Alternation

Alternation: »gangart«, kaldes skiftet i en vers*linje og dermed gerne gennem hele versemålet* mellem hævninger (taktslag) og sænkninger (mellemrummet mellem to hævninger).

Sædvanligvis noterer man hævningsstavelserne med – og sænkningsstavelserne med ◡. Efter antallet af stavelser mellem hvert taktslag skelnes der mellem bisyllabisk (–◡–◡–), trisyllabisk (–◡ ◡–◡ ◡–) og tetrasyllabisk (–◡ ◡ ◡–◡ ◡ ◡–) alternation. Hvor stavelsestallet pr. taktslag varierer (som fx i folkevisen*) er alternationen fri. Hvis verslinjen har optakt (indledende sænkningsstavelse(r)) kaldes alternationen stigende (jf. jambe*, anapæst*), begynder den derimod med et taktslag, kaldes alternationen dalende (jf. Trokæ*, Daktyl*).

Begreberne »hævning« og »sænkning« er ligesom »alternation« rent metriske (jf. Metrik*) begreber, og har i sig selv intet at gøre med de sproglige (: fonetiske) fænomener »trykstærk« og »tryksvag«, men som hovedregel opbygges verslinjen således, at hævningerne markeres af trykstærke stavelser, mens sænkningerne udfyldes af tryksvage stavelser. Hvor dette ikke er tilfældet, foreligger der en metrisk konflikt*, der kan skyldes kejtethed (lejlighedsdigte!) eller være et kunstnerisk velberegnet middel til fremhævelse [1].

[1] Alternation og sprogrytme:

Verset besidder to Rhythmer: en ydre og abstract, Versfodens, hvis Stigen eller Dalen bestemmes af den ved Begyndelseselementet foraarsagede akustiske Illusion, og en indre og concret, Sprogfodens, som er noget selve det rhytmiske Stof Iboende. Disse to Rhythmer ere ganske uafhængige af hinanden, og det skjønnes fremdeles, at Versificatoren har det i sin Magt at frembringe den mægtigste rhythmiske Virkning ved at lade begge virke i Forening, ligesom han ogsaa er istand til at frembringe den rigeste Afvexling ved paa forskjellige Maader at lade dem skjære hinanden. Jo mere de falde sammen, desto mere udpræget bliver Rhythmen; jo mindre de gjøre det, desto mere fordunkles den; men Gjennemførelsen af den fuldkomne Congruents eller Incongruents er i Længden lige ensformig og trættende. I Reglen bør man derfor i Verset sørge for, at Noget støtter Rhythmen og Noget bryder den; Reglerne derfor lade sig ikke udtømme; i Principets Anvendelse ligger selve Kunstnerens Mesterskab. Til Forståelse af det Sagte hidsættes kun et Par Exempler. I Valborgs:

Jeg hilser dig, min Kjærlighed,
◡ – |◡ – | ◡ – | ◡ – |
god Morgen!
◡ – | ◡

(Oehlenschläger).

have vi i hvert af de tre ved Kommaer adskilte Ordcomplexer en stigende Begyndelse, der kraftigt støtter Rhythmen; i Modsætning dertil have vi i deres anden og tredie Stavelse dalende Ord, der sammenknytte to Fødder og derved bryde den.

(Ernst von der Recke: Dansk Verslære, 1885)

Til toppen

Glossary

Folkevise

også kaldet 'ballade'. Oprindelig kendetegnet ved at være en fortælling, der blev fremført som sang. En folkevise var skrevet på vers (dvs. inddelt i strofer) ofte med omkvæd. Folkevise-genren blev introduceret i Norden i 1200-tallet. Man kender til 837 oprindelige folkeviser i Norden fra den tid. Over 300 af dem er danske. Læs mere på Dansk Wikipedia.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt