Dannelsesroman

Dannelsesroman: den dominerende romangenre i den danske romantiske idealisme mellem 1825 og 1870 (H. C. Andersen, Goldschmidt, Schack).

Handlingen følger en enkelt mands (!) udvikling gennem 3 hovedfaser.

  1. Barndommen skildres som en tilstand af tryghed og harmoni, fordi barnet aldrig betvivler de grænser, forældrenes vilje sætter.
  2. I ungdommen vågner hans egenvilje; han stiller ideale krav til tilværelsen men skuffes, fordi det ikke er muligt at realisere dem. Samfundet oplever han som en hæmning for sin fulde livsudfoldelse.
  3. Men i tredje fase indser han, at han har svigtet idealerne netop ved at kræve dem realiseret i egoistisk begær og lidenskab. Først gennem resignationen frigør han det ideale i sig selv. Omverdenen skal ikke opfylde hans lykkekrav, men han skal virke for idealet i erkendelse af sin jordiske begrænsning.

Dannelsesromanen forudsætter således, som tidens øvrige litteratur, hos forfatter og læser en tro på absolutte værdier [1]. Den berettes derfor af en alvidende fortæller*, der åbenlyst vurderer personerne og indskyder moralske ræsonnementer i beretningen.

Marxistisk forskning har fremhævet dannelsesromanen som et typisk udtryk for den konservative, borgerlige ideologi*, for så vidt som den bortforklarer de sociale årsager til hovedpersonens utilfredshed. Jf. Udviklingsroman*.

[1] »Dannelsen«s psykologi:

Mennesket befinder sig her paa Jorden i en sjælelig Vorden, saavel hvad hans Tilværelse i hans eget Indre, som hvad de udvortes Tilstande, hvori og hvorunder han træder frem som personligt Væsen, angaaer. Først efterhaanden og under mangfoldig Vexelvirkning og Vexelkamp, ei blot med Omgivelserne, men ogsaa med Det, der mere indenfra kommer frem og op i Bevidstheden, tilvinder Menneskets Liv sig i aandelig Henseende en bestemt, fast Tilværelsesmaade ...
Det gjelder paa den ene Side at voxe ret ind i det store Hele, men paa den anden Side at nyde Fremme for den egne Personlighed i dennes hele Eiendommelighed. Seer det herved paa den ene Side ud, som blev det nu en Opgave for det store Hele, for den altomfattende Tingenes Orden, hvorledes samme vil vide at assimilere sig dette sit for sig udtrædende Foster, tier nu som Led og Deel skal gjenoptages i det Hele, hvoraf det traadte ud som Væsen for sig, saa bliver det dog paa den anden Side en Opgave for det sig selv bevidste Individ selv, hvorledes det, som det er og finder sig, med disse sine Anlæg og Dispositioner og bevæget af de Grundtilskyndelser, der arbeide i det og drive det i visse bestemte Retninger, skal komme paa det Rene og Klare, komme til Ligevægt og Harmonie, baade i sig selv og med Omgivelserne . . .

(F. C. Sibbern: Psychologisk Pathologi (: mentalhygiejne), 1828)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt