sig betale"? Så begynder de at tale sammen indbyrdes, og de får da regnet ud, at det kunne blive ti daler i alt. Så svarer han og siger: "Så er der ikke fare ved det, jeg vil betale hans gæld, og vil I så gøre ham den ære at kaste muld på ham"? Dermed tager han hans pung op og giver dem de ti daler. De studser noget over dette her, men begærligheden var stor, og så tager de imod pengene og kaster muld på den døde. Siden kunne de så dele pengene, hvordan de ville, det var ikke karlens sag.

Da han nu har hørt og set det, så går han ind i kirken og hører et Guds ord, og da han kommer ud igen, tager han hans hest og rider videre hen ad landevejen.

Lige efter kommer der en stumlingsdreng hen til ham og hilser goddag. "Hvad er du for en karl og hvor vil du hen"? Karlen syntes, at han så godt ud i klæderne, selvom han var så næsvis, og endelig svarer han: "Jeg er en karl som andre, jeg vil ud i verden for at se mig om".

"Det passer godt nok", siger drengen, "det vil jeg også, vi kan da følges ad".

"Ja, hvordan kan vi følges ad? Jeg er ridende, og du er gående".

"Jo, det kan vi godt, for vi kan skiftes til at ride".

Nå, så kommer de til at følges ad, og de bliver ved hen ad vejen til aftenen falder på. Så snakkes de ved om, at de nok skal have opsøgt dem et nattekvarter. Men i det samme får de øje på et lys, og da de går efter det, kommer de til en kro, der lå inde i en skov. - "Det var jo udmærket", siger drengen, men karlen vil ikke ret gerne derind. Omsider lod han sig overtale, og så får de aftensmad og bliver vist til sengs i et stort gæstekammer, hvor der var to senge. Værtinden følger med dem derop og viser dem, hvilken seng de skal ligge i; for hendes to sønner lå også derinde, og de skulle ligge i den anden seng, når de kom hjem, sagde hun.

Da konen er gået, siger drengen: "Ja, lad os så lægge os i den".

"Åh nej", siger karlen, "det er jo pæne og skikkelige folk, vi er hos, og så bliver sønnerne jo kede af det, når de kommer hjem, hvis vi er gået i deres seng". Men drengen siger: "Jo, den seng vil vi i", og han fik hans vilje, skønt karlen var ked af det og blev ved med at sige, at de dog burde have gjort, som konen havde sagt.

En times tid efter kommer sønnerne hjem, og de kommer ind i kammeret. "Se, hvor sært det er", siger den ene, "vor moder har vist dem i vor seng". - "Da kan det jo være det samme", siger broderen, "så går vi i den anden".

Ved midnatstid kommer konen derind med en økse i hånden. Og hun går lige hen til de fremmedes seng og klinker på hendes sønner med øksen, først rapper hun hovedet af den ene og så af den anden, og det var kun et, to, tre, så var det gjort. Drengen ligger vågen, og da hun er gået igen, støder han til karlen, så han vågner og drengen siger: "Har du bemærket, hvad der er passeret"? - Nej, han springer op og tænder et lys. "Sådan skulle vi have haft det", siger drengen, "var det nu ikke et spil, at vi blev fri"?

"Åh, synes du, det var et spil? Det var da sørgeligt, at de skulle af med deres liv, fordi vi var gået i deres seng".

"Måske du synes, at det var et spil, om vi havde fået hovederne hugget af", siger drengen, "det var godt nok til dem, og det gik, som det skulle".

Men karlen bliver ved med at sige, at det var kedeligt, og han var meget modfalden. "Hvad skal vi nu gøre"? siger han, "for når hun kommer i morgen tidlig, så bliver det galt med os"?

"Ja, kan du være så stille og sindig, at du kan komme ud til din hest", siger drengen, "og tage den uden at de mærker det, så vil vi nu narre dem, mig skal du ikke bryde dig om, jeg skal nok komme selv. Men når du kommer op på din hest", siger han, "så skal du ride lige op på stenbroen uden for døren og råbe: Farvel, værtinde, og tak for godt herberg! Skulle hun så få i sinde at byde dig noget, må du ikke tage imod det, men ride så stærkt du kan ud af gården".

Så gjorde han det. Da konen så mærkede, at de var levende endnu, og det var jo galt, så kommer hun ud og spørger, om de ikke skal have en slurk vin af et horn. Karlen siger nej tak, nu måtte hun have farvel, og så rider han, men hun rendte så hurtigt efter ham, at hun nåede at slå det, der var i hornet, på hesten.

Lidt efter styrtede den, og da var drengen kommet til ham. Så siger han: "Var det ikke et spil? Nu kan hun gå hjem med den fornøjelse".

"Åh, herregud, var det et spil" ? siger karlen, "det var min gode hest, jeg mistede".

"Ja, det kan være det samme, nu er vi gående begge to, så kan vi også bedst følges ad". Men karlen sørgede alligevel over hans hest og gav sig til at spænde ridetøjet af.

"Hvad vil du med det"? siger drengen.

"Åh, jeg vil dog tage det med, for min far har givet mig det, og vi kunne måske sælge det og få et par skilling for det, jeg har jo ingen penge."

"Ja, vi får nok føden alligevel", mente drengen. Men han var ræd for, at hesten skulle komme til live igen, og derfor jager han sin kniv i den og sprækker den op, så vommen vælter ud. De står lidt, så kommer der tolv krager flyvende, og de giver dem til at pikke i hesten. Men da de havde fået noget af den i dem, så dør de straks.

"Dem vil vi have", siger drengen, "har du ikke et klæde i din lom­me" ? - Jo, han havde da et lommetørklæde, men han ville nu hellere have ridetøjet end sådanne døde krager. "Ja, dem kan vi måske få et spil af engang," siger drengen, og han giver sig straks til at revle dem på en strik og binde dem i klædet.

Så lister de af igen. De hører ikke om herberg, før det bliver aften, og så kommer de ind i en skov igen. Der er de så heldige, at de omsider får øje på et lys, og det går de efter. Så kommer de til et hus, men det var helt tomt. "Det er passende", siger drengen, "her er en røverkule, og folkene kommer nok snart hjem. Så vil vi give dig ud for en dygtig jæger og mig selv for din kok, så giver de os nok nattely; jeg ved nok, at røverne gerne vil have noget varmt i livet, når de har været ude på røveri hele dagen".

Så kommer røverne hjem lidt efter. Der var tolv karle i alt. De begynder at spørge om, hvad det er for folk. "Åh", siger drengen, "vi er af samme slags som I, vi er gået vild og vil gerne være her til i morgen. Men for resten er min herre en dygtig jæger, og jeg er hans kok". Da de hører det, så giver de dem gladelig herberg, det var snart de bedste professioner for dem, sagde de, for den ene kunne skyde, og den anden lave vildtet tik

Næste morgen drog røverne nok så fornøjede ud og sagde til hinan­den: "Nu kan vi da få noget varmt, når vi kommer tilbage", og deres tænder løb ordentlig i vand efter den steg, de skulle have om aftenen. Så skulle karlen da ud for at skyde, og han fik da knaphændig et par fugle eller tre. Drengen dækkede et godt bord til de tolv, og da kragerne er stegte til dem, så gør han de små fugle i stand og steger dem i en pande for sig selv. Hen på natten kom røverne hjem, og de kunne straks lugte stegen og var så fornøjede, som de kunne være. Så dækker drengen bordet, og hver røver fik jo en af de stegte krager. "Har I ikke noget til jer selv"? spørger de. Jo, de havde et par små fugle.

Da røverne nu havde sat sig til bords, stiller de to andre sig an ved den nederste bordende. Så tager drengen ordet og siger, at han ville helst, de brugte den samme skik som der, hvor han havde lært at koge. De skulle putte den første mundfuld i deres mund på én gang og sykke på én gang, siden kunne enhver spise, hvordan han ville, så længe der var noget. Det havde de intet at indvende imod, sådan skulle det så være.

"Nu putter vi i munden", siger han så, og de var jo sultne og snappede hver et godt stykke, men ingen af røverne fik tygget færdig, før de styrtede. Der blev ikke andre levende tilbage i gården end drengen og karlen.

"Var det ikke et spil"? siger drengen så.

"Ah, Gudbevares", siger karlen, "det ser sølle ud med de mange døde kroppe. Jeg fortryder snart, at jeg har fået dig med, for du synes altid, det er et spil, når det går galt til".

"Mener du, at deres liv var bedre end vort? De har endda slået så mange ihjel, og dersom vi havde ladet dem blive i live, så var det os, der skulle have holdt for". Da de havde spist, gik de til sengs, og så kunne de andre blive siddende til bords så længe de ville.

Om morgenen så de dem omkring rundt om i røverkulen. De kom ind i et kammer, og de kom ind i et andet, og der var både klæder og penge nok og spisevarer og alting. Men nu havde de gjort den pagt med hinanden, at når følgeskabet fik ende, så skulle de dele alting ligeligt og være lige rige til sidst. Så ville karlen have både guld og sølv med sig, men drengen sagde nej, "det vil vi ikke slæbe på, men nogle fødevarer kan vi tage med os, de kan nok tjene os på vejen".

Så drager de videre og går som førhen og bekymrer sig ikke om noget, indtil det bliver aften, og de skal til at se sig om efter nattely. Da er de kommet ind i en lang dal, og det var sådan et enligt sted. De tumler længe omkring, indtil de kommer til en bygning, og da ser de, at det er en gammel kirke. Nu var der jo ikke andre steder, de kunne få nattekvarter, og så siger drengen: "Her vil vi ind, det er da bedre at være inde end ude".

"Nej", siger karlen, "aldrig har jeg turdet gå ind i en kirke om aftenen, og jeg tør heller ikke nu".

"Du skal ikke være ræd", siger drengen, og så går han jo da med. Det var slemt koldt, og så går drengen op til alteret og brækker det i stykker, og så går han op og ned mellem stolene og samler en hel del blade fra salmebøgerne. Den bunke stikker han ild i, og så får de maden frem, som de har taget med dem, de koger og steger, og de varmer dem ved ilden. Men karlen klagede over, at han syntes det var synd sådan at gøre ild ved Guds ord. "Nej", sagde drengen, "det kunne lige så godt brænde og komme til nytte, som ligge her og blive splittet ad eller blive ødt alligevel".

Da de så har spist deres måltid og er blevet varme, så lægger de dem til ro derinde. Men om morgenen, da de vil til at rejse igen og lukker kirkedøren op, da er det som et skinnende hav der ude for døren. De kunne ikke komme derfra uden at drukne, sådan var landet rundt om kirken blevet oversvømmet om natten. Så siger karlen: "Det er du skyld i, fordi du har plyndret en kirke, det er jo en straf fra Vorherre, fordi vi gør så megen synd og fortræd. Nu skal vi omkomme her".

"Åh, det har ingen nød", siger drengen, "jeg skal nok finde på råd; vi må ind i kirken igen".

Så gik han op og brækkede himlen over prædikestolen ned. De brækker også nogle bjælker og planker løs og får da lavet en flåde, og så sætter de dem til sejls. Men de er nu ikke kendt med søvæsenet, og så måtte de lade dem drive for vind og vejr. Endelig driver de ind mod en købstad og kommer i land lige foran porten på en stor gård eller et slot, og der stod på porten:

Tager du her ind, farer du ilde, men farer du forbi, farer du værre.

"Hm, ja nu skal vi nok straffes for vor synd", siger karlen, "hvad skal vi nu gøre her"?

"Ja, vi skal ind".

"Jamen vi kunne måske slippe forbi; tager vi ind, får vi jo en ulykke".

"Nej, vi må ind", siger drengen, "for der står jo, at vi får det værre, hvis vi tager forbi, og det må passe, hvad der står skrevet; af to slemme ting er det da bedst at vælge den ringeste. Nu skal du give dig ud for en købmand, og så er jeg din tjener".

Nå, så kommer de da ind og bliver godt modtaget. Det hele var så svar og bovn, for det var et kongeslot, de var kommet til. Da de havde været der en dags tid, lod de, som om de ville rejse igen.

"Nej, holdt, I slipper ikke sådan", siger kongen så.

"Ja, hvad da"?

"Her må ingen komme ind", siger han, "undtagen de bejler til min datter, og så har vi den skik her at stille alle bejlerne et spørgsmål, og kan de ikke svare på det, så skal de af med deres liv. Sådan er det gået med flere, der har prøvet det. De hænger her ude i træerne hist og her, hvor det kan træffe. Men når der er en, der kan besvare det, så skal han have min datter og kongeriget og det hele."

Så skulle denne her købmand jo til at bejle til datteren, og dernæst stiller kongen ham et spørgsmål; han havde betænkningstid til næste morgen. Således skulle det altså gå for sig. Så siger drengen: "Er det ikke tilladt, at tjeneren må tale for sin herre"?

Jo, det var der ikke noget i vejen for, kongen anså ikke ham for at have ret megen vid. Altså, morgenen kommer, og tjeneren svarede for herren og svarede sådan, at kongen ikke kunne sige, at det var forkert.

Så tager kongen ordet og siger, at det kunne ikke blive enden på det, den prøve slap de altfor nemt fra. Men nu skulle de stille hende et spørgsmål, og dersom hun ikke kunne svare, så skulle hun jo have ham. Hun ville få betænkningstid i syv dage, og i den tid skulle de få et værelse for dem selv og en god kost. Ja, det måtte vel være tilladt, siger drengen, at tjeneren igen talte for sin herre. Jo, det måtte han godt, de måtte godt tale begge to, for det skulle naturligvis være så svært som mulig. Så kommer drengen med spørgsmålet:

"Horn dræbte hesten, og hesten dræbte tolv krager, og tolv krager dræbte tolv skovrøvere, derved blev to uskyldige frelste; de lavede deres mad til ved Guds ord og brækkede af himlen og sejlede over vandet med den".

Det var da en urimelig ting, syntes prinsessen, at gætte den gåde, men hun havde jo betænkningstid, og der var også andre kloge folk i riget end hende.

Der går både en, to og tre dage, og kongen får alle hans spåmænd samlet, men de kan lige så lidt som prinsessen finde ud af, hvad den gåde betyder. Hun blev så elendig over det, at hun ikke kunne sove om natten, og tiden gik, og så var der kun én nat tilbage. Så havde hun to kammerpiger, og der fik hun den ene af dem til at gå ind til drengen om aftenen, da alle var kommet til ro, for der var jo ingen, der måtte se, at hun gik til ham. Hun skulle se at få gådens løsning at vide af ham. Hun ville jo give ham meget for det. Karlen og drengen lå i ét kammer, men i hver sin seng, og prinsessen og kammerpigerne lå i et andet.

Nå, hun kommer så ind til sengen og tigger drengen om at sige hende det. Nej, det kunne han ikke sige, for han ville da ikke forråde hans herre. Men hun lister jo, og så vil han da, når hun vil gøre ham én tjeneste. Nå, hvad det var? Om hun ville trække af hendes særk og gå hen og putte den under hans herres hoved. Det krympede hun sig ved. Men for at gøre hendes frøken den tjeneste, må hun jo til det, og så går hun tilbage til drengen for at få oplysningen. Men den gav han hende ikke, i stedet for sagde han hende gåden, som hun ikke havde hørt, og hun troede, det var rigtig nok og gik tilbage til prinsessen.

Da hun hører, hvad besked pigen har fået, siger hun: "Ja, pyt, det er det, jeg ved i forvejen". Så siger den anden kammerpige, at hun skulle nok få det ud af ham. Hun går og må også hen og lægge særken under hans herres hoved. Det var jo strengt, men for prinsessens skyld gjorde hun det, men fik alligevel ikke anden besked af drengen end den anden. - "Ja, jeg er lige klog, det er det samme som før", siger prinsessen, og da hun havde ligget en times tid og betænkt sig, så beslutter hun sig til selv at gå. Det gik jo lige sådan, hun krympede sig og tilbød at ville betale godt ellers. Men han sagde nej, ikke på andre måder fik hun noget at vide af ham, og så må hun jo til det. Men da hun kommer tilbage og får den samme besked som pigerne, siger hun, at det var hun ikke tilfeds med. Ja, han kunne ikke sige hende andet, og så måtte hun gå.

Om morgenen, da de kommer ind til frokost, ville kongen først have at vide af datteren, om hun nu kunne løse gåden, for i dag var det den syvende dag. Nej hun var lige klog. Så siger drengen, at nu ville han stille kongen en gåde.

"En halv time efter, at jeg kom i min seng i aftes, kom der en hind til mig i kammeret ind jeg skåd' hend', og min herre flåd' hend'.

Da jeg havde ligget en lille tid længere kom der en langt smukkere hind til mig i kammeret ind; jeg skåd' hend' og min herre flåd' hend'.

Og så lå jeg en lille tid igen, og da kom den allersmukkeste hind til mig i kammeret ind; jeg skåd' hend', og min herre flåd' hend', og hvis I ikke vil tro mig, så kan I her se beviserne på det". Dermed trak han de tre særke frem, som havde ligget under hans herres hoved og viste kongen dem. Han kunne kende hans datters særk, og så blev han vred og sagde: "Ja, har hun ikke været villere end at gå ind til jer ved nattetide, så er hun ikke bedre end til jer". Så måtte han få hende og de holdt da bryllup.

Karlen fik det halve kongerige straks, og så levede de da sammen i nogle år. Drengen blev hos dem og havde for så vidt de samme rettigheder som prinsen selv. Der gik så lang tid, at de unge avlede fem børn sammen, men så siger drengen en søndag til ham: "Lad nu din kone gå i kirke i dag, jeg har et ord, jeg vil tale med dig om, men lad hendes tjenestepiger følge med".

"Jamen, de kan jo ikke være væk fra børnene".

"Dem skal jeg nok passe", siger drengen.

Da de nu var taget af sted, siger han til prinsen, at han skal følge med ham ned i børnekammeret. "Du husker jo", siger han, "den akkord jeg gjorde med dig den første dag, vi fulgtes ad".

Jo, det huskede han godt nok, "og det er også min mening, at du skal være et med mig i alting".

"Men nu vil jeg have det halve af det", siger drengen, "nu har du det godt nok, og jeg vil ikke tjene dig længere. Jeg vil have det halve af hver eneste gran undtagen din kone, hende må du beholde."

"Men, Herregud, hvordan vil det så gå med børnene? Jeg har jo fem".

Ja, dem ville han også have hans part af.

"Så må du have de tre".

Nej, han ville ikke have mere end hans ret, men den ville han også have.

"Hvordan skal det dog gå til"? spørger prinsen.

"Ja, det er jo nemt, det ene hugges midt over".

"Åh, jøsses," siger prinsen, "det må du ikke, tag de tre"!

Nej, han ville ikke, og så tog han et sværd ned fra bjælken og kløved det ene barn på langs.

"Åh, du har aldrig gjort mig så harm".

"Ja, er du nu ret harm"?

"Ja, jeg har aldrig været så harm i mine dage".

Så tager drengen en krukke og smører begge stykker med det, der er i den og sætter dem sammen igen. Så var barnet lige så levende som før.

"Nu har jeg aldrig været så glad", siger faderen.

"Nå, er du så ret glad? Ja, lige så harm som du var for lidt siden, ligeså ængstelig var sjælen i den mand, der ikke kunne blive kastet muld på ved den kirke, du ved nok. Og da betalte du ti daler, så han fik hvile i graven, og da fik hans sjæl ro og glæde, så han blev lige så glad, som du er nu. Men jeg er en af de tjenende engle, der står for Vorherre, og han har sendt mig her ned for at hjælpe dig igennem verden for det gode, du gjorde den mand, og fordi du lød din faders formaning så godt. Nu vil jeg sige dig farvel, for nu ser jeg dig ikke mere her på jorden. Du kan godt beholde det, du har, og nu må du hilse din kone fra mig til afsked".

Så skiltes han fra ham.

Til toppen

Glossary

Et spil

sjov og ballade; at spille noget eller nogen et puds; snyd; narreværk

Harm

bedrøvet; forbitret

Men hun lister jo

men hun smigrer jo (= giver ros og komplimenter for at opnå fordele)

Pagt

aftale

Revle

bundte sammen

Stumlingsdreng

En dreng, som stavrer eller stolper af sted; går usikkert

Svar og bovn

stort og fornemt

Villere

dydigere

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt