Af Martin Jørgensen (f. 1943), cand.mag. i dansk og kristendom. Tidligere ansat ved Marselisborg Seminarium. Artiklen blev oprindelig bragt i Peter Lykke-Olsen og Ole Pedersen: Folkeeventyr - Fascination og pædagogik, 1987 (1982).

Forløbet i "Tjenesten hos bjergmanden"

De tre bondesønner Povl, Per og Esben er blevet voksne og skal hjem­mefra. De to ældste, Povl og Per, drager i tur og orden af sted. De får begge tjeneste hos, hvad de opfatter som en almindelig bondemand. Han viser sig imidlertid at være en bjergmand (trold), hvilket kommer til udtryk i en umulig kontrakt: den, der først bliver vred, skal have et stykke af sin bug og et af sin bag skåret ud, samt fortabe lønnen: en skæppe penge. Povl og Per kommer maltrakterede hjem, hvorefter Esben får chancen. Bjergmanden hidsede hans ældre brødre op ved ikke at give dem noget at spise, men Esben tager selv for sig, og han iværksætter nu en systematisk straffeekspedition med bjergmandens familie og ejendom. Noget af ejendommen bliver ødelagt, noget bragt hjem til Esbens far. Bjergmandens følelser bliver stillet på en større og større prøve. Efter at han forgæves har forsøgt at slå Esben ihjel, sender han ham hjem til hans far med en hel vognladning penge samt forsikringer om, at han (Esben) har overholdt kontrakten til punkt og prikke. Eventyret slutter med, at de tre brødre og deres far gottede sig, mens den mishandlede bjergmand drager alene hjem.

Personkonstellation

Som det fremgår af det kortfattede handlingsreferat ovenfor drejer det sig om et typisk folkeeventyr: den lille og oversete demonstrerer overraskende snilde og handlekraft, og det medfører rigelig beløn­ning. Man kan da også finde det samme motivkompleks og den samme handlingsgang i eventyr med andre titler (se "Eventyrindeks", Biblio­tekscentralen 1970).

På flere måder kan eventyret beskrives som en konflikt mellem to familier: Esbens (mand, kone og tre sønner) står over for bjergman­dens (mand, kone og barn). Da Esben drager ud, er det således be­mærkelsesværdigt, at han ikke så meget er ude efter personlig beri­gelse, som han er ude på at hævde sig over for bjergmanden. Da fade­ren advarer ham mod ham, svarer han: "Håhå, ham vil jeg netop til", sagde Esben, "For det er morsomt at tjene en bjergmand". Og da sej­ren er endelig, står der: "Esben og hans far gottede sig, da bjerg­manden var kørt. Nu havde de fået erstatning for, hvad hans brødre måtte lide". Fordi hovedkonflikten går her, er der heller ikke gjort meget ud af den traditionelle konflikt mellem de to store brødre og den lille. Der står ganske vist: "... Esben Askepisker, sådan kaldte brødrene ham, fordi han altid lå og skrabede i askekrogen inde ved hans moder", men det er tydeligvis passivt traditionsstof, som ikke har nogen væsentlig funktion i eventyrets betydningsdannelse. Brødrene håner ham heller ikke, og der er fra faderens side ikke nogen forfordeling af den lille. Med til at understrege hovedkonflik­ten er Esbens berigelser på bjergmandens bekostning til fordel for faderen: han bringer komet og svinene hjem til ham. Esbens far er i begyndelsen så fattig, at han ikke kan forsørge sine sønner. I løbet af historien bliver han mere og mere velhavende og er til sidst hovedrig, hvorefter han holder sine sønner hjemme hos sig. Bjergmanden gen­nemgår en tilsvarende udvikling, blot den modsatte vej. Et særligt hårdt slag tilføjedes han, da Esben slår hans lille barn ihjel.

Man kan nu se hovedpersonen som udspændt mellem to poler: faderen og bjergmanden (der er ikke gjort meget ud af beskrivelsen af den første som person, men han optræder som en given størrelse i tekstens betydningsunivers). På grund af nøden hjemme og brødrenes nederlag tvinges Esben til at opgive sin trygge fader og kaste sig i armene på en dæmonisk far og husbond. Ved eventyrets slutning er denne konflikt ophævet, og Esben er så at sige gået i sin far igen. Tager man teksten på ordet, er han på denne måde sluppet for opbruddet hjemmefra og for at arbejde for andre. De sidste linjer lyder således: "så levede de i velstand og glæde i mange år for alle de penge, de havde fået af bjergmanden". Som man kan høre, ligger denne formulering meget tæt op ad standardudgangen på de eventyr, som ender med ægteskab.

Man kan nu foreløbig sige, at Esben er sluppet ud af en konflikt, der både kan beskrives psykologisk og samfundsmæssigt: Han måtte for­lade en far, som sagde, at han ikke kunne gøre mere for ham, til fordel for en, som stillede hårde krav til ham. Og han måtte forlade det be­skyttede hjem og sælge sin arbejdskraft for penge. Begge opbrud slip­per han altså for. Det er her måske vigtigt at minde om det centrale motiv: vreden. Den der ikke kan beherske sig, må bukke under (her­om senere).

Det er påfaldende, så menneskelig bjergmanden er. Han har et ud­mærket familieliv, en driftig gård, og karlen tiltaler han med "Lille Esben", som modsvarende kalder ham "far". Hver gang bjergmanden er blevet angrebet af Esben og er lige ved at fare i flint, kommer han med en karakteristisk jysk underdrivelse: "Jeg er noget nær narret". Det eneste dæmoniske træk ved ham, udover den bizarre kontrakt, kommer frem, da han går hen og puster ilden i den brændende lade ud, "ligesom det havde været et lys". "En dæmon med familieliv er straks lidt mindre dæmonisk" siger Villy Sørensen i "Digtere og dæmoner" (s. 169). Det kan muligvis forstås som en mediering i Levi- Strauss'sk forstand, forstået på den måde, at det destruktive bliver mindre farligt, når det får menneskelig skikkelse. Når man ser de to skikkelser, faderen og bjergmanden, som mulige alternativer for Esben, er det imidlertid rimeligt, at de ligner hinanden. Dertil kom­mer en formodentlig interesse hos de oprindelige tilhørere i at se en, som mest af alt ligner en almindelig storbonde, komme ned med nak­ken.

Det komplekse forhold mellem de to personer kommer også frem, når man betragter dem med en aktantmodel. Det objekt, som Esben efterstræber, er naturligvis pengene. I mange eventyr, hvor der op­træder trolde, har disse på dæmonisk eller anden uretmæssig vis til­ranet sig den efterstræbte skat eller pige. Det vil sige, at der efter ned­kæmpningen af den onde kan finde en egentlig overdragelse sted fra den retmæssige indehaver, konge, far eller lignende. Men når man ser bort fra den lidt særprægede måde at holde folk på, er der ikke gjort noget ud af, at bjergmanden skulle have sin ejendom uretmæs­sigt. Tværtimod er alt, hvad der foregår på gården, jo såre alminde­ligt. Hvem er da giveren, og hvem er modstanderen? Funktionerne er blandet sammen på samme uigennemskuelige måde, som de er det for den, som skal aftvinge sin husbond/arbejdsgiver ordentlig mad og løn (arbejdsgiver-arbejdskøber), og lige som de er det for den, som først skal overvinde og omstyrte sin far, før han selv kan tilegne sig de vær­dier, han besad/stod for. Faderens magt står i den søn, som vil have magt. Sønnen må på én gang overvinde faderen og taknemmeligt modtage gaver fra ham. Denne modsigelse befinder sig på et ubevidst lag i teksten og vil formodentlig også optræde ubevidst for tilhøreren. Jeg anser den for central og vil senere vende tilbage til den. Men først vil jeg tage udviklingen i teksten op.

Komposition

Forløbet i teksten er, som det allerede er fremgået af det indledende handlingsreferat, typisk. Man kan genfinde de fleste af Olriks episke love og se, hvorledes de er vævet ind i en hovedudvikling fra harmoni over konflikt til genvunden harmoni. Gentagelsesstrukturen er sær­lig iøjnefaldende på den måde, at den centrale dialog mellem bjerg­manden og Esben med små variationer kommer igen: ""Jeg er noget nær narret" sagde bjergmanden. "Fa'er er da vel ikke vred?", sagde Esben. Ak nej, det var der ikke mindste tale om." At et motiv genta­ges, er i sig selv en forstærkende understregning af det. Det gælder til fulde her. Men dertil kommer en særlig ironisk virkning ved, at dia­logen har det samme afdæmpede indhold, selv om Esbens fremfærd mod bjergmanden bliver voldsommere og voldsommere. Det er uden tvivl her, tilhøreren for alvor fanges af fortællingen, ler og venter på, at det skal komme igen. Man kan måske sammenligne med temaet i et musikstykke, som ved sin stadige genkomst skaber genkendelse, op­levelse og helhed.

Det, som skaber læseroplevelsen, er jo, at man bliver spændt på, om bjergmanden er i stand til at overholde kontrakten, som han har ind­gået med Esben, eller om hvornår han vil bryde sammen. Holder vi et øjeblik fast i dette forhold, kan vi se, at eventyret helt konsekvent er bygget op på den måde, som Greimas har beskrevet det med sin kon­traktmodel: efter bruddet med hjemmeharmonisituationen viser de to storebrødres skæbne, hvad kontraktbruddet resulterer i. Og der­næst viser Esbens succes, hvad kontraktoverholdelsen under prø­verne fører til. Men denne modelbeskrivelse, som ret godt passer i dette tilfælde, indfanger ikke den underfundighed og ironi, som ligger omkring den absurde kontrakt. Her må der nogle flere analytiske overvejelser til, som må hente stof fra den realitet, som kontrak­ten/fæsteaftalen var i det omgivende samfund. Det er i den, forholdet mellem husbond og tyende kommer til udtryk, som et produkt af mø­det mellem styrke og svaghed. Det vil jeg senere vende tilbage til.

Hvis der tilsyneladende ikke kommer så meget kompositorisk in­teressant frem ved at anvende kontraktmodellen, synes jeg til gen­gæld, at det klassiske teaters typiske struktur siger meget (Jeg er na­turligvis opmærksom på, at de to genrer i deres tilblivelse ikke har noget med hinanden at gøre. Når sammenholdningen alligevel er ri­melig, kan det skyldes, at der også i eventyret er noget fundamentalt dramatisk.)

Ved brødrenes opbrud fra hjemmet og de tos nederlag får vi bag­grunden præsenteret, expositionen. Fra det øjeblik Esben er fæstet hos bjergmanden, strammes knuden op mod den store konfliktkulmi­nation, hvor Esben blandt andet stikker ild på gården og bjergmanden forsøger at dræbe ham. Konflikten kan nu ikke spidses mere til, men fortællingen kan tage en ny og uventet vending, peripetien: Bjerg­manden beder sig løst fra kontrakten, men Esben vil blive i pladsen. Konfliktopløsningen, den afspænding, vi har ventet på, finder vi, da bjergmanden personlig kører et helt vognlæs penge hjem til Esbens far. I forhold til billedet af den ydmygede bjergmand står formulerin­gen af familiens "velstand og glæde" mindre markant.

Det, der kommer frem ved at beskrive kompositionen på denne måde, er eventyrets karakter af afstraffelseshistorie: I en opadgående spændingskurve (tiltagende voldsomhed) viser Esben sin overlegen­hed, og da han endelig har sejret, gør han det af med sin modstander på den mest udspekulerede uvoldelige måde: jeg tør ikke tage hjem til min far. Man kan kalde det en afstraffelseshistorie, fordi den ikke så meget handler om opstigning som om nedtur, og den ro og fred (katharsis), som plejer at brede sig ved slutningen af et eventyr, kan her bedre beskrives som et kraftigt grin. Det er ikke så meget oplevel­sen af rigdom og ægteskabeligt velvære, der dominerer slutningen, som det at helten og hans familie - og vi med dem - godter sig.

Rigtig mange eventyr handler om, hvordan hovedpersonen bliver voksen, udvikler sig fra uselvstændighed til selvstændighed, bliver sin egen herre (individuationsprocessen). En sådan finder kun delvis sted i "Tjenesten hos bjergmanden". Esben ender jo, som sagt, hvor han begyndte: hos sin far. Han er blevet økonomisk uafhængig, men dette forhold er helt overskygget af den udvikling, som bjergmanden har foretaget historien igennem: fra en truende dæmon til en dikkende lammehale.

Indhold og samfund

Jeg vil nu forsøge at samle nogle af de vigtigste indholdselementer op, som er kommet frem i analysen indtil nu, sætte dem i forhold til hin­anden og i forhold til det samfund, i hvilket eventyret er blevet brugt.

Noget af det, der springer mest i øjnene, er undertrykkelsen af vre­den. At kunne kontrollere følelse, selv når det er mest svært, er in­teressant nok i sig selv, og der er mange lege og spil hos både børn og voksne, hvor man ikke må grine, græde eller på anden måde slippe følelserne løs. Derfor tror jeg også, at både fortidige og nutidige bru­gere netop fastholdes på dette punkt: hvor længe går den endnu, hvornår kommer udløsningen? Den kommer jo slet ikke, og det er meget interessant.

Vil man forstå det, kan man ikke længere betragte forholdet som en abstrakt leg. Man må i stedet sætte det i forhold til de sociale vilkår i det omgivende feudalsamfund.

Når jeg gør dette, tager jeg mig en del friheder i retning af nogle antagelser, som jeg baserer dels på andres arbejde med folkeeventyr, dels på forskellige samfundsbeskrivelser. Eventyrene er blevet fortalt og oftest også skabt i feudalsamfundet uden en skriftlig offentlighed eller tradition. De er oprindelig mundtlige, frembåret af almindelige mennesker, hvis livssituation og fortællesituation de til stadighed har taget farve af. Dette feudale samfund har i mange væsentlige hense­ender været ens på tværs af nationaliteter og historiske perioder, og den mundtlige fortællesituation har til enhver tid krævet en ret fast formbevidsthed. Derfor ligner så mange eventyr verden over hinan­den. Det danske feudal- eller bondesamfund har i århundrederne op til det tidspunkt, hvor vores eventyr er blevet nedskrevet, i alle væsentlige henseender set ens ud. Der har været storbønder (og herremænd), mindre og små selvstændige (tidligere fæstere) samt de be­siddelsesløse. For de nedre grupper har udkommet været småt, sult og elendighed har været en daglig realitet. Landbruget og dets for­skellige arbejdsområder har været helt dominerende, og samfundet har været næsten pengeløst. For kvinderne har ægteskabet været en overlevelsesmulighed, som for det nederste tyende dog ofte forblev en uopnåelig drøm. For børn af de mindre selvstændige og de besiddel­sesløse var der ikke andre muligheder end at lade sig fæste enten som daglejere eller med en længere kontrakt. Lønnen var uendelig lille, og de andre vilkår (mad, klæder, søvn, arbejde) kom let til at udfylde det meste af en tilværelse i dyb afhængighed af en husbond. Den feudale familie og arbejdsplads var en patriarkalsk produktionsenhed, som formodentlig i den daglige dont har lignet den familie meget, som tyendet i barndommen voksede op i. Rejsen ud i verden kan under­tiden have lignet en rejse fra ét hjem til et andet. Disse forhold har til­sløret de reelle udbytningsforhold, og modsætningen mellem husbond og tyende i det hele taget. Har husbonden været oplevet som en far, en arbejdskøber eller noget midt imellem?

Denne kortfattede skitse af nogle væsentlige træk i feudalsamfundet skulle gøre det muligt at se teksten og dens indhold i et større perspek­tiv. Den må for den oprindelige bruger til trods for de noget "even­tyrlige" forestillinger om bjergmanden have forekommet langt mere genkendelig og realistisk, end det er almindeligt at forestille sig i vores tid. Kampen for overlevelse i elementær forstand har været et flertal af tilhørernes egen situation, og eventyrets bestandige venden tilbage til, hvor Esben sover, om han sover godt, hvordan han spiser, om der er mad nok, om der er meget eller lidt arbejde, og om han kan klare det, der er. De må også være blevet indfanget af tekstens ret detal­jerede beskrivelse af det konkrete arbejde: muge hos kreaturerne, strigle hestene, pløje, tærske, vogte svin samt alt forekommende ved­ligeholdelses- og rengøringsarbejde. Men mest af alt er de blevet ramt af ligheden mellem på den ene side deres egen udleverethed til en husbonds udnyttelse og luner og på den anden side identifikationsskik­kelsens tilsvarende situation.

Det er her, det centrale motiv: "du må ikke blive vred" bliver vir­kelig interessant. Tyendet kunne jo ikke tillade sig at lade aggressive følelser komme til udtryk. Egentlige oprør fra eller nogen form for organisering af underklassen på landet melder historien ikke noget om før i nyere tid. Når man læser Tyendeloven (1854), får man et klart billede af de retsløse tilstande. Man må forestille sig det absolutte flertal som berøvet et realistisk alternativ til de givne vilkår, og man må forestille sig frygt for voldsomme sanktioner ved et evt. oprør.

Jeg læser eventyret som en tæt sammenfiltring af særdeles letken­delige realistiske træk og derealiserede mytologiske billeder. Inden for det derealiserede billede må man placere den makabre straf for ikke at overholde akkorden: udskæring af et stykke af bugen og et af bagen. Mig bekendt står vi her over for et fantasibillede i den for­stand, at der ikke historisk er overleveret noget om en sådan frem­gangsmåde. Men historien fortæller derimod om mange former for invalidering af forbrydere (kagstrygning, brændemærkning m.m.), og billedet har altså en kerne af realitet i sig, som i sig selv bør få os til at tage det alvorligt. Alligevel finder jeg det vigtigere at se eventyrets straffemetode som et sanseligt konkret billede for de understes udsat­hed i bred forstand, deres udsigt til fysisk destruktion, i fald de hjem­faldt til straf.

Vi kan nu betragte aggressionsmotivet på forskellige måder. Even­tyrets budskab til tilhøreren kan være: Bliv på din plads og gør, hvad der bliver sagt, så vil du få lønnen i den sidste ende. Det kan også være: Hold masken og lad, som om du lever op til overenskomsten, mens du i det skjulte sørger for at få noget ud af det. Så vil du til sidst være den, der trækker det længste strå. Måske er budskabet også: Du må ikke give los for dine følelser, men din husbond må heller ikke. Han skal også holde sig på måtten, og i længden vil dit grin gøre det af med ham, for han er en papirtiger.

Jeg kan ikke vælge endeligt mellem disse forskellige måder at lægge vægten i budskabet. Teksten må fastholdes som flertydig. Uden tvivl lader eventyret nogle energier komme til udtryk i fiktionen, som ikke har haft mulighed for at komme til udtryk i virkeligheden. Måske har denne fiktive udladning været med til at tage trykket af en reel op­rørstrang, og eventyret kan således siges at have fungeret kompensa­torisk. Måske har det netop bevaret aggressionen og gennem latteren trukket objektet for aggressionen ned i øjenhøjde, altså fungeret emancipatorisk.

Jeg tror, det ville være problematisk at lægge sig fast på én af disse tolkningsmuligheder og samtidig udelukke den anden. På den ene side er der en næsten Dario Fo'sk vilje til at punktere ballonen med latter­liggørelse, og energien bag denne latterliggørelse er utilpassethed med de givne vilkår. På den anden side er modstanderen dæmoniseret, og det kan forstås på den måde, at der i teksten ligger en påstand om, at han ikke er af denne verden, at det hele er en uhyggelig spøg. Når man hertil lægger de uklarheder, der er mellem de to skikkelser, bjergmand og fader, må man i hvert fald konkludere, at teksten selv ikke er fuldt ud bevidst om sit eget konfliktstof. At virkelighedens sociale konflikter lever deres liv i den, kan ikke betvivles, men de er ikke formuleret så langt frem på tekstens åbenlyse plan, at man kan tænke sig, at modtageren har kunnet opfange dem og bearbejde dem bevidst. Havde feudaltidens tekster indeholdt en sådan tydelig kon­fliktbevidsthed, havde Danmarkshistorien vel også meldt om flere op­gør mellem de underste og øverste i samfundet.

En egentlig kritisk tekst har nok slet ikke været mulig i det feudale samfund. Den statiske samfundsstruktur er modsvaret af statiske tek­ster med statisk bevidsthed. De reelle sociale konflikter er kun kom­met til orde i latent form.

For at en anden type tekster skal kunne komme til orde, skal der ske et historisk brud, som det sker med ændrede produktionsformer og en ændret politisk og kulturel offentlighed. Som en repræsentant for et sådant brud i bevidstheden vil jeg nævne Christian Christensen, men herom senere.

"Tjenesten hos bjergmanden" - brugt i dag

Af redaktørerne af nærværende værk om eventyr har jeg fået lov til selv at vælge det eventyr, jeg gerne ville arbejde med. Det kan være vanskeligt nok at stå med så mange muligheder foran sig og dernæst beslutte sig for én. Jeg valgte ud fra et fascinationskriterium: en tekst, som følelsesmæssigt havde fat i mig, som ikke virkede glasklart gen­nemskuelig på forhånd, og som jeg ofte er vendt tilbage til, når jeg har skullet læse et eventyr op for børn. På denne måde har jeg brugt "Tje­nesten hos bjergmanden" adskillige gange med forskellige børn, men med den samme stærke oplæsningsoplevelse. Børnene bliver fanget usædvanlig meget af denne tekst, og mens jeg læser den op, føler jeg, at jeg bliver en usædvanlig god oplæser. Der sker kort sagt noget i situationen, som virker dynamisk. Jeg har ikke tidligere haft lejlighed til at gøre mig overvejelser over, hvad der skete i netop denne situation, men efter at jeg nu har haft lejlighed til at trænge dybere ind i tekstens mekanismer og set dem i sammenhæng med tekstens samfundsmæssighed, tror jeg, at jeg er i stand til at give et bud på, hvad der sker i denne situation, hvor vi, de sekundære brugere, går i gang med den.

Først vil jeg dog sige, hvad der ikke sker: Vi oplever og erkender ikke en tekst, som i sin dybeste kerne rummer en protest mod de givne vilkår i bondesamfundet for mange år siden. Derfor solidariserer vi os heller ikke med de undertrykte på den måde, at vi ser en sammen­hæng mellem deres situation dengang og vores nu. Et nutidigt barn har ingen mulighed for som umiddelbar tilhører at erkende disse ting og øjne tilhørende perspektiver. Jeg selv gør det heller ikke som umiddelbar oplæser. Min gennemskuen af teksten træder først i kraft, når den intellektualiserende analyse finder sted - og den har jeg jo ikke tid til, når jeg læser op.

Hvad er det så, der sker i den nutidige situation?

Jeg tror bedst, det kan sammenlignes med en fodboldlandskamp, vel at mærke en af dem, vi vinder. Vi er flere om oplevelsen, vi ler sam­men, vi er spændte sammen, og ikke mindst; vi straffer sammen. Vi identificerer os entydigt med helten, og derfor er det "os", der får bjergmanden ned med nakken, og det er os, der hoverer over ham i et mægtigt grin. Hele situationen minder mest af alt om et ritual, hvor overraskelsesmomentet betyder mindre (jeg har for flere børn læst eventyret mere end én gang, uden at oplevelsen blev mindre - snarere tværtimod). Eventyrgenren har sin faste form, som vil være så godt som alle børn velbekendt. I "Tjenesten hos bjergmanden" er der mange gentagelser, men særlig dialogen mellem Esben og bjergman­den, som hver gang indledes med: "Fa'er er da vel ikke vred?" domi­nerer gentagelsesstrukturen med tydeligt stigende virkning. Ved denne lille dialogs genkomst fryder vi os sammen, og da bjergmanden til sidst må melde helt pas, kender vores begejstring ingen grænser. Uden at jeg håber, at denne artikel helt mister sin seriøsitet, vil jeg vove at sammenligne tekstens komposition med forløbet i den ideelle svenskerlandskamp: de andre får et mål i begyndelsen af kampen, og det er lige ved at tage pippet fra os, men så får vi spillet organiseret på en ny måde, og nu kører det for os, indtil sejren er hjemme. I den dra­matiske komposition, i fællesskabet, klichéerne og rollernes forudsi­gelighed i øvrigt, samt den følelsesmæssige udladning i ydre handling kendetegnes de to situationers fællestræk bedst ved betegnelsen ri­tual.

Er en sådan tekstbrug, som ikke kan sige sig fri for at indeholde en række trivielle træk, værdifuld for børnene i et moderne industri­samfund? Giver det dem, som spørgsmålet blev formuleret i begyn­delsen af artiklen, energier, som gør dem aktive og mere livsduelige og handlende, eller gør det dem mere tilpassede og passive? Det spørgsmål mener jeg ikke, man kan besvare entydigt, men jeg vil prøve at overveje det.

Hvis det er rigtigt, at børnene ikke vil forbinde noget med tekstens oprindelige, alvorlige problemstillinger, og at oplæsningssituationen har karakter af fælles ritual, mener jeg ikke at man kan se bort fra, at en nutidig brug kan lægge op til en art hetz- eller lynchstemning. Den har naturligvis ligget i teksten hele tiden, men i den ahistoriske sam­menhæng behøver den ikke uden videre at være sympatisk. Teksten (eller brugen af den) kan måske komme til at trække i en retning, som styrker barnets flokmentalitet, identifikationen med de mange, som nedkæmper den ene. Den kan fungere på den måde, fordi teksten, når dens historiske forankring er borte, kan hente betydning fra andre tekster, som barnet faktisk møder, indgå i en dialog med dem således, at betydninger sætter sig igennem bag om ryggen på både tekst, vok­sen og barn. De tekster, jeg tænker på, befinder sig især inden for massemediernes område, TV og tegneserier. De er ofte domineret af aggressivitet og meget massive identifikationsmekanismer. Konse­kvensen af denne semiologiske problemstilling kan måske gøre even­tyr i almindelighed noget mindre anvendelige, end mange entusiaster har antaget (den semiologiske problemstilling vil i øvrigt være den metodiske inspiration for min sammenligning af eventyret med ud­draget fra Christian Christensens erindringer).

Læseren vil måske mene, at jeg i mine overvejelser er noget enstrenget og alvorstung. Uden på nogen måde at tage brodden af tan­kerne ovenfor vil jeg dog også anlægge andre synspunkter omkring et barns mulige udbytte ved at lytte til det aktuelle eventyr i dag.

Men allerførst: til trods for, at analysen kan pege på en problema­tisk eller måske intetsigende nutidig brug af "Tjenesten hos bjerg­manden", så er jeg i mit hjerte overbevist om, at jeg vil bruge even­tyret igen, hver gang der er lejlighed til det. Det vil jeg, fordi jeg her mener at stå over for et autentisk menneskeligt produkt, som vil fun­gere som et alternativ til den industrialiserede akrylkultur, som i sta­digt stigende omfang fylder barnets tilværelse. Jeg vil nok også gøre det, fordi jeg har tillid til, at teksten, til trods for slaggedannelser i retning af en styrkelse af barnets aggressive lyst til at straffe, har nogle positive kvaliteter at formidle: den er optimistisk samtidig med, at den er underholdende. Den er overskuelig og letfattelig med en klar identifikationsskikkelse, og den kan derfor være med til at give barnet en virkelig oplevelse, som igen gør det sultent efter flere. Tekstens sanselighed tiltaler mig også meget. I den medieskabte virkelighed forfalskes børnenes sanselighed i tiltagende grad. I mediernes favntag modelleres den elementære sanselige nysgerrighed i retning af for­brug. Heroverfor står "Tjenesten hos bjergmanden" med sin egen autoritet. Man kan i forhold til eventyrgenren påvise, at dets form i mange henseender er en kliché, men på andre måder er det i forhold til barnets nutidige virkelighed afvigende og ukonventionelt. Når Esben kaster fårenes gode øjne i hovedet på bjergmanden, skærer hal­sen over på hans kreaturer, slæber hans borde og stole op på toppen af møddingen, og ikke mindst: hænger hans barn til tørre på gærdet, så det fryser ihjel - ja, så er eventyret underligt. Det fæstner sig på vo­res oplevelses nethinde med en sådan styrke, at det ikke forsvinder med det samme igen. Dertil kommer en lugt, som endnu hænger ved det, i beskrivelsen af arbejdet og i den jyske mundtlige sprogtone, af en fjern, nu forsvunden bondekultur, som var virkelig engang.

Jeg vil endelig nævne en kvalitet mere. Der finder i vores tid en kamp sted om børnenes bevidsthed. Her oplever jeg, som jeg ikke har lagt skjul på i det foregående, den industrielle børnekultur som den store bjergmand, som ikke viger tilbage fra at bruge alle midler. Det er ikke altid let at sætte ham til vægs. Det er store kræfter at arbejde op imod, men undertiden lykkes det. En af gangene er, når "Tjenesten hos bjergmanden" bliver læst op. Den er hårdtslående i forhold til fx "Mc Cloud", måske fordi den lægger op til nogle af de samme psykolo- gisk-sociale mekanismer, men med et andet indhold.

Erindringstekst - eventyrtekst

Jeg har flere gange nævnt, at jeg ville sammenligne "Tjenesten hos bjergmanden" med et uddrag af Christian Christensens erindringer. Det vil jeg gøre nu, men først vil jeg kort redegøre for, hvordan jeg er kommet på den tanke.

Jeg formulerede i begyndelsen af artiklen spørgsmålet om, hvem der læser og har læst eventyr, og hvad de har fået ud af det. Jeg har forsøgt at besvare det på den måde, at jeg først har analyseret teksten. Dernæst har jeg sat dens centrale indhold i forhold til det omgivende samfund og gjort mig nogle overvejelser herudfra over, hvilken be­tydning denne tekst kan tænkes at have haft for sine samtidige. Jeg har endelig forsøgt at beskrive og vurdere den funktion, teksten kan have for et nutidigt barn. Men der har været mange hypoteser i fremstil­lingen. Vi mangler litteratursociologiske undersøgelser på området. Dengang de oprindelige brugere af eventyrene levede, var der ingen, der stillede de spørgsmål, vi nu har brug for at få besvaret. Og de un­dersøgelser, der nu forsøger at beskrive barnets udbytte af eventyr­oplæsningen (fx. Møhl og Schack), er enten meget kliniske eller for­bliver, trods intentioner om det modsatte, på det teoretiske hypotese­niveau.

I mine overvejelser over hvordan man kunne komme en besvarelse af spørgsmålet nærmere har jeg altså fået øje på Christian Christen­sen (1882-1960). Ved læsning af det andet bind af hans erindringer "Bondeknold og rabarberdreng", som udkom i 1962, efter hans død, har jeg fattet interesse for det afsnit, som beskriver hans tjeneste hos storbonden i Nr. Bjært (s. 70-102 i Reitzeludgaven fra 1978). Han har ikke mig bekendt noget sted i sine erindringer eller i de to bind med udvalgte skrifter ("Christian Christensen og den danske syndika­lisme I-II", Modtryk 1979) røbet forkærlighed for folkeeventyr eller meddelt noget om, at han har læst eller fået læst disse tekster. Men det pågældende afsnit røber ved sin komposition, ved sine virkemidler og forestillinger i øvrigt en beslægtethed med "Tjenesten hos bjergman­den", som er vanskelig at forklare uden at forudsætte en fortrolighed med om ikke netop vores aktuelle eventyr så med eventyr med et lig­nende indhold - og de har jo været mange.

Jeg forestiller mig ikke, at det har været bevidst for Christian Chri­stensen, at han i beskrivelsen af sit eget liv har benyttet eventyrets form og motivstof. Jeg mener heller ikke, at hans erindringer af den grund behøver at blive mindre sande. Hver gang et menneske tager ordet og formulerer et udsagn, så er det en realitet, at dette udsagn indgår i en forbindelse med andre tidligere udsagn. Det formes, be­vidst eller ubevidst for forfatteren, af disse andre udsagn. Ingen men­neskelig tanke eller sproglig form falder således ned fra månen. At be­skæftige sig med, hvorledes teksterne indgår i en dialog med hinan­den, er at beskæftige sig med den føromtalte semiologiske problem­stilling. Kirsten Folke Harrits hævder i sin analyse af erindringerne ("Christian Christensen og den danske syndikalisme" s. 581), at den skriftlige form hos Chr. Christensen har en "mundtlig forform". Det mener jeg med disse betragtninger at levere et belæg for.

Inden jeg vender mig mod selve teksten, vil jeg kort omtale forfatte­ren: Han er født i 1882 på Lolland og tilhører dér landproletariatet. I 1887, det år "Tjenesten hos bjergmanden" trykkes i Evald Tang Kri­stensens tidsskrift "Skattegraveren", flytter han med sine forældre til København, som en lille del af den store vandring fra land til by. I København indgår familien i det underste byproletariat. Efter kon­firmationen kommer Christian efter en brudt lærekontrakt, et utåle­ligt forhold til den brutale far og omtrent fraværende muligheder for overhovedet at opretholde livet i byen, ud at tjene på landet. Efter en kort afbrydelse møder vi ham i den tredie plads som karl på landet, og det er midten af 1890'erne.

Tjenesten hos bonden i Nr. Bjært

Handlingen i erindringsafsnittet kan kort beskrives således: Da Chri­stian bliver tvunget til at bryde op fra sit hjem, underskriver han efter en annonce en skriftlig kontrakt med storbonden i Nr. Bjært. Straks fra fæstemålets begyndelse opstår der en alvorlig konflikt mel­lem karlen og husbonden. Den sidste er nærig, muggen og udspeku­leret. Inde i huset suppleres han af sin søster, som er af samme karat. Forholdene på gården er elendige. Sovestedet er fyldt med utøj og kryb, maden er utilstrækkelig og uappetitlig, og lønnen er lille. Chri­stian er den yngste og mindste af de fire karle, men alligevel ser han det som sin opgave at føre an i kampen for deres ret mod bondens undertrykkelse. I kraft af sin energi og opvakthed lykkes det ham be­standigt at sætte bonden stolen for døren. Til gengæld chikanerer denne Christian det bedste han har lært ved at give ham uoverkom­meligt meget arbejde. Forholdet mellem de to beskrives som en stadig krigstilstand. Et af Christians effektive våben er en løgnehistorie om, at han har deponeret kontrakten hos en sagfører i Kolding, og at denne vil gribe ind og sikre Christian hans ret og mere til, hvis det bliver nødvendigt. Da Christian til sidst drager af pladsen med 2 kroner mere i løn, end bonden først var villig til at betale, er læseren ikke i tvivl om, hvem der er gået af med sejren.

Det er ikke svært allerede nu at ane, hvorledes beretningens ele­mentære handlingsstruktur ligner den tilsvarende i "Tjenesten hos bjergmanden". Lighederne vil imidlertid træde tydeligere frem ved en nøjere sammenholdning af de to tekster:

Som i eventyret spiller kontrakten en helt overvældende rolle. Den indgås højtideligt i begyndelsen, og bondemanden forsøger i lighed med bjergmanden at komme ud af den, da den nye karl viser sig for stærk. I begge tilfælde viser Esbens og Christians suveræne over­legenhed sig ved, at de mod forventning afviser at komme ud af det utålelige kontraktforhold.

Gentagelsesstrukturen i erindringen svarer meget godt til den i eventyret. Initiativet ligger hos Christian, han provokerer bonden. Herefter følger med jævne mellemrum dialoger mellem Christian og bonden, hvor den sidste hver gang bliver mundlam. I erindringsbe­retningen fortrænges vreden ikke totalt, men tænderne trækkes ud på den aggressive bonde.

Arbejdet og organiseringen af det spiller en stor rolle begge steder. I eventyret skal Esben pløje ude på marken og først gå hjem, når hunden, som er med ham, går hjem. Men da han bliver sulten, slår han til hunden, så den løber hjem. Han skærer dernæst hestenes skag­ler over og rider selv efter. Christian hakker roer langt væk fra går­den. Da en sky nærmer sig, spiller han naiv, "tror" det giver regn og går hjem. På en beslægtet måde giver teksterne udtryk for den objek­tive interessemodsætning mellem husbond og karl. Og i begge tilfælde er karlens våben forstillelse. Også Christian "misforstår" bondens ordrer, da han kører rundt i gården med den fyldte latrinkasse. Da han senere får latrinen til at sidde ekstra fast på trappen til stuehuset med en kost, kan det sammenlignes med Esbens ødelæggelse af bjerg­mandens ejendom. Men netop her viser forskellen mellem de to be­retninger sig også. Esben handler i et derealiseret bjergmandsunivers og kan derfor fortsætte destruktionen i retning af det totale, uden at læseren får ondt nogen steder. Christian handler derimod i virkelig­hedens verden, og han kan ikke gå længere end til at smøre lort på bondens trappe - selv om lysten til mere ikke mangler.

På ét punkt er der mere eventyr i "virkelighedsberetningen" end i eventyret: Christian bliver af sin husbond sat til at rydde en stald for møg, som ikke har været tømt et helt år. Motivet er velkendt fra mange eventyr som en af de tre prøver, trolden sætter helten på. Men igen kommer også forskellene frem. Det er ikke en eventyrtekst, vi står overfor, og der kommer ikke nogen Miseri Mø med tryllefærdigheder og hjælper vores helt. Den umulige opgave løses til sidst ved kammeraters hjælp.

Der er flere mindre træk, som man kunne hente frem for at illu­strere lighed mellem teksterne. Man kunne fx. nævne, at både bjerg­mand og bondemand må konferere på hjemmefronten, når de er vir­kelig trængte: Bonden må ind og snakke med sin søster, "Den onde begærlighed i egen høje person", og bjergmanden må føre natlig sam­tale ikke med "fandens oldemor", men såmænd med sin egen kone.

Jeg vil slutte denne sammenstilling med at tage det træk frem, som nok er det mest slående: den lille og forknytte udretter det mest uven­tede - eller Askepuster-motivet. Det er allerede påvist, at dette motiv findes i eventyret - selv om der dér er gjort mindre ud af det, end man ofte ser det ved dette måske mest udbredte af alle eventyrmotiver. I erindringen derimod er det helt dominerende. Bonden møder Chri­stian med ordene "Du er mig en bette karl", hvorefter Christian sva­rer: "Ja, en lille og vågen er bedre end en stor og doven" (s. 71). Christian var lille af vækst, og han var ikke gammel. Til trods for at der altså er realiteter bag, kan man ikke overse, at forholdet i beret­ningen antager næsten mytisk karakter: den lille mand får de største opgaver, og han klarer dem. Hvor de ældre karle er tilbageholdende eller skræmte, dér farer han på og bliver deres anfører. Da han til sidst forlader gården, behersker han scenen totalt. Den forfjamskede bonde farer rundt og forsøger at holde arbejdet i gang, men det går i stå. Den tvangsstruktur, som ellers har behersket historien, sættes ud af kraft, mens vores Christian roligt gennemfører sin exit.

Tekst, tekst og samfund

Det gennemgående afsnit fra Christian Christensens erindringer har eventyrtræk, det kan ikke betvivles, men derfor er det ikke et even­tyr. Man kunne lige så godt påvise beslægtethed med Johan Skjold­borg, som han erkender sin afhængighed af (s. 57). Da Christian dra­ger fra gården, er det ikke med en hel vognfuld penge, men med 92 kroner for tre måneders hårdt arbejde. Og er bjergmanden i Nr. Bjært blevet snydt for sine karles arbejde (møgkørsel) en times tid (s. 102), så må man gå ud fra, at han siden har vidst at lede og fordele ar­bejdet til sin egen fordel.

Christian Christensen lavede allerede i sin barndom og ungdom be­skrivelser af, hvad han oplevede. Hvor mange af disse samtidige ned­skrivninger, der er indgået i den gamle mands tilbageskuende erin­dringsværk, kan ikke afgøres. Det er heller ikke så betydningsfuldt, selv om det naturligvis er af interesse for besvarelsen af vores spørgs­mål: hvad har forbruget af eventyr betydet bevidsthedsmæssigt?

Vi kan, selv om vi i positivistisk forstand mangler en række kends­gerninger, imidlertid godt nu give et bud på en besvarelse af dette spørgsmål: I det aktuelle tilfælde har det betydet, at forfatteren har fået form på sin fortælling. Den er blevet levende og morsom, sanselig og overskuelig, med klare modsætninger og en tydelig identifikations­figur. At Christian Christensen har formuleret sig gennem eventy­rets raster, har også betydet, at han har kunnet beskrive en letgen­kendelig konflikt mellem de små og de store i samfundet. Han ophæ­ver ikke på urealistisk vis den konflikt, som er der. Den fastholdes og tydeliggøres, og der er ikke en eneste tendens til mediering. Men i og med at Askepuster-motivet og gentagelsesstrukturen sætter sig så stærkt igennem i hans erindringsbeskrivelse, lykkes det ham at for­mulere en aggressiv opvurdering af de understes kampmuligheder, samtidig med at klassefjenden i høj grad bliver gjort til genstand for en nedadtrækkende latter - som en anden papirtiger. De livsvilkår, som oprulles i denne beskrivelse, kan siges at være næsten håbløse, men livsoplevelsen er optimistisk, den har indbyggede handlemulig­heder for de underste, uden at disse mister det realistiske perspektiv.

Eventyrformen og -motiverne kan naturligvis ikke tilskrives hele æren for, at det er lykkedes at formulere et sådant kritisk budskab. Erindringerne er ikke skrevet af en hvilken som helst bondeknold. De er for det første skrevet af et menneske, som er født på et tidspunkt, hvor det statiske samfund er ved at gå i opbrud. Christian er sammen med andre sendt ud på den vandring fra land til by, som er en del af den industrielle revolution. I byen har han set udbytningen mere ubesmykket, berøvet enhver patriarkalsk fernis, og han har set arbej­dere tage hånd om deres egen skæbne. Han er endvidere, da han ved sit livs aften nedskriver sine erindringer endeligt, et menneske med et langt og kritisk liv bag sig. Han repræsenterer altså både historisk, klassemæssigt og individuelt den kritiske bevidsthed, som ikke kunne tænkes inden for det ideologiske univers, som var til stede i "Tjene­sten hos bjergmanden".

Det er ikke kun positive træk, man kan pege på, når man undersø­ger den betydningsdannelse, som finder sted ved dialogen mellem eventyrgenren og Christian Christensens bevidsthed: Han har, især i det andet bind af sine erindringer, en tydelig tilbøjelighed til selvover­vurdering. Det kommer frem i beretning efter beretning på den måde, han er optaget af at vise, at han ikke blev den lille, hvorledes han verbalt eller på anden måde fik sat andre på plads. Tilbøjeligheden er let at forklare psykologisk og socialt (faderens brutale vold, drengens delvise forsørgerrolle i hjemmet, tilhørsforholdet til det allernederste proletariat m.m.) og dermed også nem at tilgive. Men der har even­tyrgenren altså ikke hjulpet ham. Den har tilladt ham selvbekræf­tende at spejle sig i den etablerede person- og kompositionsstruktur. Den har ikke sendt ham ud i selvransagelser med en mere nuanceret selvopfattelse til følge. At stille et sådant nuanceringskrav ville imid­lertid være udtryk for en letkøbt og uinteressant efterrationalisering. Christian Christensens erindringer er et vidnesbyrd om, hvorledes et menneske overlever med sin livsvilje og samfundsomvæltende drøm i behold på trods af al fornuft. Eventyrkendskabet har måske sin lille bitte andel i denne store bedrift, det er min påstand. Det har givet ham nogle ressourcer i en situation, hvor han havde brug for dem.