Anakronisme: »tidsforveksling«, taler man om, når et fænomen henlægges til en tidsalder, hvor det i virkeligheden ikke forekommer.

Tilsigtede anakronismer består gerne deri, at forfatteren lægger sin samtids karakteristiske formuleringer (fx fraser, jargon) i munden på personer fra en svunden tid. Virkningen kan være komisk som i Holbergs modernisering af Odysseen [1].

I øvrigt kan det være anakronismens funktion at vise et slægtskab mellem de sammenblandede tidsaldre [2].

En ideologisk anakronisme foreligger fx i J. P. Jacobsens Fru Marie Grubbe (1876), hvor hovedpersonen i et gammeldags sprog udtaler en moderne, halvvejs ateistisk individualisme.

[1] Komisk anakronisme Marcolfus:

Serviteur tres humble, Messieurs! Jeg veed ikke, om nogen af jer kiender mig. (Vender sig om paa alle Sider). Jeg tiener hos Paris, Kong Priapi Søn af Troja. Vi er reist over 4re Hundrede tydske Mile hid til Ithacien for at bortsnappe den skiønne Helene . . .

(Holberg: Ulysses von Ithacia, 1725)

[2] Kapitalismen taler altid samme sprog!

Det er rigtigt, nikkede Rayburn, og han tilføjede: Jeg må først fortælle Dem, senora, at jeg repræsenterer en koncern, som driver en vidtstrakt handel med negre, og som hidtil har haft sin hovedafsætning på Vestindien. Jeg har været i Ny Spanien for at skaffe nye forretningsforbindelser, idet vi agter at udvide vort handelsområde til fastlandet.

(Hans Kirk: Slaven, 1948)