Biografisme

Biografisme: fællesbetegnelse for al litteraturforskning, der betoner digterens liv og personlighed, som forudsætning for forståelsen af værkerne eller som formålet med læsningen af dem.

Den biografiske litteraturforskning er udviklet af 1800-tallets naturvidenskabelige menneskeopfattelse: kunstværket kan som enhver anden menneskelig livsytring forklares som produkt af arv og miljø. Eller omvendt: værket er et »menneskeligt dokument«, der bidrager til at forklare digterpersonligheden.

Biografismen i Danmark

Georg Brandes introducerer o. 1870 biografismen i Danmark efter franske forbilleder: Taine og især Sainte-Beuve. Retningen kommer til at dominere dansk litteraturkritik i hele første halvdel af dette århundrede: Hans Brix [1], Vilh. Andersen. Det almindelige litteraturkritiske arbejde i denne periode er monografien: beskrivelsen af et forfatterskab.

Dybdepsykologisk forskning

Megen nyere biografisk forskning støtter sig på Freuds* psykologi: litteraturen anskues, i lighed med anden kunstnerisk skaben, som en kompensation (erstatning) for en mangelfuld, hæmmet personlighedsudvikling; værket er et symptom på en sygdom, der er fortrængt ned i det personligt underbevidste.

Til Freuds menneskemodel føjer C. G. Jung den dimension, han kalder »det kollektivt ubevidste«: dybest i os ligger en sum af fælles oplevelsesmønstre, »arketyperne«, fx de grundmenneskelige forestillinger om det mandlige og det kvindelige. Den store digter lader i kunstværket disse arketyper fremtræde for bevidstheden.

Villy Sørensen

En vigtig kritisk udvikling af biografismen er Villy Sørensens fortolkningsmetode, der kom til at spille en betydelig rolle i 1960ernes fortolkningspraksis. Værket er digterens forsøg på at overvinde et psykisk problem, »traumet«. I det helstøbte kunstværk er traumet fortolket, dvs fuldstændig erkendt og forklaret. Det ringere værk omfortolker, lyver problemet væk. Værket må altså bedømmes som et led i digterens selverkendelse, jf. Vurdering* [2].

Villy Sørensens årsagsbegreb er langt mere nuanceret end den klassiske biografismes. Det har, ligesom Oluf Friis' [3], også plads for det nykritiske litteratursyn.

Kritik af biografismen

Nykritikken*, der trængte ind i dansk litteraturforskning o.1960, brød radikalt med traditionen. Værket må tolkes som en selvstændig helhed. Enkeltheder må forklares og vurderes ud fra deres placering og funktion i værkets struktur.

Den marxistiske litteraturkritik, i Danmark fra slutningen af 1960erne, bebrejder biografismen, at den opfatter digterpersonligheden som den eneste årsag: biografismen indser ikke, at forfatterens anskuelser og tænkemåde er samfundsbestemte, og heller ikke, at værkets udformning er betinget af samfundets litterære institutioner, af publiceringsformer og publikum.

[1] Klassisk biografisme:

I de Bemærkninger til Eventyrene, hvori Andersen har givet spredte Oplysninger om deres Tilblivelse, siger han om Klokken og de efterfølgende af egen Opfindelse: de laa i Tanken som et Frøkorn; der behøvedes kun en Strømning, en Solstraale, en Malurtdraabe, og de blev Blomst. Den der vil vinde det rette Grundsyn for et Andersensk Eventyr, maa altsaa søge to Ting: den Begivenhed, den Erindring eller det Forhold, som danner Frøkornet, og den Stemning, hvorunder det er opfattet; man maa være opmærksom paa, at de bedste af disse Digtninge ikke er bleven til ved ørkesløs Allegoriseren eller Fantaseret, og at Handlingen ikke er skabt af Ønsket om at spænde eller more alene; i hver af dem er en Draabe af Digterens Hjerteblod . . .

(Hans Brix: H. C. Andersens Eventyr, 1907; jf. citat ved artiklen Vurdering)

[2] Villy Sørensen om forholdet mellem digter og værk:

Materialet i et kunstværk er naturligvis altid kunstnerens personlige følelses- og tankeverden, dets emne er de traumer der hæmmer følelsens frie løb og stiller problemerne for tanken, dets formål er fortolkningen af traumerne - og dets fuldbårne form er selve den fuldbyrdede fortolkning, som kræver en transformation af materialet. I det fuldbårne kunstværk får alt sin begrundelse inden for værket selv - mens det ubegrundede i det uforløste værk viser tilbage til kunstnerens private problemer.

(Digtere og dæmoner, 1959)

[3] Moderne biografisme:

Min fremstilling hviler på den opfattelse, at digtning og al kunst i oplevelsesgrundlaget er udtryk for en personlighed; om denne fortæller de konkrete biografiske data, der kan fremdrages. Men det gælder ikke om, efter gammeldags litterær-biografisk metode at føre digtningen tilbage til oplevelser i digterens liv (modeller osv.). Digterværket har sin egeneksistens, fæstnet i sproget; men det er min overbevisning, at fortolkningen af det færdige digterværk bliver mere konkret individualiseret, idet man ser, hvorledes netop denne personlighed ytrer sig. Fortolkeren søger ikke sit eget ansigt genspejlet i digterværkerne, men nærer sig og udvides ved kontakten med digteren selv, hans temperament i hele dets spændvidde og hans tilegnede kundskab.

(Oluf Friis: Johannes V. Jensen I, 1974)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt