Abstract og metodeintroduktion

Abstract

Uwe Dall og Sven Erik Henningsen introducerer den semiologiske læsning ved at redegøre for Greimas' narratologiske modeller. I denne sammenhæng redegøres for en lineær handlingsmodel, aktantmodellen samt kontrakt-modellen, hvorefter de respektive modsætningsrelationer forklares ved hjælp af modellen over betydningens grundstruktur samt begrebet mediering.

Endvidere redegøres kortfattet for den nyere semiologis sammentænkning med psykoanalyse og marxisme - og på denne baggrund foretages en analyse af Kong Lindorm.

Til toppen

Metodeintroduktion

Det fortrængte arbejde

Dette indledende afsnit har til formål at give den tekstteoretiske og tekstmetodiske baggrund for den efterfølgende læsning af Kong Lind­orm. Når vi har valgt en semiologisk tilgang til teksten, er det udtryk for et personligt og fagpolitisk væsentlighedskriterium. Vi finder, at semiologiens forskellige tekstteoretiske forestillinger - udover at rumme væsentlige bidrag til en generel overordnet tekstvidenskab - også rummer grundlæggende forklaringer på, hvordan tekster fun­gerer som tekster, altså som produktion af betydning.

Studiet af teg­nenes eller teksternes liv i det sociale liv er siden 1966, da den franske semiolog A. J. Greimas offentliggjorde sin bog Semantique Structurale, blevet foretaget mere nuanceret og ud fra flere forskellige synsvinkler end de, der indgår i Greimas' projekt. Alligevel synes Greimas at være en udmærket indfaldsvinkel i netop denne sammen­hæng, da hans tekstvidenskabelige arbejde har haft sit udgangspunkt i eventyrtekster.

I det følgende vil vi begrænse os til at resumere nogle principielle træk i Greimas' teori og derefter ganske kort komme ind på den nye­re semiologis sammentænkning med psykoanalyse og marxisme.

Den narratologiske analyse

Narratologiens opgave er at beskrive forløbs- og fortællestrukturer i episke tekster. De teoridannelser, som samles under denne betegnelse står alle i gæld til den russiske folklorist Vladimir Propp. Ved studiet af et stort antal russiske folkeeventyr kom han til den konklusion, at eventyrene havde en række konstante træk. Dels kunne alle handlin­ger og begivenheder reduceres til et forholdsvis begrænset antal funktioner, dels kunne de optrædende personer og andre handlings­elementer, de såkaldte aktører, samles i nogle få grupper. Det bliver herved muligt at opstille en fælles model for disse eventyr, i et vist omfang på samme måde som den strukturelle sprogvidenskab kunne opstille et sprogsystem bag alle de forskellige konkrete sproglige ytringer. På denne baggrund måtte det enkelte eventyr anskues som en realisering af nogle af dette systems muligheder.

Den kritik, som er blevet rejst mod Propps eventyranalyser, kan føres tilbage til to hovedindvendinger: på den ene side udelukker hans formelle analyser fuldstændigt indholdet. På den anden side tillader hans lineære og kronologiske sammenkædninger ikke nogle alterna­tive valg mellem flere mulige. Med baggrund i denne kritik videreudbygger Greimas resultaterne af Propps analyser. Greimas' bear­bejdelse består i en undersøgelse af de funktioner og grupper af aktø­rer, der af Propp påvistes at være konstante. Der er altså tale om en udbygget indholdsanalyse. Der viser sig også at være et ganske be­stemt mønster i disse funktioner, et mønster som kort kan karakteri­seres gennem de såkaldte modaliteter:

I det typiske eventyr følges handlingsmønsteret således: Prinsessen røves og eventyrets helt ønsker at hente hende hjem (villen), men først må helten skaffe sig oplysninger om, hvor prinsessen befinder sig (viden) samt eventuelle midler til at befri hende (kunnen). Disse midler er ofte magiske og skal bruges, når helten møder skurken, som f.eks. kan være en drage. Helten møder skurken og befrier prinses­sen (gøren), hvorefter helten kan hjemføre prinsessen og blive kon­gens svigersøn. Dette enkle mønster kan imidlertid kompliceres ved, at der imellem de forskellige modaliteter indskydes andre handlings­sekvenser, f.eks. er det ikke ualmindeligt, at helten skal gennemgå en eller flere prøver for at opnå den magiske rekvisit. Endvidere kan en eller flere aktører ved deres handlinger eller tilstedeværelse inden for rammerne af samme handlingsmønster virke henholdsvis hin­drende eller fremmende ind på heltens ønske om at opnå sit mål. Disse konfliktsituationer, som herved opstår, udfoldes i aktantmodellen.

Udgangspunktet er stadigvæk helten, subjektets ønske om at opnå et givet objekt (prinsessen), endvidere kan modstanderen (skurken) ind­sættes og symmetrisk hermed subjektets hjælper (den gamle kone). Endelig har objektet en ejer, der overfører det til en modtager. Ejeren af objektet kaldes her en giver.

Grafisk opstillet fås følgende model:

Disse seks aktanter er ikke identiske med tekstens fiktive personer, men er faste funktioner i forhold til et igangværende projekt. Aktø­ren er derimod oftest en fiktiv person, som imidlertid ikke gennem hele tekstens forløb indtager samme aktantposition. Således vil man ofte se en aktør skifte aktantfunktion, f.eks. fra modstander til hjæl­per osv.

Sammenligner man aktantmodellen med den lineære handlingsmodel, ser man, at der er tale om to afbildninger af samme for­hold. Udgangspunktet er subjektets begær efter objektet (villen), her kaldes denne relation for projektaksen, dernæst subjektets relation til henholdsvis hjælper og modstander (svarende til viden og kunnen), som kaldes konfliktaksen. Endelig er den sidste akse, kommunikationsaksen, den sidste og afgørende handling, hvorved giveren afgiver objektet til subjektet. Da aktantmodellen er statisk, er dette sidste for­hold ikke klart markeret i aktantmodellen.

I længere og mere sam­mensatte handlingsforløb kan det forekomme, at subjektet skifter projekt. Det kan derfor være hensigtsmæssig at udfylde flere aktantmodeller for de forskellige faser i forløbet.

Kontraktmodellen

I forbindelse med beskrivelsen af en række konstante funktioner i fol­keeventyret, sådan som de kunne systematiseres i modaliteter og ak­tanter, kan et andet mønster uddrages: Eventyrets udgangspunkt er ofte en mangelsituation, som skal afhjælpes; der kan være tale om en rejse ud med kamp og prøvelser, som foregår i det fremmede, her­efter en hjemkomst med lykkeligt giftermål og social opstigning.

Modellen viser, hvordan eventyrets hovedperson oftest med udgangs­punkt i en mangelsituation indgår i en kontrakt eller et kontraktlig­nende forhold til en anden person eller blot i forhold til de normer, der gælder i det omgivende samfund. Denne kontrakt brydes, hvor­ved personen "fortabes" eller stødes ud og henvises til ude-rummet. Herefter må personen for at kunne blive genoptaget i fællesskabet, genindtræde i kontraktforholdet og gennemgå en række prøver. Først gennem beståelsen af disse prøver er personen kvalificeret til at genetablere kontrakten.

Den tematiske analyse

Greimas opdeler den semilogiske analyse i to hovedområder, et narratologisk og et tematisk. Vi har nu behandlet dele af det narratologiske område og vil derefter skitsere nogle træk af det tematiske.

I sin udformning af den strukturelle semantik viser Greimas, hvor­dan man kan forstå en tekst i sin helhed som et system af ligheder og forskelle. Ligesom Saussure og Hjelmslev skelner Greimas mellem sprogets udtryksside og dets indholdsside, hvorefter han definerer den strukturelle semantiks område til at beskæftige sig med teksters indholdssystem. I analysen af tekstindholdet er udgangspunktet en be­stemmelse af de mindste enheder. Disse enheder er modsætningsled, f.eks.

dreng/pige - stor/lille

men disse modsætningsled har også et fælles element, som forener dem, en semantisk akse. I tilfældet dreng/pige er den semantiske akse "køn"; i tilfældet stor/lille er det "størrelse". Disse mindste seman­tiske enheder kaldes semer (forkortet:s) og kan illustreres på følgende madel

semantisk akse: køn
(s1) pige -------- dreng (s2)

Ifølge den strukturelle semantik er sproget struktureret i semantiske systemer inden for de forskellige fænomenområder, taxonomier, der udgør en given kulturs virkelighedsområder og bevidsthedsstruktu­rering. Modsætningsforholdet mellem pige/dreng kaldes kontrært, hvormed menes, at ordene udelukker hinanden, de kan ikke være op­fyldt samtidigt, men de udgør ikke tilsammen nødvendigvis alle mu­ligheder, f.eks. tvekønnethed eller u-kønnethed.

Greimas indfører derfor endnu en modsætning til semet pige, nemlig negationen, den fraværende, ikke realiserede betydning. Modsætningsforholdet til pige er pige (negeringen af pige udtrykkes ved en streg over ordet). Dette modsætningsforhold kaldes kontradiktorisk. Tilsvarende bliver den kontradiktoriske modsætning til dreng, dreng.

Disse modsæt­ningsrelationer kan herefter opstilles i en model, den såkaldte betyd­ningens grundstruktur:

(Den dobbelte pil angiver det kontrære modsætningsforhold. Den en­kelte pil angiver det kontradiktoriske modsætningsforhold).

Som det fremgår af modellens opstilling, er der 4 semelementer, som forholder sig henholdsvis kontrært og kontradiktorisk til hinanden, men modellen kan udvides med yderligere to relationer. Det gælder de to størrelser, der i modellen er placeret over hinanden, pige, dreng og dreng, pige.

Relationerne mellem disse størrelser er ikke et identitetsforhold: at være ikke-dreng er ikke nødvendigvis identisk med at være pige. Forholdet må snarere karakteriseres som et forudsæt­ningsforhold, idet forudsætningen for at være pige er, at man ikke er dreng. Den nederste størrelse er altså en forudsætning for at den øverste kan realiseres.

Forudsætningsforholdet vises i modellen med den lodrette pil:

Med denne model over betydningens grundstruktur har Greimas le­veret et væsentligt analyseredskab til bestemmelse af en teksts temati­ske struktur. Der er fra forskellige sider blevet fremført en velbe­grundet kritik af modellens logiske og tekstvidenskabelige status, men dens pædagogiske værdi er uomtvistelig. Lad os illustrere, hvordan grundstrukturen kan opstilles i et konkret teksteksempel. Det må dog bemærkes, at der ikke er tale om en gennemført analyse.

I eventyret om Klods-Hans af H. C. Andersen kommer et grund­læggende modsætningsforhold til syne allerede i de indledende afsnit: de to brødre præsenteres og heroverfor står Klods-Hans, som fami­liens sociale outsider. Dette modsætningsforhold kan noteres såle­des:

de to brødre
Klods-Hans

Til disse to aktanter er knyttet en række kvalifikationer, der fortæller os, hvad aktanten er og en række funktioner, der fortæller os, hvad aktanten gør. Aktanternes kvalifikationer kan som modsætningspar ordnes i kæder eller systemer efter deres ensartede værdier, deres ækvivalens. I eventyrets videre forløb udvikles en sådan kæde af mod­sætningspar, en såkaldt analogirække.

Opstillingen læses: de to brødre svarer til Klods-Hans som lærdom til kløgtighed osv.

Eventyret fordeler gennem sin ironiske fortællerholdning positivitet og negativitet tvetydigt. Ud fra den herskende norm - og det vil i denne sammenhæng sige faderens - er brødrenes lærdom og højere sociale status positivt ladet, mens Klods-Hans anses for en dum social-outsider. Gennem fortællerens ironiske distance parodieres brødrenes lærdom og dannelse ved hjælp af Klods-Hans og hans fol­kelige rekvisitter (død krage, træsko osv.). En sådan læsning ville imidlertid sagtens kunne foretages uden ovennævnte opstilling.

Det, som opstillingen muliggør, er på systematisk vis at kunne redegøre for, hvordan tekstens modsætninger transformeres til andre mod­sætningspar igennem det episke forløb. Vi kan således se, hvordan en socialstatus taxonomi omformes til en psykologisk-bevidsthedsmæssig taxonomi.

Gennem omformningen sker der en reducering af den oprindelige "hårdere" modsætning til en "blødere" modsætning, men den endelige "ophævelse" af modsætningen, den egentlige mediering, indtræffer i eventyrets afsluttende bryllup mellem Klods-Hans og prinsessen. Her løser eventyret sig ud af modsætningsforholdet mel­lem brødrenes univers og Klods-Hans' univers ved en værdimæssig omvending. Hvor Klods-Hans i begyndelsen af eventyret betragtes som social og dannelsesmæssig outsider bl.a., fordi han ikke lever op til den herskende opfattelse af kultur, sker der i mødet med prin­sessen en værdiomvending, idet det nu viser sig, at brødrene i deres formelle dannelsesiver har forsyndet sig mod det umiddelbare og spontane. De går sprogligt i stå. De er fremmede over for en situa­tion, der stiller krav til umiddelbar spontan sproglig reaktion. Her træder Klods-Hans ind. Han tilhører ikke den herskende kulturs uni­vers, men er i stand til at udfolde sig i den. Han har ingen lærdom i formel forstand, men på grund af sin kløgtighed kan han tale for sig. Derfor vinder han prinsessen. De egenskaber og værdier, han i be­gyndelsen af eventyret stod alene med, har nu ikke blot forvist brød­renes univers, men bredt sig til det kongelige. Der er fra slutpositio­nens synsvinkel sket en mediering til et kvalitativt nyt univers. I be­tydningens grundstruktur ser det sådan ud:

Psykoanalytiske tekstbegreber

En af de centrale pointer i den strukturelle semantik omhandler for­holdet mellem det valgte og det ikke-valgte, forstået på den måde, at hver valgt tekstmanifestation får sine betydninger på baggrund af de ikke-valgte muligheder. At Klods-Hans af alle transportmuligheder udstyres med en gedebuk får jo netop sine betydninger på baggrund af brødrenes heste, der klart er med til at synliggøre det særlige ved Klods-Hans samtidig med, at de fremhæver alle de bagvedliggende ikke-valgte transportmuligheder.

Dette samspil mellem det manifeste/synliggjorte valg og de latente/ ikke-synliggjorte muligheder har sin analogi i Freuds psykoanalyse, hvor der skelnes mellem det latente lag i menneskets drømmetanker, idet den manifeste drøms indhold opfattes som en transformation af et latent indhold således, at den manifeste drøms betydning først frem­står, når den ses på baggrund af det latente indhold.

En drømmeana­lyses mål bliver derfor at bevæge sig fra det manifeste til det latente, og til dette rekonstruktionsarbejde anvender Freud to begreber: for­skydning og fortætning, idet den proces, hvor den latente psykiske energi flyttes fra et objekt til et andet, kaldes forskydning, mens den proces, der fører flere energier sammen i et objekt kaldes fortætning. Retningen, som disse processer forløber i, siger Freud, determineres af, at samfundet godkender, at visse valgmuligheder realiseres, mens andre forbydes, dvs. at den psykiske energi må flytte sig hen på ob­jekter, som er acceptable for den i mennesket af samfundet indbyggede censurinstans.

Ført over på tekstlæsningsarbejdet vil dette betyde, at udgangs­punktet må blive en konstatering af tekstens forskydnings- og fortæt­ningspunkter, som vil være at finde i tekstens brud, f.eks. hvor dens virkelighedsplan bliver til u-virkelighedsplan eller symbolplan (prin­sen møder lindormen).

Analysearbejdet må indkredse den manifeste konfigurations om­fang, kvalitet og funktion i tekstuniverset for derigennem at afsløre, hvad den dækker over.

Marxistisk bevidsthedsteori

At en given teksts virkelighedsbrud forklares via en psykoanalytisk teori er vel ganske legitimt, men i andre henseender kan en sådan tekstforståelse forekomme mangelfuld. Opfatter man nemlig tekst­læsning som en kritisk praksis, der bearbejder "manifeste tekster" i historisk omløb, må målet være at iagttage og klarlægge tekstens vær­diunivers og de indre modsigelser, den søger at dække over i relation til den samfundshistoriske virkelighed, teksten indgår i.

I dette arbejde kan såvel den narrative som den tematiske analyse bidrage til at afdække tekstens værdiunivers, og psykoanalysen kan påvise, hvordan teksten dækker over sine egne indre modsigelser. En endelig forklaring på tekstens bevidsthedsindhold og på, hvilke inte­resser de i psykologisk forstand konstaterede censurinstanser tjener, kræver dog, at teksten overskrides og indkobles i den samfundsmæs­sige kontekst, som den ikke blot er en funktion i, men som den ifølge marxistisk bevidsthedsteori også er en funktion af.

Eventyret som bevidsthedsfænomen i middelalderens feudalsamfund må således søges forklaret via en beskrivelse af perioden og samfundssystemets indretning med særligt henblik på en forståelse af eventyrets produktions-, distributions- og konsumtionsforhold i dette samfund.

Til toppen

Glossary

Analogi

En sproglig analogi er en slags sammenligning mellem A og B med det formål, at B skal tydeliggøre betydningen af A. Et eksempel:

Sproget i avisen (...) skal være (...) renset for unødvendige fremmedord og ord, der hører til specielle fagområder. (...) Sproget skal være som en velpudset glasrude, som man kan se igennem uden at blive distraheret af urenheder og fejl i glasset. (Citat fra artikel på avisnet.dk).

Distance

Distance kan betyde strækning (jævnfør fx ordet 'langdistanceløb'). Distance kan også betyde fysisk afstand mellem ting eller personer eller følelsesmæssig afstand mellem personer.

metodebogen.dk | © Forlaget Dansksiden.dk og forfatterne 2018 | CVR 27301754 | | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt