Dialog - samtale

Dialogen i dramaet

Dialogen er i første række dramaets fremstillingsform; den bærer handlingen, og personerne karakteriseres gennem det, de siger, måden de taler på, og gennem deres reaktioner på andres replikker. Dialogen kan i ældre tid (Shakespeare) rumme en social karakteristik, derved at de fornemme hovedpersoner taler på vers, de jævnere bipersoner på prosa.

En lang række stilfigurer sammenfattes traditionelt under betegnelsen »dramatiske figurer«; de præger dialogen i spændte situationer. Den lidenskabelige bevægelse ytrer sig gennem: udråb, apostrofe*, retoriske spørgsmål*, stikomyti (replikskifte med én replik pr. linje).

Egentlig replikindividualisme udvikles dog først af naturalismens* teater [1], I det absurde* drama demonstrerer den meningsløse dialog frasesprogets tomhed - og dermed at menneskelig kontakt er umulig.

Dialogen i episk digtning

I en fortælling, der overvejende består af beretning, markerer dialogen ofte handlingens højdepunkter. I sagaen* udveksles der korte replikker før de afgørende kamp- og drabsskildringer [2].

Sammen med indre monolog (se Dækning*) og beskrivelse* udgør dialogen en fortællings sceniske partier, hvor fortælletid og fortalt tid falder sammen, jf. Panorama/scene*. Impressionismens* »dramatiske roman« tenderer imod den rene dialog, der overflødiggør fortælleren*.

[1] Strindberg definerer naturalistisk dialog i modsætning til det franske, »veldrejede« lystspil (- og dermed til Ibsen):

. . . Vad dialogen slutligen angår, har jag brutit med traditionen något, i det jag icke gjort mina personer till kateketer som sitta och fråga dumt for att framkalla en kvick replik. Jag har undvikit det symmetriska, matematiska i den franska konstruerade dialogen och låtit hjärnorna arbeta oregelbundet, såsom de göra i verkligheten, där i ett samtal ju intet ämne tömmes i bolten, utan den ena hjärnan av den andra får en kugg (: tand i et tandhjul) på måfå att gripa in i. Och därfor irrar också dialogen, förser sig i de forstå scenerna med elt material som sedan bearbetas, tages upp, repeteras, utvikes, lägges på, såsom temat i en musikkomposition . . .

(August Strindberg: Forord til Fröken Julie, 1888)

[2] Saga-dialog:

. . . Eyjolf og hans mænd går op imod dem; han sagde til Gisle: »Det vil jeg råde dig, at du ikke fjerner dig længere bort og ikke lader dig jage som feje folk, fordi du har ord for at være en mand med mod i brystet; det er længe siden, vi har truffet hinanden, og det er vort ønske, at dette her bliver sidste gang, det sker.« Gisle svarer: »Gå du blot mandigt til angreb, jeg skal nok blive stående. Det er også dig, der bør lægge for, da du har større grund dertil end de andre mænd i dit følge.« »Det skal du ikke blande dig i; jeg ordner mit mandskab, som det passer mig.« »Det var, hvad man kunne vente af sådan en fej hund som dig, at du ikke tør indlade dig på kamp med mig.« . . .

(Gisle Surssøns Saga, 1200-tallet, oversat 1967 af Chr.N. Brodersen)

Til toppen

metodebogen.dk | © FORLAGET DANSKSIDEN.DK og forfatterne 2020 | CVR 27301754 | ISBN 978-87-998642-1-8 | Kontakt