Abstract og metodeintroduktion

Abstract

Udgangspunktet for Finn Brandt-Pedersen og Anni Rønn-Poulsens analyse af et fol­keeventyr er nogle tekstkritiske overvejelser omkring genrens omformulering fra mundtlig til skriftlig version. På denne baggrund finder de to forfattere det proble­matisk at foretage en nærlæsning af folkedigtningen med dens mundtlige karakter.

Grundlaget for analysen af Gåden er den strukturalistiske narratologi. Analysen koncentrerer sig om rollefordelingen mellem eventyrets to hovedpersoner, hvilket medfører en overvejelse over forholdet mellem aktantmodellens subjekt og hjælper og denne rollefordelings funktion for ideologiproduktionen. I denne sammenhæng drøftes, hvorvidt rollefordelingen er anderledes i den danske fortælletradition end i andre landes.

Til toppen

Metodeintroduktion

Folkeeventyrene er blevet fortalt i folkelige kredse gennem århundre­der. De har været folkekære. De handler om helte og skurke, gode og onde, og beskæftiger sig på den måde direkte med værdibegreber, med menneskeskæbner og livstolkning. Det forekommer os at være væsentligt at se nærmere på, hvad det egentlig var, vore forfædre fortalte hinanden om livet, samtidig med at de underholdt hinanden med spændende, voldsomme og groteske handlingsforløb.

Vi vil derfor forsøge en ideologikritisk læsning af eventyret Gå­den, en afdækning af eventyrets morale-indhold, og prøve at forhol­de os til, hvad vi finder.

Og vi vil undervejs huske på, at dette eventyr hører hjemme i folke­eventyr-genren, som er en genre med meget faste træk, så det derfor er naturligt at overveje, om det vi finder måske gælder hele genren.

Når vi skal vælge fremgangsmåde og redskaber til analyse af tek­sten, vil vi tage eventyrenes historiske omstændigheder i betragtning.

Den tekst, vi har for os, er ikke værket i samme forstand som en kunst-litterær tekst. Den er en nedskrivning af en mundtlig frem­føring, og selve nedskrivningssituationen rummer mange usikker­hedsmomenter. Her kommer en lærd person fra storbyen ind i den folkelige fortællers stue med papir og skriveredskab. Hvilken ind­virkning har det på fortælleren? Hvordan omsætter man overhove­det en mundtlig fortælling til læselig skriftlig form? Må der ikke nød­vendigvis indgå en bearbejdning fra nedskriverens side, som nærmer sig en gendigtning? Hvordan fastholder man (før båndoptageren) det fortalte?

Desuden er den mundtlige fremføring heller ikke i egentligste for­stand værket, men én af mange fremføringer, som kan have afveget fra hinanden i et eller andet omfang - hos den meddelende fortæller og i endnu højere grad hos den kæde af fortællere, som har bragt historien videre gennem et ukendt antal menneskealdre.

På den baggrund kan det være problematisk at foretage en detalje­ret tekstanalyse, byggende på iagttagelse af tekstens organisering ned i de sproglige detaljer. Man kan komme til at hæfte sig ved detaljer, som ikke er fast og nødvendigt tilbehør, og i det hele taget gå galt i byen. Det, som er mest pålideligt i formuleringen, er nok de ofte fore­kommende passager, hvor teksten får formelagtig karakter: vers­linier, trylleformularer, ordret gentagne replikskifter, gådeformuleringer m.v.

Ellers må man antage, at det stabile element i eventyret er den episke kerne, begivenhedernes kæde. Det kan tilskynde til at vælge den strukturalistiske narratologi som analysemetode. Den tilsigter netop at afdække og analysere det fortalte eller narrative forløb og det betydningsindhold, som derigennem udtrykkes, og den er i øvrigt ud­viklet i høj grad med inspiration fra eventyrforskning.

Disse overvejelser kan måske give det indtryk, at vi går ind for at lade hver enkelt tekst bestemme metodevalget i det enkelte tilfælde, uden bevidsthed om at de forskellige metoder er dybt forankrede i forskellige værdigrundlag, litteratursyn, menneskesyn m.v.

Men overvejelserne gælder kun, hvor vi kan låne egnede redskaber til analysen. Når vi i det følgende benytter nogle af narratologiens modeller, agter vi ikke at lade modellerne, eller den metode de hører hjemme i, styre os, men vil netop holde et vågent øje med modellerne. Samtidig med at vi anvender modellerne til analyse af teksten, vil vi lade teksten belyse modellerne.

Specielt vil vi under brugen af narratologiens aktantmodel få lejlig­hed til nogle overvejelser af, hvad denne model måske af- og tilslører.

Inden vi går i gang med eventyranalysen, vil vi kort redegøre for de narratologiske modeller og begreber, vi benytter.

Vi foretager en skematisk opstilling af eventyret, som giver over­sigt over de vigtigste enkeltbegivenheder i handlingsforløbet, fordelt efter hvem der udfører handlingerne. Det kan man naturligvis gøre inden for enhver metodesammenhæng, men det er i særlig grad na­turligt her, eftersom det hører den strukturalistiske narratologi til, at en fortælling først omskrives og reduceres til en kæde af narrative enkeltudsagn om det, som trin for trin bringer handlingen videre.

Vi benytter aktantmodellen. Den er opstillet af A. J. Greimas og er som så meget andet inden for narratologien inspireret af den russiske eventyrforsker Vladimir Propps arbejde i 1920'erne. Propp opstillede en liste over folkeeventyrenes personer: helt, skurk osv. Greimas re­ducerede listen og gav den modelform:

Modellen kan læses sådan: Der er et subjekt, der har et forehavende for. Dette forehavende består i, at subjektet efterstræber et objekt for at bringe det til en modtager (som udmærket kan være den samme som subjektet). Under dette forehavende kan subjektet møde en eller flere modstandere, som søger at hindre forehavendet, men også en eller flere hjælpere, som bistår subjektet med forehavendet. Der er endelig en giver, en som har objektet i besiddelse og gerne skal afstå det. Giveren har beføjelserne til at sætte vilkårene for, om subjektets forehavende skal lykkes.

Modellen er bygget over tre akser. Den lodrette akse kaldes pro­jektaksen. Her kommer subjektets projekt til syne. Den nederste akse kaldes konfliktaksen. Her udspilles kampene. Den øverste akse kaldes transportaksen. Her transporteres objektet fra giver til modtager. Den kaldes også undertiden kommunikationsaksen, og giveren kaldes da afsenderen.

Når begreberne subjekt, hjælper osv. her kaldes aktanter og ikke personer eller aktører, skyldes det, at de angiver positioner i spil­opstillingen. Der kan være flere aktører på samme aktantplads, og den samme aktør kan findes på flere aktantpladser, som når subjektet og modtageren viser sig at være den samme.

Aktantmodellen er en statisk model. Den viser netop en spilopstil­ling på et givet tidspunkt undervejs i handlingsforløbet. Denne opstil­ling kunne eventuelt ændre sig. Modellen siger heller ikke noget om, hvordan udfaldet af subjektets forehavende bliver. Hvis subjektet efterstræber objektet for at overdrage det til sig selv som modtager, er subjektet modtager, uanset om forehavendet lykkes, eller om sub­jektet ikke modtager noget som helst.

Modellen er efter narratologiens påstand dækkende til beskrivelse af, hvad der er på færde i enhver fortælling - og mere end det. Den er dækkende til beskrivelse af al menneskelig aktivitet og oplyser dermed ikke kun noget om, hvordan fortællinger er indrettet, men også om, hvordan den menneskelige bevidsthed er indrettet.

Vi benytter endelig kontraktmodellen:

Modellen viser et forløb, som Propp fandt i de russiske folkeeventyr. Det kontraktforhold, som findes ved begyndelsen og slutningen af forløbet, er et socialt tilhørsforhold. Det kan altså brydes, gå i styk­ker, og helten må herefter søge det genetableret.

Denne model har måske ikke samme almene gyldighed som aktantmodellen, men den kan ofte være et nyttigt redskab for overvejelser under tekstanalyse. Vi beskæftiger os alene med begrebet Ude-rummet, det rum eller den situation og tilstand helten befinder sig i mellem kontraktbruddet og kontraktens genetablering.

Til toppen

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt