Biedermeier

Biedermeier: det tyske, oprindelig kunsthistoriske begreb bruges også i dansk litteraturhistorie som betegnelse for den fremherskende borgerlige åndsform, og dermed for væsentlige dele af litteraturen, igennem 1800-tallet indtil 1870.

Biedermeier-kulturens hovedtendens er bestræbelsen på idyl og harmoni. Perspektivet begrænses til det velkendte og fortrolige: hjemmet og familien. En yndlingsform både i malerkunst og litteratur er »genrebilledet«: den realistiske (: detaljerede), idylliske beskrivelse af et lille, lukket miljø og, i fortællende digtning, af en harmonisk forløbende handling i dette miljø. Eksempler er Winthers »Træsnit« og Ingemanns Morgen- og Aftensange.

Biedermeier-digtningen bekræfter troen på en højere, poetisk retfærdighed. Derfor også betegnelsen »poetisk realisme«. Grundstemningen er optimistisk: lystspillet* blomstrer på tragediens* bekostning (Heiberg, Hertz, Hostrup), Kontroversielle emner: erotik, politik, sociale problemer neddæmpes eller undgås helt [1]. På baggrund af tidens politiske røre og sociale modsætninger fremtræder biedermeier som eskapisme - og med tydelig ideologisk* karakter.

Biedermeier-elementer findes hos de allerfleste af tidens digtere, også dem, der i øvrigt demonstrerer en erkendelse, som sprænger biedermeiers snævre horisont: Blicher, H. C. Andersen, Aarestrup, jf. Romantisme*. Til 1840ernes kritiske, filosofiske idealisme* består der nok et modsætningsforhold: Kierkegaard, Paludan-Muller og Heiberg spotter alle den snæversynede borgerlige selvtilstrækkelighed uden ånd - men Heibergs vaudeviller* er ren biedermeier, og både Kierkegaard og Paludan-Muller dyrker genrebilledet.

[1] Biedermeyer:

. . . Et af de fuldgyldigste udtryk for biedermeyer-kulturens erfaringsverden er Johanne Luise Heibergs erindringer. De indkredser en lille men velordnet og velplejet verden, hvor alt »råt og udelikat« og »åndelig og legemlig Negligé« er bandlyst, mens illusionens oplevelse af den ideale skønhed og harmoni søges og dyrkes. Der er megen velbjærgethed i den verden, men den rummer også inden for sine grænser stor psykologisk indsigt og følsomhed.

Så firkantet der her skal eksemplificeres vover jeg den påstand, at Heibergs bornerte erfaringsverden og dens værdinormer har styringseffekt den dag i dag. Ikke så meget i den skønlitterære institution, i hvert fald ikke i den finere ende men nok i den industrialiserede triviallitteratur, men frem for alt i socialiseringssammenhænge, hvor Johanne Luise Heiberg er en mere eller mindre ukendt størrelse: i middelklasseopdragelsen, i middelklassefolkeskolen.

(Poul Schmidt i Information, 18.3.1976)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt