Tro og overtro i relation til fortællingens anvendelse i undervisningen

Under indtryk af naturvidenskabernes succes og den dermed sam­menhængende positivistiske dominans i filosofien har interessen for fortællingen i snart sagt alle sammenhænge i undervisningen været i aftagen i de senere årtier. Man har ligefrem talt om fortællekulturens forfald.

Moderne krisefænomener som miljøforurening, ressourceknaphed og lignende har imidlertid rokket ved vækstideologien og dens natur­videnskabeligt/positivistiske grundlag, og dermed er traditionen inklusive den folkelige overlevering igen på vej til at komme til ære og værdighed. Fortællinger, som ofte nok har været stemplet som naivt overtroiske, som ammestuesnak og lignende, tages op til fornyet ana­lyse ud fra den antagelse, at de rummer erkendelser, som har betyd­ning og gyldighed også for det moderne menneske, og på den bag­grund er såvel eventyret som myten påny kommet i pædagogikkens interessefelt.

Fortællingen som formidler af livserfaring påkalder sig interesse, fordi det logiske bevis og magtsproget har vist sig utilstrækkeligt. Det er ikke mere nogen selvfølge, at man trygt kan overlade fremtiden til den videnskabelige ekspertise, ligesom der heller ikke længere er den samme tiltro til de store ideologiske systemers forvandlende kraft, og på den baggrund kan man måske tale om, at der er opstået et behov for en kulturel forandring, en udvikling fra en normetik til en fortæl­lingsetik, fra en værdikultur til en poetisk kultur.

En sådan udvikling ville på samme tid sikre rum for bevægelse, for­andring og for bevarelsen af nogle af de mest værdifulde elementer i vor civilisations frihedstradition. Som Peter Kemp har fremhævet det, er normetikken postulatorisk og abstrakt, mens fortællingsetik­ken bygger på beretningen om det, der gik galt og på myten om det gode liv og dets nedbrydning. Fortællingen postulerer ikke, men er en appel i konkrethed og befinder sig derved i den vigtige midterposition mellem virkelighedsrapport og virkelighedsforfalskning, hvor etik­ken får en meningsfuld funktion.

Etikken er netop det sted, hvor den poetiske og den religiøse tyd­ning har fælles interesser, og på den baggrund er det både forståeligt og berettiget, at såvel myte- som eventyrgenren søges tilbageerobret.

Alligevel er der en risiko ved dette forsøg som ved alle former for restitutions- eller reformationsbestræbelser: Det gamle kan ikke blot ureflekteret genindsættes i sin ret. For eventyrets og mytens ved­kommende gælder det om ikke blot at begynde forfra, som om ideolo­gikritik og afmytologisering var ukendte begreber. I hvert fald når det drejer sig om formidling af religiøse forestillinger og erkendelser, må der stadig sondres mellem tro og overtro. Det går ikke an at over­lade alt til den umiddelbare tilegnelsesoplevelse, for nutidsmennesket har ikke mere et umiddelbart forhold til den verden, der rulles op i de gamle fortællinger.

Den ureflekterede genindførelse af fortællingen i undervisningen vil være skæbnesvanger for religionsundervisningen. Det, der i de senere år har truet f.eks. den bibelske fortælling mest, er netop, at den har været opfattet enten som virkelighedsrapport eller som even­tyr i betydningen uforpligtende underholdning og nedslag af tidligere tiders folkelige overtro.

Den bedste vej ud af denne misere er næppe i tilslutning til Susanne Langer at tilkende én genre, myten betydning på bekostning af en an­den, eventyret. Men for redelighedens skyld må tingene stadig kaldes ved deres rette navne. Nostalgien bør ikke tillade, at f.eks. overtroen adles og lyses i kuld og køn som god og gangbar livsvisdom.

Metodisk set sikres redeligheden formodentlig bedst ved, at fortæl­lestoffet organiseres sådan, at der åbnes mulighed for mod- og sam­menstilling af forskellige fortællinger, både genremæssigt og med hensyn til kulturelt udspring. Princippet at lade fortællinger korri­gere og modsige fortællinger er utvivlsomt at foretrække frem for en sønderlemmende analyse eller pegefingermanuduktion. Derved kan der så måske skabes grundlag for en identitetsudvikling, når eleven med Max Frisch's udtryk giver sig i kast med at "prøve historier" på samme måde som man prøver tøj, indtil han finder en dækkende historie.