Determinisme/Indeterminisme

Determinisme/Indeterminisme: »Determinisme« betyder »forudbestemmelse«. Begrebet bruges i litteraturhistorisk sammenhæng især om naturalismens* overbevisning om, at mennesket er bundet (determineret) af sin biologiske arv og sit miljø i en sådan grad, at det er illusorisk at tale om en fri vilje.

Modsætningen hedder »indeterminisme«. Hævdelsen af menneskets absolutte frihed - og absolutte ansvarlighed - kendes i 1800-tallet i forbindelse med det kristne, dualistiske menneskesyn (jf. dualisme*): »ånden« eller »viljen« må, som Guds billede i os, vort ideale væsen, kunne beherske tilbøjeligheder af lavere orden (fysiske behov); heller ikke en henvisning til tiden, til skik og brug, kan fritage den enkelte for sit ansvar (Heiberg: En Sjæl efter Døden, Paludan-Muller: Adam Homo) [1].

I 1900-tallet er det især eksistentialismen*, der repræsenterer et indeterministisk menneskesyn.

Marxismen tænker - også - her dialektisk. Menneskets bevidsthed og adfærd er nok determineret af samfundet: produktionsforholdene og den deraf afhængige ideologi*, men på den anden side er samfundet skabt af mennesker og kan ændres af dem igen. Derfor bebrejder marxistisk litteraturkritik naturalismen, at den skildrer mennesket som totalt determineret. Jf. Realisme*.

[1] Indeterminisme (: dualistisk menneskesyn):

. . . naar man er udmattet, saa lægger man sig til Hvile, og Dette er en Nødvendighed, skiøndt ingen Tvang. Men denne Naturnødvendighed, Søvnen, er Sundheden tjenlig, altsaa fornuftig, og saaledes antager den da Frihedens Form, og lader os derfor ingen Tvang føle. Men nu er Sundheden ikke det Høieste. Hvis en Skildvagt føler sig udmattet, saa maa han, for at giøre sin Pligt, ikke følge hiin Naturnødvendighed, men tvertimod stride med Søvnen, og her yttrer sig da Naturen som en Tvang, han ikke maa bukke under for. Er det ham physisk umuligt at overvinde Søvnen, saa faar Tvangen Bugt med hans legemlige Natur, men ikke med hans Villie, thi han vil ikke sove, ligesom Den, der ikke vil blive syg, og ikke vil døe af sin Sygdom, dog tvinges til begge Dele, Villiens Frihed ubeskadiget . . .

(J.L. Heiberg: Om den menneskelige Frihed, 1824)

og determinisme (: monistisk menneskesyn):

. . . Den virkelige Udviklingshistorie ... er det, der bør lægges Vægt paa nu af dem der kan, selv med Fare for at Karaktererne skal synes at mangle Sammenhæng. (I Virkeligheden er der enkelte Sider i Menneskene der ikke hænger sammen; hvor skulde ogsaa en saa complex, saa mange Steder fra hentet, uddannet og paavirket Ting som den aandelige Side af et Menneske, være organisk hel) . . .

(J.P. Jacobsen: brev til Edv. Brandes, 1880)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt