Barok

Barok: periode i kunst- og litteraturhistorien. Ordets oprindelse og egentlige betydning er omstridt: man har afledt det af det portugisiske ord for »uregelmæssig perle«, men det har også betegnet et meningsløst, forskruet ræsonnement; i begge tilfælde altså noget, der afviger fra det simple og naturlige, I 1700-tallet brugtes ordet nedsættende om den nærmeste fortids svulstige, pompøse arkitektur. I nyere tid også, og neutralt, om tilsvarende stilejendommeligheder i 1500- og 1600-tallets europæiske litteratur og kunst.

Barokken i dansk litteratur

I Danmark udfolder barokken sig mellem 1630 og 1700, repræsenteret af digtere som Anders Arrebo, Anders Bording, Thomas Kingo, Elias Naur, Dorthe Engelbretsdatter. Under indflydelse af samtidige tyske bestræbelser udvikler disse digtere en egentlig kunstpoesi på dansk. De eksperimenterer med de klassiske genrer* og udnytter hele den klassiske retoriks* register; yndede stiltræk er antitesen*, alle slags metaforer* og gentagelser*. De anvender et myldrende righoldigt ordforråd, især producerer de uhæmmet nydannelser (sammensætninger). De interesserer sig i teori og praksis for metrik*; med barokken bliver den regelmæssige alternation* norm i danske vers [1].

Barokstilen kan bestemmes som verbalisme, en glæde ved ord. Karakteristisk er bestræbelser for klangfylde (komplicerede rimmønstre), variation (fx vekslende abstrakt* og konkret*, høj og lav stil*, jf. Antitese*), bredde (jf. Gentagelse* og Tautologi*), overraskelseseffekter (nydannede ord, ordspil).

Barokkens interesse for sproget kan, som modernismens*, udspringe af en krise i virkelighedsopfattelsen: middelalderens ordnede verdensbillede havde efter de store astronomiske opdagelser o. 1600 mistet sin gyldighed.

Et genkommende baroktema er den ustadige lykke (: skæbne) og al tings ubestandighed; verden som teater og illusion [2]. Tingsglæden og billedrigdommen i barokkens digte kan måske tolkes som en stræben efter at holde det usikre fast i sproget.

Barokstilens voldsomhed, tendensen til ophobning, overdrivelse, kontrast, kan i Danmark yderligere ses i sammenhæng med to forhold:

1) Barokken er samtidig med den strenge bodskristendom, som betoner menneskets absolutte syndighed og uværdighed over for Gud. Den overvældende syndsfølelse er holdningen i de fleste af barokkens salmer*.

2) Enevælden indføres 1660. Antiteser*, hyperbler* og billedsprog måler i tidens talrige hyldestdigte til kongehuset den uhyre afstand mellem undersåt og monark.

Barokkens stilbestræbelser betegner, trods fælles forudsætninger i antik litteratur, den fuldkomne modsætning til 1700-tallets klassicisme*. Holberg parodierer barokken allerede o. 1720, men langt op i århundredet lever den videre hos enkelte forfattere (Wadskiær) og i visse genrer* (lejlighedsdigtet).

[1] Barokkens stilprogram:

I vers skal man sky flik-ord, fyldekalk, ordenes tvingsel (når man, som Cacus drog Herkules’ øksen (: kreaturer) ind ved rumpen, trykker ordene tvært eller bagvendt ind, enten de ville eller ej) og al mørkhed. . . Således skal verset være, at det synes for læseren let og uden umage gjort, og dog, enten ikke, eller og med stor besværlighed at kunne eftergøres, så at den som det forsøge vil, må tit klå (: klø) sig over hjernen, bide i fingrene og vende sig hid og did, og kan endda oftest intet udrette. Der skal være et vist tal på stavelserne . . .

Til måde er det nok forlovet en poet (: har en poet nok lov til) at savne (: samle) og til hobeføje ordene, når de kunne give nogen artighed i verset .. . F.eks. når jeg kalder natten, en arbejds-trøsterinde. Den krigsblodtørstig Mars. Sådanne mange velsammensatte ord findes i M(onsieur) Anders Arrebos Seksdages gerninger (: Hexaemeron, udg. 1661).

Stilen skal ej altid være ens. Tale vi om høje ting, skal den være højtravende; tale vi om ringere, skal den være middelmådig; men begge slags artig derhos (: tillige) og forstandelig. — Hvorfor ordene må anderledes bruges, forveksles og igentages end i almindelig tale brugeligt er. Så sjunger Arrebo smukt:

Min bog, min søde sorg, min lystig hovedbryder.
Du fisk i blågrøn hav, du fugl på kvist hin grønne
Spring om, ja runden om, sjung skov-motetter skønne.
Så er kun verden én, og Gud som skabte hende,
Den Gud, den samme Gud skal også verden ende . . .

(Peder Syv: Betænkninger om det cimbriske Sprog, 1663)

[2] Et barok-digt skildrer, humoristisk, det foruroligende nye verdensbillede:

. . . Copernicus den tide-bog (: almanak)
må gerne skrevet sammei,
forvisnet er hans døde skrog,
hans kunst er vorden gammel.
Dog vides reglen udenad,
går her igen og spøger
på almanakkens første blad,
at himlen hvile søger,
mens desimidler jorden må
sig lave til at flytte
og hastig føjte som en rå,
der frugter sig for skytter . ..

(Kingo: Næve-tud og Knud-herud, 1667)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt