Tekst: Prinsessen med de tolv par guldsko

Prinsessen med de tolv par guldsko

Der var engang en ung mand, som gik ud i verden for at søge sin lykke. Som han gik hen ad vejen, mødte han en gammel mand, som bad ham om en almisse. Den unge mand sagde, at penge havde han ingen af, men han ville gerne dele sin mad med ham, og det sagde den gamle tak til. De satte sig under et træ, og den unge mand delte maden lige imellem dem. Da de havde spist, rejste han sig for at gå videre, men den gamle sagde: "Du har nu delt med mig, hvad du havde; til gengæld vil jeg give dig denne stok og denne kugle; de vil nok bringe dig lykke. Når du holder stokken op for dig, så bliver du usynlig, og når du slår med stokken til kuglen, vil den trille foran dig og vise dig, hvad vej du skal gå".

Den unge mand takkede ham for gaven, kastede kuglen på vejen og slog til den med stokken. Kuglen trillede rask foran ham og blev ved at trille, indtil han kom til en stor by. Her så han, at der var opstillet afhuggede menneskehoveder rundtom på byens mure. Han spurgte den første, han mødte, om grunden dertil og fik nu at vide, at der var stor sorg i landet over prinsessen, som hver nat sled tolv par guldsko op, uden at nogen vidste, hvordan det gik til. Det var den gamle konge blevet ked af og havde lovet, at den, som kunne opdage, hvorle­des hun sled guldskoene, skulle få prinsessen og det halve rige, men kunne han ikke opdage det, skulle han lade sit liv. Der havde nu været mange prinser og fornemme herrer, som havde forsøgt det, for prinsessen var overmåde smuk; men de havde alle mistet livet, og det var den gamle konge meget bedrøvet over.

Da den unge mand hørte dette, fik han stor lyst til eventyr, og han gik lige op på slottet og sagde, at han ville forsøge det den næste nat. Da den gamle konge så ham, fik han ondt af ham, og han frarådede ham at indlade sig på det, da det vist ikke ville gå ham bedre end de andre. Han blev imidlertid ved sit forsæt, og den gamle konge sagde da, at han skulle sove i prinsessens værelse i tre nætter og se, om han mærkede noget, og hvis han i løbet af den tid intet havde opdaget, så måtte han gå til retterstedet.

Det var den unge mand tilfreds med, og om aftenen blev han fulgt ind i prinsessens værelse, hvor der stod en seng til ham. Han satte sin stok ved sengen, hængte sin randsel på den og lagde sig ned med det forsæt ikke at lukke et øje hele natten. I lang tid lå han vågen og mærkede slet intet; men omsider sov han ind, og da han vågnede, var det lys dag. Han blev meget ærgerlig på sig selv og lovede sig selv at passe bedre på den næste nat.

Den næste nat gik det ligesom den første, og den unge mand havde kun én nat tilbage.

Da han den tredie aften lagde sig, lod han straks, som om han sov, og det varede ikke længe, før han hørte en stemme, som spurgte prinsessen, om han sov. Prinsessen sagde ja, og derpå kom der en hvidklædt pige hen til hans seng, idet hun sagde til prinsessen: "Jeg vil dog prøve, om han sover rigtigt", og så tog hun en guldnål og stak i hans ene hæl. Han lå ubevægelig, og hun gik og lod nålen sidde. Derpå så han, hvorledes hun og prinsessen flyttede dennes seng til side, så der kom en trappe til syne. Og den steg de ned ad.

Han skyndte sig op af sengen, tog nålen og puttede i randslen, randslen tog han på ryggen, og stokken holdt han op for sig, så han var usynlig. Han steg nu efter dem ned ad trappen, og de gik, til de kom til en skov, hvor alt var af sølv, både træer, blomster og græs. Da de kom til enden af sølvskoven, brækkede han en gren af et træ og puttede den i sin randsel. Prinsessen hørte det rasle i træerne og vendte sig om, men hun kunne ingen se. "Det er ligesom om, nogen er efter os", sagde hun. - "Åh, det er kun blæsten", sagde pigen.

Så kom de til en skov, hvor alting var af guld, både træer, blomster og græs, og da de kom til enden af guldskoven, brækkede han en gren af og puttede den i sin randsel. Prinsessen vendte sig om og syntes, der var nogen efter dem; men pigen sagde igen, at det kun var vinden.

Så kom de til en skov, hvor træer, blomster og græs var af diamanter, og da de kom til enden af diamantskoven, brækkede han igen en gren af et træ, og gemte den i sin randsel.

Nu kom de til en sø, og der lå en lille båd, som prinsessen og pigen steg ned i; men da de ville sætte fra land, sprang han ned til dem, og det skvulpede stærkt, så prinsessen blev bange og råbte, at nu var der da nogen efter dem; men pigen sagde, at det kun var blæsten.

Så sejlede de over til den anden side, hvor der lå et stort slot. Her kom en led trold og tog imod prinsessen, og han fulgte hende ind og spurgte, hvorfor hun kom så sent. Hun fortalte ham da, at hun havde været så bange for, at der var nogen efter dem, men at hun ingen havde set. De satte sig derpå til bords, og den unge mand stillede sig bag prinsessens stol. Da hun havde spist, tog han hendes guldtaller­ken, guldkniv og guldgaffel og puttede i sin randsel. Trolden og prin­sessen undrede sig over, hvor det var blevet af; men trolden brød sig ikke videre om det og ville til at danse.

Så begyndte de at danse, og prinsessen dansede tolv danse med trolden, og for hver dans sled hun et par guldsko op; men da hun havde danset den sidste dans og kastede skoene hen i en krog, så tog den unge mand dem og puttede dem i sin randsel. Da dansen var til ende, fulgte trolden hende til båden, og den unge mand fulgte med, sprang først i land og skyndte sig tilbage, så han kom tids nok til at kunne lægge sig på sengen og lade som om han sov, da prinsessen kom.

Om morgen kom den gamle konge og spurgte, om han nu havde set noget; men han svarede, at han var faldet i søvn ligesom de fore­gående nætter, og at han ingenting havde bemærket. Det blev den gamle konge meget bedrøvet over, men prinsessen blev desto gladere, og hun ville selv se hans henrettelse. Den unge mand blev da fulgt til retterstedet, og kongen og prinsessen og hele hoffet fulgte med.

Da han nu stod der, bad han kongen om tilladelse til at fortælle en underlig drøm, han havde haft den sidste nat, og det gav kongen ham lov til. Han fortalte da, at han drømte, at han så en hvidklædt pige hos prinsessen, som spurgte, om han sov, og for at efterprøve det, stak hun en guldnål i hans ene hæl. "Det forekommer mig, at det var denne", sagde han og tog nålen op af randslen. "Derpå drømte jeg, at de skød prinsessens seng til side og steg ned ad en trappe, som var under sengen, og at jeg gik bagefter, og så drømte jeg, at vi kom til en skov, hvor træer, blomster og græs var af sølv, og jeg brød en gren af et af træerne. Jeg tror, at jeg har den her. Derefter kom vi til en skov, hvor træer, blomster og græs var af guld, og jeg brød igen en gren af et af træerne. Her er den. Derpå kom vi til en skov, hvor træer, blomster og græs var af diamanter, og jeg brød igen en gren af et af træerne. Her er den. Jeg drømte så, at vi gik videre, indtil vi kom til en sø, hvor der lå en båd, som prinsessen og pigen steg ned i. Men da jeg også sprang ned i båden, blev prinsessen bange og troede, at der var nogen efter hende, men hun kunne ikke se mig. Vi sejlede over søen til et stort slot, hvor der kom en led trold, som tog imod prinses­sen og fulgte hende ind og satte sig til bords med hende. Jeg drømte, at jeg stillede mig bag hendes stol, og da hun havde spist, tog jeg tallerken, kniv og gaffel og puttede i min randsel. Her er de. Derpå drømte jeg, at trolden bød prinsessen op til dans, og at hun dansede tolv danse med ham, og for hver dans sled hun et par guldsko op; men da hun havde danset den sidste og kastet skoene til side, syntes jeg, at jeg puttede dem i min randsel. Her er de. Derpå drømte jeg, at prinsessen sejlede tilbage, men jeg kom hjem før hende og lagde mig på sengen, før hun kom".

Da den gamle konge hørte og så alt dette, blev han meget glad; men prinsessen var ganske syg af forskrækkelse og kunne ikke begribe, hvordan det var gået til. Kongen ville nu, at den unge mand skulle holde bryllup med prinsessen; men han ville først besøge trolden og bad prinsessen låne ham sit guldfingerbøl. Det gav hun ham, og så tog han afsked med dem og steg ned ad trappen og gik gennem sølvskoven og guldskoven og diamantskoven til søen og sejlede over til troldens slot. Da han kom til trolden, stak han ham i hjertet med den guldnål, han havde taget ud af sin hæl, og holdt prinsessens fingerbøl under. Der faldt tre dråber blod i det, og så døde trolden.

Derpå sejlede han tilbage, og da han kom til diamantskoven, hældte han en blodsdråbe på jorden, og straks blev alle træer, blomster og græs til lige så mange mænd, kvinder og børn, og de blev så glade over at være blevet løst fra trolddommen, at de sagde, han skulle være konge, for det var et helt kongerige. De fulgte ham til guldskoven, og der hældte han den anden blodsdråbe ud, og også der blev træer, blomster og græs til mennesker, et helt kongerige, og de glædede sig og råbte, at han skulle være deres konge. De fulgte med ham til sølvskoven, og der hældte han den tredie blodsdråbe ud, og alle træer, blomster og græs blev ligeledes til mennesker, og de takkede ham for deres befrielse, og de ville også, at han skulle være deres konge.

De fulgte nu med ham til den gamle konge og fortalte om deres befrielse, og både han og prinsessen glædede sig over, at også hun var løst fra fortryllelsen. De holdt bryllup med stor glæde, og han blev konge over alle tre kongeriger.

Til toppen

Glossary

Retterstedet

henrettelsespladsen

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt