Liljekort og kong Lavring

Liljekort og kong Lavring er optegnet i 1902 af Evald Tang Kristensen efter Peder Kristian Nielsen, Øse Østermark, AT 303.

En mand og en kone sad i små omstændigheder og var så fattige, at de havde snart hverken at bide eller brænde, men de havde en Guds velsignelse af børn, og hvert år fik de flere. Det var manden vred over, han syntes, det kunne være nok nu af de Guds gaver. Så skulle konen jo have én igen, og da det kom til den tid, hun skulle føde, så gik han til skovs efter brænde. Hun ville ikke gerne, han skulle gå, men han sagde, han ikke ville være hjemme og høre på den nye skrålhals; ham fik han tidsnok at høre, når han skreg efter mad.

Lidt efter at han var gået, fødte konen en lille søn. Han så sig om, og så siger han til hans moder: "A, giv mig lidt klæder og mad til et par dage; så vil jeg ud i verden og se mig om, du har børn nok endda." Moderen ville ikke gerne have, at han gik, hun syntes, han var for lille, men han bad så længe, at hun gav ham det, han forlangte, og så rejste han af.

Lidt efter at han var gået, fødte hun en dreng til, og det gik på samme måde: Han så sig om og sagde ligesom den første: Han gerne ville have lidt klæder og mad til et par dage, og så ville han ud og se sig om. Han fik, hvad han forlangte, og så rejste han af; han ville ud og finde hans tvillingebroder, sagde han.

Da han har gået et stykke, så når han broderen, og han råbte på ham og sagde: "Hvorfor skynder du dig så stærkt? Du kunne gerne vente, til jeg kan nå dig og komme med!" De kommer så til at følges ad, og den sidste fortalte den første, at han var hans tvillingebroder.

Da de har gået lidt, så siger han: "Skal vi ikke sætte os ned og se, hvad vores moder har givet os til føden?" Det gjorde de så. De gik så igen og kom til en bæk, der flød gennem en grøn eng, og så siger den første: "Skal vi ikke døbe hinanden her, da vi ikke fik tid til det hjemme?" "Jo," svarer den anden, og så døbte de hinanden. "Hvad vil du hedde?" siger den første.

Han ville hedde Liljekort.

"Hvad vil du hedde?" siger den anden.

Ja, han ville hedde kong Lavring.

De gik så igen og kom til en korsvej. Der blev de enige om, at de ville skilles, og kong Lavring gik i øst, og Liljekort gik i vest. Men før de skiltes, så siger kong Lavring: "Hvis du nogensinde skulle komme i stor forlegenhed, så skal du gå ud og råbe tre gange på mig. Men du må ikke gøre det, før du er i den yderste nød."

De skiltes så på det, og da Liljekort havde gået lidt, så møder han en gammel kone. Hun havde kun ét øje, og det stjal han fra hende. Hun klagede sig ved det, og han sagde så: "Hvad giver du mig for at få dit øje igen?" Ja, hun ville give ham et skib, der var sådan beskaffent, at det kunne gå både over land og vand. Så fik hun hendes øje igen, og han fik et lillebitte skib, som han stak i lommen.

Så går han lidt igen, og da møder han atter en gammel kone med ét øje. Det stjæler han jo også, og hun klagede sig. Så siger han: "Hvad giver du for at få dit øje igen?" Ja, hun ville give ham et sværd, der var af sådan beskaffenhed, at det kunne overvinde en hel krigsmagt. Så fik hun øjet, og han går lidt igen.

Da møder han atter en gammel kone med ét øje, og det stjal han, og hun klagede sig. Så siger han: "Hvad giver du for at få dit øje?" Ja, hun ville give ham den kunst at lære ham at brygge 100 læster1 malt i én brygning. Så giver han hende øjet, og han går lidt igen.

Da kommer han i tanker om at ville prøve skibet. Han tager det op af lommen og sætter foden i det, og da bliver det så stort, at der er god plads. Så siger han til det: "Gå nu over salt vand og fersk vand og bjerge og dybe dale, og stands ikke, før du kommer til kongens gård."

Der var nogle på slottet, der så et skib komme sejlende i luften, og de gik ud og ville ned at se det, men da de kom derned, fandt de ikke andet end en lille pjaltet dreng. Han spurgte, om han ikke kunne få plads i kongens gård. Ja, han kunne jo gå og bære vand og brænde ind til folkene, og så fik han da lov.

Dagen efter siger han til kokken: "Hvordan kan det være, at alting her er så behængt med sort?" Jo, for kongen havde en datter, og hun 1. læst: rummål, omtrent 1 tønde, dvs. ca. 140 liter.

var forlovet med tre trolde. Førstkommende torsdaig skulle en af dem komme og hente hende. Der var rigtignok én på slottet, som hed ridder Rød, og han havde nok lovet at frelse hende, men de vidste jo ikke, om han kunne.

Da torsdag kommer, bad Liljekort kokken, om han.ikke måtte gå ned til stranden og lege lidt med de andre drenge. Det fik han lov til, og lidt efter at han var kommet derned, så kommer ridder Rød med prinéessen. Men han kravlede op i et træ, og prinsessen græd og bad ham om at blive, men han sagde: "Det er bedre, at én mister livet end to!" og han gemte sig, så godt han kunne.

Så kom trolden, og han var stor og svær og havde fem hoveder, og så havde han en jernstang i hænderne, som var fem alen lang. Lilje­kort går ham i møde, men trolden slår ned i jorden med den her lange jernstang, så jorden sprøjter fem alen i vejret.

"Håh!" siger Liljekort, "det var ikke noget. Nej, nu skal du se et hug af mig!" Så tog han hans sværd og huggede alle fem hoveder af ham, så de dansede hen over sandet. Så sagde prinsessen: "Sov nu en lille stund på mit skød," og det gjorde han. Mens han sov trak hun en gulddragt på ham. Så går han hen og skærer tungerne af troldehove­derne og lægger dem i hans lommetørklæde, og derefter går han ud på troldeskibet, og der tager han så mange sølvbælter og guldbælter, som han kunne bære.

Men ridder Rød kommer ned af træet, og går hen og samler hove­derne og tager dem med sig, for han ville jo vise kongen, at han havde dræbt trolden. Så bringer han jo prinsessen hjem og truer hende til at sige, at det var ham, der havde frelst hende.

Da Liljekort kom hjem, var kokken vred, for han havde leget for længe, og han spurgte ham jo om, hvor han havde fået alle de sølv­bælter og guldbælter fra. Ja, han havde været hjemme en lille tur, og der havde han fået dem. "Jeg fandt dem, og så tog jeg dem med, du kan godt få et par af dem." Ja, så gik vreden over.

Nu gik alt sin jævne gang til næste torsdag. Da skulle prinsessen ud og leveres til den anden trold. Liljekort spørger igen, om han må gå ned til stranden og lege med de andre drenge. Det fik han lov til, og nu gik det som forrige gang. Ridder Rød gemte sig i træet, og så kom den anden trold. Han var dobbelt så stor og havde ti hoveder, og han havde en jernstang i hænderne, der var ti alen lang. Men Liljekort møder ham, og da trolden ser ham, slår han ned i jorden, så det står ti alen i vejret.

"Håh!" siger Liljekort, "det var ikke noget stort hug, nej nu skal du se et hug af mig!" Og så trak han sværdet og huggede til hovederne, så de dansede alle ti hen over sandet. Så siger prinsessen til ham: "Sov nu en lille stund på mit skød," og det gjorde han også. Imens trak hun en sølvdragt på ham. Så rejste Liljekort sig og gik hen og skar alle tungerne af hovederne, og dem gemte han i lommetørklæ­det. Så gik han ud på troldeskibet og tog en armfuld sølv- og guldbæl­ter, så mange han kunne bære, og så gik han hjem til slottet.

Men Ridder Rød kravlede ned af træet og gik hen og samlede alle hovederne og tog dem med sig hjem for at vise kongen dem. Så bragte han prinsessen hjem.

Denne gang var kokken ikke vred, for han så jo, Liljekort havde sølv- og guldbælter med, og så tænkte han, der også vankede nogen til ham.

Det går igen til næste torsdag, da skulle den tredje trold jo komme. Det gik som før. Ridder Rød bragte prinsessen derned, men han gemte sig i træet, og den trold, der nu kom, han var en hel del større end de andre. Han havde femten hoveder, og han havde en jernstang, der var femten alen lang. Liljekort mødte ham, og trolden slog ned i jorden med hans jernstang, så det stod femten alen i vejret.

"Håh!" siger Liljekort, "det var ikke stort, men nu skal du se et hug af mig!" Og så huggede han jo til ham med sværdet, så alle femten hoveder dansede hen over sandet. Prinsessen sagde så til ham: "Sov nu en lille søvn i mit skød," og mens han gjorde det, så trak hun en messingdragt på ham. Derefter gik han hen og skar alle femten tun­ger af og gemte dem i lommetørklædet.

Men så siger prinsessen til ham: "Hvordan skal vi nu få det åben­baret, at det er dig, der har frelst mig? For dig vil jeg have og ingen anden." Så siger han: "Ja, nu vil der jo blive gjort anstalter til dit bryllup med ridder Rød, og når den dag kommer, så skal du forlange kokkedrengen til at skænke for jer. Så spilder jeg tre dråber vin i hans tallerken, men ingen i din. Og når han så bliver vred for det og vil slå til mig, hver gang jeg spilder, skal du sige tredje gang, han slår, så de kan høre det allesammen: Skam få du, som slår min hjertenskær! Han har frelst mig, og ham vil jeg have."

Det lovede hun ham, og han gik så ned til troldeskibet og tog atter en armfuld sølv- og guldbælter med hjem.

Men ridder Rød kravlede ned af træet og samlede hovederne, og så bragte han prinsessen hjem. Nu blev der stor glæde i kongens gård, for nu var prinsessen frelst. Der blev gjort stor stads af ridder Rød, for han sagde jo, han havde frelst hende, og viste hovederne frem. Så blev deres bryllup bestemt, for prinsessen turde ikke nægte, at han havde frelst hende. Men hun forlangte den lille pjaltede dreng til skænker. Det gav kongen hende også lov til, men ridder Rød var ikke fornøjet med det. Hun sagde, at ham ville hun have til det og ingen anden, og så måtte han finde sig i det.

Den første gang han skænkede, så spildte han en dråbe i ridder Røds tallerken, og han blev jo vred og slog til ham, så hans pjaltede tøj faldt af ham, og så stod han der i messingdragten. Anden gang han skænkede, spildte han atter en dråbe, og ridder Rød slår til ham. Derved falder messingdragten af ham, og så står han i sølvdragten. Tredje gang han skænkede, spildte han igen en dråbe, og ridder Rød slår til ham, og da faldt sølvdragten af ham, så han står i gulddragten.

Så siger prinsessen: "Skam få du, som slår min hjertenskær! Han har frelst mig, og ham vil jeg have." Den tale vakte jo opsigt, men ridder Rød forsikrede, han havde frelst hende.

Så siger kongen: "Ja, den, der har frelst hende, han må da have noget at vise for det." Ridder Rød går så ud og henter alle de her troldehoveder, så bryllupsgæsterne kan få dem at se, men Liljekort går ud og henter alle de sølv- og guldbælter, han havde, og så kom­mer han frem med det lommetørklæde, som han havde tungerne i. Det viste sig jo, at de passede i hovederne, og så siger kongen, at den, der havde dem, han måtte have frelst hende, for han havde været først ved trolden. Desuden viste også alle de sølvbælter og guldbæl­ter, at han måtte have slået troldene ihjel, for den slags fandtes kun hos trolde og ikke hos nogen andre. Brylluppet med ridder Rød blev så ikke til noget. Han blev jaget ud og kastet i fængsel.

Så en dag kongen og Liljekort går og spadserer på slottet, så spørger Liljekort, om han ikke havde flere døtre. Jo, siger kongen, han havde haft én til, men hun var blevet taget af troldene, fordi ingen kunne frelse hende. "Hvad mon den kunne få, der frelste hende?" siger Liljekort. "Ja," siger kongen, "han skal have hende og det halve kongerige." Kongen havde jo lovet den første halvdel til ham, der frelste hende, som vi nu har hørt om.

Så siger Liljekort: "Jeg vil da prøve det, men så skal jeg have femten hundrede mand og proviant til dem i femten uger, og så en jerntrosse, der er femten hundrede alen lang." "Det kan du få altsam­men," siger kongen, "men jeg har ikke så stort et skib, at det kan bære alt det." "Ja, skibet har jeg selv," siger Liljekort. Nå, det grun­dede kongen på, men Liljekort tog sit skib op af lommen og viste ham det, og så ville han jo selv stå for at få det lastet.

De fik forberedelserne gjort, provianten og jerntrossen skaffet til veje og folkene samlet, og så satte Liljekort skibet ud og sagde til dem, at nu kunne de begynde at lade ind. Men der var ingen af dem, der kunne. Liljekort tog så en ende af jerntrossen og begyndte at lade ind, og efterhånden som den kom ind, blev skibet større og større. Omsi­der var der plads nok til det hele.

Så siger Liljekort til skibet: "Gå nu over salt vand og fersk vand og bjerge og dybe dale, og stands ikke, før du kommer, hvor kongens datter er." Det får så af sted, så det gule skum stod om det.

Skibet standsede midt på havet. "Nu er det godt nok," siger Lilje­kort, "nu er vi kommet hertil, men en anden sag er, hvordan vi kommer herfra. Nu må jeg til bunds."

Så bandt han jerntrossen fast om hans liv, og så siger han til folkene: "Nu går jeg til bunds, men når jeg rykker i trossen og vil op igen, så må I hejse alle som én mand, for ellers er jeres liv tabt så vel som mit." Det lovede de, og så gik han ud i havet.

Da han kom til bunds, kom han til et stort bjerg, og der var en dør på. Han gik ind, og så sad prinsessen der og syede. Så siger hun, da hun ser ham: "Huha, hvad kommer du efter?" "Jeg kommer efter dig," siger han. "Ja, mig får du aldrig, for når trolden får dig at se, så slår han dig ihjel straks." "Ah, det har vel ingen nød," siger Liljekort, "hvor er han henne?"

Ja, han var ude at høre, om han kunne leje én, der kunne brygge hundrede læster malt i én brygning, for der skulle være gæstebud hos trolden, og mindre kunne ikke forslå. "Ja, det kan jeg gøre," siger Liljekort. "Ja, det er nu bedst, jeg gemmer dig foreløbig," siger prin­sessen, "for han er så heftig, det første han kommer, og så snart han ser dig, tager han straks livet af dig."

Hun gemte ham så i alkoven, og lidt efter kommer trolden hjem. "Huf!" siger han, "her lugter det af kristen mands blod." "Ja, der fløj en fugl over skorstenen med et ben i næbbet," siger hun, "og den slap det, så det faldt ned gennem skorstenen. Jeg skyndte mig nok at få det væk, men det må jo ligegodt være det, der lugter. Men fik du så en lejet?" "Nej, der var vist ingen, der kunne det," sagde han. "Ja, da har der lige været én herinde," siger hun, "han sagde, han kunne." "Hvor­for lod du ham så gå?" "Jeg lod ham heller ikke gå," siger hun, "men jeg vidste, fa'er var så heftig, og derfor gemte jeg ham i alkoven."

Nå ja, han kom jo så frem, og han måtte straks til at begynde; men han skulle jo have mange til at hjælpe sig, siger han. "Ja, du kan få så mange, du vil have."

Så gik det rask med bryggeriet. Da de var færdige, så skulle de allesammen smage øllet, men de døde og faldt om som fluer, efter­hånden som de drak det. Til sidst var der kun en gammel kælling, som sad i kakkelovnskrogen. Til hende sagde Liljekort nu: "Åh, stak­kel, du skulle da også smage øllet." Så går han ud og skraber det tykke af bryggerkarret og gav hende, og så var hun jo også færdig.

Nu samlede de det guld og sølv, der var, i en stor kiste, og så bandt de jerntrossen om den og om sig selv, og de rykkede så i trossen. Folkene på skibet kom nu i arbejde med at hejse dem op. Det gik godt nok, og de kom op på skibet med deres kiste. Så siger Liljekort til skibet: "Gå nu over fersk vand og salt vand og over bjerge og dybe dale, og stands ikke, før du kommer til kongens gård."

Der blev jo stor glæde på slottet, da de kom, men nu var det galt med det, at han havde to koner, for han ville jo have hende, han havde frelst først, og den anden ville også have ham.

Men så kom han i tanker om hans broder, og de var hinanden så forfærdelig lig, at man ikke kunne kende dem fra hinanden. Så går han ud og råber tre gange på ham, og kong Lavring kommer også og står ved hans side. Men da bliver kong Lavring lidt vred og slår til ham og'siger: "Hvorfor kalder du på mig? Du måtte jo ikke råbe, uden du var i den største nød, og her er jo ikke en myg, der kan røre dig!"

Så svarer Liljekort: "Jo, der er nød, for nu har jeg frelst begge kongens døtre, og de vil have mig begge to, men jeg kan jo kun have den ene. Så kom jeg i tanke om, at vi lignede hinanden så meget, og nu har jeg tænkt, du skulle have den anden. Du kan nu komme i mine klæder, og så skal du gå op på slottet. Den, som så kommer først og kysser dig, den skal du have." Det sagde han, for han vidste jo, at den, som han frelste sidst, var den ældste og den stærkeste, og hun skulle nok komme først.

Det gik også sådan. Kong Lavring kommer ind, og de kommer løbende begge to, men den ældste var den stærkeste, hun skubbede søsteren til side og kyssede ham. Så kom Liljekort ind, og nu blev det hele ordnet og bestemt sådan, at hver af prinsesserne skulle have en af dem, og Liljekort fik så den yngste. Der blev så gjort anstalter til brylluppet for begge parrene, og det blev så stort, at det spurgtes over mange kongeriger. Så lever de der og har det godt. Hver af dem fik det halve kongerige, og hvis de ikke er døde, så lever de vistnok endnu.