Dehumanisering

Dehumanisering: menneskets (: det menneskeliges) fordrivelse fra kunsten er en påfaldende og ofte beskrevet ejendommelighed i billedkunst og litteratur siden midten af 1800-tallet.

Maleriet bliver abstrakt*. Litteraturen skildrer menneskers liv som en eksistens, der forekommer dem fremmed, tom og meningsløs. I forhold til, hvad den kunne være, er tilværelsen »degraderet« eller »in-autentisk«. Personligheds-begrebet, forestillingen om at blive/være »sig selv« kan ikke opretholdes.

Forklaringer

Man har peget på sammenbruddet af det kristne verdensbillede som en årsag til denne tilstand. »Dersom Gud ikke eksisterede, ville alt være tilladt« (Dostojevski). Med »Guds død« forsvinder troen på enhver absolut, moralsk værdi, selve indbegrebet af menneskelighed. Eksistentialismens* forfattere viser det menneske, der ikke har »valgt«, dvs. overtaget det fulde ansvar for sine handlinger som et bytte for ydre tilfældigheder eller spredte tilskyndelser.

Ifølge marxistisk teori bliver mennesket under kapitalismen gjort fremmed for sig selv (sit arbejde) og for andre mennesker. Forbindelser mellem mennesker opleves som forbindelser mellem ting, jf. Fremmedgørelse*. Oplevelsen af afmagt og fremmedgørelsen forstærkes i det moderne industrisamfund, der udvikler stadig større, upersonlige enheder: monopoler, administrationsorganer. Produktionen af varer antager et uoverskueligt, overvældende omfang.

Hvordan ytrer dehumaniseringen sig?

Dehumaniseringen har forskellige udtryk:

  1. Mennesket fremstilles som en marionet uden egen vilje. Det handler ikke, men bevæges udefra [1].
  2. Mennesket fremstilles som en ting eller som opløst i detaljer. Kærlighed er ikke et forhold til et andet menneske, men betagelse af legemsdele [2]. Jf. Metonymi*.
  3. Omverdenen domineres af ting, som tillægges et uhyggeligt egenliv, jf. Besjæling*. Denne omverdensoplevelse er ofte beskrevet i modernismens* lyrik [3].
  4. Den sammenhængende beskrivelse og beretning forsvinder. Perspektivløse indtryk registreres ufølsomt [4].
  5. Kunstværket opfattes som et formål i sig selv, løst fra kunstnerens privatperson og uden appel til vore følelser. Digtet er et »sprogspil«. Jf. Modernisme*, Systemdigtning*.

[1] Mennesker som dukker:

. . . Det var, som om han forstod, da han så hen over gæsterne, denne samling halvdøde masker af arbejdere, piger, sømand, piger og alfonser, der vågnede til et blink liv over en doven sjat øl. Det var, som om livet kastede sin inderste, sin sidste maske og viste ham et stift grin som af papmaché, et Bi-ba-bu-grin.

(Tom Kristensen, Livets arabesk, 1921)

[2] Mennesker som ting:

... Det var knap kvinderne, han elskede, det var en mund, en hals, et skønhedsmærke, et legeme. Han spejdede efter hver kvinde. Han håbede på hver eneste ny. Han vidste, han bød sig så tydeligt frem. Hele sin skønhed, og hvor målte han den ikke med andre mænds, deres mænds — han bød den til. Men de så ham slet ikke.
Han stod ved siden af - som en ting. Travede af med fadene og servietten - en ren genstand - han så så godt sig selv.

(Herman Bang, Franz Pander, 1885)

[3] Tingenes uhyggelige egenliv:

. .. Mennesker er på vej til arbejdet og indånder morgenmørket.
Over byen har industrihimlen trukket sit spindelvæv.
Fra stenene vokser skelet-anakronismer,
spottende konstruktioner, kraner løfter sig pegende mod bengult.

(Jørgen Gustava Brandt, Her omkring, 1974)

[4] Beskrivelse erstattes af registrering:

. . . De følte at de rørte ved vejen sammen med bilen og det varede ikke længe før de standsede ved et cafeteria og de steg ud af bilen og gik forbi en cigaretautomat og videre og det var let at opfange de lugte der kom dem imøde og da de havde spist og kom ud igen var det mørkt og det regnede meget og de var glade og satte sig ind i bilen og kørte og der var mange stjerner på himlen og en flyvemaskine og vejen var ultraviolet og nogle træer stod tæt sammen og Rita tændte en cigaret og Carlo tændte en cigaret...

(Kirsten Thorup, Idag er det Daisy, 1971)

Til toppen

Glossary

Besjæling

I billedsproglig sammenhæng er en besjæling en særlig form for trope, der er kendetegnet ved, at en konkret ting/et objekt tillægges menneskelige træk eller på anden måde levendegøres.

Eksempel: Havet glider rødmende ind i solens ild. (Fra Gustaf Munch-Petersens digt rids, 1937). I denne verslinje tillægges det konkrete element 'havet' den menneskelige egenskab at kunne rødme.

Metonymi

En metonymi er et ord eller et udtryk, der skal forstås i overført eller udvidet betydning, idet det peger på et andet ord eller udtryk, som det er erstatning (substitution) for, og som det betydningsmæssigt har nærhed til/forbindelse med.

Et par eksempler: De ville en tur i det grønne, hvor udtrykket i det grønne er erstatning for 'naturen'. Det hvide hus har besluttet..., hvor udtrykket Det Hvide Hus er substitution for den politiske ledelse (præsidenten) i USA.

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt