En strukturalistisk læsning af eventyret Gåden (AT507A og 851), der gensidigt belyser aktantmodellen og selve eventyret. Af Finn Brandt-Pedersen (1926-1991), tidligere ansat på Kolding Seminarium og Anni Rønn-Poulsen (f. 1943), tidligere ansat på Vordingborg Statsseminarium og Kolding Seminarium.

Eventyr-analyse

Eventyret Gåden er fortalt af Povl Revskov i Tvis til Evald Tang Kristensen, som udgav det i 1881.

Eventyret er en variant af en fortælling, som findes i mange udga­ver og under mange titler. Også H. C. Andersen tog den op og gen­digtede den som Reisekammeraten, en titel som allerede var brugt i flere af de folkelige varianter.

Den fælles handlingskerne i de mange varianter er sådan: En ung mand drager ud i verden for at forsøge sin lykke. Den første begiven­hed på rejsen er, at han hjælper en afdød til at få fred i graven ved at betale hans gæld. Kort efter dukker en mand op og slår følge med den unge mand på den videre rejse. Denne rejsekammerat hjælper den unge mand til at overvinde farer og vanskeligheder og til sidst få prin­sessen og det halve kongerige. Rejsekammeraten kan herefter tage af­sked efter at have røbet, at han er enten den døde mand selv, der har villet gøre gengæld for den unge mands hjælp, eller som i Gåden en af Guds engle, udsendt i samme ærinde.

Hvordan dette handlingsskelet er udbygget til folkeeventyret Gåden, har vi søgt at give overblik over i en skematisk opstilling. I skemaet har vi kort antydet handlingsgangens vigtigste enkeltbegi­venheder i rækkefølge og fordelt efter, hvem der i det enkelte tilfælde udfører eller tager initiativ til handlingen. Vi har her kun foretaget en 3-deling, nemlig efter om det er den unge mand, her kaldet 'karlen', der udfører eller tager initiativ til handlingen - om det er rejsekammeraten, her kaldet 'drengen', eller om det er 'andre' end de to.

Skematisk oversigt over eventyret Gåden

Handlingens vigtigste enkeltheder, fordelt efter om de er udført af eller på initiativ af:

Gåden fortæller som andre folkeeventyr om en helt, som vi kan have sympati for og holde med, og som det går godt i absolut forstand. Når vi vil spørge, hvad eventyret fortæller på det ideologiske plan, er det altså i korthed noget om, at den, som har fortjent medgang, også får medgang.

Skal vi præcisere dette lidt nærmere, må vi se på, hvorved helten har gjort sig fortjent til vores sympati og altså til medgang, og på, hvilken karakter medgangen, succesen har.

Det første ligger meget klart i dette eventyr. Der er to egenskaber hos karlen, der kvalificerer ham til at få vores sympati og være suc­cesrig helt: den medfølelse med andres ulykke, som han demonstre­rer ved at give alle sine skillinger, for at den døde kan få fred, og den lydighed mod forældrenes formaninger, som han forsøger at vise. Vi har altså en helt med et varmt hjerte og med lydighed mod foræl­drene.

Det er knap så enkelt at fastslå succesens karakter. Bogstaveligt får han prinsessen og det halve kongerige, men hvad skal det omsættes til i bevidstheden hos eventyrfortællingens tilhørere? Der er ikke stærke signaler i teksten, som peger på kærlighedslykke, seksuelt eller familiært. Kongeværdigheden er der som social topplacering og magtposition, men hvilke glæder dette kan give, er ikke udmalet. I øvrigt er det at få prinsessen og det halve kongerige i folkeeventyrene et så fast signal for medgang og succes, at det måske kun skal opfattes som et helt åbnet signal. Vi kan dog fastslå, at medgang og succes er tænkt som noget, det enkelte individ kan opnå i en given verden.

Karlen får prinsessen og det halve kongerige på grund af sin lydig­hed og sin behjertede hjælp til den døde. Det er dog bemærkelsesvær­digt, at han ikke straks efter situationen på kirkegården kan hæve sin betaling ved kassen. Der følger et langt og broget begivenhedsforløb, før belønningen kan indkasseres, og dette forløb er vel eventyrets hovedindhold. Det er i dette forløb, rejsekammeraten, drengen er deltager, og hvordan dette makkerpar når frem, må belyses nær­mere.

Opstillingen i skemaet viser os to ting:

• For det første, at det brogede begivenhedsforløb bl.a. skyldes, at drengen og karlen møder mange 'andre', som griber ind i handlingen. Disse andre er dels ondsindede mennesker, dels nogle højere magter.
• For det andet, at der er en bemærkelsesværdig rollefordeling mellem drengen og karlen.

Holder vi os til karlens historie, passer det enkle budskab, som vi udledte ovenfor. Karlen viser sin godhed og lydighed og får sin be­lønning.

Men den øvrige historie viser, at verden ikke er så enkel og ret­færdig som så. Onde kræfter modarbejder retfærdigheden, og der skal meget til at overvinde forhindringerne og lade retfærdigheden sejre.

Drengen har evner ud over det sædvanlige. Han forudser de onde anslag, og han kan tilrettelægge situationerne, så ondskaben rammer de onde selv eller i det mindste ikke karlen og drengen. Drengens valg af midler til bekæmpelse af ondskaben er bemærkelsesværdige, ikke mindst i betragtning af, at han viser sig at være en Guds engel.

Drengen synes at have forkærlighed for det raffinerede. Var det ikke et spil? siger han, hver gang han har vendt et anslag, så det ram­mer ophavsmændene selv. Hærværket i kirken er også påfaldende for en engel. Og den natlige affære med kammerpigerne og prinsessen er ganske frivol, og så kan tilmed noget tyde på, at denne passage er gen­givet let censureret.

Det kan være Evald Tang Kristensen, der har ændret historien. I en fodnote til et andet eventyr i samme samling skriver han, at han 'med læmpe' har måttet ændre noget ved det, da det i den oprindelige form hverken var til at trykke eller fortælle. Han oplyser, at han ved den oprindelige nedskrivning har noteret, at det kun var med stor over­vindelse, han havde skrevet et vist stykke deri. Det blev altså ændret 'med læmpe'.

Det kan dog også være Povl Revskov eller et tidligere led i fortæl­lerkæden, der har sløret det natlige forløb. Hele situationen med en pige, der kommer om natten, kun iført særk, for at lokke en hemme­lighed fra en mand, lægger op til, at hun skal betale en mere kontant pris end at tage særken af.

Verslinierne Jeg skåd' hend'/ og min herre flåd' hend' har også videregående associationer. Man kan fort­sætte med udsagnet om, at drengen efter brylluppet blev hos dem og havde for så vidt de samme rettigheder som prinsen selv - at de unge avlede fem børn sammen, og at drengen ved afrejsen, ganske vist på skrømt, vil have halvdelen af børnene.

I øvrigt er nattescenen allerede i Gådens udgave påfaldende nok for en engel. Evald Tang Kristensen har i anden sammenhæng en op­lysning til "de i Æventyr ukyndige" om, at de eventyr, hvori Fanden forekommer, ikke er så slemme, da han som Æventyrbegreb er et enfoldigt Væsen, som man har Lov til at drive noget Løjer med. Øjensynlig er engle som eventyrbegreb tilsvarende ikke så ophøjede som ellers.

Rollefordelingen er klar. Vi ser af skemaet, at karlen efter sin kva­lificerende indsats på kirkegården kun foretager sig to ting: han pro­testerer mod drengens initiativer, og han beklager dødsofrene under­vejs. Med protesterne viser han igen sin lydighed, sin artighed, men modarbejder samtidig sin egen lykke. Med beklagelserne viser han sit gode hjerte, men ud i det absurde, da alternativet var, at han selv var død. Under nattescenen med kammerpigerne og prinsessen siger og gør han intet. Det må formodes, at han sover. Sådan kan han gå uskyl­dig, naiv, egentlig uden at forstå hvad der foregår, frem til sin lykke.

Det lader sig kun gøre, fordi drengen er alt andet end naiv, tvært­imod er han fuldt fortrolig med verdens ondskab og ved, at den må be­kæmpes med skrappe midler. Han synes at befinde sig bedst, når det går værst til.

Man kan mene, at eventyret udtrykker en dobbeltmoral. Det for­tæller om en god og lydig helt, der kan gå med rene hænder og uplet­tet samvittighed frem mod sin fortjente lykke og således bekræfte vores ønskeforestillinger om en retfærdig verden.

Men dette sker kun i kraft af, at der er en anden til at udføre det nødvendige beskidte arbejde - en fyr, der dukker op i fortællingen og forsvinder igen og således lader den smukke historie stå alene tilbage.

Og vi ved, at vi alle har en svaghed for begge dobbelthedens dele. Vi holder af at høre den bekræftende historie om verdens retfærdighed, og vi kan nyde historien om den fandenivoldske fyr, der overvinder ondskaben og lader de onde anslag ramme de onde selv.

Inddrager vi narratologiens aktantmodel, er det let at indplacere drengen og karlen. Karlen må som eventyrets helt placeres på subjekt-aktantens plads. Drengen er hjælper.

Det drejer sig altså om to pladser på modellens nederste vandrette akse, den såkaldte konfliktakse:

hjælper --> subjekt <-- modstander

Denne akse kan ved første øjekast se nydeligt symmetrisk ud, sådan som hele aktantmodellen fremtræder symmetrisk bygget: Vi har subjektet i midten, placeret mellem hjælper og modstander. Men ved nærmere eftersyn ser man, at aksen aldeles ikke udtrykker sym­metri. Den viser tværtimod den efter al drengemoral så forkastelige 'to mod én'-fordeling, eftersom subjekt og hjælper pr. definition har samme mål og modstanderen det modsatte.

(Med 'to mod én' tænkes ikke på antallet af aktører. I Gåden er der mange aktører på modstanderaktantens plads: krokonen, røverne og flere endnu. Der tænkes på positionerne, som aktanterne angiver).

Det kunne være interessant at undersøge, om dette 'to mod én'- mønster, som aktantmodellen rummer, sløret bag den symmetriske fremtræden, dette makkerskab mellem subjekt og hjælper, altid er udnyttet som i Gåden. Det vil sige udnyttet i ideologiproduktionen, sådan at helten, subjektet, altid kan fremstå som bærer af den ønskede ideologi, mens generende rest-elementer af regnestykket diskret kan lægges over på hjælperen, som så kan forsvinde ud af fortællingen med det.

Vi har ikke foretaget denne omfattende undersøgelse og må nøjes med at sige, at vi i mange tilfælde har mødt denne rollefordeling mel­lem subjekt og hjælper, ikke blot i eventyr, men i mange andre tek­ster, bl.a. ofte i nutidige ugebladsnoveller, som på så mange andre områder har fællestræk med eventyrene.

I skemaets søjle 'Andre' finder vi modstanderne. Der finder vi også kongen, og vi vil bestemme hans funktion lidt nøjere. Han ligner først en modstander som de andre. Han vil ikke lade karlen og dren­gen rejse, men kræver frieri på de barske vilkår, at karlen skal hæn­ges, hvis frieriet mislykkes.

Da drengen har gættet den stillede gåde, holder kongen ikke aftalen, men forlanger yderligere prøve. Denne gang er det ganske vist dren­gen, der på karlens vegne får lov at stille en gåde til prinsessen, men de øvrige vilkår er stadig ulige, idet karlen vel stadig skal hænges, hvis gåden bliver gættet. Efter udfaldet af denne prøve med afsløringen af pigernes natlige besøg hos karlen og drengen kræver kongen ikke flere prøver, men det synes mest at være et udslag af personlig for­tørnelse.

Kongen må i aktantmodellen placeres på giver-aktantens plads og belyser nogle forhold ved denne aktant.

Giveren er den, som har beføjelserne til at sætte vilkårene for, om subjektets forehavende skal lykkes eller ikke. I dette tilfælde er det en lidt vaklende og vilkårlig magtudøvelse, hvilket drengen da også har indregnet i sin strategi.

Giveren kan det erfaringsmæssigt ofte være vanskeligt at identi­ficere entydigt i en fortælling. Vi ser også her, at han en tid kan tage sig ud som en modstander mellem andre og i næste fase som en hjæl­per. Sådan vil det ofte være, alt efter om de vilkår, giveren har opstil­let, fremtræder som hindringer eller som overkommelige mulig­heder. Vi må identificere giveren på beføjelserne.

Vi kan vende tilbage til konfliktaksen.

Vi anbragte uden større tøven karlen som subjekt. Det er i over­ensstemmelse med almindelig praksis og hænger vel sammen med ak­tanternes udledning af V. Propps personliste for eventyr: helt, skurk osv.

Men hvis vi i begrebet subjekt lægger noget aktivt handlende og ini­tiativtagende, er det oplagt at overveje, om ikke også drengen er et subjekt med et forehavende, som kan belyses ved en aktantmodel-udfyldning med drengen som subjekt.

Her kommer vi ind i komplicerede forhold. Hvad vil drengen? Han fremtræder i forløbet som nævenyttigt aktiv, men trods det vil han vel ikke noget på egne vegne. Han er et redskab, et middel. Han er udsendt af en højere magt, som skjuler sig et sted uden for fiktionens univers.

Vi får ikke meget støtte til at klarlægge denne fjernstyring, denne middelfunktion. Men vi kan se endnu en interessant dobbelthed: Gud bruger drengen som et redskab, udsendt for at sørge for, at det går karlen, som det bør gå ham i henhold til den verdensorden, som Gud står for. Men bagved står eventyrets fortæller, tekstens afsender. Han bruger også drengen som et redskab, et middel i tekstens ideologiproduktion.

Dermed er vi i gang med at kombinere aktantmodellen med en kommunikationsmodel. Og det kan være vanskeligt at udrede de to redskabsfunktioner, middelfunktioner fra hinanden, klarlægge hen­holdsvis Guds og fortællerens brug af drengen.

Det, som vi dermed kommer på sporet af, har vi heller ikke taget op til større udredning. Men vi ser vel, at vi med kommunikationssyns­vinklen kommer tilbage til og får et nyt lys over rollefordelingen mel­lem subjekt og hjælper og denne rollefordelings funktion for ideologi- produktionen.

Til nærmere belysning af rollefordelingen vil vi se på de to hoved­personer hver for sig.

Karlen drager ud i verden, fordi han (og hans broder) har nået skæls år og alder. Arven skal skiftes, og den ældre broder får gården. Den yngste drager derfor ud i verden for at forsøge hans lykke.

'Skæls år og alder' er det tidspunkt, som sætter skel mellem barn­dom og voksenhed. Og udtrykket 'forsøge hans lykke' betyder ikke, at han er en lykkejæger, men går tilbage til en ældre betydning af ordet lykke = skæbne. Vi kender den bl.a. fra en folkevise, hvor der står: Den skal have den onde lykke, den gode kan ikke få. Karlen drager altså ud for at prøve sin skæbne.

Det er i øvrigt velkendt, at folkeeventyr kan læses i psykologisk/ dybdepsykologisk/eksistentiel belysning som fortællinger om den van­skelige og afgørende fase i individets liv, hvor det endeligt skal forlade barndommen og danne sig sin egen voksne identitet.

Hvad får karlen med sig hjemmefra som hjælp til dette foreha­vende? Udover ti daler og hest med ridetøj får han forældrenes råd og formaning:

at han måtte ingen kroer tage i og ingen kirker forbi, og hvis han så nogen i nød og kunne hjælpe dem, så måtte han ikke spare det, om end hans eneste skilling skulle springe.

Verslinierne er udtryk for en enkel og bogstavelig fromhed og moralskhed. Hvis han havde holdt sig til dem, var det gået ham dårligt. Gennem hele fortæl­lingens forløb er karlens reaktioner forkerte i forhold til fortæl­lingens mål. Kun drengens tilstedeværelse og hans større gennem­slagskraft gør, at det går godt.

Det er dårlige råd, karlen har fået med sig hjemmefra. De er ud­tryk for en kristelig-moralsk bogstavelighed. Karlen opdager dog ikke, at rådene er dårlige.

Man kan vel spørge, om der sker en vis udvikling i karlens bevidst­hed gennem historien. Der er i den skematiske opstilling nogle påfal­dende 'huller'. Da D og K overnatter i røverkulen, kunne man vente: 'K protesterer, men bøjer sig', og tilsvarende, da D bryder 'himlen' ned, for at de kan sejle bort i den. Er de manglende protester udtryk for en udvikling i karlen? Eller er de forglemmelser fra fortællerens side? De samme spørgsmål kan stilles, da karlen uden protest går med til at udgive sig for en dygtig jæger (over for røverne) og for en køb­mand (over for kongen).

Men i folkedigtningen med dens mundtlige karakter er det proble­matisk at foretage en sådan nærlæsning. Fortællingens udgangssitua­tion tyder på, at karlen intet har forstået. Han vil lære sine børn den samme bogstavelige moralske enfoldighed.

Hvad er det da, drengen ved? Hans fandenivoldskhed er ikke en amoralsk glæde ved balladescener. Der er mening i galskaben. Hans raffinerede metoder rammer kun de onde. Hans optræden i kirken er ikke kun hærværk. Han siger selv, at det er bedre, at alteret og salme­bøgerne kan komme til nytte, som ligge her og blive splittet ad eller blive ødt alligevel. Det er en 'bjergprædiken', som omfortolker den moralsk-kristelige bogstavelighed i funktionel retning.

Formuleringen af gåden er også oplysende. Det hedder, at to uskyldige blev frelst. Drengen er altså også en uskyldig. Og for­muleringen: de lavede deres mad til ved Guds ord og brækkede af himlen og sejlede over vandet med den understreger også den om­talte omformulering. Guds ord bliver ikke bespottet, men brugt til uskyldiges frelse.

I slutscenen forklarer drengen for karlen. - Vi kan i øvrigt be­mærke, at karlen, nu da forløbet er slut, kaldes 'prinsen', 'faderen', ligesom han i indledningen omtaltes som den yngste søn. 'Karlen' hedder han kun under den personlighedsdannende proces. -

Drengen gennemfører delingen af børnene så bogstaveligt, at han kløver det ene barn. Derefter heler han det igen. Det er en måde at forklare sig på, som kunne have en kraftigt vækkende effekt. Og i forklaringen ligger bl.a. en demonstration af, at drengen ikke udøver sine vold­somme handlinger vilkårligt, men alvorligt, med seriøs hensigt. Han viser, at gerninger ikke i sig selv er gode eller onde, men må vurderes efter deres funktion i situationen.

Karlen viser dog ikke tegn til at forstå noget nærmere. Og dren­gens forklaring er derfor måske snarere en besked til fortællingens tilhørere - hvormed vi igen er ved det spegede forhold mellem Guds hensigter og fortællerens hensigter, mellem aktantmodellen og kom­munikationsmodellen.

Vi kan endelig inddrage kontraktmodellen:

Det, vi her vil trække frem, er nogle forhold omkring 'ude-rummet'. Det er betegnelsen for det rum eller den situation, helten ryger ud i ved den begivenhed, som er igangsættende for fortællingens handling, og som helten kommer ud af igen, når problemerne er løst, vanskelig­hederne overvundet og helten kommet i havn med prinsessen og det halve kongerige.

Det gælder om eventyrene generelt, at det er i ude-rummet alt det eventyrkarakteristiske foregår. Det er her, man kan møde overna­turlige væsener og blive stillet over for gåder og prøver, og det er også her, man kan møde hjælpere med magiske evner. Alt dette er borte igen, når helten er kommet i havn. Det sker aldrig, at helten har et trylleønske i behold til senere brug. Det sker aldrig, at helten har fjederhammen eller syvmilestøvlerne liggende i beredskab i slottets depotrum. Og hjælperen vil også forlade helten, nu da der ikke længe­re er brug for ham. I Gåden er drengen påfaldende længe om at komme af sted.

Det vil sige, at opholdet i ude-rummet opfattes som en undtagelses­tilstand, en kritisk fase i et forløb. Her er alting anderledes end nor­malt. Her står alting på spil, det gælder liv og død, lykke og ulykke. Fjenderne er allevegne. Trusler og farer lurer overalt. Men i denne situation dukker også hjælperen op. Her tages de midler i brug, som vi i det daglige ikke ville bruge, helst ikke engang huske.

Hermed får vi kastet endnu et lys over den dobbeltmoral, vi fandt. Dobbeltheden er fordelt på forskellige tilstande, normaltilstanden og undtagelsestilstanden.

Det kender vi igen. Er det ikke det, der ligger bag, når vi danner myter om Holger Danske, der sover i Kronborgs kældre? Vi ved, at han vil rejse sig og tage affære, hvis det går så galt, at det bliver nød­vendigt. Men vi foretrækker at have ham sovende og halvglemt i kæl­deren.

Sagnet om Uffe hin Spage er den samme historie. Og er ikke man­ges erindring eller forestilling om besættelsestiden og modstands­kampen meget tilsvarende? Og mon ikke mange kender tilsvarende forløb i deres egen personlige livshistorie?

Vi overvejede før, om rollefordelingen mellem makkerparret sub­jekt og hjælper altid er udnyttet i ideologiproduktionen. Man kan også overveje, om netop denne rollefordeling - med en god, naiv, artig og helt passiv helt og en meget aktiv hjælper - er en specialitet, som dan­ske eventyr har forkærlighed for, sammenholdt med andre landes folkeeventyr. Noget kan tyde på det.

En sammenligning mellem tyske eventyr i brødrene Grimms sam­linger og beslægtede eventyr, optegnet i Danmark, viser i mange til­fælde forskelle i den retning.

I Grimms Askepot råber Askepot ud ad vinduet efter fuglene, når hun skal have samlet bønner op fra asken osv. I Evald Tang Kristen­sens Askenbasken, der blev dronning kommer fuglene af sig selv og hjælper, mens Askenbasken sidder passiv og modløs.

Vi skrev, at Gåden er en variant af rejsekammerat-fortællingen, men der er også et andet forlæg. Brødrene Grimm har et eventyr, der hedder Gåden. Det fortæller om en ung mand, der kommer ud for de samme oplevelser som karlen - giften, der rammer hesten i ste­det for ham selv - ravnen, der dør af at spise forgiftet hestekød og se­nere dræber 12 røvere, der spiser det forgiftede ravnekød - gåden, der skal gættes, og kammerpigernes og prinsessens beklædningsdele, der bliver udslagsgivende, så manden får prinsessen.

Hos brødrene Grimm klarer den unge mand selv problemerne uden en rejsekammerats hjælp. Men i den danske fortælletradition er denne histories spændende begivenheder altså kombineret med rejse­kammerat-fortællingen og rollerne fordelt, så vi også gennem disse dramatiske begivenheder kan føre en helt igennem med uskyldighed og naivitet i behold.

Hvordan skal vi forholde os til historiens dobbelte bevidsthed?

Helten er naiv og uskyldig. Han får sin belønning for at vise sit gode hjerte og adlyde sine forældres kristeligt-moralske råd.

Historien fortæller også, at det kun kan ske, fordi drengen hjælper ham, ud af en mindre naiv viden om verdens faktiske tilstand og også om, hvad der retteligt er kristelig adfærd.

Drengens viden opfattes ikke af karlen. Måske opfattes den af til­hørerne - men den sløres dog af, at drengen som hjælper forsvinder ud af historien, så karlen og hans enkle erfaring om verdens retfær­dighed står alene tilbage.

Sådan fortrænges den alvorlige bevidsthed - ligesom Holger Dan­ske henvises til kælderregionen.

Er det karakteristisk for vores bevidsthed? Vi kan undertiden sy­nes, at Holger og Uffe og andre er lidt længe om at vågne og erkende, at undtagelsestilstanden er inde. Men vi vægrer os ved at skulle leve i en permanent sværtbevæbnet alarmtilstand.

Vi foretrækker at leve et dagligt liv med en forestilling om, at men­nesker principielt er gode og verden rimeligt retfærdig, og med enkle moralregler at holde os til - med en halvglemt viden om, at virkelig­heden når som helst kan kræve en anden erkendelse og en anden kon­sekvens i handling.

Dobbeltmoralen er os ikke fjern. Trives vi bedst med den?