Nykritikkens vurderingskriterier

Fra et nykritisk udgangspunkt må eventyret vurderes som godt.

Det viser sig som en selvgyldig struktur, hvor alle dele nøje er afpasset til hinanden og til helheden. Den stramme episke økonomi giver alle de­taljer deres nødvendige og veldefinerede plads.

Men et sådant vurderingskriterium, som anført i indledningen, kan ikke stå alene. En struktur kan være så enkel, bestå af så få elementer, at det ikke er nogen 'kunst' at få dem til at hænge sammen. Det er i denne sammenhæng værd at notere sig, at nykritikken udvikler sig i forbindelse med fremkomsten af den sproglig set meget komplekse lyriske modernisme. Kompleksitet bliver på denne måde også et krite­rium for kvalitet. Over for dette krav til teksten må det forhold spille en rolle, at folkeeventyr er en nedskreven mundtlig genre. Det er let­tere at håndtere et komplekst materiale skriftligt end mundtligt. Fol­keeventyrets mangeartede kombinationer af de få og kendte elemen­ter overrasker i fortællesituationen.

Man kunne også vurdere ud fra spørgsmålet, om teksten taler 'sandt' i en eller anden forstand. Hermed er vi ovre i en mere subjek­tiv måde at vurdere litteratur på, en måde der i høj grad inddrager læserens selvforståelse og hans oplevelse af teksten. En diskussion ud fra disse størrelser er nok vanskeligere at føre end den, der tager ud­gangspunkt i et sæt eksplicitte kriterier. Ideelt ville det være, om det var muligt at sammenfatte begge måder at arbejde med litteratur på.

Psykoanalytisk tolkning

Når jeg har valgt at tolke symboler i en psykoanalytisk begrebs­ramme, hænger det sammen med, at jeg synes, eventyret taler sandt om netop disse ting. Samtidig synes en fortolkning i denne ramme ikke at 'trække skævt', dvs. overbetone visse sider af teksten på be­kostning af andre. Under en nykritisk synsvinkel må fortolkningen således siges at holde. Men det behøver ikke at betyde, at der er lukket for andre måder at forstå teksten på.

Jeg har i ovenstående skrevet 'min' om analyse og fortolkning. Dette må modificeres, idet mit arbejde med folkeeventyr ligger i for­længelse af Villy Sørensens essay Folkeviser og Forlovelser fra Digtere og Dæmoner (1959).

Her udreder Villy Sørensen et be­stemt syn på folkeviser og deres alder. I de ældste viser hersker den metafysiske livsfølelse, mennesket er underlagt kræfter uden for dets egen rækkevidde, yngre viser demonstrerer en mere nuanceret psy­kologisk og social menneskeforståelse. I den sammenhæng analyserer Villy Sørensen selv nogle viser og demonstrerer, hvordan netop en gruppe af viser kan forstås som udtryk for et psykologisk syn på men­nesket. Det er dette syn, der efter mit skøn også har vist sig frugtbart i forbindelse med folkeeventyr, uden at der her ligger nogen stilling­tagen til det anførte syn på teksternes alder.

Hvad kom så med og hvad ikke?

Det må fastholdes, at valg af metode betyder, at visse muligheder for forståelse af en tekst udelukkes. Ny­kritikken interesserer sig for teksternes generelle budskab på bag­grund af den realiserede æstetiske struktur. Andre metoder kunne tænkes at interessere sig for tekstens system, dens grammatik så at sige. Man kunne også interessere sig for forholdet mellem en given tekst og dens samfundsmæssige afhængighed. Disse forhold har været strejfet, men klart befundet sig i periferien af det interessefelt, hvis centrum har været spørgsmålet: hvad siger teksten om en fundamen­tal overgang i tilværelsen.

I forbindelse med afklaringen af udsagnslaget inddrog jeg en sam­menligning med nabogenren, sagnet. En genreteoretisk tilgang kunne have interesseret sig for det spændende spørgsmål om forholdet mel­lem udsagn og genre. Er det måske sådan, at eventyrgenren kun kan formidle sin bestemte type af udsagn, mens folkesagn i kraft af deres genrekarakteristika også kun har mulighed for én bestemt type af udsagn?

Et træk overhovedet ved denne type af tekster er deres karakter af magi og ritual. Det bliver helt tydeligt, når vi ser temaernes udform­ning i sanglege. Eventyrene kunne meget vel læses ind i den sammen­hæng, Arnold van Gennep redegør for i bogen om overgangsriter. Der er tre faser i dem, uanset fra hvilken kultur de kommer:

1. separation
2. segregation
3. integration

Disse faser er tydeligt til stede i eventyret. Den unge mand er i begyndelsen adskilt fra sit hjem og barndom. I det store midterparti er han i overgangen, og endelig er han i slutningen integreret i en ny helhed. En læsning af eventyret i en sådan etnologisk ramme vil kunne placere det i nogle kultursociolo­giske og etnologiske sammenhænge, der vil udelukke, eller i hvert fald underbetone en dybere interesse for værket som et sprogligt kunst­værk.

Til slut kunne det overvejes, om en tolkning af eventyret, der sætter rationelle begreber på alt det eventyrlige, dybest set ikke er imod den funktion, teksten kan og bør have? Kan en fantastisk historie fungere som et billede for sindet, hvor barnet på fantasiplanet kan forberede sig på det, som det siden skal opleve på realplanet? En tolkning som ovenstående kan ikke bruges over for børn; kun voksne, der befinder sig på den anden side af puberteten, kan forholde sig på denne analyse­rende måde til teksten.

Fortolkningen i en pædagogisk sammenhæng kunne så opfattes som den voksnes beredskab i den pædagogiske situation, hvor eventyret behandles, så dets symbolverden og fantastik kan få lov til at være bil­leder for sindet mere end begreber for forstanden.

Lykkes det, kan teksten blive et fælles anliggende for lærer og ele­ver. Lærerens konsistente fortolkning vil ofte resultere i, at han får lov til at beholde teksten for sig selv, fordi eleverne meget hurtigt for­nemmer, om de stillede spørgsmål er en 'fisken' efter de 'rigtige' svar.