Analyse/Fortolkning

Analyse/Fortolkning. Analyse betyder »opløsning«, en undersøgelse, der udskiller bestanddelene i det, som undersøges. Modsætningen er syntesen: sammenfatningen.

En analyse af et litterært værk er altså i videste forstand en påvisning af de elementer, hvoraf værket er opbygget: ejendommeligheder i stil* og metrik*, kompositions*mønstre. Almindeligvis forstår man dog ved »analyse« mere end den blotte registrering. Værket er en meningshelhed, et udsagn; analysen må derfor forklare enkelthedernes funktion og betydning. En opregning og rubricering af digtets metaforer* er endnu ingen acceptabel analyse af digtet: den må vise, hvordan metaforerne, sammen med andre stiltræk, udtrykker digtets tema* og holdning*.

Analyse og syntese

Analyse og syntese forudsætter derfor gensidigt hinanden. Syntesen fremgår af enkeltiagttagelserne, men på den anden side kan man ikke stille noget op med sine iagttagelser, før man har dannet sig en opfattelse af værket i sin helhed: hvad det udtrykker eller handler om [1].

De forskellige metoder udvikler hver sin analysepraksis, som kan illustreres med modeller, fx nykritikkens* »lag« og »planer«, og strukturalismens* »aktant-model«.

Analyse og fortolkning

Tekstanalysen er sammen med syntesen en beskrivelse af værket som en isoleret størrelse. En undersøgelse, der sætter værket i forbindelse med noget uden for det selv, fx forfatterpersonligheden eller den ideologi, det repræsenterer, kan til forskel fra »analysen« kaldes »fortolkning« [2]. Ofte bruges dog »fortolkning« i samme betydning som »analyse«. Og hvis man bestemmer undersøgelsens emne som tekst + faktorer udenfor (jf. Kontekst*), kan »analyse« naturligvis også bruges = fortolkning.

[1] Analyse og syntese:

Den amerikanske idehistoriker Arthur Lovejoy fortæller et sted en anekdote om en student der var til eksamen i zoologi og fik forelagt et fiskeskelet af en art. Han vidste en masse at sige om det, undtagen det ene, at det var symmetrisk opbygget. Hans karakteristik af det emne han skulle beskrive, var en »addition af enkeltstående iagttagelser«, men lige meget hvor meget han adderede, kom han aldrig til det fundamentale strukturtræk ved sit emne.

Til grund for min analyse ligger den antagelse at man ikke kan addere sig til strukturen, kun fornemme den i en umiddelbar gestaltning og derpå ved et møjsommeligt dokumentationsarbejde afgøre om fornemmelsen var forkert, og hvis den var det, begynde forfra ud fra en forhåbentlig rigtigere fornemmelse . . .

(Thomas Bredsdorff, Kritik 3, 1967)

[2] Analyse og fortolkning:

Tolkning er resultatet af en analytisk virksomhed hvis mål er at forklare det autonome værks eksistens og egenskaber som sekundære fænomener dvs. som fremtrædelsesformer for noget uden for, evt. som kausalprodukt af noget. Hvis vi et øjeblik tænker os at et værks udsagn virkelig kun var et simpelt udsagn om verden, så kunne man sige at beskrivelsen (: hvad der ovenfor er kaldt »analyse«, JL) er en redegørelse for samtlige sproglige egenskaber ved dette udsagn, inclusive dets mening, mens tolkningen er en forklaring af det ud fra noget andet, fx afsenderens personlighed (biografisk tolkning) eller den sociale situation ved afsendelsen (sociologisk tolkning) eller endelig ud fra udsagnets forhold til andre udsagn eller fra en mening om verdens egentlige beskaffenhed (ontologisk tolkning).

(Peter Brask, Tekst og Tolkning 1, 1974)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt