Min gennemgang af Tjenesten hos bjergmanden har vist, at vi, hvad angår form og indhold, står over for et typisk folkeeventyr. Samtidig har beskæftigelsen med det specielle motivstof (især den tilbageholdte vrede og maltrakteringen) afsløret et konfliktstof, som går dybere end den tekstoverflade, som møder den umiddelbare læser.

Forsøget på at besvare spørgsmålet: hvad har de oprindelige bru­gere fået ud af eventyret? afslørede, at det spørgsmål ikke kunne be­svares uden en beskæftigelse med de samfundsmæssige problemstil­linger, som har omgivet den oprindelige tekst. Men selv da kunne det ikke besvares entydigt. Som det reelle konfliktstof i teksten var delvis latent, har det været det i brugssituationen, og uden et kendskab til denne, som det nu er umuligt for os at opnå, forbliver spørgsmålet uden endelig besvarelse.

Hypoteserne bliver noget færre, når vi overvejer, hvad det moderne barn kan få ud af at lytte til eventyret. Det skyldes vores nøjere kendskab til den nutidige historiske situation, og ikke mindst: til de tekster, som også findes inden for barnets horisont. Men igen må man sige, at teksten påvirkningsmæssigt kan trække i flere retnin­ger.

Disse retninger demonstreres endelig konkret ved at gå tilbage til en fortidig - ubevidst - brugssituation, Christian Christensens erin­dringer. I hans tilfælde demonstreres det med stor tydelighed, at tek­ster betyder noget for vores bevidsthedsliv: det formes af teksterne, teksterne former hinanden, og vi former teksterne. Men tilfældet viste også, at tekst og menneske ikke eksisterer i et eviggyldigt tom­rum: En ganske bestemt historisk situation har gjort det muligt for Chr. Christensen at bruge genren på en selvstændig måde, så den fik et delvis nyt indhold. Han levede i et feudalsamfund, men han havde en byproletars bevidsthed. Noget grundlæggende for denne proletar­bevidsthed var, at denne verdens indretning ikke er fastlagt én gang for alle. Den kan laves om.

Det traditionelle eventyrs statiske form afspejler, som tidligere nævnt, det statiske feudalsamfund. Det er styret af nogle én gang fast­lagte og meget lukkede koder. Vi lever nu i et samfund under stadig udvikling. Udviklingen sker undertiden med vores vidende, under­tiden uden. Dette sammenstød mellem fortidens lukkede tekst og vor tids ustabilitet eller dynamik ligger til grund for nogle af de mest diskuterede problemer, når det spørgsmål er fremme: hvad kan børn få ud af eventyrlæsning?

Den lukkede tekst tilbyder en flugtmulighed fra en utryg åbenhed, den kan af voksne tilbydes som et svar på nogle problematiske forestillinger hos dem om børns natur, og den kan endelig være en mulighed blandt mange andre i den dialog, som fore­går mellem tekster i og omkring barnet.

I forlængelse af den sidste mulighed tror jeg, at det er vigtigt for os, der "beskæftiger" os med eventyr, ikke at lægge os fast på en alt for dogmatisk opfattelse af, hvad eventyr kan "bruges" til, men at være vågne over for nogle muligheder og nogle situationer.