Autonomi: »selvgyldighed«. Betegnelsen er indført i litteraturforskningen af nykritikken*, der forestiller sig digterværket som en selvstændig, autonom helhed. Enhver enkelthed må fortolkes ud fra sin sammenhæng med andre enkeltheder i værket [1]. Hvis en sådan tolkning ikke er mulig, hvis man fx kun kan forklare en detalje ved at henvise til forfatterens privatliv, er værket kunstnerisk mislykket. Autonomiprincippet er også et vurderingsprincip.

Et »værk« er fornuftigvis ensbetydende med oplevelsen af det. »Kongens Fald« er for den enkelte hans eller hendes læsning af romanen. Nykritikkens autonomi-tanke, at det enkelte værk har sin egen iboende struktur, forudsætter altså, at læsere kan enes om en sådan struktur ud fra en fællesmenneskelig tilbøjelighed til at søge enhed og sammenhæng i det, vi oplever.

Med læren om værkets autonomi vendte nykritikken sig imod den ældre biografisme*. Autonomi-tanken er på den anden side selv blevet kritiseret af marxistisk forskning: digterværket kan ikke isoleres fra den sociale og ideologiske sammenhæng. Den nykritiske analysemåde anklages for at forudsætte og bekræfte en forestilling om kunsten som en særlig, ophøjet erkendelsesform.

[1] Autonomi og litteraturhistorie:

Foruden at se litteraturen som aftryk af digterens personlige forhold eller som anledning til kritikerens smags- og stemningsassociationer er der således mulighed for at se den som magasin for ubevidste psykiske størrelser.
Nykritikken ønsker at propagere en helt fjerde mulighed, nemlig at se litteraturen som litteratur. Det enkelte digterværk ses som et ordkunstværk, hvis mening og værdi fremgår ved dets egen læsning. Man åbner sig for værkets samlede virkning, idet man agter på enkelthedernes samspil med helheden.
Når man således har digterværkets verbale struktur som emne, kan man meget vel drage nytte af historisk oplysning, f.eks. om et ords tidligere og fra vor afvigende betydning eller associationer; men en sådan oplysning er ikke en historisme, der fører ud af værket, den tjener derimod en strukturalisme, der fører ind i det. Dette indebærer intet fogedforbud mod faget litteraturhistorie, men det medfører det synspunkt, at litteraturens historie drejer sig om teksterne, ordene og formerne . . .

(Lars Peter Rømhild: Den ny kritik - og den gamle; Vindrosen 1963, 5, op- trykt i Søren Schou: 60’ernes danske kritik, 1970)