En undersøgelse af eventyret Liljekort og Kong Lavring (AT303) ud fra C. G. Jungs analytiske psykologi. Af Carsten Høgh (f. 1947), cand.mag. i dansk og idehistorie. Tidligere ansat ved Tønder Statsseminarium.

Motiv og type

Liljekort og kong Lavring tilhører den traditionsrige gruppe even­tyr om tvillingebrødrene, hvis rødder som nævnt går tusinder af år tilbage - og som i adskillige varianter kendes over det meste af Ver­den. Fra variant til variant er det imidlertid forskellige motiver, der lægges vægt på. I den europæiske tradition er det kampen mod trol­den eller dragen og redningen af prinsessen, som er centrale motiver - samt pointeringen af at brødrene er helt ens af udseende. Nogle undergrupper fremhæver derimod en forskel mellem brødrene, f.eks. brødrenes forskellige herkomst eller den rige contra den fattige broder. En hel del eventyrgrupper understreger broderdrabet, ofte som følge af ubegrundet jalousi.

I Liljekort og kong Lavring er der lagt vægt på brødrenes ens udseende, kampen mod troldene og redningen af prin­sesserne - og som et særkende for netop denne variant er kun den ene broder, Liljekort (der i de fleste opskrifter hedder Lillekort!), aktiv.

Skønt placeret under samme type (AT 303) er det altså ikke ligegyldigt, hvilken variant der ligger til grund for en fortolkning. Nok gæl­der det for de fleste europæiske varianter, at de har dragekampen fæl­les (eventyr med dette motiv alene typologiseres som AT 300), men andre motiver kan, som det ses, være udbygget, svækket eller helt udeladt og evt. erstattet af nye motiver - sådan som det jo netop er sket, mens eventyret vandrede fra land til land i den mundtlige tradi­tion.

De to forskere, Aarne og Thompson, opererer i deres typebe­stemmelse af eventyret om tvillingebrødrene med følgende handlings­bærende elementer (hvor parenteserne er mine tilføjelser):

1. Tvillingebrødrenes oprindelse (a. fra overnaturligt væsen eller b. (for den ene "broders" vedkommende) fra Gud. - Dette motiv mangler i Liljekort og kong Lavring; vi hører om deres fødsel, der kun er "overnaturlig" ved, at de straks er parate til at drage hjemmefra).
2. Livstegnet (a. et træ med en kniv, der ruster, når helten er i livs­fare, eller b. en kilde, som bliver grumset, hvis den ene er ved at dø, eller c. tre bloddråber, som blegner ved livets ophør. - I Liljekort og kong Lavring er dette motiv delvis svækket ved at være ændret til nød­råb).
3. Forvandlingen ved en heks (efter den første broders kamp mod dæmonen og redning af prinsessen fristes han af ildskær, hane (el­ler andet dyr), drages mod heksen og forvandles til sten. - Heller ikke dette motiv findes i Liljekort og kong Lavring).
4. Den kyske (eller ædle) broder (efter af livstegnet at have set at den første broder er i livsfare/ "død", kommer den anden broder til undsætning - dog sover han først om natten hos prinsessen med et sværd imellem dem, symbolet på kyskhed og retskaffenhed. - Også dette motiv er udeladt i Liljekort og kong Lavring).
5. Forvandlingens ophævelse (ved list redder broderen den forste­nede broder, og de flygter sammen - eller slår heksen ihjel. I jalousi dræber den første broder sin redningsmand, men indser hos prinsessen sin fejltagelse, og han redder så den anden broder ved livets vand. Endelig kan brylluppet fejres.
   I Liljekort og kong Lavring er forløbet helt anderledes, og der er kun en yderst svag reminiscens af jalousien, idet kong Lavring skubber til Liljekort, fordi denne til­syneladende har råbt efter hjælp uden grund. En videre jalousi afværges ved Liljekorts list, hvor ældste broder rettelig får ældste prinsesse, således at Liljekort kan få hende, han først har frelst).

Det fremgår tydeligt, at der i Liljekort og Kong Lavring er nogle markante afvigelser fra den såkaldte standard-type.

Handlingsmønstret og dets symboler

I Liljekort og Kong Lavring kan handlingsforløbet og dets symboler opstilles på følgende måde, hvor venstre kolonne markerer eventyrets elementer og højre kolonne er eksempler på tilsvarende psykologiske begreber:

Ovenstående model postulerer, at der i eventyret kun findes ét men­neske, helten, hvor så de øvrige 'aktører' er sider eller psykiske in­stanser hos denne ene person. I nærværende eventyr er det yderlige­re interessant at bemærke, at jeg'et er delt mellem to tilsyneladende identiske størrelser: Liljekort og kong Lavring. - Nedenstående vil punkt for punkt gennemgå udviklingsprocessen, som den fremtræder i Liljekort og Kong Lavring

Ad 1) Fødsel

Jung taler i flere af sine afhandlinger om fødslen; i de fleste heltehistorier er denne undfangelse speciel - ikke sjældent en jomfru-fødsel med overnaturlig eller guddommelig 'fader'. Mange va­rianter af eventyret om tvillingbrødrene indeholder som nævnt dette motiv, der kan have Jesu fødsel som forbillede, men også have endnu ældre rødder.

I Liljekort og Kong Lavring mangler dette motiv; i stedet er der lagt vægt på den dobbelte fødsel: først kong Lavring og så Liljekort. Denne dobbeltfødsel peger tillige (iflg. Jung: Forvandlingens Symbo­ler, II s. 119 f) hen på den dobbelte moder, i mange eventyr udtrykt ved moder-/stedmoder- (hekse-) problematikken, der også kan be­skrives som den virkelige contra mytiske eller symbolske moder. I vort eventyr antydes dette ved moderen over for den gamle, hjælpen­de kone (~ 'urmoderen'), der jo som en anden mor skænker Lilje­kort (3) gode 'egenskaber'.

Den kraft, som helten modtager, får han ikke fra moderen, men fra de ubevidste kvinde-archetyper (urmoder og anima). Da moder- (og fader-) imagoet i den bevidte verden er svagt (jf. fattigdommen), er forældreopgøret tilsyneladende let, og brødrene kan straks forlade hjemmet (dvs. begynde individuationen). Det svage fader-imago ses desuden ved, at faderen ikke vil være til stede ved børnenes fødsel, men går ud i skoven (~ den ubevidste sfære), her symboliserende det manglende engagement i børnene.

Er det mandlige symbol svagt i bevidstheden (jf. også navnesymbolikken - kort og Lav -), er det til gengæld stærkt i det ubevidste, dels som tre-foldig trold, der modsvarer de tre gode funktioner givet af det kvindelige symbol - dels som prinsessens fader, kongen, der må anta­ges både at være rig og mægtig.

Tvillingerne som to former for jeg-indstillinger illustrerer to måder at individuere sig på, hvor den ene (Liljekort) helt dominerer den anden - i modsætning til de fleste varianter, hvor begge indstillinger må prøves, førend heltens 'split­telse' kan ophæves.

Ad 2-3) Dåb og adskillelse

Som fødslen er indledningen til bevidstheden, bliver dåben som en genfødsel indgangen til Liljekorts (jeg'ets) rejse i eventyrland (dvs. regressionen i det ubevidste). Selve navngivningen markerer en jeg- (eller persona-) bevidsthed, der samtidig medfører, at de to jeg­indstillinger kan skelnes fra hinanden; derfor er adskillelsen en selv­følge.

Alkymien opererer med et variabelt antal udviklings-grader, der (overraskende?) kan have samme rækkefølge som eventyrets individuations-trin; således to af de første grader: ablutio (~ dåb) og separatio (~ adskillelse).

Adskillelsen eller 'splittelsen' understre­ges ved, at brødrene drager i hver sin retning, Liljekort mod vest, der i andre varianter kan være venstre, ofte symboliserende 'hjertets' vej, dvs. den rette vej (jvf. H. C. Andersen: Klokken, 1845).

Korsvejen er et vægtigt symbol og viser både modsætningernes ad­skillelse og forening. Således viser korsvejen det første jeg-opgør - et opgør, der ofte gælder liv og død, hvorfor et livssymbol, f.eks. træet eller kilden, er centralt på dette sted. At begive sig ud i det ukendte drømmeland er nemlig forbundet med fare; i det ubevidste land kan man miste bevidstheden, tabe kontrollen over sig selv, 'dø' - sådan som det sker i flere af eventyrets varianter - og så er det vigtigt, at den anden jeg-indstilling kan komme til undsætning.

Men dette motiv er (desværre) stærkt svækket i Liljekort og Kong Lavring. Ganske vist lader de nødråbet gælde som et livstegn, men Liljekort kommer aldrig i så stor nød, at der er tale om livsfare.

Ad 4) Liljekorts udvikling

Liljekorts rejse begynder; jeg'et står alene, det vil iflg. Jungs psykologiske typologi sige: med kun én bevidstgjort funktion. Derfor tilføres ved udviklingsprocessen de tre øvrige (ubevidste) funktioner, idet alle fire funktioner må til for at danne et helt menneske. I mange varianter er det tre hjælpende dyr med forskellige egenskaber; her er det tre ting:

• a) skibet, som befordrer helten på hans udviklingsvej (al­kymien opererer her med 'Hermes Psykopompos', dvs. 'sjæleføreren'). Karakteristisk er endvidere, at skibet både kan gå over land og vand (begge moder-symboler), over bjerg (~ progression) og dybe dale (~ regression); skibet kan føre helten overalt.
• b) sværdet, der "skærer" igennem problemerne, fordi helten har mod og styrke. Sværdet symboliserer også retfærdighed, samt i nogle varianter til­lige kyskhed.
• c) brygge-evnen, der kan betegne snilde og flid. Denne evne er et særkende for nærværende eventyr og kan røbe noget om lokalitet (navnlig Nordeuropa) og tid (ølbrygning som erhverv kendes først fra o. år 1100).

Der er intet underligt i, at det netop er moder-archetypen, som nærer heltens handlemuligheder. At den gamle kone (der i eventyret fremtræder, som var hun tre forskellige) kun har ét øje, afslører en dunkel side - men også dette, at hun kan se, hvad der er skjult for mennesket (sml. Odin). Hendes visionære evner er dokumenteret derved, at hun netop giver Liljekort de ting, som han senere får brug for. - Dette er det positive aspekt af moder-archetypen, mens heksen - som ses i mange varianter, og også skimtes i vort eventyr (jf. punkt 8) - er det negative aspekt.

Ad 5) I tjeneste hos kongen

Liljekort kommer nu i tjeneste hos kongen; helten står ved foden af den afgørende individuation og må begynde fra grunden: som pjaltet vand- og brænde-bærer for kongens tjenestefolk (vand og brænde er grundelementer, ikke bare her, men også i urmyterne).

Pjalterne symboliserer afkald på ydre pragt (~ ofring af persona) for gradvist at kunne nå prinsessen (~ anima).

Kongen symboliserer den positive faderarchetype i det ubevidste: 'der alte Weise', den som giver 'skatten' til den rette.

Kongens gård eller slottet er et symbol på selve målet: det hele menneske, SELVET (jf. talemåden: at være herre i sit eget hus).

Når alt er behængt med sort, skyldes det sorgen over, at prinsessen skal ofres til de tre trolde (~ skyggen, den uop­dyrkede drift). Sort betyder den endnu ubevidste tilstand (skyggetil­stand!); bevidstgørelsen eller oplysningen har endnu ikke fundet sted. Sort viser regressionen i det ubevidste, i mørket - alkymisk udtrykt ved NIGREDO (niger = sort).

Ridder Rød er tydeligt nok den falske helt (dvs. falsk jeg-bevidsthed, mereværdskompleks ~ jeg'ets identifi­kation med persona), der ad omveje vil snyde sig til giftermålet med prinsessen. Rød i denne sammenhæng viser ironisk den falske konge­værdighed.

Ad 6) Troldekampen

Helten kaster sig ud i kampen for at fjerne 'ondet' - ikke for personlig vindings skyld (sådan som ridder Rød), men til fælles bed­ste. På det psykiske plan vil dette sige, at indsigten ikke skal tilflyde jeg'et, hvad der ville medføre storhedsvanvid (psykisk inflation), men SELVET, dvs. hele psyken; dette er selvvirkeliggørelsen, individuationens mål. I eventyret udtrykkes det ved, at den dæmon, som truer kongens rige (herunder prinsessen), må bekæmpes, for at alle kan blive lykkelige: kaos skal vendes til kosmos, lyset skal sejre over mør­ket (jf. skabelsesmyterne).

Det er ikke tilfældigt, at kampen finder sted 3 torsdage i træk. For det første er 3 et magisk tal navnlig i eventyr, men også i en lang række andre kulturkredse (jf. treenigheden: legeme, sjæl og ånd ~ SELVET). I eventyret er alle gode gange tre, hvad der bl.a. skal demonstrere, at det blot gælder om at holde ud, fordi sejren vil komme til sidst. For det andet er torsdag (krigsguden, Tors dag!) ifølge over­troen en magisk dag, hvor det overnaturlige har større magt; derfor kan troldene med særlig held bryde ind på kulturens domæne (~ det bevidste) den dag, og derfor må helten stå sin prøve netop den dag. Om der er tale om én eller tre trolde, er som nævnt mindre væsent­ligt; i mange varianter er det det samme uhyre, som må bekæmpes i tre omgange.

Men det er vigtigt at understrege, at kampen har sti­gende intensitet, her markeret ved 5, 10 og 15 troldehoveder (i de fle­ste varianter ved 3, 6 og 9 hoveder - ud fra tretalssymbolikken). Denne intensivering udtrykker, at jo nærmere helten kommer målet, des større bliver udfordringen - en mekanisme, der synes at gælde i alle livets forhold.

Troldene symboliserer alt det, som vil hindre helten (jeg'et) i at forenes med sin prinsesse (anima); således kan trol­dene betyde den rå, udifferentierede drift - sexualitet (jf. troldens jernstang som fallossymbol), der må vendes til den sublimerede drift - kærlighed. Troldene kræver prinsessen som offer, mens Liljekort får prinsessen p.gr. af sin tapperhed og kærlighed.

At kærligheden også i dette eventyr er central, belyses i scenen, hvor Liljekort sover i prin­sessens skød. Dette motiv er på flere måder specielt, hvor tilforlade­ligt det end ser ud. For det første findes motivet i så at sige alle varian­ter, hvad der kunne tyde på, at det er væsentligt. For det andet kendes det i alkymisk sammenhæng, hvor det er en enhjørning, der hviler sit hoved i prinsessens skød, hvad der bl.a. betyder tæmning af sexualdriften; i denne betydning lader motivet i eventyret sig også forklare.

Troldenes død betyder skyggens eller driftskompleksets ophævelse; pubertetskrisen kender meget vel til denne overgang, hvor angsten for den opdukkende (sexual)drift gradvist ændres til en glæde over kærligheden.

De afskårne troldetunger kan markere en symbolsk kastration ~ tæmmet eller hæmmet drift. I eventyret er deres pri­mære funktion imidlertid at bevise heltens dåd.

Men troldene kan også betyde den negative faderfigur; for ligesom moderimagoet i det ubevidste har et positivt og et negativt aspekt (den énøjede kone contra den gamle kælling) - således har også fader- imagoet et positivt og et negativt aspekt (kongen contra troldene). Dvs. at modningsprocessen også (og i særdeleshed!) gælder et opgør med forældrebindingerne, der kun tilsyneladende så hastigt fandt sted ved eventyrets indledning.

Kampen fører til sejr, hvad også ranet af skatten fra troldskibet, der klart modsvarer Liljekorts skib, bekræfter. Driftskomplekset for­svinder, et stadie, som alkymien kalder solutio (~ opløsning).

Ad 7) Valget: Falsk brudgom - Sand brudgom

Mens kampen mod troldene er en prøve på styrke og udhol­denhed, bliver valget af den rette brudgom en prøve på ærlighed og ægte følelser. Derfor tager prinsessen og Liljekort løfter af hinanden, dvs. at dette mellemtrin kommer til at fungere som forlovelsen før brylluppet. I andre varianter kan det mellemliggende tidsrum vare op til et år, hvor helten er bortrejst for at se til sin broder (ved kors­vejen); yderligere kan denne forlovelse være befæstet ved en guld­ring; men i vort eventyr er den erstattet af tre rustninger, der imid­lertid, som vi skal se, har en videre betydning.

Den falske ridder Rød bruger ikke kærlighed, men trusler over for prinsessen. Som troldene kunne symbolisere rå drift, der på konkret plan svarer til den ubehøvlede bejler, kan ridder Rød være et eksem­pel på den tyranniske, mandschauvinistiske bejler; eventyrets pointe er, at ingen af disse egenskaber fører til harmonisk samliv. Derfor må ridder Rød (~ persona-indstillingen, der kunne misforstås som et mandsideal!) kastes i fængsel - modsat udviklingen i H. C. Andersens Skyggen, hvor den lærde mand (~ jeg'et) ender i fangehullet.

Den sande helt viser sine ægte følelser ved tålmodigt at kunne vente til det rette tidspunkt for sin entré (jf. Tornerose, hvor der må ventes i 100 år!). Og her viser eventyret indsigten i udviklingens sta­dier. Det er ikke den udadtil prangende ridder Rød, som er helten, men den tilsyneladende pjaltede Liljekort, der i sit indre er af 'guld'.

Lag på lag som symbol på individuationen træder hans sande jeg tyde­ligere og tydeligere frem; som ved en forvandling ændres køkken­drengen til ridderen i gulddragt. Det pjaltede jeg, der kunne give af­kald på ydre pragt (~ persona), kan nu fremtræde som det fuldkomne jeg (~ SELVET), der udtrykker indre skønhed.

Dette stadie, der i mystik og alkymi fremstilles ved symboler som hjulkors, sol, guld, rød o.lign., kan også kaldes sublimatio (~ forædling) - i omtrent samme betydning som psykologiens sublimering.

Ad 8) Ny heltedåd

Troldekampen og partnervalget har fundet sted, og eventyret kunne derfor godt slutte her med brylluppet. Men eventyret om tvil­lingebrødrene er ejendommeligt ved, at det to gange viser os hele ud­viklingsforløbet, som var det to selvstændige eventyr. Dette er dog logisk, eftersom vi har to (næsten) identiske brødre (to jeg-indstillin­ger), der hver på sin måde må prøve en livsbane. De fleste varianter beskriver derfor også begge brødres heltedåd, hvor ideen er den, at kun ved fælles hjælp lykkes processen - helt. Men her afviger Liljekort og Kong Lavring atter ved at gøre kong Lavring totalt passiv - så passiv, at man kunne forestille sig, at han helt ville forsvinde, hvis denne variant fortsatte i mundtlig tradition. Erfaringen viser, at funktionsløse ele­menter ofte med tiden elimineres.

Det er altså Liljekort, som tiltræk­ker sig al opmærksomhed i dette eventyr, og det er derfor ham, som atter må bevise sit heltemod, nu ved at frelse kongens ældste, bort­røvede datter, dvs. et nyt aspekt af anima, som åbenbart ikke er helt bevidstgjort.

Hensigten hermed er dobbelt: dels at få afprøvet den tredie hjælpende funktion, ølbrygningsevnen - dels at finde en brud til kong Lavring, som tilsyneladende ikke selv kan! For at vise, at denne heltedåd er lige så omfangsrig som den første, indgår atter tal­let 15 (femten hundrede mand, femten uger, femten hundrede alen jernkæde). Psykologisk vil Liljekorts rejse til havets bund sige en ny regression, hvor der må ske en endelig integration af kvinde-archetypen: opgøret med den gamle kælling (et aspekt af moder-archetypen), samt redningen af den anden prinsesse (animas anden halvdel - ligesom kong Lavring kan symbolisere jeg'ets anden halvdel).

Den gamle kælling, hvis funktion er svag i dette eventyr, kan siges at være identisk med heksen, som har en central rolle (bl.a. som dragens mor!) i andre varianter.

Havet selv er symbol på det (kollektive) ubevidste, psykens dyb - på lignende måde som de fleste andre naturelementer (skoven, bjerget, sletten, sumpen o.lign.). Det er altid på sådanne øde steder, at det dæmoniske dukker op; dette træk kendes i alle kulturer (jf. f.eks. Jesu 40 dage i ørkenen, hvor han fristes af Djævelen). -

Bjerget un­derstreger tillige blokeringen, dvs. at denne side af psyken (her anima) er svært tilgængelig - dog med den formildende omstændig­hed, at der findes en ulåst dør (i andre eventyr må der ofte en kode eller nøgle til for at åbne bjerget; jf. 'Sesam'). I bjerget sidder prin­sessen, og det er som før trolden, der stiller sig hindrende i vejen; endnu en skygge spærrer jeg'ets forbindelse med anima.

Mens der før måtte bruges styrke for at bekæmpe troldene, må der nu anvendes list og snilde; prinsessen og Liljekort brygger en slagplan sammen, og denne 'modgift' slår troldpakket (incl. den gamle kælling) ihjel, hvorefter forældrebindingen kan siges helt at være ophævet. Prinses­sen og troldens skatte kan føres op til overfladen, dvs. efter regressio­nen i det ubevidste, hvor det negative dæmoniske aspekt bekæmpes, vender processen til progression, hvor det positive dæmoniske (trold­skatten - og prinsessen) bevidstgøres.

Ad 9) Forening

Tiden er nu inde til, at tvillingerne og deres prinsesser kan forenes - først Liljekort og kong Lavring (de to jeg-indstillinger), dernæst de to prinsesser (to sider af anima), og endelig alle fire; på dobbelt vis symboliserer det foreningen af psykens to dele, bevidst og ubevidst. Via et mindre broder- (jeg-) opgør, der er en svag rest af det voldsomme opgør på liv og død, som vi kender fra de fleste andre varianter, kan den adskillelse, som indtraf ved korsvejen, ophøre. Jeg'ets splittelse kan ophæves og den sande identitet findes - fremstil­let ved valget af den rette partner. Men at Liljekort også her må an­vende list for at få brikkerne til at falde på plads, anser jeg for én af eventyrets svagheder, der kunne tyde på fortællerens manglende psy­kologiske indsigt.

Ad 10) Bryllup

Den endelige forening kan finde sted, brylluppet kan fejres - og alle fire bliver regenter over kongeriget, dvs. at alle psykens 4 funktioner er bevidstgjorte, hvorved en tilstand af harmoni (SEL­VETS tilstand) indtræder. Dette udtrykker den endelige coniunctio (~ forening), der også kan kaldes sublimatio eller exaltatio (~ op­højelse): rubedo-stadiet (det røde eller gyldne kongestadie).

Den klassiske udvikling fra pjaltet køkkendreng til kongeværdighed, der tilsyneladende forestiller ydre meritering, men som bl.a. på grund af sit overnaturlige indhold må betragtes som en indre modning eller forædling, er fuldendt.

Skematisk kan de to udviklingsforløb, som Liljekort involveres i, opstilles på følgende måde: