Tekst: Tjenesten hos bjergmanden

Tjenesten hos bjergmanden

Der var en mand, som havde tre sønner, og det var naturligvis Povl og Per og Esben Askepisker, sådan kaldte brødrene ham, fordi han altid lå og skrabede i askekrogen inde ved hans moder. Da de nu alle tre var blevet voksne, sagde faderen en dag til ham: "Hør nu, knægte! Nu skal I ud i verden og forsøge jer, for jeg kan ikke evne at have jer hjemme og føde på længere." Ja, Povl havde straks lyst til at komme ud, og han fik da sin randsel pakket og rejste af.

Det varede nu ikke længe, før han mødte en lille mand i grå klæder og med en lille rød hue på hovedet. "God dag, min søn!" sagde den gamle, "hvor skal du hen?" "Ja, jeg skal ud og finde en tjeneste," sagde Povl. "Det passer godt, for jeg er netop gået ud for at leje mig en karl. Vil du tjene mig, giver jeg dig en skæppe penge, når året er omme. Du skal gøre alt, hvad jeg beder dig om, og den, der først bliver vred, skal have et stykke skåret ud af sin bug og et af sin bag. Vil du gå ind på den akkord, min søn?" Povl sagde ja, det ville han nok, for når året var omme, fik han jo en hel skæppe penge, og så mange havde han aldrig set før. Han fulgte da med bjergmanden hjem, og så var det aften.

"Nå, lille Povl, kan du nu gå hen og vugge barnet?" sagde bjerg­manden. Ja, han vuggede, imens bjergkonen øste nadveren op og satte den på bordet for sig selv og sin mand, men Povl lod hun sidde ved vuggen. Han kiggede rigtignok lidt langt efter grødfadet, men det var der ingen, der brød sig om. Da de havde spist, sagde bjergman­den: "Nu må du nok helst se at komme i seng, sådan at du kan komme tidligt op i morgen og bestille noget." Han viste ham sengen hvor han skulle ligge, og det varede ikke ret længe, før Povl faldt i søvn.

Næste morgen talte bjergmanden til ham: "Nu skal du op, Povl, og så kan du moge i nødset og strigle hestene for det første, og så kan du tage ud og pløje, for du han vel nok pløje?" Ja, det kunne han da. "Det var godt, for jeg trænger til at få pløjet. Men du har vel ingen klokke at rette dig efter?" Nej, det havde Povl da ikke. "Det gør heller ikke noget," sagde bjergmanden, "for her har jeg en hund, som du kan få med, og den skal nok lægge sig ved agerenden, og når den går hjem, så kan du også komme." Ja, det skulle han da nok, og med den besked drog han af. Hunden lagde sig ved agerenden, og der blev den liggende i god ro og mag.

Det blev middag, og alle folk i markerne ved siden af drog hjem, men hunden rørte sig ikke af stedet. "Da skulle da også skam fare i det lede stykke hund," tænkte Povl, han var så sulten, at tarmene skreg i livet på ham, for nu havde han ikke fået noget at spise siden han gik hjemmefra. Men han blev dog ved at pløje, til det blev aften, og så traskede hunden endelig af sted.

Povl kom da hjem, men hans tålmodighed var forbi, og så snart han kom i gården, rev han tøjet af hestene, og smed det hen ad stenbroen, lige til det ringlede. Da kom bjergmanden ud: "Hvad er der i vejen, lille Povl? Jeg synes, at du kyler hestetøjet så stærkt fra dig, du er dog vel aldrig vred?" "Ja, jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige dertil," sagde Povl, "nu har jeg været her siden i går og har aldrig fået en bid at spise, det kalder jeg ikke ordentligt!" "Nå, du er altså ikke tilfreds med din tjeneste; ja, så ved du jo, hvordan vores akkord er," sagde bjergmanden, "nu skærer jeg et stykke af din bug og et af din bag." Da han så havde gjort det, kunne Povl gå, hvorhen han ville; han kom endelig slæbende hjem til sin fader, og der blev en stor jammer, da de fik at vide, hvordan det hang sammen.

Nu skulle Per ud at tjene, for faderen kunne ikke føde dem allesam­men, og han gav ham den formaning, at han nu måtte se at klare sig bedre. Men kort at fortælle gik det ham ligesådan. Han mødte bjergmanden, lod sig leje og blev naturligvis først vred, hvorefter han fik samme behandling som Povl. Det så slemt ud for faderen, da han også kom tilbage; begge de store tølpere lå nu derhjemme og kunne ingenting bestille.

"Nu er det nok bedst, at jeg kommer af sted," sagde Esben, "og ser, om det kan gå mig ligesådan som mine store brødre." "Ja," siger faderen, "når de to ikke har kunnet klare sig, så går det vist helt ravgalt for dig; du må da passe på, at du ikke kommer til bjergman­den." "Håhå, ham vil jeg netop til," sagde Esben, "for det er morsomt at tjene en bjergmand." Han pakkede så sit tøj sammen, puttede ske og kniv og gaffel i lommen og rejste af. Det varede ikke længe, før han mødte bjergmanden, og han blev straks lejet til ham på samme betingelser som Povl og Per og fulgte med ham hjem. Det var netop aften, da de kom ind, og så sagde bjergmanden: "Kan du vugge barnet, mens vor mo'er øser nadveren1 op?" Ja, det kunne han nok, og bjergkællingen øste noget rigtig god øllebrød op til nadver, men der var ingen tale om, at Esben skulle spise med. Han var imidlertid ikke så forknyt, for han lod vuggen stå, gik rolig hen til bordet og satte sig ved dem, tog sin ske op af lommen og gav sig til at spise med. De så rigtignok lidt skævt til ham, men det var ikke Esbens sag, han åd sig en rigtig god forsvarlig nadver, for den smagte ham helt godt, og da han var færdig, stak han sin ske i lommen igen. Bjergmanden viste ham nu sengen, og Esben sov godt til om morgenen.

"Nå, lille Esben, du skal op og moge og strigle hestene." Det fik han gjort i en fart, og så gik han ind for at se efter, om davren var færdig. Jo, rigtig, bjergkællingen kom i det samme med en dejlig stor æggepandekage og satte den på bordet. Esben gik roligt hen og satte sig til bords med, tog kniv og gaffel op af lommen og gav sig til at spise. De kiggede nok til ham, men det brød han sig ikke noget om, og da han var færdig, stak han kniv og gaffel i lommen igen.

"Nå, lille Esben, kan du så give dig til at pløje?" Jo, det kunne han nok. "Ja, for jeg trænger til at få noget pløjet. Men du har vel ingen klokke?" Nej, det havde han ikke. "Det gør heller ikke noget," sagde bjergmanden, "for her er en hund, den kan du tage med, og når den går hjem, så kan du også komme." Ja, det skulle han nok. Hunden lagde sig ned ved agerenden, og der blev den liggende. Det blev middag, og alle naboerne drog hjem, men hunden rørte sig ikke af stedet. "Da skal også skam komme efter hunden," tænkte Esben, og så snapper han et af plovhåndtagene og langer hunden en ordentlig én på siden. Hunden hylede og skreg og løb hjemad det bedste, den kunne. Nu fik Esben travlt. Han snappede sin lommekniv og snittede alle fire hammelreb over, og så sprang han op på ryggen af hestene og satte af sted hjemad bag efter hunden.

Aldrig så snart han var inde i gården, kom bjergmanden ud. "Hvordan er det, du kommer farende, lille Esben, hvad er der i ve­jen?" "Det skal jeg sige jer, fa'er," sagde Esben, "jeg ved ikke, hvad der tog den bandsatte hund, for den tog til at hyle og skrige og løbe hjemad, som om det var ilde fat, og jeg var nødt til at skære hammel­rebene over, ellers var jeg ræd for, at fa'er var blevet vred, når hun­den var kommet, og jeg ikke var fulgt med." "Jeg er noget nær narret," sagde bjergmanden. "Fa'er er da vel ikke vred?" sagde Esben. Nej, ak nej, det var der da ikke tanker om.

Nu gik der en tid, og Esben passede sin daglige gerning. Så siger bjergmanden en dag: "Hør, lille Esben, kan du passe mine svin i skoven?" Ja, det kunne Esben da nok. "For jeg skal sige dig, at jeg plejer at drive mine svin ud i skoven om efteråret, når bog og agern bliver modne, og så lade dem gå og æde sig fede."

Han fulgte nu med Esben derud den første dag. "Nu må du godt lade dem gå rundt i skoven, men derhenne ser du nok et stort dynd­hul; det skal du passe på, at de ikke løber ud i, for ellers kan vi ikke få dem op igen." Ja, det skulle Esben nok passe på, og så gik bjergman­den hjem. Esben gik nu derude i lang tid og passede svinene, og bjergmanden var godt tilfreds med ham, for de var næsten fede nu. Men så en dag tog han sin lommekniv og skar alle halerne af svinene, gik dernæst hen og stak halerne med den tykke ende ned i dyndet, og derefter drev han svinene hjem til hans fader, som blev meget glad ved alt det gode flæsk, han der fik.

Nu løb Esben tilbage til bjergmanden og råbte: "Det er da så meget galt, fa'er, for alle svinene er løbet i dyndet, og der er ikke andet at se af dem end halerne!" Da først bjergmanden hørte det, løb han ad skoven til, og Esben bagefter. Bjergmanden hen til hullet og gav sig til at rykke i en af halerne for at trække grisen op, men halen gik i stykker, og bjergmanden gik bagover i dyndet. Esben kom nu hen og ville hjælpe ham med at rykke grisene op, men det var det samme med dem alle sammen. "Tænkte jeg det ikke nok," sagde bjergman­den, "de var for fede, nu kan halerne ikke holde til at rykke dem op i. Jeg er noget nær narret," sagde han. "Fa'er er da vel ikke vred?" sagde Esben. Nej, ak nej, det var han slet ikke.

Nogen tid efter sagde bjergmanden: "Hør lille Esben, kan du køre til mølle i dag? Vi trænger til at få malet til jul." Jo, det kunne Esben nok; bjergmanden målte selv kornet op og bar det ud på vognen. "Men hør nu, lille Esben, du må se at få dem til at male det lige så fint som sand, for de plejer at være lidt sløsede med den malen." "Ja, det skal jeg nok, husbond," sagde Esben og kørte. Men han tog ikke til mølle, han drog i stedet for hjem til hans fader med kornet, og så bagefter kørte han hen til en sandgrav, hans fader havde, med godt fint sand i; og det fyldte han sækkene med. Det kørte han så hjem til bjergmanden. Da konen nu skulle til at bage, opdagede hun jo, at sækkene var fyldt med sand i stedet for mel og fortalte hendes mand dette her. "Hvordan hænger det sammen, lille Esben?" sagde han. "Ja, husbond sagde jo, at jeg skulle bede dem male det lige så fint som sand, og det gjorde jeg også." "Jeg er noget nær narret," sagde bjergmanden. "Fa'er er da vel ikke vred?" sagde Esben. Ak nej, det var der ikke det mindste tale om.

Nu gik der igen en tid. Så sagde bjergmanden en dag: "Jeg vil til byen, og du får da hjælpe vor mo'er herhjemme, for hun har vist travlt i dag." Ja, det skulle Esben da nok, og bjergmanden kørte. Kællingen var netop ved at brygge, og Esben måtte da bære vand og tørv ind til hende. Men så siger hun: "Hør, lille Esben, kan du ikke gå ind og se, om barnet er vågent, og så se efter, om han har gjort sig skiden, og hvis han har gjort det, skal du gøre ham ren både foruden og forinden, kan du det, lille Esben?" "Ja, det skal jeg nok," sagde Esben og gik ind til barnet. Og ganske rigtigt, barnet var vågent og havde gjort sig skident. Esben går så ud til bækken med barnet og trak alle klæderne af det lige til det bare skind. Dernæst vaskede og skrub­bede han både barnet og klæderne i bækken og hængte dem op på gærdestængerne. Så gik han rolig ind i stuen og satte sig, og lidt efter kom konen ind: "Esben dog, hvor har du barnet?" "Ja, barnet havde jo gjort sig skident," sagde han, "og nu har jeg gjort det rent både foruden og forinden, som mo'er bad mig, og så har jeg hængt både barnet og klæderne op på gærdet for at tørres." "I bevares," råbte kællingen "så er barnet da frosset ihjel!" og hun løb ud af døren for at se til det stakkels barn. Men det var både dødt og stift, hvad der ikke var så sært, da det var koldt i vejret. Det var rigtignok en net redelig­hed, men der var jo ikke mere ved den sag at gøre.

Om middagen kom bjergmanden hjem og forlangte noget at æde. "Men hvor er barnet, mo'er? ]eg synes ikke, jeg ser det." Så fortalte hun, hvordan Esben havde båret sig ad med det, og at det var helt stivfrosset, da hun var kommet ud til det. "Det er en gal sag. Jeg er noget nær narret," sagde bjergmanden. "Fa'er er da vel ikke vred?" sagde Esben, som stod og hørte på det. Nej, ak nej, det var der da ikke tale om.

Nu gik der nogle dage, så sagde bjergmanden til Esben: "I dag skal vi til gilde, mig og min kone, så kan du vel nok passe det herhjemme. Nu kan du først feje gården, og så kan du gøre møddingen pæn; når du er færdig med det, kan du se at få noget godt lavet her nede ved bækken til mig, som jeg kan gå over på i aften, for da vil det vist nok blive mørkt, og jeg får måske også en lille bjørn på, så jeg ikke går helt sikkert. Når du er blevet færdig med det, så må du nok gå op til gildesgården og danse og more dig om aftenen, så længe vi er der, og så skal du kaste et godt øje til mig engang imellem, for det bliver jeg glad over. Du må også helst skaffe noget lys, så vi kan have noget at se og gå hjem ved. Lad mig nu se, lille Esben, du gør, som jeg har sagt." "Ja, det skal jeg nok, husbond," sagde Esben.

Så drog bjergmanden og hans kone af sted til gilde, og nu kan I tro, at Esben fik travlt. Først fejede han gården, og så slæbte han al deres boskab, både kister og skabe og borde og stole og gryder, potter og pander ud på møddingen og stablede det op der. "Nå, nu er det godt," tænkte Esben ved sig selv, "men hvad skal jeg nu tage til at lægge over bækken?" Så kom han i tanker om, at han kunne tage fire af deres bedste køer, han trak dem ned til bækken og stak dem ihjel der og lagde dem sådan, at de havde hornene opad, så de sad fire til hver side som rækværk. Så, nu var det godt, men nu var det om at få nogle rigtige gode øjne at smide til bjergmanden. Så kom han i tanker om, at de havde fire gode får, og de måtte også havde nogle gode øjne, så dem ville han stikke ud og tage med sig. Eian fik da fat i fårene, skar dem ihjel og tog øjnene ud. "Se så," sagde Esben, "nu er jeg færdig til at gå til gilde, det er da også straks aften. Men det er sandt, jeg skulle skaffe noget lys; jeg kunne jo tage lygten med, men jeg tror ligegodt ikke, at jeg behøver det, for når jeg nu stikker ild på laden, så kan vi nok se at gå hjem ved det." Esben trak nu i sine nye klæder og så stak han ild på laden, inden han gik.

Nu var alting, som det skulle være, og så gik han op til gildesgår­den, hvor han blev rigtig godt modtaget både med mad og drikke, og så blev han budt op i øverstestuen for at danse. Der var bjergmanden også oppe, og Esben passede nu sit snit, hver gang bjergmanden så til ham, at smide et af fåreøjnene i hovedet på ham. Det syntes bjerg­manden ikke rigtig om, han kunne da aldrig forstå, hvad det var for våde klatter, Esben smed ham i hovedet, hver gang han så til ham. Det varede nu ikke ret længe, inden bjergmanden kom hen til sin kone og sagde til hende, at nu skulle de til og hjemad. Konen syntes endda, at de skulle blive lidt længere, for Esben var jo nylig kommet, og han skulle da også more sig lidt. Men det hjalp ikke, bjergmanden ville hjem, og så gik de lige med det samme. "Men det er sandt, lille Esben," sagde bjergmanden, da de var kommet udenfor, "fik du lyg­ten med?" "Nej, for fa'er sagde blot, at jeg skulle skaffe lys, og så stak jeg ild i laden, inden jeg gik, for så mente jeg, at vi nok kunne se at gå efter det. Dér kan fa'er selv se, hvor dejlig klart det brænder." "Jeg er noget nær narret," sagde bjergmanden. "Fa'er er da vel ikke vred?" sagde Esben. Nej, det var han da slet ikke.

"Men hør, lille Esben, hvad var det for nogle klatter, du smed mig i hovedet, da du dansede?" "Det skal jeg såmænd sig jer, fa'er; I sagde jo, at jeg skulle passe at kaste nogle rigtig gode øjne til jer, når jeg kom derop, og så vidste jeg ikke bedre end at stikke øjnene ud på de fire bedste af vores får, for de måtte da have gode øjne; og dem var det så jeg smed hen på fa'er". "Jeg er noget nær narret," sagde bjergman­den. "Fa'er er da vel ikke vred?" sagde Esben. Nej, ak nej, det var der ikke tanker om.

Lidt efter kom de til bækken. Bjergmanden gik selv foran, og så siger han: "Men hvad er det da, du har lagt i bækken, lille Esben? Jeg synes, det fumper og fumper under mig." "Det skal jeg såmænd sige jer, fa'er. I sagde, at jeg skulle få noget rigtig godt lagt i bækken at gå over på, og så vidste jeg ikke bedre end at tage de fire bedste af vores køer og slå ihjel, og dem lagde jeg så herned. Nu skal fa'er her selv se, her er fire horn på hver side, at fa'er kan støtte sig ved." "Jeg er noget nær narret," sagde bjergmanden. "Fa'er er da vel ikke vred?" sagde Esben. Nej, ak nej, det var han da slet ikke.

Omsider kom de da hjem, og bjergmanden gik helt rolig hen og pustede ilden ud i laden, ligesom det havde været et lys. "Men hvad er alt det, der står oppe på møddingen, lille Esben?" sagde bjergman­den, som nu først fik alt det at se, der var stablet sammen deroppe. "Det skal jeg sige jer, fa'er; I sagde, at jeg skulle få gården fejet og møddingen pyntet, og så vidste jeg ikke andet at pynte den med end at sætte al vores boskab ud på den, og det var slet ikke så nemt; I kan tro, jeg har haft travlt hele dagen." "Jeg er noget nær narret," sagde bjergmanden. "Fa'er er da vel ikke vred?" Nej, ak nej, det var han da ikke.

Esben måtte nu til at hjælpe bjergmanden med at få båret nogle af tingene ind igen, og da de var færdige med det, gik de i seng. Esben havde sin seng i køkkenet, og der var kun en tynd væg mellem hans seng og bjergmandens, så Esben kunne ligge i sin seng og høre, hvad bjergmanden sagde til hans kone. Den aften var bjergmanden ikke god, da han kom i seng. "Det bliver en gal regning, lille mo'er, hvis vi beholder denne her Esben, han ødelægger alting for os. Hvad skal jeg dog gøre for at blive af med ham?" Ja, det vidste konen ikke, det skulle han selv finde udvej til. "Der bliver vist ikke andre råd, end at jeg kommer til at slå ham ihjel, og så kan jeg lige så godt gøre det i nat, han sover nok hårdt oven på gildet." Det hører jo Esben, og han står så ud af sengen og får fat i en stor kølle, som lå inde i køkkenet, og lægger den på hovedpuden, og så tager han en stor gryde, der stod med noget vand i, og satte den under dynen; men selv kravlede han ind under sengen.

Det varede nu ikke ret længe, før bjergmanden kom listende med en stor buløkse i hånden. Han lyttede jo efter, om alting var stille, og så svingede han øksen af al sin magt og slog ned på køllen, så det gav et ordentligt rabalder. Det var nu godt nok, men han syntes dog, det var bedst at give ham et slag på maven også, og det gav et ordentligt kvas. "Nå," tænker bjergmanden, "nu er han godt forsørget," og så gik han rolig hen og lagde sig. Lidt efter kunne Esben høre, at bjergmanden snorksov. Så kravlede han ud fra sengen og fik køllen og potteskårene samlet sammen, og dernæst gik han selv i seng og sov roligt til næste dag.

Da han så kom ind til davre, kan det nok være, bjergmanden gjorde store øjne. "Hør, lille mo'er," sagde Esben til kællingen, "kan du ikke give mig et par rene lagner og en skjorte, for i nat var der en loppe, der stak mig, og da jeg så slog den ihjel, blev både jeg og sengen beskidt." Dermed gik Esben uden videre ud til sit arbejde. "Der kan du høre," sagde bjergmanden til konen, "han regner det ikke mere end et loppestik. Jeg forstår ikke, hvad det skal blive til. Jeg kommer til at byde ham penge for at rejse, da der ingen anden udvej er." Ja, det måtte han selv råde for, svarede hun.

Noget efter kom Esben ind, og så sagde bjergmanden: "Hør, lille Esben, ved du, hvad jeg har tænkt på?" Nej, det kunne han da ikke vide. "Ser du, jeg er kommet i tanker om, at jeg ikke behøver nogen karl længere, jeg kan nok selv gøre arbejdet, og derfor ville jeg gerne have dig til at rejse nu, imod at jeg giver dig din løn for hele året." "Ja, det ville jeg gerne nok," sagde Esben, "men jeg tør ikke for min fader. Når jeg kommer hjem til ham og siger, at jeg er kommet af min tjeneste i utide, er jeg bange for, at han slår mig ihjel." "Når jeg nu giver dig din løn for hele året, så kan han da ikke blive vred over det." "Ja, det er nu ligemeget, for jeg tør ikke," sagde Esben.

Bjergmanden vidste nu ikke sine levende råd med, hvad han skulle gøre for at få Esben væk, for byde ham alle de penge, han kunne bære, turde han ikke; han var jo ræd for, at Esben kunne bære flere, end han havde, men så kom han i tanker om at byde ham alle dem, han kunne køre med heste og vogn: "Hør nu lidt, lille Esben, når jeg giver dig alle de penge, jeg kan køre med heste og vogn, hvad siger du så?" "Ja," sagde Esben, "så skal husbond selv køre dem hjem til fader og sige til ham, at jeg har tjent jer huld og tro, og at jeg ikke skulle rejse, fordi I er ked af mig. Vil husbond gå ind på det, så vil jeg prøve det." Jo, bjergmanden gik gerne ind på den akkord, og så fik han pengene skovlet på vognen, imens Esben fik hans tøj pakket sammen, og så kørte de hjem til hans fader. Bjergmanden sagde, at han ikke måtte være vred på Esben, for at han sådan kom i utide, han havde været rigtig godt tilfreds med ham, og dermed rejste han af. Det kan nok være, at Esben og hans fader gottede sig, da bjergmanden var kørt. Nu havde de fået erstatning for, hvad hans brødre havde måttet lide, og så levede de i velstand og glæde i mange år for alle de penge, de havde fået af bjergmanden.

Til toppen

Glossary

Davre

morgenmad

Hammelreb

det reb, som hesten trækker ploven med

Moge

rense ud

Nadver

aftensmad

Nøds

kostald

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt