Analyse

Liljekort og Kong Lavring

Analyse

Det klassiske folkeeventyr handler næsten altid om en proces - om noget som er i bevægelse. Tingene udvikler sig fra én tilstand til en anden: frøen bliver til en prins, den fattige bondesøn bliver gift med prinsessen og ender som konge og - om ikke andet - så bliver hoved­personen og læseren en erkendelse rigere. Med andre ord kan man sige, at næsten alle klassiske folkeeventyr er udviklingshistorier.

Prins Hvidbjørn er et eventyr om:

  1. at løsrive sig fra det gamle, og
  2. at komme i gang med det nye, spændende.

Dermed er det en udviklingshistorie. Det interessante ved dette even­tyr er, at det ikke nøjes med at skildre overgangen fra én tilstand til en anden, men at det har begge ovennævnte planer vævet ind i hinanden på én gang. Prins Hvidbjørn og prinsessen er så at sige i gang med det nye og spændende, samtidig med at de løsriver sig fra gamle bindin­ger og forandrer sig.

Eventyret fortolker vi først og fremmest som et forførelseseven­tyr. Karakteristisk for forførelsen er, at man lader sig føre et andet sted hen; et sted, hvor man gerne vil hen med en del af sig selv, mens andre dele i én stritter imod og frygter bevægelsen ind i det nye og ukendte område.

Når vi i det følgende analyserer eventyret, holder vi for overskue­lighedens skyld de to ovennævnte planer adskilt fra hinanden, men det skal understreges, at eventyrets pointe er, at løsrivelsen og forførel­sen/forandringen/forløsningen er en proces, der foregår samtidig og i gensidig vekselvirkning.

Løsrivelse

Udvikling er en tosidig størrelse, idet al udvikling på samme tid er en bevægelse bort fra en tilstand og en bevægelse hen imod en anden. Be­vægelsen bort fra noget - løsrivelse - kan være svær, fordi den med­fører, at man skal sige farvel til det gamle og lære at forholde sig til noget nyt - en omstillingsproces, som stiller nogle udfordringer, det ofte kan være svært at tage imod. En del af folkeeventyrenes fascina­tion beror måske netop på, at de fremstiller udviklingsprocessen og problemerne derved, samtidig med, at de peger på, at det er muligt at bevæge sig frem.

Den psykologiske udvikling, som individet gennemgår i løbet af barndommen betyder, at det må opgive tidligere former for tilknyt­ning, tilfredsstillelse og adfærd, noget som hyppigt forbindes med store psykiske smerter. Som Freud skriver, gælder det, at:

En almen tendens i vort sjælelige apparat (...) synes at ytre sig i den stædighed, hvormed de til rådighed stående lystkilder fastholdes, og i vanskeligheden ved at give afkald på disse. (Formuleringer om de to Principper for psykiske Processer 1911).

Stadig udvikling er nødvendig for barnet. Ustandseligt melder der sig nye krav og udfordringer, som det skal forholde sig til. Det barn, som af en eller anden grund giver op over for problemerne og lader stå til, sættes tilbage i sin udvikling. Netop for den psykiske udvikling i barn­dommen gælder det, at manglende progression er det samme som re­gression.

Den løsrivelsesproces, der fremstilles i Prins Hvidbjørn, kan for­tolkes som barnets selvstændiggørelse i forhold til forældrene, som den foregår i ødipuskomplekset. Ifølge den klassiske psykoanalyse ud­gør ødipuskomplekset den fase i barnets udvikling, hvor det retter sine kærlige/seksuelle følelser mod forældrene af modsat køn, mens forældrefiguren af samme køn opfattes som rival og derfor bliver genstand for barnets aggressive impulser. Ødipuskomplekset munder ud i etableringen af superego'et og således i en form for frigørelse fra forældrene.

På symbolsk vis fremstiller eventyret aspekter af den ødipale rela­tion mellem på den ene side far og datter, som i eventyret repræsen­teres ved kongen og den yngste datter, og på den anden side mellem mor og søn, der repræsenteres af heksen og Prins Hvidbjørn. - Even­tyret demonstrerer to forskellige måder, hvorpå forældre kan for­holde sig til barnets ødipale bindinger, og der er således tale om mere end én udviklingshistorie.

Udgangspunktet i eventyret er den yngste prinsesses frigørelse fra de ødipale bånd til faderen/kongen.

At det ikke er let for barnet at give slip på forholdet til faderen, får vi demonstreret ved, at først den ældste, siden næstældste prinsesse effektivt jager den forstyrrende trediepart - bjørnen - væk. Det gør de med en 'stor kæp' og de vil ikke tage imod bjørnens tilbud om at ride ud i verden på dens ryg. De to ældre søstre foretrækker slottets og faderens beskyttende tryghed.

Da turen kommer til den yngste prinsesse og faderen/kongen op­fordrer hende til at jage bjørnen væk lyder hun hans bud, men hun bruger ikke en 'stor kæp' som sine søstre. Hun tager kun 'en stok' og samtidig imod bjørnens tilbud om en tur ud i skoven og det uvisse.

Her begynder rejsen, løsrivelsen og problemerne.

Da Prins Hvidbjørn og prinsessen kommer ud til hans hule i sko­ven, får hun at vide, at her skal de "bo i syv år" og hun lover ham ikke at tænde lys for at se ham i menneskeskikkelse om natten.

De syv år symboliserer den periode i barnets liv, der følger ødipus-situationen, som kaldes latensperioden. I denne periode, som varer til puberteten, er de tidligere seksuelle bindinger erstattet af rene 'ømme' (dvs. aseksuelle) relationer, hvor de seksuelle kræfter er fortrængt til at leve en skyggetilværelse i det underbevidste. En vel­lykket udgang af latensperioden vil resultere i, at individet ved puber­tetens indtræden omfatter sine kærlighedsobjekter med både ømme og sanselige følelser.

I eventyret fremstilles de ømme og sanselige følelsesaspekter som henholdsvis menneske og bjørn. Først når prinsessen bevidst er i stand til at acceptere og elske det sanselige seksuelle i skikkelse af bjør­nen, kan de to følelseskvaliteter integreres i en helhed og rettes mod samme objekt, så dualismen forsvinder. - Først når prinsessen er i stand til at elske Prins Hvidbjørn med både ømme og sanselige følelser kan hun opleve ham som en rigtig prins.

At Prins Hvidbjørn om dagen er en bjørn, men om natten en prins, symboliserer, at prinsessen ikke bevidst kan acceptere det sanseligt seksuelle (som antager en animalsk skikkelse af en bjørn, der endda løber af med hende), men nok underbevidst, (f.eks. i drømme). På denne måde får eventyret demonstreret, at det, som virker skræm­mende for bevidstheden, eksisterer i en mindre provokerende form i underbevidstheden.

Prinsessen må love Prins Hvidbjørn, at hun ikke vil forsøge at af­sløre det menneskelige bag ved det dyriske - hun må love ham ikke at tænde lys om natten for at se ham som prins. Gør hun det, vil hun fornægte en side af ham, nemlig den sanseligt seksuelle. Først når hun er i stand til at elske denne side af ham - i eventyrets sprog: at leve med den i 7 år - er hun kommet ud over sin dualisme. - Når vi vælger ikke at føre denne tolkning videre end vi har gjort, er det fordi den forekommer noget umoderne. Kvinder er i dag ikke så bange for seksualiteten som de borgerskabets kvinder for 100 år siden, som psy­koanalysens kvindesyn er baseret på. At eventyret endnu i dag for nogle kan fungere som her antydet, er ikke dermed afvist.

Al udvikling er svær, fordi den stiller nye krav til individet. Tre gange bliver prinsessen fristet til at bryde sit løfte og afsløre Prins Hvidbjørn - tre gange bliver hun fristet til at give efter over for de nye fordringer, som udviklingen medfører. De første to gange mod­står hun fristelsen. Det lykkes ikke søstrene at 'forføre' hende, og "hun blev Prins Hvidbjørn tro, og kom tilbage, da han hentede hende".

Tredie gang, derimod - i forbindelse med faderens fødselsdag - bli­ver hun forført til at afsløre bjørnen. I lyset af en sølvlygte, som hun har fået af søstrene, vil hun tilfredsstille sin vakte nysgerrighed - en nysgerrighed, som må kæmpe mod hendes angst vor videre udvikling, som hun immervæk har holdt i ave i seks år. Hendes nysgerrighed efter at se prinsen får følger, idet hun taber en dråbe brændende voks fra lyset, og prinsen vågner op og må forlade hende.

At hun føler fristelsen efter seks år, kun ét år før forløsningen, er konsekvent i eventyrets logik. Efter 2 år havde den ældste søster bryl­lup, efter 4 år den næstældste, og med de 6 år er turen kommet til den yngste søster - prinsessen. Eventyret demonstrerer herved, at prin­sessen nu er klar til at se - møde - prinsen.

Historien om prinsessen og Prins Hvidbjørn fortsætter, men sam­tidig begynder en ny historie, nemlig om hans ødipale bindinger til moderen, som i eventyret repræsenteres af heksen. I mange folke­eventyr fremstilles den onde moderfigur som en heks (f.eks. Hans og Grethe) eller som stedmor (f.eks. Snehvide). Den rigtige mo­der er aldrig tilstede i rollen som den onde moderfigur, hvilket ville virke alt for angstprovokerende, idet den symbolske form derved ville overskrides - og i dette tilfælde den kulturelle norm, som foreskriver moderen som entydigt god.

På grund af bindingen til sin moder må Prins Hvidbjørn forlade prinsessen, men at han ikke derfor er interesseret i at miste hende ud­trykkes ved, at han giver hende "nøglen" til at få ham igen: "han sagde til hende, at hun skulle gå til hans søstre og hilse dem fra ham." Det gør prinsessen og allierer sig derved med dem i deres ødipale op­gør med den dominerende moder. Søstrene forsyner prinsessen med de kvindelige attributter ten, haspe og rok - endda af allerbedste kvali­tet. De er lavet af guld og derfor mere værd end den foreløbig så skæbnesvangre sølvlygte, som hendes egne søstre gav hende. Ten, haspe og rok er traditionelle kvindelige attributter og samtidig er det nornernes redskaber. Nornerne - de nordiske skæbnegudinder - spinder det enkelte menneske en livstråd, som afgør dets skæbne. I eventyret får en prinsesse ikke en færdig livstråd, men hun får red­skaberne til selv at spinde én. Dermed demonstreres, at man ikke kan klare sig udelukkende på hjælp fra andre, man må selv kæmpe for at komme videre i sin udvikling.

Den onde heks afkræver prinsessen hendes kvindelige attributter mod at give hende adgang til trappen foran prins Hvidbjørns kammer. Hermed demonstrerer eventyret, hvorledes den onde ødipale mor forsøger at franarre den unge pige hendes kvindelighed for selv at komme i besiddelse af den. Heksen viser dermed, at hun ikke vil give slip på prinsen, der har fået en sovedrik, så han ikke kan høre prinses­sens sang. At heksen giver ham sovedrikken er udtryk for, at hun for enhver pris vil holde fast på prinsen, hvilket han bliver klar over, da tjeneren fortæller ham, "hvad pigen havde sunget".

Også prinsen må selv være aktiv for at befri sig fra sine ødipalbindinger. Den sidste nat narrer han heksen, thi prinsen havde kastet sovedrikken bag over skulderen, og prinsen og prinsessen får 'talt' sammen.

Om morgenen kommer heksen og afslører sin sande natur, som er af en sådan karakter, at den ikke tåler dagens lys. Da hun ser på den opgående sol falder hun død om. Fortryllelsen hæves og forløsningen fuldbyrdes: Hvidbjørn bliver til en dejlig prins og - hedder det videre i eventyrets lakoniske stil - giftede sig med prinsessen og tog troldheksens slot i besiddelse, hvor de endnu skal bo, den dag i dag.

Indgåelse af ægteskab betyder i folkeeventyrene, at individet er blevet voksen og selvstændig i forhold til forældrene.

Heksen, som ikke tillod prinsen at frigøre sig, men bandt ham til sig, står som eksponent for den forkerte forældreadfærd overfor bar­nets ødipale problemer. Hun er gennemført ond, hvilket eventyret demonstrerer ved, at hun ikke kan tåle at se solen; noget, som ellers alle andre mennesker kan, og derfor må hun dø.

Hendes modsætning er kongen, som ikke forsøger at binde prinses­sen til sig. På trods af, at det ikke er helt ufarligt, skubber han nær­mest prinsessen fra sig, fordi det er nødvendigt for hendes udvikling. Han siger til hende: gå ud og jag bjørnen. Det gør hun, men tager selv med! Kongen har så at sige forført prinsessen til at tage med bjørnen ud i verden.

Eventyrets budskab til de voksne er, at det er nødvendigt at bryde de ødipale bånd, og at man må hjælpe barnet dermed. Det er ganske utilgiveligt at fastholde barnet for at bruge det i sit eget narcissistiske spil, hvilket heksen forsøgte med Prins Hvidbjørn.

Forførelse

Forførelse rummer altid en dobbelthed: man vil og man vil ikke. Ly­sten, og frygten eller pligten er i kamp med hinanden. I den erotiske variant af forførelsen skal forføreren hele tiden ramme den villende side hos den, der er ved at lade sig forføre.

Der er mange forførere i dette eventyr, men de to vigtigste er bjør­nen og prinsessen. De to modstandere er faderen/kongen, og især heksen/moderen, der forsøger at holde fast i den ikke-villende side af prinsen, og dermed blokere for løsrivelsen og forløsningen.

Bjørnen har første trin i forførelsen. Kom og sæt dig op på min ryg, siger den til prinsessen. Man må formode, at hun har lyst til det, siden hun gør det umiddelbart efter faderens påbud om at jage bjørnen væk. Det er første gang i eventyret, prinsessen overtræder et forbud (ved at gøre det modsatte af påbuddet), men ikke sidste gang. Hendes udvikling er så at sige bestemt af, at hun overtræder en række afgørende forbud.

Andet trin i forførelsen er mere speget: Bjørnen fremlægger alle præmisserne for deres fremtidige tilværelse:

Her skal vi bo i syv år. Om dagen er jeg en bjørn, men om natten en prins. Kan du i disse syv år lade være at tænde lys for at se mig, så er jeg frelst, og du skal være min dronning.

Det vigtige i denne meddelelse er, at han understreger, at hun ikke må se ham. Men dermed giver han hende også ideen til, at der skulle vær noget at se, understøttet af at han fortæller, at han om natten er noget så forjættende som en prins, hvilket rummer mange løfter. Når hun ikke må se ham, er det efter hans egen udtalelse, fordi han så ikke kan frelses. At det netop er overtrædelsen af dette forbud, der i sidste ende frelser ham, fremgår senere i eventyret. Det er ikke syv års lys­sky og bevidstløs samleven, der kan frelse ham, som han i begyndelsen foregøgler hende. At det er noget af en opgave, han med sit forslag har pålagt prinsessen, fremgår af formuleringen: Kan du i disse syv år lade være at tænde lys... Der appelleres til prinsessens pligt- og ikke lystfølelse. Hun skal holde sig tilbage, beherske sig. Og netop derfor kommer hun til at overtræde forbuddet, i lighed med overtræ­delsen af faderens påbud om at jage bjørnen væk.

Efter to år er bjørnen igen i gang som forfører. Han fortæller, at prinsessens søster skal have bryllup, vel vidende, at prinsessen gerne vil hjem til det. Han tager løfte af hende, at hun ikke må lade sig lokke eller forføre til at se ham. Dermed udviser han en viden om, at det er dét, prinsessen gerne vil. Og han siger samtidig, at det er, hvad han selv ønsker, for han kunne i modsat fald blot have undladt at sige til hende, at søstrene skulle have bryllup - og dermed elimineret hele faren. Episoden gentager sig med den anden søster og sidst med fade­rens fødselsdag. Den tredje og sidste fristelse gives der efter for, og dermed kommer deres forførelses- og personlige udviklingshistorie for alvor i gang.

Den tredje gang er det ydermere ikke seksuelt betonede højdepunk­ter i søstrenes liv (bryllupper), der er anledningen til at komme hjem, men faderens fødselsdag. Bindingen til faderen må derved formodes at blive aktiveret. Fordi faderen afstår fra at fastholde pigen, kan søstrene gøre deres overtalelse af prinsessen færdig. De udstyrer hende med sølvlygte og fyrtøj, som hun denne gang tager imod.

Bjørnens budskaber er af dobbelt karakter. Han siger gentagne gange: du må ikke se mig, men giver hende samtidig ideer til, hvordan hun skal komme til det. Lad vær' - men lad alligevel ikke vær'. I vir­keligheden beder han hende om at forføre sig.

Højdepunktet i eventyret er det sted, hvor prinsessen tænder lys og ville til at se bjørnen - og ser, at han var en dejlig prins. Ikke så mærkeligt, at hun bliver indtaget af hans skønhed og ikke kan holde op - lade af, som det hedder i den gamle udgave af eventyret - med at betragte ham. Lige som hun ikke kunne lade være at se ham, som hun fik påbud om 6 år tidligere, kan hun nu ikke lade af at se ham.

At hun har set ham før de syv år er gået, dvs. før tid, er det kon­krete udtryk for den psykiske realitet, at hun har set ham, før han er klar til at blive set. Og det får konsekvenser, for prinsen må nu skilles fra hende. Han skal så at sige hjem til mor. Den forførelse, han selv har sat i gang, er han ikke i stand til at fuldende. Men prinsessen, der nu er blevet grundigt forført af synet af den dejlige prins, skal ikke hjem til far, men ud i verden med sine egne projekter. Hendes projekt er en konsekvens af forførelsen, og det handler om at finde den prins, hun i samme sekund både har set og mistet. Prinsen selv hjælper hende endnu engang ved at give hende en god ide. Han siger, at hun skal gå til hans søstre. I stil med tidligere leverer han hende dermed et dobbeltbudskab og en nøgle: på det direkte plan siger han: vi må skil­les, på det dybere plan siger han samtidig: find mig!

Forløsning

Med dette dobbeltbudskab starter eventyrets anden del, hvor prinses­sen er den aktive hovedperson. Hendes rolle som forfører er af en noget mere barsk karakter, fordi prinsens ødipale bindinger er så stærke. Han kan ikke holde ud at blive set, hvilket er forførelsens slut­mål.

I eventyrets første del fik prinsessen hjælp af sine søstre med nogle sølvting. Nu har hun brug for hjælp igen, og den leveres af hans søstre, der giver hende forskellige ting af guld.

I vores kulturkreds er guld mere kostbart end sølv. Hvor sølvet as­socieres med månen, er guldet associeret med solen. Sølv, måne, mørke og nat er symboler i eventyrets første del (månen dog kun indirekte); guld, sol, lys og dag er symboler i anden del. Sølvlygten og fyrtøjet, der sammen giver mulighed for både lys og mørke (lygten kan både være tændt og slukket), fuldbyrder forførelsen for prinses­sens vedkommende og betegner overgangen fra første til anden del. Sølvlygten og dens evne til at give lys symboliserer forførelsen i den forstand, at der kastes lys over de dunkle eller uerkendte sider af per­sonligheden, i dette tilfælde den ubevidste side i personligheden, der handler om seksualitet og kærlighed. At den er af sølv symboliserer dens evne til at fange og erkende det halvt- eller før-bevidste.

De guldting, prinsessen får af søstrene, er som tidligere nævnt kvindelighedsattributter: ten, haspe og rok - redskaber, der gennem tiderne har været knyttet til og brugt af kvinder. Det er med sin kvin­delighed, hun skal forføre og forløse prinsen, og det er ligeledes med kvindelighedens attributter hun skal overvinde heksen, der bliver misundelig og ønsker dem i sin besiddelse, så hun fortsat kan fastholde prinsen/sønnen.

Endnu et metal kommer i prinsessens besiddelse. Det er jernet, i de jernsko, der slås under hænder og fødder. Jernet er umiddelbart det mindst 'lystfyldte' metal i eventyret. Hvor sølvet og guldet skinner og er kostbart og smukt, og i eventyret sættes indirekte i forbindelse med forførelsesprocessen, er jernet i sig selv hårdt, barskt og forbin­der sig med det hårde arbejde, prinsessen skal i gang med. Dets ulyst-fyldte karakter understreges af, at det slås under hendes hænder og fødder. Prinsessen skal nu løbe som et dyr på fire, og deri ligner hun bjørnen. På et dybere plan siges dermed, at nu er også hun bundet, men ikke af gamle bånd, men til prinsen, som jernskoene skal bære hende frem til.

Ikke alle bånd er af lige ulystbetonet karakter, og jernet lades da også i overensstemmelse hermed med seksuel betyd­ning. I freudiansk terminologi er sko et symbol på det kvindelige kønsorgan, og sådan kan det godt opfattes her. I den forbindelse er det heller ikke tilfældet, at det er smeden, der skoer hende. Smeden og hans arbejde med at opvarme, forme og bearbejde genstridigt jern er maskulint og erotisk ladet. Ilden og rytmen er de kræfter, der er i hans besiddelse - og både ild og rytme er i anvendelse under seksualakten.

Således forsynet med kvindelighedens attributter, guldets lys og jernets seksualitet og udholdenhed drager prinsessen afsted. De for­hindringer, hun skal igennem, udtrykkes symbolsk. For at finde prinsens søstre måtte hun igennem skove og over bjerge, der udtryk­ker det usikre, farlige, dunkle og uigennemtrængelige. De bjerge, hun nu skal over, er endnu sværere at forcere: høje glasbjerge. Glas er et både stærkt og sårbart materiale, og springer det er det sårende, skærende. Desuden er det så glat i overfladen, at det synes umuligt at komme over glas i facon af et stejlt bjerg. Anstrengelserne er således symboliseret, og det videreføres, da hun når frem til slottet: "Da satte hun sig uden for slottet, på en høj klint". Den høje klint, hun sidder på, angiver tillige hendes udsathed og tillader hende at blive set.

Hun tager da de kvindelige attributter i anvendelse, men ikke med den effekt, at hun bliver set af prinsen. Heksen derimod ser hende - hendes seksualitet og kvindelighed lyser (jf. guldet).

Prinsessen afleverer de tre guldredskaber en efter en til heksen, mod at sidde på trappen til prinsens kammer. Trappen er den seksuelt betonede adgang til prinsen, opstigningen ad trappen antyder seksualakten. Men inden det når så vidt må prinsessen først i kontakt med prinsen, der åbenbart både er døv og blind: han kan hverken se hende, selvom hun sidder og lyser og på en klint, eller høre hende, selvom hun synger ømme ord til ham. Hans manglende evne til at se og høre er resultatet af den sovedrik, heksen har givet ham. Sovedrikken er udtryk for hans bevidstløse og bundne tilstand, der er en følge af heksens magt over ham. Den symboliserer det modsatte af sølvlygten, der gav klarhed og erkendelse.

Det er en tjener, der kommer prinsessen til hjælp ved om dagen at fortælle prinsen om hendes tilstedeværelse. Tjeneren er en person i eventyrets overflade-handling, i psykologisk forstand er han udtryk for, at nogen ikke længere kan holdes tilbage i prinsen. De ubevidste længsler kommer nu for dagen, dvs. de erkendes, og helt konsekvent er prinsessen da tredie og sidste gang rykket op ad trappen til dørtrin­net. Prinsen er nu i stand til at kaste sovedrikken over skulderen, og "da natten kom, talte de med hinanden". Man kan jo gætte på, at det var kroppens sprog, de anvendte.

Der står nu tilbage at gøre det endeligt af med heksen, dvs. sikre, at bindingen til hende er endeligt afbrudt, så han kan forblive prins, og dermed lade deres natlige, skjulte oplevelser komme for dagen og til bevidsthed og fuld udfoldelse. Heksen er forsåvidt afskaffet i og med at prinsen ser prinsessen og lukker hende ind, men hendes endeligt understreges symbolsk ved, at hun falder død om, da prinsessen peger på solen. Heksens form for fortryllelse fungerer kun i mørke og tåler ikke lyset - hendes forehavende er lyssky i ordets kriminelle betyd­ning (jf. tidligere).

Med prinsens endelige forløsning fra sin dagtilværelse som bundet bjørn kan prinsens og prinsessens seksualitet og kærlighed nu komme til fri udfoldelse i en fælles forførelse, forening og forløsning. Men dette harmoniske efterspil må læseren selv fantasere sig til. Vi får blot at vide, at de giftede sig og tog troldheksens slot i besiddelse, hvor de endnu skal bo, den dag i dag.

Sidste sætning kan fortolkes på flere måder. Man kan opfatte den som en bedyrelse af, at eventyret er udtryk for noget sandt. Man kan også opfatte den som en slags ønskeopfyldende sætning, der siger, at dette vidunderlige, som eventyret slutter med, varer ved.

Kønspolitik og seksualitet

Forførelseshistoriens opbygning i dette eventyr er en parallel til den klassiske dannelsesromans opbygning. Hvor modellen dér hedder hjemme -> hjemløs -> hjem, hedder den i eventyret løsrivelse -> for­førelse -> forløsning. Fordi forførelseshistorien her former sig som en variant af en udviklingshistorie, er den velegnet for unge læsere. Desuden har den en kønspolitisk dimension, som kan give anledning til frugtbar diskussion.

Eske Holm har i Den Maskuline Mystik brugt Amor og Psyke­myten, der ligner Prins Hvidbjørn, til at beskrive mandens angst for at blive set og give sig til kende, og dermed slippe det maskuline rollespil. Denne tolkning kan også forsvares i forbindelse med Prins Hvidbjørn, men man kan desuden spørge: hvem skjuler sig egentlig for hvem, og hvor meget? Eventyret fortæller ikke kun, at han skju­ler sig for hende, men også at hun ikke er klar til at se ham. Det bliver hun imidlertid før ham - prinsessen har hele tiden et udviklingsmæs­sigt forspring. At hun dermed kommer til at forcere hans given sig til kende er ikke dårligt - nogle gange må andre overskride ens grænser, før man selv kan overskride dem! Det er netop heri, forførelsen be­står.

Man kunne kritisere, at det er kvinden, der skal optræde som hjæl­per og befrier, som hun kommer til i dette eventyr. Kvinden opfattes i vores kultur ofte som en slags 'sygeplejerske', der skal forløse den følelsesmæssigt forknudrede mand (tænk her på en moderne roman som Le af Herdis Møllehave). Men eventyrene ligestiller i høj grad kønnene i dette spørgsmål. Også mændene optræder som befriere, når de f.eks. vækker fortryllede prinsesser med et kys (Tornerose, Snehvide) eller redder prinsessen fra følelseskulde og fortabelse (Prinsessen på Glasbjerget).

Man kunne formode, at yngre læsere fik problemer med eventy­rets kobling mellem prins-nat og bjørn-dag. Hvorfor er Prins Hvid­bjørn en bjørn om dagen og en prins om natten? Det ubevidste, det dy­riske, driften og seksualiteten associeres jo traditionelt med mørke og nat. Normalt ville man mene, at koblingerne skulle være: bjørn, dyr, seksualitet, nat og ikke-bevidsthed på den ene side over for prins, ikke-sex, dag og bevidsthed. Forklaringen på, at disse koblinger her går på kryds og tværs, skal søges i eventyrets brug af lys/mørkesym­bolik. Eftersom det væsentlige i forførelseshistorien er, at prinsessen ikke må se ham, som han er, men kun i den fortryllede bjørneudgave, må hans egentlige væsen henlægges til om natten, hvor det er mørkt og hun ikke kan se ham, men hvor den driftsmæssige side er tilstede koblet med prinseskikkelsen. Dermed er skabt en interessant konsti­tuering af seksualiteten i et spændingsfelt mellem bevidst og ubevidst, klarhed og dunkelhed, menneskeligt og dyrisk. - Og dermed bliver eventyret egentlig et ganske moderne eventyr.

Til toppen

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt