Afsluttende meta-kommentar
Forhåbentlig er det lykkedes os gennem beskrivelsen og forklaringen af folkeeventyret om Kong Lindorm at demonstrere en semiologisk metodes anvendelighed. Lad os til slut se på nogle begrænsninger.
Som vi har forstået semiologien udgøres den primært af en lingvistisk teori, der søges sammenkoblet med dels en psykologisk dels en samfundsteori. Fælles for disse tre tilgange er imidlertid, at de hver for sig udelukkende tager sigte på at belyse tekstens betydningsproduktion - uden at interessere sig nævneværdigt for dens fortællemåde eller øvrige æstetiske udformning.
I arbejdet med den semiologiske metode og folkeeventyret oplevede vi især to forhold som problematiske:
- den historiske kobling
- den æstetiske dimension
Kort sagt, hvad der vedrører tekstens funktion af og i den samfundsmæssige kontekst. Tekstens historiske omstændigheder lader sig vanskeligt afdække, når det drejer sig om folkeeventyret med dets særlige fortælletradition, den mundtlige overlevering gennem århundreder. Det er dog tydeligt, at teksten rummer et billede af et feudalt samfundssystem, og vi fremfører da også forsigtigt nogle synspunkter om dens mulige samfundsmæssige funktion.
Mest beklageligt er, at metoden lader tekstens æstetiske dimension være ubelyst. Specielt, hvor talen er om folkeeventyr, må det æstetiske, forstået som det moment i teksten, der løfter og frisætter fortæller/tilhørere og derved aftegner nye handlemuligheder, være af central betydning. Folkeeventyrets fortællerum indeholder jo netop muligheden for i fællesskab at synliggøre vækstpunkterne for fællesskabets overlevelse og fortsættelse. Her er kommunikationen ikke blot envejs og receptiv, men kollektiv og kreativ, og dermed af både stor underholdende og erkendelsesmæssig værdi.
For at kunne begribe denne centrale proces mellem fortællertekst - tilhørere - ny tekst osv. må semiologien åbne sig for de tiltag, der er på vej omkring receptionsæstetikken.