Tekst: Den modige svend

Den modige svend

Der var engang en enke, som havde en eneste søn, og han var også al hendes glæde. Hver gang han gik ud af døren, var hun bange for, at han skulle komme til skade. Men drengen var rask og modig og ville allerhelst være, hvor der var fare på færde.

De boede nær ved kirkegården, og moderen havde stor frygt for spøgeri; hun pålagde derfor sin søn, at han aldrig måtte gå ind og lege der, efter at det var blevet mørkt. Men nu fik han netop lyst til det, og han gik derind hver aften for at få at vide, hvad der så kunne hænde ham. Derfor talte moderen med tjenestepigen om, hvordan de skulle få ham til at lade være. Og det traf sig i de dage, at de slagtede en ko. En aften, da drengen igen var gået ind på kirkegården, fandt pigen på at tage kohuden over sig, så de store horn knejsede op over hendes hoved. Og med kohuden over sig gik hun hen og stillede sig lige midt i kirkegårdsdøren.

Da drengen kom og ville ud, så han den underlige skabning, og han blev stående en tid for at vente på, at den skulle gå. Men den gik ikke. Da gik han rask hen imod den og sagde: "Med forlov at komme forbi". Men skikkelsen spærrede vejen for ham. Da greb han et gam­melt trækors, som var faldet om ved en grav, med det fór han kæk hen imod udyret og råbte: "Vil du gøre plads, siger jeg" ! og gav det et slag på panden, så det styrtede omkuld med et højt skrig; da gik han roligt forbi og hjem til sin mor.

Drengen sagde ingenting, før moderen spurgte, om han ikke havde mødt nogen på kirkegården? - "Jo", svarede han, "jeg mødte et stort spøgelse med horn, og da det ikke ville gå af vejen for mig, så slog jeg det for panden, så det segnede om, og det ligger der endnu".

"Gud fri os", råbte moderen, "det var ingen anden end vor tjeneste­pige". De gik da begge derhen og fandt pigen liggende afmægtig. Hun kom dog snart til sig selv igen, og de fik hende hjem. Men det varede længe, inden hun rigtig kom sig efter det slag, og hun lovede, at hun aldrig mere ville prøve at skræmme folk.

Efter den tid fik drengen lov til at gå, hvor han selv lystede.

Da han var blevet voksen, sagde han engang til sin mor, at han ville drage ud i verden og prøve sin lykke. Han bad hende om at give ham en madpose og hans klæder med i en vadsæk. Det skulle hun nok, men hun sørgede meget over, at han ville rejse, og det oven i købet uden penge, da hun så godt som slet ingen havde at give ham. Hun samlede dog så mange sammen, at han for dem kunne få husly et par nætter. Men hun ville ikke slippe ham, før han gav hende det løfte, at han hver aften, før solen gik ned, ville søge sig et nattekvarter, og således altid være under tag inden det blev mørkt. Det lovede han også med både hånd og mund, og derpå drog han afsted.

Henimod aften kom han til en præstegård; der gik han ind og bad om husly. - "Du må gå til værtshuset en halv mil herfra", svarede pigerne, "vi huser ikke omvandrende folk". - "Jeg er nødt til at blive her", svarede han, "jeg har lovet min mor, at jeg hver dag vil søge mig et nattely inden solen gik ned, og nu ser I vel, at jeg ikke kan gå videre i aften". Han fik da lov til at blive, og han sad og snakkede med tjenestekarlene til henimod midnat.

Da kom der bud fra præsten, om én af folkene ville gå ind i kirken og hente ham hans bog, som han havde glemt på alteret. Det var der ingen, som havde lyst til, kun den modige svend, som straks var villig til at gå. Han fik da en lygte med og nøglen til kirken, og han gik efter bogen.

Da han kom ind midt på kirkegården, så han tre mænd, der spillede kegler, og hver gang én vandt, betalte de andre ham med klingende sølvpenge. Han stod lidt og så på dem; da spurgte én af dem, om han ville være med? "Ja, nok"! svarede han, og han tog kuglen; da mær­kede han, at det var et dødningehoved, men han stødte alligevel rask til i mørket, og hver gang han stødte, traf han en af keglerne. De andre ville betale ham, hvad han havde vundet, og han fik en hånd­fuld sølvpenge. Men da han så dem efter i lygteskæret, sagde han: "Det er jo gamle penge, som ikke længere bruges mellem folk; giv mig nogle andre, som jeg kan bruge"! - "Vi har ikke andre", svarede de, men så gav de ham et ben og sagde: "Det vil vi give dig i tilgift; når du rører med det ben ved noget, som hører jorden til, så falder det sammen, og bliver til aske". Han tog imod benet, stak det i lommen, gik derpå ind i kirken, hentede bogen og bragte den ind i præstegår­den. Der fik han næste dag en tæreskilling af præsten, fordi han havde været så modig, og han vandrede derpå videre.

Nogen tid efter kom han, lige i det øjeblik solen gik ned, til en mølle, hvor han ville bede om nattely; men idet han bankede på, kom alle folkene ud, satte sig på en vogn og ville køre bort. Da de hørte hans ærinde, svarede de, at på den mølle boede der aldrig mennesker om natten; der var et slemt spøgeri, og både mølleren og hans folk tog bort hver aften og sov i et hus ikke langt derfra. De lukkede med en solid lås for alting, og de kom først igen næste morgen, når solen var oppe. - "Jeg er dog nødt til at blive her", sagde den modige svend, "jeg har lovet min mor hver dag at være under tag, inden solen går ned, og nu er det på høje tid." - "Hvis du vil blive her, må det være din egen sag", svarede de, "men så må du finde dig i, at vi låser for dig udefra". Ja, det brød han sig ikke om; de andre låste da og tog bort, og han blev alene tilbage.

Han gik ind i køkkenet, tændte lys, gjorde ild på, og varmede den mad, som de havde anvist ham. Derpå satte han sig ind i storstuen med maden og spiste med god appetit. Henimod midnat hørte han en rumlen og tumlen i hele huset; gulvet i storstuen åbnede sig, og der kom fire sorte folk op med en båre; på den lå der en sort mand. Han rejste sig op, og de fire tjenere tændte lys, og den sorte mand gik rundt med dem og så alting efter i huset. - "Her er én tilbage, jag ham ud"! sagde han, da de fandt det fremmede menneske. Tjenerne løb hen og ville kaste ham ud af vinduet; men han slog rask fra sig og råbte, at de skulle lade være med at drive ham derfra; han havde lovet sin mor at være under tag hvert nat, og han lod sig ikke kaste ud under åben himmel.

Den sorte mand spurgte ham da, hvem han var? Han svarede, at folk kaldte ham den modige svend. - "Dersom du svarer til dit navn", sagde manden, "så kan du blive her og følge efter os". Han fulgte da efter dem ned i kælderen; der trak de en kobber­keddel, som var fuld af penge, ud af muren, og den sorte mand satte sig ned og talte dem efter allesammen. Da han var færdig, rejste han sig op og sagde: "Siden du er sådan en modig svend, vil jeg skænke dig disse penge. Men du må love mig, at ikke én af dem bliver her på stedet eller kommer til møllerens gavn; så behøver jeg ikke længere gå her hver nat og tælle dem efter. Nu er du og ingen anden deres ejermand". Derpå gik den sorte mand atter op i storstuen, lagde sig på båren, og tjenerne bar ham bort igennem gulvet. Men den modige svend gik i seng og sov roligt til næste morgen.

Mølleren og hans folk blev meget forundrede, da de kom ind og fandt manden liggende i sengen i fred og ro. Han fortalte dem, hvor­dan alting var gået til og førte dem ned i kælderen, hvor de brød hul på muren og fandt kobberkedlen med de mange penge. Den modige svend sagde, at de nu var hans, og mølleren gjorde slet ingen indven­dinger. Mølleren hjalp ham endda med at bære kedlen ud, og han tillod ingen af sine folk at hjælpe af frygt for, at de skulle stikke en mønt til sig og lokke spøgelset tilbage. Den modige svend stak så mange penge i sine lommer, som han kunne føre med sig. De øvrige lod han blive i kedlen, og mølleren hjalp ham med at grave den ned udenfor hans grund på et sted, som kun de to kendte. Efter den tid var der fred og ro på møllen, og folkene behøvede ikke rejse derfra om natten.

Med lommerne fulde af penge rejste den modige svend nu videre for at se sig om i verdenen. En aften gik han langs med stranden, og der var i lang afstand ikke noget hus at se, hvor han kunne søge sit natteherberge. Da så han gennem tågen en lille ø ude på havet. Så vidt han kunne se, var der huse på øen. - "Der kan jeg vel komme hen, inden solen går ned", sagde han; og han spurgte en fisker, som han mødte, om han ville ro ham derud. Fiskeren sagde 'nej'! På den ø var der ikke andet end forfaldne mure af et gammelt slot, og der boede ingen mennesker. Den modige svend spurgte, om man slet ikke kun­ne få tag over hovedet der? Fiskeren svarede, at lidt tag var der vel tilbage over et kammer eller to; men der var så slem en trolddom, at ikke engang om dagen vovede nogen at komme stedet nær. - "Det får ikke hjælpe", sagde den rejsende svend; "solen er snart nede, jeg må derover". Han lejede da båden for god betaling af fiskeren, gik ned i den og roede sig selv over til øen.

Da han havde gået noget omkring mellem de gamle mure, kom han endelig til et sted, hvor der endnu var tag over. Der var også en dør; men den var låst. Han trak i den og slog på den, så det peb i hængsler­ne, og der lød et frygteligt bulder over ham, som om taget skulle styrte ned, og alle de gamle mure rundt omkring gav genlyd derved. Men han blev ved at dundre på, og han kastede sten imod den, indtil den endelig gik i stykker, så han kunne krybe ind i stuen. Dér faldt stole og bænke sammen af alderdom, når han rørte ved dem; så lagde han sig ned i en krog på gulvet, glad ved at han dog havde tag over hovedet, og han begyndte straks at sove.

Henimod midnat vågnede han og så tre mænd, der sad ved et lille bord med en lampe og spillede terninger, og såvidt han kunne se, var det de samme, som han for længe siden havde spillet kegler med ved midnatstid ude på kirkegården. - "Hvem er du"? råbte de og slog vredt i bordet, idet han kom hen til dem. - "Jeg er den samme svend, som har spillet kegler med jer engang før", sagde han; "jeg får vel lov til at spille med jer igen"? Da slog alle tre et kast og lod derpå ham få terningerne. Han kastede højst øjne og forlangte derpå, hvad han havde vundet. Nu fór de alle tre op, og hver af dem havde et langt rustent sværd i hånden, som de svingede imod ham for at slå ham ihjel. Han havde ikke noget at værge sig med; da greb han i lommen efter det gamle ben, som de engang havde givet ham, med det slog han fra sig; men idet benet rørte ved dem, faldt den ene efter den anden sammen og blev til aske. Nu havde han skaffet sig ro, lagde sig atter hen i krogen og sov til næste morgen.

Da det begyndte at dages, vågnede han og så at alting omkring ham var støv pånær de tre gamle sværd. Da så han en dør i den anden ende af stuen, den stødte han op og kom ind i et lille kammer. Der lå en dejlig ung jomfru i kostbare klæder, men han vidste ikke om hun sov eller var død. Han kaldte højt for at vække hende, men det hjalp ikke. Til sidst bukkede han sig ned og kyssede hende; da slog hun øjnene op og kom til live. Han spurgte, hvordan hun var kommet dér? Hun svarede, at de tre fornemme herrer, som var slemme folk, havde røvet hende og ført hende over til slottet. De havde spillet terninger om, hvem af dem hun skulle tilhøre; derpå var de alle tre faret imod hinanden med deres sværd; hun troede, de havde stukket hinanden ihjel. Derpå var hun faldet i afmagt, men hvor længe det var siden, det vidste hun ikke. Den modige svend var glad ved, at han havde befriet hende; hun fulgte med ham ud i båden, og hun rejste med ham hjem til hans mor. Intet menneske kendte navnene på de folk hun spurgte om; derfor kunne hun forstå, at hun måtte have sovet i mange år. Dog var hun ikke blevet ældre i den tid, og hun havde ikke forandret sig.

Den modige svend var heller ikke bange for den smukke jomfru, der havde sovet så længe i spøgelses-borgen; han hentede de mange penge, som han og mølleren havde gravet ned, satte slottet på øen i stand, giftede sig med jomfruen og levede lykkelig og fornøjet med hende og sin gamle mor.

Til toppen

Glossary

Tæreskilling

en mindre sum penge til at dække udgifter på en rejse

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt