Allitteration: også kaldet bogstavrim eller stavrim, foreligger, når to eller flere ord indledes med enten sam­me konsonant (konsonantgruppe) el­ler med samme vokal (identisk eller forskel­lig) [1]. Den indledende stavelse skal dog være trykstærk:

ved vinduet sad jeg en dag i vår

- i denne verslinje er de trykstærke stavelser fremhævet med fed. Der er altså i dette tilfælde ikke allitteration mellem ved og vinduet (fordi ordet 'ved' er tryksvagt) eller mellem -duet og dag (fordi stavelsen 'du' i ordet 'vin-du-et' er tryksvag).

Et andet eksempel:

åbenbart
er det for alle
at oldingen
er enligstillet

- her er der bogstavrim på vokalerne å og o i ordene 'åbenbart' og 'oldingen' samt på vokalerne e i det første, trykstærke 'er' og i ordet 'enligstillet'. Men bemærk, at vokalen i det andet 'er' i 4. linje ikke indgår i allitterationen, fordi det er tryksvagt.

Som obligatorisk rimprincip tilhø­rer allitterationen den oldnordiske digtning, og genfindes derfor hos de senere digtere, der efterligner denne, Grundtvig, Johs. V. Jensen, jfr. Pa­stiche*.

I øvrigt kan man udskille to hoved­tendenser i anvendelsen: allitteratio­nen kan virke som fyndig understregning, jf. at den er et fast stiltræk i ordsprog* og reklame.

Eller den kan anvendes i lyrik og lyrisk prosa som musikalsk effekt, for klangvirkningens skyld.

[1] Allitteration - markant eller musikalsk:

Det træ er bedre der bøjes end det der brister.
Gæst kommer ofte til gård og gør sig til greve.

Peder Låle, udg. 1506.

Saa blev en Stund Alt stille, Alting rettede sig, endnu som dirrende af Angst og i aandeløs Forventning, og i næste Nu hvinede Vinden ned igen, og Urosbølgen med dens Brus og dens Glitren, dens vilde Vuggen og rastløse Vekslen bredte sig atter ud over Haven.

J. P. Jacobsen: Fru Marie Grubbe, 1876.